Jeg forstår ham nok godt
Zeus
Jeg har også været ung en gang
Og desperat

Men alligevel
Forklædt som svane

Og hvordan gør man egentlig
Og så desperat

Og måske var det snarere hende
Der var trængende

Men alligevel
En svane
På den anden side
Det er nok bedre end en gylden regn
Hvis man nu kan vælge

Og det er vi jo ikke alle der kan
Ikke altid i hvert fald

Måske er det nemt
Når man kan
At iklæde sig et svaneham
Eller være en tyr

Det virker sådan mere maskulint
Men alligevel
Hvad skal det til for

Det er jo ligesom
At blive til en metafor
Man taber sig selv
I ordene

Og jeg bliver konkret
Bange for at jeg ikke
Kan være i svanen

Vil jeg kunne se ud
Og hvor skulle mine briller
Være
Udenpå

Men det er jo noget vrøvl
Zeus tabte jo ikke sig selv

Måske havde han lagt sit jeg
Ved bredden og så hentede han
Det bagefter

Som svane med Leda
Fik han så oplevelsen med
Til sit selv

Det virker som et påskud
En henkastet bemærkning
Om at han kunne
Score hende
Selv som svane

Den slags der kun straks
Får stilheden til at fremkomne
Med tilbagevirkende kraft

Sejler det ind i
Bevidstheden

Desperat
Og ung var han vel ikke

Det er måske derfor det slår mig nu
At det var det man skulle prøve
Som svane
Eller tyr

Friheden venter
Men han skulle stadig snige sig
Væk og ind i metaforen

Og blev hun ikke bange
Jeg mener sådan en svane
Den kan brække en arm med ét slag
Af vingen

Og med en gud indeni
Må det føles noget mere voldsomt
End en almindelig torsdagsaftale

Måske var det derfor
Kraften i begræsningen
Den omsluttede metafor
En opdæmmet globus af
Ren uforfalsket liderlighed
Projiceret gennem en uskyldig svane
Lige ud i sylten på stakkels Leda

Eller måske var hun som sagt
Selv ude på stryg

Jeg forstår det ikke
Måske er det det

Desparat forstår jeg ikke
Hvorfor hun falder
for en steroid-svulmende svane

Og jeg er sikker på
At selv om jeg turde
Så kunne jeg ikke få plads
Til mit selv
I et hvilketsomhelst
Primitivt pattedyr