Gule bølgende marker, enkelte
Træer, så flere, en skov
Landevejen snor sig gennem landet
Et sted mellem Holbæk og Jyderup
Hvid skovriddergård med længerne
I T-form. Egen dysse i forhaven
Grusindkørsel og to fordøre, den
Ene sandsynligvis for Herremanden
Den anden til mindre betydningsfulde
Besøgende;

Jeg kan huske min tante, ikke
Hendes navn, noget med E eller S
En farvebog hun gav mig, hvor jeg
stadig kan se alle de gange kridtet
Krydsede de fuldt optrukne linier,
Selvom alle billederne er glemt.
Højen udenfor er gammel, velkendt
Og stadig farlig for mig ligesom
Den svagt sansede kartoffelkælder
For enden af huset
En bøtte gul maling fik mig til
At prente sig udover de ru granit
Indersiden af graven blev oplyst af
De store klodsede bogstaver jeg
Lige havde lært. Først da mit
Navn stod der, gul, dryppende gik
Handlingens helligbrøde op for mig
Der lærte jeg at fortiden altid
Er aktiv i nutiden, og at den
Nu kendte mit navn og nok
Skulle få mig i fremtiden

I huset; det store firkantede spisebord
Mine forældre har haft i umindelige
Tider, der sidder jeg med træstykker
1 x 1 x 10 cm, taget fra en blå æske
Med et billede udenpå jeg ikke kan huske
Hvad er. Her opfører jeg Babelstårnet
Men der var aldrig klodser nok til
At nå himlen og alligevel slog
Gud mig med forvirring og satte
Sig på paradis efterladende mig
Med tusinde tungemål alene.

I haven, en lagune af græs mellem
To skove, har min far bygget et
Skib, sørgeligt nedslidt da det blev
Mit, men dog et skib med styrhus
Stævn, maskinrum, mast?
Og maskintelegraf med en typisk
Lugt af våd indestængt jord.
Midt i haven, tror jeg, høje
Gamle træer mine søskende besteg
Et legehus med rebstige og vindue
I taget, græsplæne og nogle gange
Hundekennel og helt sikkert en
Sandkasse omgivet af grå storkornede
Fliser

Jeg tror de har vasket malingen af
Nu og vejen snor sig kun sporadisk
Selv markerne er kun lejlighedsvise gule
Nu (og skoven er en dårlig skov
For der er ingen træer, mer')