En efter en kommer de fire
Stille og roligt op på bakken
Det er ikke en høj bakke eller et bjerg
men en lille dansk landbakke
som vi alle kender og elsker
måske en grav fra gammel tid måske et fredet levn
de hilser på hverandre som havde de ikke set
hinanden i tusinde år
Og Pest smiler indbydende til de andre med sine rådne tandstumper
Mens Krig nikker langsomt
De står der og ser solen gå ned
i vest med en plamage af rødt og orange
over hele himlen
Grådighed peger en komet ud og Sult
smiler hurtigt
Bakken er grøn selv om farverne nu tværes ud af manglen på lys
Når de har stået der længe nok, rider de ud.