Når det nu er blevet mørkt og natten er kommet, fortælles der mange historier. Fortællinger om månen, stjernerne og natten
   De fleste af dem er usande: Om natten siges det, at den indhyller sjakalen, om stjernerne at de er en afdøds konges skat og om månen at den er en gud.

De fleste af historierne er usande. Ingen sjakal kan iklæde sig mørket, og månen, månen er langtfra en gud. Månen er en fugl. Den største i verden. Større end selv Rok.
   Man kan se den baske med vingerne langsomt og majestætisk, så det nogen gange ser ud til at den er rund, andre gange seglformet.

Sådan var det ikke altid. For længe siden var månen en lille fugl. Den sidste og den mindste af sin slags - mindre end en fuglekonge eller en kolibri. Så lille var den at stort set ingen vidste at den fandtes. Helt gul var den og med fine tegninger, som bjerge eller dale.
   En dag da den endnu en gang forgæves havde søgt efter andre af sin slags, en mage, en bror eller andre, satte den sig tungt ned på en gren og grublede.
   Hvis den skulle være alene, tænkte den ved sig selv, ville den i hvert fald ikke være lille. Så den besluttede sig for at spise og vokse alt hvad den kunne. Og som sagt så gjort, den lille månefugl spiste og spiste og voksede og voksede.
   Først blev den så stor som en spurv og de andre fugle lagde mærke til den og kommenterede den størrelse og roste den.
   Men den spiste mere og mere og blev så stor som en due, en spurvehøg, en ørn, en kondor. Til sidst var den størst af alle fuglene. Og de andre fugle fløj hen til den og sagde, at den nu var den største fugl i hele verden.
   Månefuglen satte sig på en gren, der knækkede under den og kiggede på fugleflokken omkring den.
   Jeg vil ikke kun være den største fugl i verden. Jeg vil være endnu større.
   Den spiste videre og videre og blev større og større. Den var nu så stor, at når den satte sig på et træ, knækkede stammen som en pind. Men fuglen spiste videre, den ville være endnu større. Den fløj omkring med langsomme vingebask, der sendte stormvinde omkring den, og søgte efter føde. Når den satte sig på et bjerg smuldrede bjerget sammen under den, og strejfede den en skov med vingespidsen, væltede træer på stribe.

Da de andre fugle så, hvor stor den nu var blevet, hidkaldte de til rådsmøde og satte sig sammen for at diskutere, hvad de skulle gøre. De sad i lang tid uden at finde en løsning, men til sidst foreslog stæren, at de skulle slå en handel af med månefuglen. Fuglene tilbød den derfor, at de alle ville bringe den mad og drikke og til gengæld skulle månefuglen aldrig mere komme ned på jorden igen

Det er derfor man den dag i dag kan se fugle stige så højt op, at de forvinder for øjet - på vej op med mad til månen.
   Månefuglen lander aldrig og hvis den gjorde ville den ikke kun knuse bjerge, men hele kontinenter vil blive til støv. Man kan stadig mærke når den slår med vingerne, så stiger og falder havenes overflade i takt med vingeslagene.

Dette er historien om månefuglen, og den er lige så sand som den om kongen og hans skat af stjerner.