Titusinder spejle i isen.

Men som hun hurtigt når væk, og brænder i tågen,
er det kun den råhvide særk, der hastigt forsvinder.
Tilbage bliver synet af tågen mod glødende hænder,
Og havnen der bølger af larm, suppleret af mågen.
Mågen der siges at savne et savn og sagnet om rågen
Fuglen der flyver halvvejs til kranernes tinder
Imens hun går hastigt afsted, som tusinde kvinder
Har gjort det, med stormskridt mod isen og vågen.

En tyk lyd af skibe, der sødmefyldt synger til vejret
Hæst blæser de tågen i land og kvinden fra borde.
Lyden er sort og har hurtigt gjort synsfeltet mindre.
Under turen til molen forlanger den tak for besværet:
Lyt, jeg forklarer dig alting om fugle og mure,
Skibe og kvinder, og at verden altid kan splintre.