I dag var dødens dag
Hver dag er dødens dag
En fest

Det sker at jeg stirrer mig selv i spejlet
For at se ind i mit inderste
Måske gennem øjnene der skulle være sjælens brønd
Men der ser jeg ikke noget der afspejler hvem jeg skulle være
Eller som afslører de inderste mysterier jeg ved jeg gemmer
Intet der siger noget om min fortid eller fremtid
Det er først når jeg smiler til spejlet
I en grimasse
Og så ser min fremtid
Mit inderste
Næsten afsløret

Det skelet jeg nok ved jeg bærer
Kommer frem når jeg er mest levende
Det bløde smil er båret frem af kraniet

Og det undrer mig pludselig ikke
At en af mine yndlingsejendele
I lang tid var en lille kopi
Af et sydamerikansk kranie
Rødt ler rog ru med alt for store øjenhuler
Og levende tænder

I dag var dødens dag
En hver dag er dødens dag
En fest

Vi burde holde picknick lidt oftere på kirkegården
Måske ikke om sommeren som i Mexico men juleaften
Det ville også begrænse middagene til noget overkommeligt
Når flæskestegen går rundt for tredje gang i sludstormen

En kontinuerlig streng af væren
Som jeg kun kan se når jeg kniber øjnene sammen
For selvom de døde går i blandt os
Tænker vi ikke over det
Førend de lægger sig

I dag var dødens dag
Hver dag er dødens dag
En fest