Det var blevet sommer.
   Ællingen var næsten lige kommet ud af sit æg.
   Den sad i haven og så solen stå op.
   "Uh, i går var det varmt, så idag bliver det sikkert også varmt," tænkte den til sig selv og sukkede.
   Ællingen var ikke særlig glad for den megen varme. Den svedte og den svedte og gispede og pustede. Og hver gang den tænkte: "Nu kan det ikke blive varmere," steg solen et lille stykke længere op på himlen og blev større og større.
   Og som den gled op på himlen blev det varmere og varmere.
   Til sidst tænkte ællingen, at nu var det nok.
   "Jeg må finde et sted, hvor solen ikke kommer. For der hvor solen ikke er, der er sikkert ikke så varmt."
   Lige ved siden af ællingen stod der et træ.
   "Måske, hvis jeg sætter mig bag træet, så kan solen ikke finde mig."
   Ællingen satte sig i skyggen bag træet og glædede sig over, at det ikke var så varmt.
   "Ah," tænkte den og strakte sine svømmefødder. "Her er behageligt at være."
   Ællingen døsede lidt, men lige pludselig var solen der.
   "Ih, den følger efter mig," tænkte ællingen og så sig om.
   Der, henne ved huset, var døren blevet åbnet.
   "Måske kan solen ikke komme derind," tænkte ællingen og gik henimod døren.
   Den gik op ad trappen og ind i entreen og ind i et lille rum, hvor der var helt mørkt.
   Vinden blæste døren i, og nu sad ællingen i mørket og køligheden. Den sad lidt og ventede, og hvert øjeblik troede den at solen kom. Efter et godt stykke tid blev den mere rolig og satte sig bedre tilrette. Den strakte sine svømmefødder.
   "Ah," tænkte den. "Her kommer solen altså ikke."
   Pludselig blev døren åbnet med et ryk og lyset i loftet tændt.
   "Ih," tænkte den lille ælling, "solen følger altså efter mig."
   Den løb ud af døren og ned ad trappen.
   Den løb ud af havegangen og ud på vejen.
   Den løb ned ad vejen indtil den kom til søen.
   Solen var stadig meget varm. Den stod lige over ællingen og skinnede så ællingen blev helt rundtosset af den megen varme.
   Ællingen så på planterne i vandet og fiskene, der svømmede rundt neden under vandet. Fiskene slog dovent med deres haler og kiggede op på ællingen mens de lod bobler glide ud af munden. Fiskene nød åbenbart at være under vandet.
   "Der ser køligt ud," tænkte den, "måske skulle jeg gå ned under vandet til fiskene."
   Den tog et skridt ud i søen og fik fødderne under vand.
   Det var meget koldere i vandet end på jorden under solen.
   Ællingen gik længere ud, men den kunne ikke komme helt ned under vandet.
   Den flød ovenpå, og pjaskede fortvivlet med sine svømmefødder. I stedet for at komme nedad kom den frem. Den kom længere og længere væk fra land.
   Lige med et opdagede den, at den svømmede.
   "Jeg svømmer," tænkte den, "og vandet køler så dejligt, selvom det kun er på maven."

Ællingen blev i søen hele dagen, og svømmede rundt fra den ene side til den anden. Mens den svømmede, nød den det kølige vand mod maven og benene. Den glemte ikke helt solen, men det var meget bedre end at gå rundt på land. Meget bedre end at gå og svede ved jorden.

Så nu svømmer ællingen hver sommer rundt i søen og bliver dejlig kold på maven.
   Men den har ikke glemt, at den gerne vil ned på bunden af søen.
   Nogle gange kan man se den forsøge på det, den har hovedet under vandet og fødderne over.
   Der ligger den så og spjætter og prøver at komme ned under vandet og blive kølet af over hele kroppen, men den kan ikke, den flyder ovenpå.