Jeg prikker ham høfligt på skulderen
Her nede ved bredden og Karons lounge
Med hætten daskende nede om nakken
Er han ikke om det gængse billede
Af en der færger de døde over floden
Men imens han vender sig kan jeg se
At der er grund til at fortvivle
Hjernemasse drypper ud gennem sprækker
Og hans grin er mere end blot anstrengt
"Jeg er faret vild" siger jeg og håber
At han vil falde for mit muntre ordvalg
Og påskønne allusionen til bøgernes bog
Han krammer baseballkasketten sammen
Og peger ned mod noget der ligner en båd
Jeg ved at går jeg nu er jeg frelst
Så kan jeg gå i skumle dale uden frygt
Men en hånd, tynd og hvid, holder fast
Holder mig tilbage fra den lige vej hjem
Båden er læk, jeg tror den langsomt synker
Jeg håber febrilsk at vi ikke går ned
Før vi er nået sikkert til anden side
Karon griner berolignende til mig
Og peger de største af seværdighederne ud
Alt imens han sikkert starter Pentaen.