Syv sole på himlen
Seks blege døende ikke helt
døde - aldrig helt døde
En enkelt efterårssol tung gylden
Grædende guld
Ikke helt levende - aldrig helt levende
Syv år det føles som tusind
Men måske er der flere gemt bag
Årets sol
993 midvinter sole på række
Ikke tykkere end svineblære
Skjolde eller dunhammer
Og lige så varme
Måske bliver himlen en dag gul
Som en kornmark ved skumring
Grågul udflydende
Måske vil der kun den dag
Være et sted at gå
Et enkelt sted med en sten over
Sikkert nok til at modstå al den
Udødelige ælde
Og det hul
Den hule
Det kammer
Er allerede optaget
Nej ikke af mig jeg sidder her
I skovbrynet og ser udover Landet
Landet der vrimler med liv
Kribler af liv
Skriger af liv
Lidt længere inde i skoven ligger
En karl klemt inde mellem to træstammer
Han skriger af liv
Det lader til at smerte aldrig
Bliver kedelig
Folk har forgæves forsøgt at flytte
Vægten over ham
Men det har ikke været muligt
Og ethvert forslag om at flytte ham derfra
I mindre stykker er dømt til at dø
Så børnene heromkring bruger ham
Som udflugtsmål
Spottemål
Smerte bliver aldrig kedelig
Her i skovbrynet mellem skoven
Og den lille landsby forsøder
Hans skrig dagen som lærkesang
En gang ville have gjort; Et
Dødens parringskald
Lokkesang for manden med leen
I går
Sidste år
Sole siden
Gik jeg ind for at se til ham igen
Da han havde været stille længe
For at se om han var blevet hentet
Henført henrettet
Men han græd bare stille
Ned mellem vedbændet
Der snor sig rundt om ham
Jeg tror at det ene træ stadig gror
Gnaver i ham og at det nu
Prøvende sender en spids ind mod
Ham for at suge mere kraft
Det er nok derfor han er startet igen med
Sine seranader
Nogle af byboerne foreslog
At fortsætte med planen og flytte
Ham formindsket
Men de ved alle sammen
At han så bliver fri til
At søge sin udfrielse i hele området
Stadig skrigende
Skrigende af liv
I skovbrynet
Skoven og landsbyen
Imens undrer de sig stadig
Nogen gange
Om aftenen ved bybålet
Om døden og livet
Og hvor vi gik hen
Dengang vi stadig gik bort
Og de gamle de sidder og kigger
tørt i bålet
Højt tænker at nok kom jeg senere
Men underligt er det
Jeg stadig ser ung ud
De ved ikke hvor godt de har det her
På vejen hertil så jeg de store byer
Hedeby
Ribe
Alle var de fulde af liv
Stopfulde af liv
Nogle af dem gættede, hvorfra jeg kom,
Men glemte mig heldigvis hurtigt.
Når de her får mistanke eller
Fremmede kommer med bud
Da er det mig der ligger med grenspidsen
blidt søgende efter bløde punkter
Og tid har de nok af, tid til jeg
Taler
Om hvor måske
Han der helst skulle hente os
Har slået sine folder
Og hvorfor han ikke passerer
Forbi, oplivet når nogle
Føler sig en kende trætte
Seks sole til så tror jeg
Det rækker
Tid siden troede jeg at
Det ville være nemt bare at gå videre
Når dagen og de kom
Men nu hænger jeg her
Og ser
De gamle udtørre
Og de unge, der aldrig
Rigtigt bliver helt færdige
Ikke helt klare til
At møde manden med grenspidsen
Men der er ingen nye steder at gå
Kun tilbage, tilbage til dér
Hvor jeg første gang skulle
Være gået videre
Videre til hvad der måske
Var Ginnungagap
Tomhed
Han skriger igen
Og denne gang blander hans
Skrig sig med de bittersøde
Klynk fra et par
Der i skjul dyrker livets
Leg
Mere liv
Meget mere liv
Måske skulle jeg gå tilbage
Tilbage til dyssen
En rejse tilbage til der
Hvor jeg afbrød mit sidste stævnemøde
Til der hvor jeg sidste gang følte liv
Til der hvor jeg hørte stenen glide
Ned over knokler og mærkede det jernkolde
Sus fra leen
Imens jeg grinende dukkede mig
Levende
Levende
Levende