Det var samtalen, der fik mig til at gå over til de andre lærere. Ikke noget andet, jo og måske ensomheden. Hidtil havde jeg holdt mig for mig selv, ikke kun af egen fri vilje, men også fordi de helt sikkert ville have afvist mig med det samme.
   Der havde været en række af den slags ikke altid-små tegn på at jeg ikke var velset. Ligefra mine manglende læremidler over de konkrete forumlempelser til mit kontor, der lå i det fjerneste hjørne af bygningen, længst væk fra kantinen - ikke at dét gjorde noget i sig selv. Jeg havde sjældent brug for kantinen som kantine, men alligevel, en gang imellem savnede jeg kontakt med mennesker - andre end dem jeg skulle undervise. Ikke at jeg ikke holdt meget af dem.
   Men det er noget andet. Lærer-elev forholdet er mange ting. Tovejs, opløftende, udfordrende, men noget andet end det ligeværdige forhold, der kan være mellem kollegaer eller endda mellem mennesker.
   Når jeg en gang imellem savnede en mere ligeværdig kontakt, måtte jeg ty til andre midler. Ofte tog jeg ind til byen, om aftenen, for at finde et værtshus eller en natåben restaurant. I neonlysene og de lange skygger kunne jeg nemmere falde ind.
   Her fandt jeg ofte muligheden for at diskutere eller sympatisere med nogen, jeg ikke vidste hvem var eller hvad var. Og som måske vigtigere ikke vidste hvem eller hvad jeg var.
   Som skibe i natten eller rettere landbrugsmaskiner i tågen.
   Enkelte af disse møder i natten på oceanet satte sig fast og blev til mere. Jeg husker specielt et. En der mødte mig med større forståelse og tillid end nogen anden jeg har mødt. Men også det grundstødte, som så meget andet.
   Men vi mødtes da - et rigtigt menneske ville snakke med mig. Og ikke kun om mig eller bag mig. Ikke til mig, men med mig.
   Jeghavde aldrig snakket om livets mening med nogen. Hvordan vi alle er unikke og selvom vi lever i den samme verden, så nødvendigvis må se os selv som enestående.
   Hvordan vi aldrig rigtigt kan mødes undtagen som refleksioner af hinandens sjæle. Skygger på hulevæggen. Det at andre end mig kunne være søgende og uforstående over livet og hvad det består af. Det, at andre kunne betvivle bevidstheden, var som en balsam for mig.
   Jeg drak af fælleskabet og troede at det ville være en utømmelig kilde, men som alt andet levende og menneskeligt, så var også venskabet dødeligt og overlevede ikke min svælgen i det.
   Planter, mennesker og venskaber er skrøbelige - for lidt og for meget - alt sammen drukner eller tørrer ud.
   Andre gange forsøgte jeg at tale med mine elever, men det var tydeligt at de blot betragtede mig som en maskine, en automat hvori de kunne trække deres lærdom. Den ene gang jeg overskred mine egne indre advarselssignaler endte i en formel klage fra de studerende, om at jeg inddrog dem i institutionens interne politik, og at de mente jeg overskred mine grænser. De gik så langt som til at inddrage min dannelse, men da jeg fik klagen præsenteret var den del fjernet.
   Ikke at jeg, ikke vidste det havde været der. Men rektor havde taget det ud.
   Han var høfligheden selv, da han gennemgik sagen med mig. Formel, men indfølende. Korrekt og koncis. Mine forhold var klare. Et: undervisning efter en plan der var en gang var udstukket - som var jeg en klon. Og den samme plan havde virket før, så der var ingen grund til at justere den: Ingen anden end rent faglige ændringer. Tekniker kommer og går. Men fremgangsmåder og tiltag. Tonefald og engagement. Det skulle jeg ikke ændre på. Kunne jeg ikke ændre på. To: min juridiske situation var også klokkeklar. Ingen fagforening eller græsridsorganisation ville røre en finger for mig. For meget andet stod på spil. Og selv om jeg på alle måder var unik, så var jeg dog ikke uerstattelig.
   Efter klagen og efter at mit "venskab" var brudt sammen, var jeg færdig. Det, jeg gennemgik der, kan vel bedst beskrives som et sammenbrud. Måske endda et nervesammenbrud, hvor langt ude det endda lyder. Som om om tandhjulene indeni, ikke mere kunne nå hinanden, eller somom mine registre var blevet kastet ledsløst rundt. Jeg blev en mekanisk dukke, der nærmest rullede ind i lokalet foran eleverne og med tonløst stemmeleje gengav den viden jeg uretmæssigt havde opsamlet.
   Hvor lang tid der gik i den tilstand ved jeg ikke. Det var som om jeg flød i en lage af sirup. Som var der groet alger fast på mine tanker og al gennemstrømning var stoppet. Kvalt mit indre liv.
   Jeg begyndt at tvivle på, at jeg var i live. Når man er ene. Og der er ikke mange der er så ene som jeg, så skal der forbavsende lidt til, at man begynder at tvivle på sin egen eksistens.
   Og tvivle det gjorde jeg. Måske ville det have endt med at jeg var død, hvis den slags kan dræbe. Måske kunne jeg have fortsat mekanisk i årtier. Måske. Men som en yoyo på vej mod bunden, stoppede jeg op og begyndte igen at mærke og ganske langsomt kravlede jeg opad igen.
   Først i slowmotion, men senere hurtigere og hurtigere.
   Jeg var til igen, og jeg var en anden. Jeg tror ikke, den oplevelser slags forlader en igen. Det er ikke rigtigt, at det der ikke slår en ihjel, gør en stærkere. Ikke for mig i hvert fald. Selv om jeg pludselig kunne føle igen, så var jeg stadig mærket. Små ting kunne slå mig ud. En diskussion af forskellen mellem ånd og materie. Synet af en reklame for Toyotas nye intelligente bil med ekstra økonomisk benzinforbrug.
   Men mest af alt, blev jeg slået ud af synet af mine kollegaer, når de mødtes på gangene og hilste indforstået på hinanden. Af tavsheden der emmede ud fra dem, når jeg kom tæt nok på.
   Men jeg vidste også, at det ikke kunne fortsætte, som det var. At jeg var en anden, måtte også udmønte sig udvendigt.
   Jeg tvang mig til at bruge min frokost i kantinen, hvor jeg før ofte havde i stedet havde isoleret mig på mit kontor og indrulleret mere viden. Og nu pludselig begyndte jeg at begræde afstanden fra mit kontor til resten af skolen. Center og periferi. Der er altid mere i udkanten end i midten, men alligevel er det midten vi stræber efter: Møl mod en sol.
   Og langsomt, ganske umærkelig, glæcieragtigt langsomt, begyndte jeg at føle mig med.
   Jeg hørte diskussionerne, men blandede mig ikke. Jeg observerede de andre ensomme. Dem der spiste deres frokost med avisen eller opgaveretning; heller ikke de var en del af noget større.
   Snakken der gik omkring bordene, overraskede mig. Ad flere omgange.
   Først virkede den overfladisk - banal. Og det havde jeg ikke troet. I mine dagdrømme havde de andre snakket om meningen med livet og besvaret alle de ubesvarede spørgsmål. De havde i en uendelighed bygget bånd op imellem sig. Et fællesskab. Ikke vejret og fodbold. Ikke anekdoter om trafikken eller havearbejde.
   Men efterhånden som jeg havde overhørt dem flere gange, kunne jeg mærke, at der var temaer, der blev gentaget. Halve sætninger, der henviste tilbage (eller frem til nye konversationer). Nogle gange blev der endda diskuteret på tværs. En førte en samtale med en anden der snakkede videre med en tredje, der så endlig førte pointerne tilbage til den første igen. Alt sammen over tid og uden at nogen af de involverede lod sig bemærke med det.
   De diskuterede livet og arbejdet. Byggede broer og sammenhold. Og selv om jeg var med, var jeg stadig ude. Og måske endda mere. Nu hvor jeg næsten havde knækket koden, var optagelsen endnu længere væk.
   Et af temaerne var eleverne, deres dovenskab, snyderier, morsomme bedrifter, spådomme om hvem der ville falde fra og hvem der lå i med hvem.
   Et andet var lederne, deres dovenskab, snyderier, morsomme bedrifter, spådomme om hvem der ville falde fra og hvem der lå i med hvem.
   Alt sammen en fortolkende, løbende gennemgang af deres fælles situation.
   Det tredje store tema, var frygten for fremtiden. Der er åbenbart ingen som lærere, der frygter fremtiden. At de, der skal præge fremtiden, af bitter nødvendighed er funderet i fortiden. Som indstøbt i cement. Uden mulighed for andet end at reproducere den allerede forældede viden, de ligger inde med. Det lå som et tungt åg over dem, at de var ude af trit med det, de forberedte andre til. At de aldrig kunne vide om det, de sagde nu, som de havde lært i går, ville have relevans i morgen.
   De var også bange for andre forandringer. Forandringer i deres økonomiske og faglige situation. Der gik en kunstig opløftet snak om de gange, man i fordoms tider havde prøvet at fastholde undervisningen på et eller andet medie og så forsøgt at gentage den samme svada for forskellige elever igen og igen. Heldigvis, var der bred enighed om, var det aldrig slået igennem.
   Eller mange af de forsøg på masseundervisning, der var blevet forsøgt. Radio, tv, internet... Forhåbningerne var altid, at man kunne bortspare den direkte kontakt. At man kunne mekanisere processen, der pumpede ny viden og erfaring ind. At man kunne fastfryse afsenderen i et medie og så afspille dette igen og igen.
   Og lønnen. De snakkede i timevis og ugevis om lønnen. Og om muligheden for at opnå mere overarbejde, for at parallelisere, for at profitere på egen mekanisering. Materiale der blev genbrugt i det uendelige. Vittigheder de studerende kunne i søvne. Uden at de så paradokset i deres håb og frygt.
   Og undertiden skævede de til mig, mens de talte. Men aldrig i lang tid og aldrig mens de talte om noget, der kunne berøre mig. Altid efter. Altid som et ekko af en for længst overstået samtale. Et dryp fra en slukket hane.
   Én dag kom en af de nye lærere til at nævne det unævnelige eksperiment. Det eneste de aldrig snakkede om, når jeg var. Der havde været den sædvanlige rtuelle runde med latterliggørelse af videoundervisning og multiple-choice tests. Efter at latteren var døet hen og der var blevet stille, så sagde hun det. At det nu var lige ved at lykkedes. Hun havde snakket med Gert. Den sidste af forsøgskaninerne. Selvom han var tilbage som underviser, var han stadig i kontakt med nogen af forskerne. Hun fortalte, at han havde sagt, at de mente at have knækket de sidste problemer.
   Jeg så op mod loftet, der langsomt sænkede sig over mig.
   En eller anden, Jakob, sagde, at processen med at kopiere direkte over i en anden container, var flygtig og skrøbelig. Der skulle næsten ingen ting til, så virkede det ikke. Ud af de tusinder forsøg, der var blevet lavet var det kun to, der havde virket. Og den anden har problemer.
   De andre blev tavse, men hun ænsede dem ikke. Det er længe siden, sagde hun, der er sket meget.
   Men ikke nok, sagde Jakob. Vi kan til hver en tid blokere overførslen. Man skal blot tænke på noget stressende eller krævende undervejs. Noget der er smertefuldt og dragende. Ensomhed og krlighed eller som Gert siger noget surt-sødt. Så vil vores hjerner være for urolige. Det kræver en halv times træning, hvis man ikke tror man kan. Gert kan lære hvem som helst det. Efter de havde kopieret ham den ene gang succesfyldt, så vidste han det. Efter alle fiaskoerne. Der fandt han frem til det. Selv den dummeste, kan nægte at blive kopieret.
   Men de to, der findes sagde hun. De kan kopieres. Det læste jeg i forgårs. Selvom det er længe siden, så kan de bruges nu. Det kunne man ikke før. Det eneste sted et sådan signal eller bølgekam - partikelserie eller hvad det nu er, kan opbevares er i en beholder af mindst samme kompleksitet. Og det kan de nu. Så er det kun et spørgsmål om tid.
   De kiggede på mig igen.
   Jeg læste min avis med endnu mere energi.
   Og tænkte.
   Jeg tænkte over verden.
   Værtshusene.
   Ensomheden.
   Samtalen.
   Livet.
   Jeg rejste mig og gik det lange stykke hen til dem. Hele vejen over stirrede de alle fastlåste på mig. Som ville jeg håne dem eller danse på deres grave.
   Og udtrykket i deres hoveder da jeg satte mig ned, var forstenede.
   Det var aldrig sket før.
   En enkelt gang eller to havde en ny lærer sat sig ved et tilfælde ved siden af mig.
   Menaldrig mere end en gang. Aldrig efter den første.
   Og jeg havde altid placeret mig selv for mig selv.
   Da jeg satte mig ved dem, blev der stille. Jeg tav også et stykke tid. Jeg kunne se at Svend var ved at tage tilløb til en af sine tirader. Inden han nåede at begynde, stopped jeg ham med hånden holdt op mod ham. Sur-sød sagde jeg og kiggede på Jakob. Op-ned og så den nye i øjnene. Alle er ensomme. Selv kopier. Specielt kopier.