Det er bare en fase vi skal igennem
En konsoliderings- og afklaringsfase
Hvor fjerene holder op med at være hendes fjer
Og bliver til fuglen den frie der fløj
Fra mig en vintermorgen med
Kuldetegnene dalende i slow-motion udenfor
Som semiotiske signaler

En fase hvor skrigene fra kongens sønner
Og deres glatte, glatte kranier bliver til
Endnu en for sent betalt regning
Skrevet på en offwhite overflade

En forskubnings- og afplaceringsfase
Hvor hvert enkelt minde
Forskubbes af tanken om det selv
I en uendelig regres af signifikante billeder
Genbrugbare

Og selv når jeg så forsvinder ud
I det blå - det ingenting - det nye
Så er mine vinger symbolet på min frihed
Og ikke, ikke, ikke, et knagende smertende
Kyrads af sener og sejl, spændt ud over
Børnenes håndgribelige ribben

Og hvor jeg end flyver hen
Er det det samme jeg ser
Relateret og reduceret
Sat i system
En tro te
Den næste er lig den forrige
Og den som snydt ud af den første
Der er andet end senerne i
Mine lægge der er skåret over

Mit sind låst fast i en række af
Sprogligt fastfrosne uendeligt udtryksfulde metaforer
Der nu dækker alting
Et gråligt lag af nærhed og genkendelighed
Selv tanken om tankernes nødvendighed
Figurativernes prægnans
Dækker ikke over at genkendeligheden
Er til på bekostning
Af oplevelsens
levedygtighed
Alt for mange ord om det samme
Metaforerne skriger til himlen
Mod ordrimene
Et overdrev

Og selv når han skriger dernede
Et skrig
Rubriceret nemt og omkostningsfrit
Som bestående af lige dele
Raseri og Sorg
Genkendeligt og
Så rører det mig ikke

Jeg har set det før, og så i mig selv
Det er bare en fase
Der skal overstås
Og han har i det mindste
Både kranier og kone
Og dejlig datter
Og så er man fri
Så fri som man kan være uden bånd
I ben
Og tankerne er spundet sammen
Og ind, relateret, relegeret, redirigeret
Til hinanden
I evige ligevægtige udvekslinger af stof
Og intet er mere nyt
Alt er den samme fase
Igen
Måske nu med et snert af grumset hvid