Der var engang en lille frø, der var træt af at være grøn.
"Åh, hvor ville jeg gerne være anderledes," tænkte den. "Tænk hvis jeg var blå eller stribet eller fuld af gule prikker, så ville jeg være rigtig smart." Den lille frø hoppede lidt op og ned på sit åkandeblad, så traf den en beslutning. "Nu hopper jeg ind til byen og ser om jeg ikke kan finde en ny farve der."
Inde i byen hoppede den hen til en lang gade fuld af forretninger. Den første forretning frøen så var en malerbutik. Der hoppede den ind.
"Goddag, dame," sagde frøen, "ved du, hvordan jeg kan få en ny farve?"
"Ja," sagde damen, og så tog hun frøen og dyppede den i en spand med maling. Da frøen kom op var den helt blå og meget våd.
"Jeg tror ikke, jeg har lyst til at være blå," tænkte frøen, "det er alt for klistret." Og så hoppede den ud i en vandpyt og skyllede sig ren igen.
Den næste forretning var en tøjbutik, der hoppede frøen ind.
"Goddag, mand," sagde den, "ved du, hvordan jeg kan blive stribet?"
"Jo," sagde manden og så tog han en masse brede elastikker og satte rund om dens mave."
"Jeg tror ikke jeg har lyst til at være stribet," tænkte frøen. "Det strammer alt for meget." Og så bed den elastikkerne over med sine skarpe tænder (Det er ellers sjældent at frøer har skarpe tænder, men denne her havde lånt sin onkels gebis). Frøen hoppede videre ned ad gaden indtil den kom til en slikbutik. Der hoppede den ind.
"Goddag, mand," sagde den, "ved du, hvordan jeg får gule prikker?"
"Ja da," sagde manden, og så klistrede han en masse gule bolcher på frøen. Bolcherne sad ikke så godt fast, så da frøen havde hoppet lidt af vejen tilbage til søen, faldt det første af.
"Det ville være en skam, hvis det gik til spilde," tænkte frøen, og så spiste den bolchet. Da den nåede søen havde den tabt og spist alle bolcherne. "Jeg kan godt lide at have gule pletter," tænkte den og satte sig på sin åkande. "Det smager ganske godt. I morgen vil jeg prøve igen. Og så vil jeg være brun som en pandekage, rød som blod og sort som aske."