Ravna plaskede med halen. Hun ville væk fra uhyrets drabelige hugtænder. Ville svømme baglæns, men kunne ikke. Havde aldrig kunnet det. Kroppen var ikke indrettet til det. Måtte frem og vende. Eller ud til siden, Hvilken side?.
   Hajens ånde ramte hende. Føj for en stank. Den måtte have spist noget ækelt, men hun ville ikke være dens forfriskende dessert
   Nedad. Var det muligt? Væk. Bare væk.Så var hun på afstand. Havde flyttet sig.
   Eller måske var det hajen, der havde flyttet sig?
   Der var i hvert fald afstand mellem dem nu.
   Havvand og lettelse skyllede ind over Ravna. Begge var under vand, men ikke på det dybe,
   En stime sild svømmede forbi, uden at tage sig af dem.
   Hvad nu? Hun skulle jo have fat i tæppet til sømanden.
   "Hyggeligt at møde dig."
   Ordene fløj over Ravnas læber.Hun havde ikke planlagt dem, men nu tilføjede hun: "Jeg må videre."
   Hendes hale piskede som en propel. Kroppen skød opad.
   Så mærkede hun en krop bag sig.
   Opad. Væk. Hovedet over vande. Endelig.
   Hun mærkede et pust i nakken. Kroppen bag hende havde altså et hoved med en mund. Det hvislede. Kildede.
   En dump rumlen tordnede mod hende forfra.
   Halen piskede hurtigere.
   Halvvejs i færd med at snurre rundt, vidste Ravna, at lyden, som hajen havde udstødt, var et bøvs.
   Helt vendt rundt stirrede hun ind i et par glødende, orange øjne, placeret i et magert, blåt ansigt.
   "Godaften, Skønjomfru," hilste væsnet.
   .Han måtte have sovet de forrige gange, hun havde været her. Eller ikke gidet komme ud?
   Det var Perlegrottens aldrende eneboer, havdæmonen Senzarius. Venner, famillie og bekendte havde beskrevet ham godt. Kun havdæmoner havde lange, snoede pandehorn og en lang hale i alskens røde og gyldne nuancher.
   "Godaften, du havets perlevogter," hilste hun artigt og Senzarius nikkede nådigt, mens et tilfreds lille smil krusede hans tykke, sorte læber. Så hilste han også på hajen: "Godaften, du store haj. Du virker så mæt og tilfreds. Hvorfor dog så æde en havfrue?"
   "Jeg ville skam ikke æde hende, gode herre, jeg havde bare en skrækkelig mavepine. Havet har sjældent budt på så mange lækkerier."
   " Mener du alle de lig - eller staklerne i bådene?" Skrækkelige billeder af de stakkels sorte mennesker som hajføde for gennem Ravnas hoved.
   "Ådslerne og de halvdøde, ja. Nam-nam."
   Der var jo mange andre hajer, men det ville hun ikke spekulerere over nu. Sømanden havde brug for hende;
   "Ikke for at være uhøflig, men jeg skal bruge et tæppe. Så tak for nu."
   Hun nåede ikke mange svømmetag, før Senzarius råbte: "Et tæppe?"
   Hun havde altså ikke tid til alt den snak. Nu hun havde et menneske for sig selv, måtte han ikke dø. Der var så meget hun gerne ville vide.
   Så var havdæmonen oppe på siden af hende.
   "Jeg har et godt tæppe, skønjomfru, men med forlov - må man spørge, hvad en så smuk skabning skal med et tæppe? Det er jo en lun aften, og frøkenen kan vel snart være hjemme?"
   Ravna svømmede. Havdæmonen faldt ind i hendes svømmerytme og hans ord var som en blid sang.
   "Tæppet er ikke til mig selv. Og jeg glemte det sidst vi var her. Og jeg tror han fryser."
   "Han? Åhe - er skønjomfruen kanske rendt bort med sin elsker? Ja, der er jo så få havmænd og har man en, vil man jo ikke altid dele."
   Åh så legende blid den stemme var. Sådan havde hun slet ikke forestillet sig, at den gamle havdæmon talte. Han rørte ikke ved hendes krop, men hans ord og særligt klangen rørte hendes hjerte. Hun følte sig varm og usikker.
   Men han var gammel. Havde før forført unge havfruer, og endda elvere og mennesker. Sagde man.
   "Sømanden venter på mig," vrissede hun.
   "Åh så skønkomfruen har fanget sig en sømand. Dygtigt. Og hvad race er så han? Skønjomfruen bør vide, at elvere kan være farlige."
   "Det er et menneske. En brun en. Han er vist lidt gammel, men stærk. Han ..."
   "Et menneske. Oh - den slags er så uberegnelige."
   "Ja - og man får mavepine af dem."
   Hajen var fulgt efter dem og ville snakke med.
   Men nu skyndte Ravna sig op på klippen. Det samme gjorde havdæmonen.
   Hajen skulle ikke nyde noget.


* * *
   Danny så ned i en afgrund, stirrede gennem den blanksorte overflade, forbi den dansende, ravgule prik.
   En spiralformet trappe førte ned i dybet, men han ville ikke derned. Ville ikke engang se derned. Og alligvel fik han et glimt af det, der var der. En engel. En sammenkrøbet, grædende engel. Uden vinger. Den vendte sine store øjne op mod ham. Et blåt blik. Blåt som en sommerhimmel, blåt som kornblomster: Det var jo kornblomster. De bølgede i vinden. Som et tæppe. Som en himmel.
   Og der - der brød solen jo frem. Som en ravgylden kugle. Som en bold af det pureste guld.
   Han greb efter bolden. Fik den. Holdt den mellem sine hænder. Av - den brændte ham. Han pressede læberne sammen. Ikke skrige. Ikke hyle. Tåle.
   Men han slap bolden. Den hang på himmelhvælvet igen, men en stor sort sky kom farende. Den rumlede, mens den dækkede solen og farvede alting sort igen.
   Sort.
   En afgrund.
   Igen. Og han ville ikke se, at det sorte var et øje. Ikke se dråberne, der gled langsomt ned langs næseryggen. Ikke se det fjæs med det udtryk.
   Og så han det alligevel, men nu sad det på en lille dreng.
   "Ham er dum for at ham slår dig," sagde den lille. Hans yngste bror.
   Hans ansigt var sølet ind i blod. Og han var så lille, så god, så pudsig og blid.
   "Nej!".
   Med en hastig bevægelse satte Danny sig op. Kroppen rystede. Kolde dråber boblede overalt på hans krop.
   En forsigtig hånd rørte hans skulder. En duft af noget varmt og sødt kildede hans næsebor. En kradsere lugt blandede sig, så der opstod en sælsom krydret duftbølge.
   Bryggede hun nu igen, den gamle? Blev mor da adrig klogere?
   Men det var rart. Han var jo hjemme. Havde bare haft et af de dumme mareridt igen.
   Nu måtte han hellere åbne øjnene. Vågne helt.

Hans læber var i gang med at danne et smil. Til mor.
   Men hvorfor var mors øjne pludselig grønne? Og hendes hår? Grønt som tang.
   Han var vist alligevel slet ikke vågen.

Hurtigt kneb han øjnene hårdt sammen.
   Sikke en mærkelig drøm.
   For hun kunne da ikke have brygget en mixtur, der kunne forvandle hende til ...
   Ved den Søde grød!
   Det var jo en havfrue, han havde set i den her drøm.

Tæt ved. Så tæt at han ville kunne røre hende, hvis det altså var virkelighed. Så tæt at det føltes som om det var hendes hånd, der lå så blidt og forsigtigt på hans skulder. Og hendes finger, der gled prøvende gennem hans skæg, så den strejfede arret.
   Der fandtes havfruer. Han havde selv set dem boltre sig i havet. Han havde engang svømmet frem mod en flok, men de havde skyndt sig i skjul, Han vidste også, at de kunne lokke sømænd ned på havbunden.
   Men ...
   En masse forvirrede glimt for gennem ham. Kvalmen, dækket, ofringen, køligt vand, der lukkede sig over ham, delfiner, der knæbrede, baskende finner og springende legemer.
   Og nu lød der netop en knæbren. Som en delfin, men en anelse mere lokkende og skælmsk. Som en blid, inciterende sang.
   Han slog øjnene op. Og der sad hun stadig.
   Lige ved siden af ham, på en sten og med halen halvt i vand, der løb i en sprække.
   Så smuk, hun var. Så faste bryster. Som saftige meloner. Nej som - som en drøm. Som -
   Det rislede frydefuldt gennem ham.
   Og hun smilede til ham. Hendes blik gled hen over ham. Hendes fingre legede med hans hår, der var stift efter saltvand, der var tørret ind.
   Danny kvalte et frydefuldt suk.
   Det gik op for ham, at han ikke havde tøj på. Splitterravende nøgen var han. Nøgen under hendes drillende, undersøgende blik. Eller hvad det nu var det blik vidnede om. Man skulle næsten tro, at hun overvejede, om han var værd at begære.
   Hvad bildte hun sig ind?
   Hurtigt svøbte han tæppet bedre om sig, indhyllede sig i det.

"Hvor er jeg?" udbrød han.
   Havfruen udstødte igen en serie lyde. Var det begejstring, der gjorde dem varmere? Eller var varmen måske indbildning fra hans side af?
   En dybere stemme brød igennem. Tonelejet virkede mere menneskeligt og lydene dannede ord, men Danny fattede ikke et kuk:
   " Reqwie sorolia." Og så en masse mystiske ordlignende frembringelser.
   Bag den skønne havfrue, også på en sten og med halen i vand, sad en frygtindgydende skikkelse. Blå i hovedet, Blå under ildhår og lange snoede horn. Vippende med en monsterstor, spraglet fiskehale, der fik vandet i revnen til at bølge.
   Men de ravgyldne øjne virkede venlige. De svulmende, sorte læber gjorde sig umage med at frembringe ord, Danny kunne forstå.Måske var søuhyret klar over at det sad overfor en ligemand i menneskeskikkelse?
   "Godaften, havuhyre," hilste Danny og tilføjede: "Og godaften, dejlige havpige."
   Mellem alle de indtryk og tanker, hans sydende hjerne skulle bearbejde, sneg en anelse sig ind. En gryende forståelse af at han havde hørt uhyrets underlige ord før. Bare ikke med den sære accent og fremmede tone. I mors mund, skabt i en menneskestrube, klang ordene anderledes.
   Det var ikke hans modersmål, ikke det sprog man talte, der hvor han var født og opvokset. Men hans mor og nogle få andre kendte det og brugte det ind i mellem.Det var fra det forsvundne rige hans aner kom fra. Det efter beskrivelserne frodige og skønne Warmirien. Et sprog fra før anerne kun talte det i smug.
   Oldwarmirisk.
   "Reqwie, Muriel," havde mor hilst på sin gamle moster. Og så havde moster Muriel svaret -
   Uvedkommende billeder af aftener for længe siden trængte sig på. Gløderne knitrede og spruttede i de våde brændeknuder på ildstedet. Lille Sammy legede med en træfigur. Far var på arbejde.
   Hjemme.
   Nej, det var sproget, han skulle tænke på. Han var langt væk hjemmefra. Voksen. Lille Sammy var også voksen nu.
   "Reqwie" - det betød jo bare godaften. Sorolia måtte være sømand. Det var et gæt. Men - vent - et nyt ord trængte sig på: Ugu - ukku - ukkurantez - blåtroldefolk, med og uden hale - maritso - Mester ...
   På væggen hang der perler, trukket på snore. Lange perlekæder i lodrette rækker. Det klirrede, når de blafrede svagt. Det lød som musik, og tonerne klistrede sig til de ord, hans hjerne søgte frem.
   Det føltes som en uendelig søgen, men ingen af de to andre skabninger foretog sig noget eller røbede utålmodighed. Så hele søgningsprocessen varede nok alligevel kun et kort nu.
   "Reqwie, Maristo Ukkurantez, " hilste Danny og høstede et tindrende smil.
   Havfruen, som han ikke kunne lade med at skæve til, lagde hovedet på skrå. Hun så spekulativ ud, men måske var det bare noget, han tillagde hende?
   Havmanden udstødte nogle knæbrende lyde. Det var vist alligevel ord, for havfruen knæbrede tilbage. Og så gled, eller snarere møwede, hun hen over det knudrede "gulv" i grotten, frem mod et primitivt ildsted, hvor der hang en bulet gryde. En rigtig jerngryde, som dem derhjemme. Hun tog en stor konkylie, der hang på et stativ ved siden af ildstedet. Det var fastgjort til en lang stang. Nej en træstok, var det. En øse af en slags, måtte det være, og nu dyppede hun den underlige øse i gryden. Forsigtigt balancerede hun, mavekrybende, øsen og dens indhold tilbage til ham og rakte ham den.
   Den søde, sælsomme duft føltes næsten berusende, og hans hals var drænet for væske, så han greb øsen. Tog fat nede mod konkylien og nippede forsigtigt til indholdet.
   Det smagte ikke særlig godt, men det lindrede, så han drak begærligt.
   Mens væsken rislede gennem hans hals og rundt i kroppen, undrede han sig pludselig over, at han ikke havde været helt slap og tanketom, før han drak. Måske havde havfruen eller blåtroldehavmanden presset lidt væske i ham, mens han var bevidstløs. Nå ja, sådan hang det vel sammen.
   De havde reddet hans liv, og han burde takke dem, men hvordan sagde man tak på oldwarmirisk? At sige det på havsprog var nok umuligt.
   Danny slikkede sine læber. De smagte af honning og salt, blandet med en anelse bittert blod. De var sprukne og han trak tungen til sig, for det sved.
   "Siwit," sagde han og havmanden nikkede som tegn på, at han forstod. Inden Danny fik ledt efter ord, der kunne oplyse væsnet om, at han faktisk ikke kunne ret mange andre ord, kom blåtroldehavmanden med en lang sætning.
   Danny slog ud med armene samtidig med at han trak på skuldrene og rystede på hovedet. Afværgende.
   Mesteren fik en en kraftig rynke lige over den store, i grunden lidt delfinagtige, næse.
   Så sagde han langsomt og med sære betoninger: "Tynadien - du - er - i - fra?"
   Det var nok ikke nu, man skulle rette landets navn til Tydanien, så Danny nikkede bare: "Ja."
   Panderynken glattede sig ud, men kom så igen, endnu mere markant.
   Så opstod der en smilerynke i den ene mundvige, og blåtroldehavmanden pegede på sig selv: "Senzarius." Så pegede han på havfruen: "Ravna."
   Danny smagte på navnene. "Ravna" var da et mærkeligt navn til en havfrue. Det var der en del piger derhjemme, der hed. Nå, men hvad vidste han om havfruenavne. De han engang havde svømmet en smule med, hed Qciriilje og Ararandonia, men derfor kunne en medsøster vel godt få sig et mere menneskeagtigt navn, Og det var jo sådan set rigtig pænt. Senzarius passede meget godt til den lidt dæmonagtige fyr.
   "Danny," sagde han og pegede på sig selv. De behøvede vel ikke hele hans navn?
   "Det - ord - ikke - jeg - gott - siger," hakkede Senzarius.
   Ravna knæbrede igen. Nu i et meget højt leje. Ind i mellem faldt toner ud. Eller steg forbi ham?
   Meget mærkeligt, men lige nu ville Danny hellere vide, hvad hendes fagter og grimasser mon betyd. De var henvendt til Senzarius, men hun pegede ivrigt på ham, Danny.
   Et øjeblik så det blå havvæsen truende ud, men så brød smilet frem. Både om læber og øjne. Han fik ligefrem smilehuller, og så helt charmerende ud.
   Derefter gled han over grottens ujævne bund, mere smidigt og fikst end Ravna havde gjort. Måske på grund af flere års øvelse? Henne ved perlekæderne rakte han ud og løsnede en stor, glasklar perle. Uden at kæden brast. Og med samme lethed som man nipper et hindbær af busken. Derefter gentog han kunststykket med nogle andre perler. Så hurtigt at Danny ikke opfattede andet end et enkelt strålende glimt af noget blåt.
   Senzarius løftede sig op på sin halefinne. Den delte sig og som en trefork eller en tretået fod, brugte han den til at stemme mod underlaget. Så bevægede han sig svajende, i en forunderlig gangart, de få skridt tilbage mod Danny og Ravna.
   Der satte han sig til rette på den sten han før havde siddet på.
   Hvor mon han gemte perlerne? Nu var begge håndflader åbne, men perleløse.
   Så lukkede han den ene. Venstre. Og da han åbnede den igen, lå der en stor, blå perle. Den udsendte et blåt lys, så skarpt og klart trods farven, at Danny kneb øjnene i for ikke at blive blændet.
   Da han igen åbnede øjnene helt svævede perlen oppe over Senzariuses hoved.
   I sin højre hånd holdt han nu den glasklare perle - og mens han stirrede derind sagde han langsomt, men på nydeligt og forståligt tydansk:
   "Kom nu frem, du alle perlers ånd!"