Før i tiden havde han været sjov. Små børn havde leet af ham mens de sad i en tæt rundkreds og klappede med deres buttede hænder. Og han havde selv leet med. Uanset om han var faldet på halen eller den lille hånddukke hr. Mobset havde slået ham på tuden, så havde han leet med hvis børnene grinte af ham.
   Det var deres latter der holdt ham kørende, og gav ham næring til at fortsætte. Deres skønne munterhed fik blodet til at bruse i ham, og fik ham til at glemme alt om det tidligere. Barnelatter var hans smertestiller. Den dystre fortid forduftede når børnenes glæde overstrålede ham.
   Men bagefter kom stilheden. Det var når han igen var alene at fortiden krøb sig ind på ham. De spredte minder samlede sig og jo længere han var alene, desto tungere lagde de sig på ham. Tankerne om dengang han havde haft en familie og om dengang han havde mistet den.
   Det var de tanker kun børnene kunne få ham til at glemme. Han var blevet afhængig af deres latter, og til sidst var han begyndt at rende rundt på gaderne for at skaffe sig de smertestillende toner. Han stoppede tilfældige børn på gaden og lavede en lynoptræden eller fortalte gamle efterhånden slidte jokes. På det sidste havde han forsøgt sig med at vente udenfor skolerne eller chokoladebutikkerne for at hive lidt fnisen ud af de børn der kom forbi. Han var blevet så desperat at han havde lavet mimenumre udenfor børneværelsesvinduer i middelkvarteret.
   Men latteren kom ikke mere. Børnene var begyndt at blive skræmt af ham, og de eneste lyde han fik var skrig eller skældsord fra forældre. I formiddags havde han forsøgt at optræde for nogle gadedrenge i en smøg. De havde trampet ham over skoene, væltet ham omkuld og forsøgt at rippe ham for de værdier han ikke havde. De lo af ham da de løb, men det var en latter han ikke fik nogen glæde af.
   Nu humpede han på vej ud på bådebroen. Han var overdynget med sorg. Fortvivlet prøvede han at genkalde den latter han før havde modtaget, men det var blot et hult ekko og gav ham ingen tilfredsstillelse.
   Han nåede enden af bådebroen i Marestads erhvervshavn. Han så mod horisonten hvor mørke skyer trak sig sammen. Den sorte, alt for lille hat med den visne blomst blæste af hans hoved, og det halvlange grumsede hår slog ham i ansigtet. Han vendte blikket ned og betragtede sin dragt. Den var oversprøjtet med mudder, og de enkelte farver der kunne ses var falmet til en gråtone. Ringen af træ der gik om livet og havde til formål at få ham til at se komisk buttet ud var knækket og lignede i stedet tragisk spidse hofter. Hans sorte gabende sko afslørede nogle røde hævede tæer. Blikket fortsatte sin vandring, og endelig stirrede han ned i det mørke vand. Koldt, dunkelt, følelsesløst og ja, måske endda smertestillende.

"Mor, se derude!" Den lille pige Lisa pegede ud mod en skikkelse på bådebroen mens hun blev trukket hen ad havnen af sin mor.
   "Lisa, det er uhøfligt at pege på andre mennesker. Kom nu videre."
   Pigen fulgte sin mor mens hun nærmest løb sidelæns for at holde øje med personen. Det så ud som en klovn eller nogen der prøvede at se ud som en klovn. Men Lisa undrede sig, for klovnen så ikke spor glad ud, nærmere bedrøvet.
   De stoppede ved en fiskesælger og moren slap pigen så hun bedre kunne se varerne an.
   Lisas blik var stadig fastlåst på den sørgelige skikkelse. Hun krammede sin teddybjørn indtil sig mens hun tænkte på hvor forkert det var at han stod der helt alene og forladt. En klovn ville aldrig efterlade et barn alene, tænkte hun.
   Med bamsen i hånden løb Lisa alt hvad hun kunne hen imod bådebroen. Men hun kom kun et par meter ud på træværket før hun forfærdet bremsede op.
   Lisa så klovnen træde helt ud til kanten og langsomt læne sig fremover uden en lyd. Kun vandets plasken nåede Lisas ører. Frosset til stedet anede hun de spraglede pjalter der sank ud af syne i det mørke vand.
   Tårer samlede sig i Lisas øjne, men kun en enkelt krøb over kanten og begyndte sin vej ned ad kinden. Halvvejs nede stoppede den og samtidig langt ude, men alligevel tæt omkring og alle vegne hørtes lyden af et lille båthorn.
   For enden af bådebroen dukkede en lille rød gumminæse op og lagde sig roligt på toppen af de vuggende bølger.

Anargram den Storvise hørte lyden af et fjernt båthorn lige ved sit øre. Han satte sig op med et spjæt så servietten der havde dækket ansigtet svajende dalede mod gulvet.
   Det var da uhørt. Han havde netop lagt sig for at tage sin daglige middagslur. Alle og enhver ved da at en middagslur er på sin plads efter et sundt og nærende 5 retters frokostbord.
   "Sivertsen!" råbte den Storvise og svang benene udover kanten på divanen.
   Kunne det være Sivertsen der havde opstartet et blæseorkester? Guderne skulle vide at alle havde godt af en hobby, men så kunne han jo vente til efter arbejdstiden.
   "Sivertsen!"
   "Ja, herre." En høj og slank mand i pressede bukser og lys skjorte med ternet vest trådte ind i Anargrams hvilestue. Første gang Sivertsen betrådte stuens gulv, gled han så voldsomt at han landede på ryggen. Der kom en svag lyd af et muntert båthorn.
   Båt, båt.
   "Men du godeste, Sivertsen. De må træde noget mere varsomt. Balanceevnen er vist ikke hvad den har været. Prøv med Nansens tredobbelte sanseforstærker, 2 piller om dagen i en uge."
   Anargram den Storvises råd var ikke sådan at tage let på. Han var den øverste i SVIM, Samlingen af Visemænd I Marestad, og i kraft af dette den største vismand i byen. I virkeligheden var det et dække for troldmændenes virke i staden. Borgmesteren, der gik ind for fremskridt, så ikke nogen plads i byen for noget så gammeldags, okkult og ikke mindst ukontrollabelt som magi. Klogt nok indså han at troldmænd ikke er de bedste at blive fjender med, så derfor tilbød han dem et kompromis. Og således opstod SVIM for hvem kunne frasige sig muligheden for at blive anerkendt som vismand.
   Sivertsen hjalp sig selv op fra gulvet og meddrog det objekt der havde været skyld i hans fald. Anargram pegede på genstanden.
   "Som jeg altid har sagt Sivertsen, hold dem væk fra grøntsager. De kan ikke tåle at blive tyndere."
   "Jeg vil antage at dette er en bananskræl, herre," svarede butleren monotont.
   "Sludder, Sivertsen. Der er ingen banantræer på hele kontinentet. Antageligt noget med jord til luft fugtigheden eller andre bondske værdier. Den slags kan slet ikke vokse her."
   Den storvise så sig omkring og prøvede at komme i tanke om hvorfor han var vågnet. Sivertsen gik hen til sin herre og hjalp ham op fra sengen.
   "Hør Sivertsen," begyndte Anargram mens han rejste sig. "De har vel ikke startet et blæseorkester ?"
   "Nej, herre." Butleren havde lært ikke at betvivle intentionerne bag den Storvises spørgsmål.
   "Udmærket, Sivertsen." Anargram vendte ryggen til butleren for at forlade lokalet. "Jeg vil være at finde i mit studerekammer. De kan servere whiskyen der."
   "Frendal den Vise indenfor geologi og andet der ender på logi venter på Dem netop der." Sivertsen betragtede sin herre træde over dørkarmen og for en sjælden gangs skyld tøvede han inden han talte.
   "Øhm, jeg formoder Deres anmodning ikke skal tages bogstaveligt, herre."
   "Selvfølgelig skal den det, Sivertsen. Whisky efter middagsluren er en del af den anbefalede dagskost, ifølgeøh...ja, ifølge mig selv."
   "Undskyld mig, herre. Jeg refererer til den påklistrede seddel på Deres ryg. Hvis De tillader." Sivertsen rykkede sedlen af Anargrams jakke og rakte den til den Storvise der læste højt.
   "Spark mig, står der. Yderst besynderligt. Hmm, en makaber og primitiv spøg hvis du spørger mig, højst utilrådelig. Vil De skille Dem af med pergamentet, Sivertsen."
   Anargram den Storvise forlod forundret hvilestuen. I baggrunden hørtes en stille, men munter lyd.
   Båt, båt.

Da Anargram trådte ind på sit studerekammer rejste Logi sig respektfuldt.
   Logi var øgenavnet for Frendal den Vise indenfor Geologi og andet der ender på logi. Anargram måtte altid koncentrere sig for ikke at lade sin udtale af navnet læne sig op af ordet "logik" der i den grad ville være et misvisende øgenavn.
   Logi satte sig ned på den Storvises anvisning, dog med den uforudsete og lidet flatterende lyd af en vind der ikke så meget bliver tabt, som dumpet i lokalet.
   Båt, båt.
   Anargram betragtede misbilligende sin medvismand.
   "Ikke det mest betænksomme tidspunkt for en sådan aktion, min kære Logi."
   Logi, der var flovrød i hoved, rykkede sig forvirret rundt på stolen.
   "Men Storvise, det føltes næsten som om jeg satte mig på..."
   "Ja tak, jeg kan levende forestille mig hvordan det føltes, men jeg vil foretrække at skubbe billederne ud af mit hoved og glemme det."
   "Men båtlyden..."
   "Logi! Jeg har faktisk ikke tænkt mig at sidde her og diskutere lyden af Deres fjært, så hvis De kom herind for at tale om noget bare tilnærmelsesvis alvorligt vil jeg foreslå at De drejer emnet ind på rette spor med det samme."
   Logi slog blikket ned frustreret over at blive uskyldigt dømt, men velvidende om at han ikke ville få noget ud af at anke. I stedet valgte han at gå lige til sagen.
   "Det er båtlyden, Storvise. Den..." Logi opfangede straks Anargrams vrede blik, men rakte afværgende armene i vejret. "De andre båtlyde, mener jeg. Jeg går ud fra at De har hørt dem. Jeg har fundet ud af hvordan man fremkalder dem." Logi rejste sig og lænede sig ind over bordet. "Prøv engang at tage fat bag mit øre."
   Anargram besluttede sig for at lade tvivlen komme ham til gode og rejste sig for at række efter Logis øre. Fra bagsiden af øret fremdrog han en større guldmønt. De satte sig begge og betragtede mønten.
   "Jeg er ikke helt med," begyndte Anargram, "hvor er lyden henne ?"
   "Aha, se så her når jeg selv rækker om bag øret."
   Med overdreven artistisk ynde trak Logi ærmerne op og rakte om bag øret. Da han trak hånden frem igen, holdt han mellem fingrene et stykke gammel fedtet ost. Logi gjorde store øjne og tørrede forvirret hånden af i en serviet.
   "Jeg...jeg forstår det ikke. Jeg gjorde det for lidt siden, og da var det bare en lille sten der dukkede op."
   Båt, båt.
   "Der var den!" råbte den Storvise og rejste sig hastigt mens han undersøgte rummet. "Lyden kom herinde fra. Jeg er sikker på det." Han rejste sig og gik med forsigtige skridt rundt i rummet.
   "Bliv siddende, Logi. Vær helt stille." Der var lydløst i et par minutter indtil nogen bankede på døren.
   "Hvem er det der banker?" spurgte Anargram uden at tænke over det.
   "Det er Peter Ank...årh sludder! Det er mig, Dester." Dester trådte ind, akkompagneret af et muntert båthorn.
   Båt, båt.
   Dester den Vise indenfor udvikling og absolut intet andet var af den yngre generation af Vismænd. Da han var blevet færdiguddannet troldmand kun få år inden Vismandsordningen var blevet indført, havde han meget svært ved at slippe taget på magien. Derfor brugte han al sin tid i et hemmeligt indrettet laboratorium i kælderen hvor han arbejdede med udvikling og vedligeholdelse af deres magiske viden. Personligt syntes han at de andre opførte sig som en flok pensionister der kun var interesseret i at nyde deres nye luksustilværelse.
   "Jeg ved hvad det er der sker, Storvise. Jeg har nogle meget foruroligende målinger med mig fra Boola Rietta."
   Boola Rietta var et kodenavn for laboratoriet. Troldmænd elsker ordlege, men er ikke voldsomt gode til dem.
   Anargram betragtede tilbageholdende Dester. Han var en ung mand med rødt hår og store briller, og på forunderlig hvis så han ud til at være meget højere end han burde være. Som om han var bygget til at være halvanden meter, men bare var blevet ved med at vokse.
   "Der er ingen grund til at fare op," sagde den Storvise velvidende at Dester var meget rolig. "Fortæl os bare hvad De har fundet ud af."
   "Det er nogle meget tydelig aflæsninger. Ikke til at tage fejl af. Der er rod i Balancen igen. Og det er ikke bare en smule uligevægt. Jeg har sammenlignet med de historiske referencer og det er på niveau med det store tab i 382 hvor godheden var i overbalance og Anarat måtte kompensere med direkte ondskab. Hele Atlanthera røg ud over kanten."
   Anargram rakte en afværgende hånd i vejret for at stoppe den ivrige talestrøm.
   "Vi kender udmærket til Atlantheras fald, men De antyder vel ikke at det onde er begyndt at vise sig i form af børnerim og drengestreger ?"
   "Jeg tror ikke at det er balancen mellem godt og ondt denne gang. Noget andet er sket. Jeg forestiller mig noget frygteligt sørgeligt. Noget der fylder så meget at Anarat er begyndt at kompensere med munterhed og morskab for at genoprette balancen."
   Anargram sukkede dybt. Ikke over Desters teori, den var sikkert rigtig. Sådan er det når man bor på en personificeret planet. Men hvorfor skulle den være så melodramatisk og hvordan skaffer man psykologhjælp til et himmellegeme?
   "Vi bliver nød til at tage affære. Vi kan ikke have folk rendende og blive udsat for dårlige vitser døgnet rundt. Det er højst utilrådeligt." Den Storvise slog i bordet. "Dester, hvad gør vi ?"
   Dester trådte overvældet et par skridt baglæns.
   "Jeg øh ... jeg har kun identificeret kilden gennem målingerne. Der er ingen tidligere eksempler på sådanne hændelser." Han følte sig pludselig nedstirret af sine ældre kollegaer.
   "Men jeg kunne måske gå ned i labo... altså i Boola Rietta og øh...foretage nogle yderligere aflæsning, måske indsnævre grænseværdierne på øh..."
   I det øjeblik væltede Vismanden kaldet Dok ind af døren. Dester blev skubbet ind over skrivebordet imens en spand med vand væltede ned fra døren og gennemblødte den nyankomne. Atter hørtes et muntert båthorn.
   Båt, båt.
   Doks tunge vejrtrækning gav genlyd i spanden indtil han uanfægtet tog den af og lukkede døren efter sig. Han var noget opkørt efter den lange løbetur, men også efter alt det han havde set og virkelig gerne ville fortælle så snart han havde fået pusten.
   "Logi, lad manden få en stol at sidde på så han kan komme til hægterne."
   Logi rejste sig så Dok kunne komme til at sidde ned. Inden han ramte stolens bløde sæde rakte Logi hånden ned og fjernede pruttepuden der var dukket op i samme øjeblik.
   Doks rigtig navn var Velium den Vise indenfor medicin og andet der ender på cin, hvilket heldigvis ikke var meget. Dok havde godt nok ydet det største bidrag til deres overgang fra troldmænd til vismænd da han havde fundet en metode til at omdanne deres magiske kunnen til pilleform. Men desværre var Dok selv ved at være lidt af et pillevrag og led voldsomt af nervøse trækninger og havde i svære perioder slemme tvangstanker. Trods hans pludselige ophidselse syntes han at have en af sine bedre dage.
   Sivertsen trådte forsigtigt ind i lokalet. I hænderne bar han en bakke med forfriskninger.
   "Deres whisky, herre. Hrm, hvis De tillader."
   Sivertsen rev en seddel af ryggen på Anargram den Storvise der tog imod den og læste beskeden efterfulgt med utilfredse grynt. Medens butleren skænkede op vendte Anargram papiret og skrev på bagsiden: Beskeder påklistret denne jakke skal til enhver tid ignoreres!
   Den Storvise betragtede eftertænksomt sin besked og tilføjede så: NB: Denne besked er undtaget ovenstående!!!
   Sivertsen hjalp Anargram med at klistre sedlen på ryggen og stavrede derefter ud af lokalet.
   Logi så undrende efter butleren mens han lukkede døren efter sig.
   "Hvorfor gik han så underligt?"
   "Ah, øjensynligt forsøgte han at træde udenom pludseligt fremkomne eksotiske frugter," forklarede Anargram.
   "Åh, så kan jeg bedre forstå det," svarede Logi uden at forstå det.
   I mellemtiden havde Dok fået vejret igen og efter at have tømt sit glas i et hug var han klar til at fortælle.
   "Det er helt ubegribeligt. Jeg kommer direkte fra havnen og hele vejen herop så jeg det. Det sker i hele byen. Folk bliver væltet af håndværkere med stiger. Gamle damer falder pludseligt ned i brønde. Bedst som man drejer om hjørnet får man en lagkage i hovedet. Og hele tiden er lyden der. Det frygtelige båthorn. Først foran, så bagved og pludseligt ved siden af dig. Og jeg ... jeg tror jeg skal have noget beroligende." Dok begyndte febrilsk at rode i sine lommer og faldt først til ro da han fandt en lille æske hvorfra han hurtigt tog 3 små piller i en mundfuld.
   "Jeg tror vi alle er klar over at der er en spøgefugl på spil. Jeg håber bare at det ikke er en af guderne. Nogle af dem er frygtelig indiskrete." Anargram trommede med fingrene på bordkanten mens han tænkte. Han så op på Dok.
   "Hvad lavede De for resten nede ved havnen?"
   "Vægterne havde fisket en springer op af vandet. Det pudsige er at det var en gadeklovn. Jeg fandt hans gumminæse flydende rundt langs kanten. Har den her i lommen." Dok fiskede en lille rød gummibold op af jakken og viste den frem for kollegaerne.
   Logi vrængede på næsen.
   "Lidt usmageligt at tage en død klovns næse vil jeg mene."
   "Jeg tvivler på at den ville være til megen gavn der hvor han nu er kommet hen," svarede Dok. "Jeg mener, der skal nok lidt mere end en rød båtnæse til at muntre Døden op. Desuden tænkte jeg at vi måske kunne undersøge den her i laboratoriet."
   "Boola Rietta," rettede Dester ham med armene over kors. "Og da det ikke var en magisk hændelse kunne man forestille sig at der ikke var noget at aflæse, min gode Dok."
   "Men nu den her episode og alle hændelserne," Anargram rettede sig op i stolen og fortsatte. "Det kunne jo være klovnens død der var så tragisk at det havde forstyrret Balancen."
   Dester rynkede skeptisk panden. "Jeg tvivler på at det er første gang en klovn har begået selvmord og vi har ingen tidligere registreringer af lignende hændelser."
   "Måske blev han myrdet?" foreslog Dok.
   Logi rystede på hovedet. "Jeg så engang en mimer blive offentlig stenet. Dengang skete der ikke noget." Han slog hånden ud og trak på skuldrene. "Men det er måske selvsagt."
   En dæmpet banken på døren afbrød vismændenes diskussion.
   "Hvem er det der ... høhrm, hvem der?" Anargram nåede at rette sig selv denne gang.
   En kvindestemme lød på den anden side af døren. "Mit navn er Marianne Troelsen. Jeg søger vismændenes vejledning."
   Anargram bød kvinden indenfor, men Logi afbrød ham.
   "Nej, vent." Logi tog forsigtigt i døren og åbnede den agtpågivende på klem. Tydeligt overrasket rettede han sig op og holdt døren for kvinden.
   "Ingen vandspand over døren, mærkeligt."
   "Ikke så mærkeligt endda," bemærkede Dester. "Det forventede er aldrig rigtig morsomt. Derfor dukkede der ingen spand op denne gang. Det ville ikke have været sjovt."
   Kvinden trådte forsigtigt ind i studerekammeret. Foran sig skubbede hun en betuttet lille pige. Pigen, der var omkring de seks år, fangede straks vismændenes opmærksomhed. Hun havde store nøddebrune øjne der sikkert kunne blødgøre selv den hårdeste mand hvis det ikke var for den dybe sorg de udviste. Selv en flygtig øjenkontakt fik Desters hals til at snøre sig sammen. For at cementere det melankolske udtryk sad der en tåreformet hudansamling på hendes kind der fik pigen til at ligne et fastfrosset billede af oprigtig bedrøvelse. Man kunne ikke lade være med at have ondt af hende.
   Kvinden, der var pigens mor, fortalte at Lisa havde været sådan lige siden de havde handlet på havnen. Lisa blev ved med at være tavs og der kom ikke den mindste antydning af et smil på noget tidspunkt. Til sidst havde hun valgt at søge hjælp hos vismændene.
   "Vi forstår Deres problem kære frue og vi er glade for at De kom til os. Jeg kan forsikre Dem om at vi vil gøre alt hvad vi kan for at hjælpe Lisa." Anargram den Storvise rejste sig fra sin læderstol. "I mellemtiden må vi bede Dem vente udenfor."
   Marianne Troelsen tøvede et øjeblik og betragtede i bekymring vismændene hun skulle overlade sin datter til. Fra den Storvise bag skrivebordet, til Logi der stadig holdt døren. I sidste ende valgte hun at overgive sig til ordlyden på skiltet over porten og trådte ud af lokalet. De var jo trods alt vismænd.
   Logi lukkede døren efter hende, men opdagede så at han ikke var i stand til at slippe håndtaget. På kanten af hørelsen lød et muntert båthorn.
   Båt, båt.
   Anargram satte sig på ny og kløede sig funderende i skægget.
   "Kunne pigen her have nogen forbindelse til alt det her tumulter?" spurgte den Storvise.
   Logi rykkede i håndtaget og prøvede uden held at hive sin hånd fri. "Øhm, Storvise?"
   "Det er meget muligt," svarede Dester. "Vi har en klovn der har begået selvmord på havnen og en lille pige der pludselig udviser altoverskyggende sorg efter en tur på selv samme havn."
   "Jeg kan ikke komme fri. Jeg tror det er lim. Hvem vil give mig en hånd?"
   "Jeg så ikke pigen og hendes mor på havnen," begyndte Dok. "På den anden side så jeg heller ikke klovnen hoppe i. Måske så pigen ham."
   Anargram nikkede roligt. Der var begyndt at danne sig et mønster.
   "Altså, en desperat klovn hopper i havnen. En lille pige ser klovnen hoppe i og bliver yderst sørgmodig. Synet har åbenlyst påvirket hende. En klovn er jo et tydeligt symbol for børn. Et symbol på glæde og morskab. Det er en noget uheldig situation, højst utilrådelig."
   "Tag jer ikke af mig. Jeg står bare her og holder døren i tilfælde af at den skulle flyve op eller noget..."
   Dester kiggede sine noter igennem.
   "Vi har helt sikkert fat i noget. Pigens sorg kunne forklare rykket i balancen. Anarat forsøger med alle disse numre at genoprette noget af den glæde og morskab der er gået tabt. Vi bliver nød til at udligne regnskabet ellers bliver dette vanvid måske ved for evigt."
   "Det er ikke fordi jeg har noget imod at holde døren...jeg kunne også række den anden hånd ud så kunne i bruge den til at hænge jeres jakker på."
   Anargram den Storvise rejste sig i sin fulde pragt.
   "Nemlig, lad os så komme i gang. Vi skal have stoppet det her nonsens inden nogen kommer alvorligt til skade i morskabens navn. Den lille pige skal have sit gode humør tilbage om det så bliver det sidste vi gør." Anargram så ned på den bedrøvede Lisa og indså at hans erfaring med børn var begrænset til de gange han råbte af dem når de larmede udenfor hans vindue. Han satte sig tungt igen og så på de andre.
   "Nogen gode forslag?"
   "Jeg kunne fortælle hende århundredets bedste vittighed," smilede Dok.
   Dester så undrende på ham. "Hvilken er det?"
   "Den eneste jeg kender."
   "Er den ukyndig, fyldt med fordomme og har en pointe med seksuelle undertoner?"
   "Selvfølgelig," svarede Dok grinende og fulgte så Desters blik ned til den lille pige. "Nej, det går nok ikke."
   Dok slog blikket ned og sad og fingerede med den afdødes aflagte næse. Pludselig hørte de et muntert båthorn.
   Bååt.
   "Ingen rør sig en millimeter!" brølede Anargram.
   De frøs alle på stedet og så nervøst rundt i lokalet efter målet for den næste ondsindede spøg.
   Dester kiggede efter den mindste ændring i rummet, men så ingen før hans blik strejfede den lille Lisa.
   "Pigen!" udbrød han. "Se hende. Hun smiler."
   Lisa stod med et svagt smil og betragtede Dok.
   "Hvad end De gjorde, Dok, så gør det igen," beordre den Storvise.
   "Men jeg gjorde ikke noget. Jeg sad bare og pillede ved næs..."
   Båååt.
   Lisa smilede igen da Dok trykkede på næsen. Hendes smil voksede gradvist.
   Vismændene kunne ikke lade være med at le lettet over den pludselige stemningsændring. Dok syntes også at nyde at være i centrum.
   "Kan du li' næsen? Ka' du? Så se her." Med en hurtig bevægelse placerede han den falske næse på sin egen og klappede i hænderne. "Vupti!"
   Med et stivnede Lisa og blev igen alvorlig. Vismændenes latter stoppede brat og de så bebrejdende på Dok.
   "Godt klaret, Dok," begyndte Logi sarkastisk. "Forestil Dem hvem hun synes De ligner nu. Lad mig hjælpe lidt, måske en nyligt afdød entertainer der mangler sin store røde næse."
   Lisas ansigt var igen en dyne af sorg. Langsomt rakte hun hånden op mod den røde tud. Dok fulgte hendes hånd med øjnene og blev mere og mere skeløjet jo nærmere den kom. Alle vismændene holdt vejret i spænding da Lisas hånd nåede Doks ansigt. Hun strakte fingrene og gav så næsen et klem.
   Båt, bååt.
   Straks skete en vidunderlig forvandling. Lisa brød ud i latter og klukkede herligt mens hun holdt sig for maven. Dok lo straks med og trykkede sig selv muntert på næsen.
   Båt, båt.
   Det udløste en ny bølge af latter og snart gjaldede hele rummet af den muntre melodi.
   Lisa så leende op i Doks ansigt og ud af hendes øjne væltede glædens tårer. De krøb ned af hendes kinder og smeltede den stivnede tåre så sorgen skyllede væk. For sidste gang hørtes lyden af et muntert båthorn der langsomt dalede ud af eksistens.
   Båt, båt...

Et helt andet sted på et helt andet plan, helt blottet for instrumentale toner, vandrede sjælen af en afdød og meget bedrøvet klovn. Hans blik var fæstnet på de udtrådte sko mens han langsomt gik fremad mod lyset.
   Pludselig tårnede en mørk skygge ind over ham. Klovnen så ikke op. Det kunne kun være en person. Personen der venter for enden.
   "Jeg har mistet alt. Jeg har ingenting mere." Klovnen masserede anstrengt sit ansigt med hænderne og sukkede. "Selv min røde næse har jeg tabt. Ikke engang min simple identitet kan jeg fastholde."
   Døden talte med rungende stemme som en bjergkæde der rettede ind til højre. Alligevel var der et stik af medfølelse i tonerne fra hans indre.
   "At miste livet er ikke det samme som at miste alt." Døden vendte sig mod lyset.
   "Nogle familier føres sammen i skyggen af dødens sorg."
   Klovnen så op og fornemmede nogle velkendte skikkelse vinke til ham forude. Med ny energi satte han i løb og for første gang i flere år var det klovnens tur til at indlede glædens latter.