Solen stod højt over Marestad med de 3 koncentriske ringmure. Strålerne glimtede på de udsmykkede bygninger inden for det inderste plateau. Her faldt lyset på slotsrådhuset, Ypperstepræstens bolig og andre lokaliteter der husede Marestads fornemmeste indbyggere og arbejdspladser.
   Mellem den 2. og 3. ringmur faldt solstrålerne kun modvilligt. De enkelte solstrejf der forvildede sig derned ville aldrig vende tilbage, alene på grund af manglende reflektive overflader. Det beskidte 3. plateau i Marestad var befolket med de fattige, de udstødte, de kriminelle og de nytilkomne, der kom til byen for at få opfyldt deres drømme (hvilket også lykkedes, hvis drømmene indebar atmosfæriske omgivelser, kompakte boligforhold og livstruende spænding hver eneste aften). Snavset fra gaderne samlede sig i rendestenene og hvor gadedrengene på en regnvejrsdag havde bygget små dæmninger, samledes store mængder skidt, der med tiden blev til slam, og på en sommerdag som denne afgav så levende en stank at kritikere af borgmesterens nye "Plads til Alle" politik, foreslog at slambunkerne skulle erklæres selvstændige individer og bydes velkommen til byen.
   Mange i Marestad mente at Storm den Alt for Gamles nye politik var skyld i overbefolkningen. Ifølge borgmesteren skulle der nu lukkes op for byporten så der blev plads til alle racer og skabninger. Porten var stadig lukket, men langsomt blev der sluset flere og flere personer ind, der ikke tilhørte den menneskelige race. Ikke desto mindre var byen voldsomt overbefolket. I den magre krans, som det 3. plateau også blev kaldt, var der så tæt bebygget at det så ud som om nogle af husene var ved at kravle over ringmurene. Ind mod midten forhindrede de noget større og mere stolt knejsende bygninger, at slumpen flød ind over dem, men visse steder væk fra byen var ydermuren oversvømmet og bygninger væltede ud fra byens grænsevæg.
   Tver Forhammer og Klint Fremspring bevægede sig denne morgen rundt i dette snavsede yderområde af byen Marestad.
   "Bare kom an i usle pakdyr af en samling inhabile marskandisere!" Dværgen Tver Forhammer sad på Klint Fremsprings brede skulder og råbte af en gruppe vrede sælgere, der var ved at opgive forfølgelsen. "Min ven her træder jer lige så flade som jeres rabatter!"
   Bjergtrolden og dværgen nåede endelig ud af syne af deres forfølgere, men Klint fortsatte sit utrættelige trav.
   "Du kan godt stoppe nu, Klint. Jeg tror der er en, der gerne vil sige tak for turen." Tver pegede ned bag Klint, hvor et markedstelt havde viklet sig ind i bjergtroldens venstre ben. På teltet lå en fortumlet mejerist og klamrede sig til dugen med den ene arm og med sin noget forslåede præmieost under den anden.
   "Øhm, jeg beklager meget. Det var ikke min mening at slæbe Dem hele vejen fra markedet, langs Rosenstrædet, over øh...Tregrisepladsen, gennem Fallitbuen og hertil Slubrevej," reciterede bjergtrolden helt efter bogen.
   Mejeristen rejste sig, børstede tøjet af og rettede på sin høje, hvide papirshat. Han så på bjergtrolden og så på dværgen. Med et fornærmet ryk strakte han næsen så højt i sky at hatten faldt helt af og hang i sin elastik fra mejeristens hals. Med rolige skridt gik han 10 meter indtil han åbnede øjnene og opdagede hvilket kvarter han var i, hvorefter han panisk klamrede sig til sin præmieost og løb alt hvad remmer og mejeristhuer kunne holde.
   "Der er vist nogle ting vi lige skal ha' på det rene." Tver sprang ned fra Klints brede skulder med en mellemlanding på troldens enorme underarm.
   "Var min undskyldning ikke korrekt formuleret?" spurgte Klint oprigtigt usikker.
   "Jojo, vældig fin. Men helt ærligt, den knold kunne jo bare lade være med holde sådan fast i sit telt. Det var jo ikke fordi vi forsøgte at stjæle det. Og så burde han vise dig respekt. Du er dobbelt så høj som han og er kvadrup...øh...fire gange så tung. Du er en omvandre klippe, for Tvarps skyld. Der er ingen der skal hundse rundt med dig." Med ryggen til Klint, rettede Tver på sit skæg og fortsatte: "Men godt geografisk kendskab til byen. Det må jeg give dig."
   "Men Søren har lært mig at med en høflig tone bliver man modtaget venligt og imødekommende." Klint viklede en guirlande af røde og hvide vimpler fra markedet, fri af sin skulder.
   "Årh for en omgang vrøvl."
   "Det var Søren der sagde det!" udbrød Klint ikke et øjeblik i tvivl om at det var hans læremester, der var den ledende autoritet på dette område.
   "Jaja, og Søren siger også en masse kloge ting. Men han har ikke det samme gadekendskab, som jeg har. Gadelivet er barskt, Klint. Det er fint nok at man kan overleve ude i ødemarken eller i bjergene, hvor der selvfølgelig også er barskt indimellem. Men på gaden er der farer overalt. De lurer fra alle kroge og nøkker. Folk på gaden er aldrig dem de udgiver sig for. Se for eksempel ham der sidder og tigger henne på hjørnet. Han er mistænkelig. Hvis du nærmer dig ham, selv af ren barmhjertighed, kunne han nemt finde på at springe op og give dig en kniv i mellemgulvet."
   Klint så hen på tiggeren. "Han har hverken arme eller ben!"
   "Præcis! Det perfekte bedrageri. Lyt du hellere til os dværge. Vi ved en ting eller to om at snyde og bedrage."
   Tver Forhammer havde en særlig ekspertise på dette område. Hvilket pudsigt nok ikke skyldtes at han var dværg, men tværtimod det faktum at han netop ikke var nogen dværg. Tver Forhammer var hans dværgenavn, han hed i virkeligheden bare Anders. Med det falske skæg og den polstrede brynje lagt til side, var Anders ikke meget andet end en gammel gadedreng med et barskt sprog. Gadedrengerollen havde virket fint for Anders, der med sin højde af sølle fire fod kunne gå for blot at være en lille knægt. Problemet opstod da han i en alder af 30, trods to gange daglig barbering, ikke længere blev accepteret som en dreng. Han blev på grund af hans latterligt lave højde udstødt, ikke alene af gadedrengene, men af hele den gængse menneskerace. Som han var, modtog han hverken accept fra mennesker eller dværge. Derfor var han blevet tvunget ud i dværge kostumet. At udgive sig som dværg var ikke noget større problem. Han havde fået udslet af det falske skæg, hvilket havde fået hans kinder til at blive røde og hæve op. Meget ubehageligt, men han havde den perfekte lighed med en typisk bydværg, der ikke bare fugter skægget i øl, men kører det rundt i bunden af glasset i et forsøg på at få hver en dråbe med. Om dagen spillede han gnaven, bedrevidende og kortluntet, og om aften var han højtråbende, dårligt syngende og fordrukken. Ingen havde gennemskuet ham endnu.
   Det umage par fortsatte igennem et af Marestads mere brutale områder, hvor man kan være forvisset om at indenfor 5 minutter er man blevet plyndret, afklædt, ribbet og rullet, og hvis du er heldig står du tilbage med dine sokker, dine vrangvendte underbukser og et visitkort med et ønske om snarligt gensyn. Går man tilfældigvis ved siden af 2 tons vandrende klippe viser beboerne sig oftest fra deres anden, mere høflige side.
   "Prøv at høre her Klint," begyndte Tver, der var kommet i tanke om at han havde taget trolden med i byen for at lære den lidt om at omgås andre mennesker. "Folk her i byen er ikke vant til trolde der taler pænt og høfligt. De forventer at du er brutal og hensynsløs. Giv dem dog hvad de forventer. Udfyld din rolle i samfundet."
   Bjergtrolden stod lidt og tænkte over det. Klints blå krystaløjne så stift mod skyerne, tydeligt funderende. "Jeg er ikke helt sikker..."
   "Tænk lige over det en gang. Du kommer gående på gaden og pludselig bliver du antastet af denne her skidtfyr. Han kører helt op og bliver vild, hænderne op, bukserne ned og alt det der. Hvad gør du så?" Tver så op på Klint efter at havde afsluttet nogle vilde fagter, der skulle simulere en barsk røver.
   "Tver, hvorfor skulle nogen...jeg mener...jeg går jo ikke med bukser..."
   "Følg nu bare med. Det er en af den slags hypnoteknisk spørgsmål, eller noget. Du skal forestille dig det inde i hovedet, ikke. Der står den her fyr med en kniv og siger, at hvis du ikke giver ham alt hvad du har, så stikker han dig. Hvad siger du så? Husk nu på at du er en bjergtrold, ik'. To tons massiv klippe." Tver så forventningsfuldt på sin elev.
   "Jeg..øh...jeg advarer ham, at hvis han stikker sin kniv i maven på mig risikerer han at den knækker." Klint så på Tver, der ikke så overbevist ud. Trolden pegede på sin mave. "Det er sket før."
   "Jah, altså...ikke lige det jeg havde tænkt mig, men hvis du nu siger det rigtig langsomt og truende mens du stirrer ham dybt i øjne, så kunne det måske virke."
   Menneskedværgen Anders var oprigtig bekymret for Klint Fremspring. Anders viste hvordan man udfyldte sin rolle som dværg, men Klint der uden tvivl var en bjergtrold havde store problemer med at opføre sig som en. Det var forstyrrende for folk omkring ham og ville i sidste ende give ham problemer. Folk er vant til typer og til at sætte andre folk i bås. Trolde der er dumme og aggressive, det kan man forholde sig til. Men hvis du sparkede Klint hårdt i enden, ville han vende sig, undskylde din brækkede fod og tilbyde at bære dig hjem. Anders vidste ikke hvad han skulle gøre ved ham, men til at starte med vendte de hjem.
   "Vi vender hjem igen og får en snak med Søren," meddelte Tver. "Og for resten Klint..."
   "Ja, Tver?"
   "Du har et stykke præmieost i øret."