To personer sad i venskabelig tavshed og spillede skak. Den ene var Døden, selveste høsteren af sjæle. Det var ikke ualmindeligt at Døden blev udfordret i spil. Efterhånden var det blevet en tradition af folk udfordrede ham i det ene spil efter det andet. Folk var af den tro at hvis man vandt over Døden i et spil, ville man vende tilbage til livet. Dilemmaet var at ingen var vendt tilbage for at fortælle at dette ikke var tilfældet. Alene af den grund gik man ud fra at Døden var noget nært umulig at slå i spil. Men det var langt fra sandheden. Døden havde tabt indtil flere spil, men derfor så han ingen grund til at genoplive de døde. Når man er død er man nu engang død.
   Døden tabte faktisk ofte. Som en udødelig person, var han i stand til at bøje tid og rum, ja selv veletablerede fysiske love. Derfor var det meget svært for ham at forstå de fleste spils meget stramme og ofte ulogisk regelsæt. For eksempel kan kongen i skak kun rykke et enkelt felt ad gangen. Men det er jo frygtelig ulogisk når enhver med et minimum af muskelkapacitet er i stand til at flytte kongen til et hvilket som helst felt på pladen, eller for den sags skyld bare kaste den ud af vinduet.
   Dødens modstander var i modsætning til normalt, frygtelig afslappet. Typisk var de nyligt afdøde angste og nervøse under det de troede var et spil for livet. Men ikke denne person. Personen som gik under navnet Gamle Plejer, havde som den eneste nogensinde spillet mod Døden ved flere lejligheder. Han havde som oftest vundet, men også tabt. I visse spil måtte det jo være en fordel at være en kold og kynisk personlighed, med et fjæs der er stivnet i en fast grimasse. Det grinende kranium. Gamle Plejer havde for længst besluttet sig for ikke at introducere Døden for poker.
   Anarat er en verden bygget på tro. Selve troen opretholder planeten Anarats fysiske form (det er ikke svært at tro på noget man tramper rundt på hver eneste dag). I folkets tro på tingene omkring dem opstår der ofte personificeringer af selv dagligdags ting, så som Tandfeen og Sokkemonsteret, der sørger for at lige meget hvor længe du leder i sokkeskuffen finder du ikke to matchende sokker.
   På samme måde opstod Gamle Plejer. Der er så mange ting i verden som skal være ligesom de plejer at være. Gamle Plejer er den fysiske manifestation af plejer traditionen. Det er et udmærket job, nemt at passe. Han skal jo bare gøre som han plejer. Det eneste lille problem er at folk ikke altid kan blive enige om hvorvidt han er død eller ej.

"Vi må se om vi kan nå at spille et spil færdig denne gang."
   Døden flyttede en sort bonde to felter frem. Han spillede altid sort. Det havde han insisteret på.
   Gamle Plejer flyttede sin springer frem.
   "Jeg bliver nok et stykke tid. Det er som om folk har ændret sig. De gør ikke længere tingene som man plejede. Nu om dage skal der nye metoder til. Der skal rationaliseres og effektiviseres. Selv ting der har fungeret fint de sidste mange hundrede år, dem bliver der lavet om på. Ingen ting er som de plejer."
   Døden flyttede en bonde mere frem. Han forstod sig ikke på de dødeliges problemer. Gamle Plejer var selvfølgelig ikke som en almindelig dødelig, men han var heller ikke en udødelig eller guddommelig person. De dødelige forundrede ham meget. De gjorde næsten altid det stik modsatte af hvad der for ham virkede logisk.
   De spillede et par træk mere i tavshed indtil Gamle Plejer for tredje gang rykkede sin springer. "Skak," sagde han.
   "Ja det ved jeg," sagde Døden. "Vi har spillet det i et stykke tid nu."
   "Ja, men jeg har flyttet en brik så jeg kan tage din konge. Jeg advarer dig ved at sige skak. Det plejer man at gøre."
   "Ah ja, jeg er skam bekendt med spillets regler, men det er mig stadig en gåde hvorfor man advarer nogen om at man er ved at slå dem. Jeg selv foretrækker at bevæge mig lydløst ind på folk og viske "bø!" Det giver en god indledning."
   "Mennesker foretrækker faktisk at blive advaret om den slags. Det er også derfor man siger "en garde" inden man begynder at fægte." Gamle Plejer havde før måtte forklare Døden om nogle af de helt simple begreber inden for de dødeliges verden og navnlig hos menneskene, der forundrede Døden allermest.
   "Men ikke desto mindre ville det være fordelagtig for udfaldet af en duel på sværd, at man stikker det i hjertet på modstanderen, mens han endnu kigger væk," bemærkede Døden.
   Gamle Plejer ville gerne tilbage til spillet, der var ved at forme sig i hans favør.
   "Det er nu engang spillets regler. Det er et meget respekteret spil i menneskenes verden. Der er sågar nogen der bruger hele deres liv på at fyldestgøre deres evner til at spille skak."
   "Det er jo endnu et godt eksempel på menneskenes ulogiske adfærd. I stedet for at koncentrerer sig om at få et godt liv i deres egen verden, opstiller de falske verdener med simplificerede regelsæt som de kan leve sig ind i og glemme alt om den rigtige. Og når de så engang dør beklager de sig til mig over at de ikke har nået det i livet de ville."
   Døden flyttede sin løber tværs over pladen. Gamle Plejer afbrød ham.
   "Den kan du ikke flytte!"
   Døden flyttede løberen frem og tilbage fem gange for at modbevise Gamle Plejers argument.
   "Jeg mener du kan ikke flytte den, for du stod i skak og det gør du stadig hvis du flytter den. Du kan flytte din bonde ind foran, så er din konge udenfor fare."
   Døden sukkede tungt. Eller ville have gjort det, havde han haft lunger.
   "Det er typisk mennesker! Skak er uden tvivl blevet opfundet af en forhadt konge, der gerne vil lære sine undersåtter at de skal ofre deres liv for ham i enhver given situation. Samtidig emmer spillet af menneskenes samfundsmæssige problemsider. Hvis kongen er truet, kan hans trofaste løber ikke træde frem og redde ham, på trods af at han står lige ved siden af, for han må jo kun rykke skråt, det siger reglerne. Mennesker har det med at binde sig til ofte ulogiske regelsæt og blindt følge dem stik mod sund fornuft. Er det ikke det de kalder politik?"
   Gamle Plejer lyttede tålmodigt på Dødens talestrøm. Personer som Døden og guderne havde en tendens til at opfatte et brætspil, som var det den levende verden. Han skulle lige til at pointere at det bare var et spil, da han med ét forsvandt fra rummet.
   Den pludselige forsvinding chokerede ikke Døden. Han vidste det blot skyldes, at nogen havde bragt liv til den gamle "plejer" tradition. Men i stedet for at vente, benyttede han lejligheden til at lave lidt om på den faretruende situation i skakspillet. Du kan ikke snyde døden, men derfor kan Døden godt snyde dig.
   Døden så på sit solur og foretog en sidste justering inden hans modstander dukkede op igen.
   "Så er Plejer død igen?"
   "Ja, det tog ikke lang tid den her gang." Gamle Plejer så endnu mere gammel og tyndslidt ud end tidligere.
   "Det er som jeg hele tiden har sagt. Det er ikke som i gamle dage. Traditionerne forsvinder langsomt ud af de små hjem. Men hvad kan man gøre?"
   Døden så op. "Gøre som du plejer?"
   "Jep."