De væltede ukontrolleret ned ad den stejle skråning. Sam var faldet først, og Johan sprang instinktivt efter, bange for at de skulle blive adskilt i junglen.
   Blade og grene slog mod Johan, mens han kurrede, og han kunne i glimt se, hvordan Sam rullede rundt i den tætte bevoksning.
   "Jeg er lige efter dig, Sam. Hold ud ... jeg kommer." Johan råbte efter Sam, men fik ikke noget svar. Farten tog til og han havde efterhånden nok at gøre med at holde styr på sig selv. Det var umuligt at se frem for sig. Blade og grene blev til en svimlende grøn masse uden nogen mulighed for at finde fikseringspunkt. Hvornår nåede de bunden?
   Han fik svaret, da den grønne masse blev grå og massiv. Vegetationen blev tyndere, og Sam kom igen til syne. Klipperne kom imod dem i høj fart. Ustoppeligt, som en Scania på motorvejen. Johan greb fat i alt omkring sig for at sænke farten. Sammenstødet var uundgåeligt. Sam ramte klipperne først. Selv midt i al tumulten var Johan sikker på, at han hørte et umiskendeligt smæld, inden Sam tumlede videre ud over klippekanten.
   Der var få sekunder til at få rettet op på faldet. Med hænderne ude til siden prøvede Johan at styre som på en kælk uden styrepinde. Men uden barndomsmindernes bløde sne, smertede det i håndfladerne, når rødder og småsten skar sig igennem huden. Alligevel fik han rettet nok op til at ramme klipperne med benene forrest. Men det var ikke nok til at stoppe den hidsige fremdrift. Benene tog imod klipperne med et ubehageligt vrid op igennem kroppen, og også Johan fortsatte ud over klippens kant.
   Faldet var kort og Johan landede med et bump på en blød flade. Det var sand. Gudskelov. Johan så sig om og fik øje på Sam få meter væk.
   "Sam! Sam! Er du okay?"
   Sam lå som han var faldet og gav ingen livstegn fra sig. Panikken steg i Johan. Bare han var okay. De havde været igennem så meget allerede. Håbløshed, frygt og sult, men de havde klaret det sammen. Han kunne ikke klare sig alene. Ikke uden Sam.
   Med de blodige hænder prøvede Johan at komme op og stå, men en skarp smerte fik benene til at give efter. I takt med at adrenalinen satte ud, steg smerterne i kroppen. Han kunne ikke komme op og stå, men han måtte hen til Sam og trak sig hurtigt henover sandet.
   "Sam! Vågn op! Sig noget. Sig nu noget!"
   "Hvad vil du have, jeg skal sige, Johan?"
   "Åh, gudskelov." Johan sukkede dybt og sank tilbage i sandet. "Det er lige meget Sam. Lad os bare ligge lidt."
   Johan fik lagt Sam bedre til rette, og så lå de i sandet i et godt stykke tid, indtil Johan brød tavsheden.
   "Du er min bedste ven, Sam. Vi skal nok klare den."
   "Hvis du siger det, Johan."

De lå sådan i sandet i flere timer. Sam lå stadig som forstenet og var helt tavs. Johan lod ham være. Han var bange for hvilke skader, der ville vise sig, hvis han prøvede at flytte på ham. I stedet prøvede han sine egne ben af. De smertede, men han kunne holde sig oprejst. Han besluttede sig for at samle ind til et bål inden det blev for mørkt.
   Måske var det slut for dem nu, tænkte Johan, mens han samlede grene og tørre blade. Sam blev sværere og sværere at nå ind til. Til at startede med havde de snakket sig igennem situationen. De ensomme dage på øen efter flystyrtet. Og især de mørke nætter, der tærede på håbet. Sammen havde de klarede sig igennem så meget, og Sam var en væsentlig grund til, at han kunne holde modet oppe. Johan frygtede, at hans ven var ved at være slidt ned. Hvordan skulle han dog klare sig uden Sam?
   Han vendte tilbage med brændet og gik i gang med kampen om at fremkalde gnister og gløder. Det smertede i hænderne efter styrtet ned af klippen, og arbejdet skred langsomt frem. Johan forsøgte at søge lidt opmuntring fra Sam.
   "Hey Sam, kan du ikke fortælle en joke?"
   "Jeg er ikke så god til vittigheder."
   "Kom nu," pressede Johan. "Bare én."
   Sam var stille lidt, men begyndte så at fortælle.
   "To iPhones går ind på en bar ... nej, jeg kan ikke huske slutningen."
   "Det er okay," sagde Johan og smilede for sig selv. Der var noget ved Sams toneleje, som alligevel opmuntrede ham. Det var rart, bare at høre ham snakke igen. Det lettede noget af frygten for, at skulle blive alene på øen.
   Da der endelig kom gang i bålet, og det var stærkt nok til at holde sig selv kørende, satte Johan sig udmattet i sandet ved siden af Sam. Han så ud over havet og kom til at tænke på sidste gang han havde været ved at miste Sam. Det var længe efter, at deres fly var styrtet ned. Sam havde haft den gode ide at få bygget en tømmerflåde. Og den dag havde de fået brug for den, da et kæntret skib var drevet ind mod land. De tog ud for at finde forsyninger, og Johan havde taget et svært valg ...

"Kom så! Kom så fri!"
   Johan råbte anstrengt, mens han skubbede til den primitive tømmerflåde. Den var tung og sad fast i sandet. Han stoppede og så ud mod båden, der var drevet tættere på i løbet af natten. Nu så den ud til at have stødt på grund måske 100 meter ude fra kysten. De håbede på at finde noget proviant ude på skibet, der lå på siden i vandet.
   Johan så en stor bølge komme ind mod stranden og gjorde klar til at skubbe igen.
   "Okay, kom så. Og ... skub!"
   Bølgen løftede trækonstruktionen, og denne gang kom den fri. Johan skubbede, til han ikke kunne mere og hoppede op på tømmerflåden sammen med Sam. På vej ud mod skibet så Johan på Sam og tænkte, at han så underlig stålsat ud. Måske var han koncentreret i frygten for at kæntre herude på de store bølger og det dybe vand. Johan havde egentlig ikke tænkt over faren ved den opgave, de havde kastet sig over.
   "Jeg kravler op på båden og kigger lidt omkring. Bliv på tømmerflåden, Sam. Så råber jeg, hvis jeg finder noget."
   Det gik rimelig nemt at kravle rundt på båden. Den var lavet af træ, og der var masser af holdepunkter i form af tovværk og lignende. Johan kunne huske at have set et par programmer med Troels Kløvedal og tænkte på, om det måske var sådan en båd, han havde rejst rundt i. Men Troels var ikke at se nogen steder.
   I det samme hørte Johan en banken fra indersiden af skroget. Han frøs på stedet. Lyden holdt op, inden han kunne høre, hvor den kom fra.
   "Hallo!" forsøgte Johan sig. "Troels?"
   Det bankede igen. Denne gang voldsommere. Det lød, som om det var fra et sted midt på skroget. Efter lidt søgen fandt han en låge på dækket, der gik ind i skroget. Han måtte hoppe i vandet for at komme hen til den, og bølgerne gjorde det meget svært at få åbnet den. Men han var helt sikker på, at lyden kom derinde fra.
   Med besvær fik han lågen op og råbte ind i mørket: "Hallo! Er der nogen?"
   "Help me," lød en svag stemme.
   Johans puls steg omgående. Der var overlevende!
   "Sam! Sam, der er en i live herinde!"
   Da hans øjne vænnede sig til mærket, så han en mand komme kravlende imod sig. Manden blev ved at mumle noget på sit eget sprog. Han så ud til at være asiatisk. Johan fik hjulpet ham ud af lågen med stort besvær. Han var tydeligvis meget afkræftet.
   Tømmerflåden var kommet rundt om skibet, så Johan kunne se den.
   "Kom tættere på, Sam. Vi kommer over til dig."
   Johan kæmpede meget med bølgerne nu. Han skulle hele tiden støtte den lille asiat og samtidig få dem nærmere på tømmerflåden. De fik kantet sig langs en af masterne. Her kunne Johan bruge sine ben på noget tovværk, så det gik lidt nemmere.
   Han så efter Sam og opdagede til sin skræk, at tømmerflåden var kommet længere væk fra båden.
   "Sam! Sam!"
   Var der mon sket noget med Sam? Han kunne ikke se ham.
   "Vi bliver nødt til at svømme. We have to swim."
   Johan begyndte at svømme, men manden greb fat i ham og ville ikke give slip.
   "No, no swim."
   Trætheden og kulden fra vandet begyndte at tære på Johan, men han måtte prøve at bjærge manden hen til tømmerflåden. Han havde prøvet det en gang som værnepligtig, men det var med en dukke og ikke ude på havet med bølger og en levende krop.
   Johan prøvede at råbe på Sam, mens han kæmpede sig igennem vandet. Det gik langsomt og de kom begge under vand flere gange. Efter lidt tid stoppede han og trådte vande for at se efter Sam. Men tømmerflåden var drevet længere væk.
   "Sam! Sam, for helvede. Jeg kan ikke ..." han så fra tømmerflåden og hen på asiaten.
   "Jeg ... jeg kan ikke. Jeg ... undskyld," sagde han og slap manden. Han kunne svømme hurtigere alene. Men asiaten greb fat i ham og prøvede at holde sig fast. Johan trak sig fri af hans arme. "I'm sorry, I'm sorry," blev han ved og fjernede igen og igen hans hænder fri af sit tøj. Til sidst måtte han sparke sig fri for at få afstand i mellem dem. "Undskyld," råbte han igen. Nok mest til sig selv.
   Endelig fik han kæmpet sig hen til tømmerflåden, hvor Sam heldigvis stadig var om bord. De kom efter et stort stykke arbejde ind til kysten, men uden proviant og uden den asiatiske mand. Johan priste sig bare lykkelig over, ikke at være alene.

Der lød et knald, da en knude fra brændet i bålet sprang og bragte Johan tilbage fra sit minde. Han så ind i flammernes dans og søgte beroligelse i de forførende bevægelser. Han havde været så bange for at miste Sam den gang. Og så næsten igen i dag. Han så over på ham. Det var ikke til at se, om han sov nu.
   "Sam?"
   "Ja, Johan?"
   "Ikke noget. Jeg skulle bare høre, om du var okay. Jeg er så glad for, at det lige blev dig, jeg strandede med på den her åndssvage ø." Han lænede sig tilbage i sandet og grinede. "Tænk hvis det havde været Sonny eller Siri. Det var jo aldrig gået. Men gudskelov var det dig, Sam."
   Sam svarede ikke, men Johan var sikker på, at følelsen var gengældt. Han fyldte godt med brænde på bålet, så det kunne holde hele natten, og lagde sig til at sove.

Den følgende morgen fik en redningshelikopter på en rutineflyvetur øje på røg fra en lille ø ud fra Brasiliens kyst. De kunne ikke lande på den tætbevoksede ø, men fik sendt en mand ned i line, som fik hjulpet en overlevende op i helikopteren.
   "Jeg har givet ham noget beroligende. Han var helt afkræftet, men blev ved med at kæmpe imod."
   Julio holdt en kort pause inden han fortsatte: "Sanchez, er det ikke lidt hurtigt, at vi flyver hjem igen?"
   Piloten vendte sig mod redderen, der stod og lænede sig ind i cockpittet.
   "Der var jo ikke flere på stranden, og der var ingen tegn på andre overlevende."
   "Men du hørte ham jo, da vi begyndte, at flyve væk. Han råbte på en Sam. Det lød meget alvorligt."
   "Okay," sukkede piloten. "Tag kikkerten, så flyver jeg en runde over øen igen."
   Julio klappede ham på skulderen og hoppede ind efter kikkerten.
   "Men du skylder en omgang, hvis vi ikke finder noget."
   De fløj runden om øen og tog et ekstra kig på stranden.
   "Vent," råbte Julio. "Jeg synes, jeg kan se noget på stranden. Kan du komme tættere på?"
   "Det bliver ikke meget bedre nu. Kan du se hvad det er?"
   "Hold da kæft," udbrød han og satte sig ind i cocpittet igen. "Lad os bare komme hjem."
   "Var der så noget?" kom det drillende fra Sanchez.
   "Ja, men jeg skylder dig vist en Corona. Det var bare hans mobiltelefon."