Jeg vil nu fortælle jer en simpel historie om nogle ganske simple ting. Ikke på den måde at forstå at disse simple ting ikke er vigtige, for som det så oftest er tilfældet er det jo netop de simple ting i livet vi mangler mest når de ikke er der. Det kunne for eksempel være et lys eller en kuglepen, men det kunne også være noget helt andet og mere symbolsk. Det kunne være at undgå at afsløre pointen alt for tidlig i historien, hvilket i stedet fører os til et lille simpelt sommerhus på den vestvendte ende af øen Falster.
   I dette sommerhus bor et ungt par der kunne antages at være et sted i tyverne. De bor i denne lille hytte af en grund der ikke er alt for simpel, men har noget at gøre med told og skat og statens ideer om centralisering. I dette øjeblik er de direkte årsager af ringe betydning for historien og jeg vil simpelthen springe direkte ud i det og introducere fortællingens hovedperson: Stearinlyset.

Mørket lå tungt i rummet og lysestagen føltes kold med hendes fod. Alligevel var Lysets glæde stor for hun var endelig kommet væk fra æskens ensomhed. Åh, der havde da været fint mens de andre lys havde været der. Hun havde holdt så meget af at lytte til deres samtaler om den mørke verden som de snart skulle lyse op i og hvordan de ville bringe liv og glæde omkring sig. Men i lang tid nu havde hun ligget alene i tavshed. Hun spekulerede tit på hvor de andre lys mon var henne.
   En pludselig gnist og duften af svovl spredte sig omkring hende. Kulden blev langsomt fortrængt og Lyset mærkede varmen sprede sig ned af sit legeme indtil kontrasten mellem fod og stage var forsvundet. Forundret over denne fantastiske fornemmelse begyndte hun at funkle lykkeligt og boble over af glæde. Lyset så hvordan andre ting omkring hende også funklede og begejstringen steg da hun indså at det var på grund af hende at de skinnede. Hun spredte sit lys ud i rummet og modtog sine omgivelsers glimtende smil som belønning. Det var det hun var blevet skabt til.
   En mørk stemme under Lyset brød ind: "Hør nu, De står jo og drypper ud over det hele. Det kan man altså ikke ha' her i huset. Tænk hvis jeg gik omkring og klattede. Det siger jeg Dem, det ville aldrig ha' gået i min profession."
   Lyset så ned mod stemmen under sig og forsøgte at holde drypperiet på et minimum. Ved siden af stagen lå et sælsomt tyndt lys. Det var aflangt og klædt i mange farver fordelt i et besynderligt mønster. Hun havde aldrig set andet end hvide lys, men hun havde jo heller aldrig set andet end støberiet og den trange æske. Lyset var nu glad for lidt selskab og ville spørge om han havde set nogle andre lys, men hun nåede det ikke.
   "Mit navn er Skat. Det står her på min side lige under kronen. Ja, I lys kan vel næppe læse, men jeg er en kuglepen og har skrevet mange ord i min tid, for ikke at nævne tal. Så De kan vel nok forstå at jeg ikke er noget almindeligt skriveredskab. Det er jo ikke alle og enhver som bliver taget først ud af æsken. Men det gjorde jeg og min ejer bragte mig tillige med sig hjem for at tjene ham i det private. Det er jo ikke enhver undet at udføre så vigtige opgaver. Nej hør, nu må De da se at holde op med det drypperi! Stagen løber snart over ende."
   Lyset prøvede at holde igen på dråberne, men det syntes en umulig opgave. Hvor var denne Skat en fantastisk genstand. Tænk at blive taget først ud af æsken! Hun ville så gerne fortælle kuglepennen om de andre lys og hvor ensomt hun havde haft det, men hun vidste ikke om det var passende. Skat var uden tvivl meget vigtig og hun var selv blevet taget sidst op af æsken. Det gik nok ikke an at afbryde kuglepennens tale. Hun måtte vente til han var færdig.
   Og derfor lyttede Lyset blot til kuglepennens fortællinger. Hun hørte om Skats tur i en ting kaldet en vaskemaskine og han havde selvfølgelig klaret hele turen uden at klatte. Der var mange flere imponerende historier og Lyset ventede blot på at det blev hendes tur. Men så skete det, mens Skat var ved at fortælle om sit blå blod, gik Lyset ud. Hendes væge var brændt ned og stearinen var spildt. Tilbage var kun kuglepennen, der i mørket mumlede for sig selv: "Det er altid det samme med de lys. Det var aldrig gået i min profession."