Einer gik taktfast fremad. Skridt efter skridt. Flise efter flise. Den direkte rute blev brudt af et kloakdæksel, og fodgængeren trådte varsomt et skridt til venstre og fortsatte uden om.
   Einer Foziks gik sin vanlige formiddagstur og befandt sig i øjeblikket på Bredgade. Han var dog ikke bevidst om at det var Bredgade. Ikke i geografisk forstand. Men han vidste alligevel nøjagtig hvor han var. Einer havde gået ruten i syv år, to gange om dagen, og mønsteret på de knækkede fliser var ikke til at tage fejl af.
   Einer drejede ned af Fredericiagade. Han gjorde sig umage med at blive på fliserne. Ikke noget med at springe hjørner over. Den slags førte bare til ubehageligheder.
   Han stoppede op og rystede tanken af sig. Han havde ikke brug for den uro i hovedet. Ikke nu hvor en ny gade strakte sig foran ham.
   Gaden var nærmest mennesketom. Det var tidlig formiddag, og kun nogle enkelte morgenfriske turister hastede af sted med næsen begravet i bykort. Einer ænsede dem ikke. Han så i stedet ned på sine sko og udfordringen han snart måtte udsætte dem for. Fliserne foran ham var alle gamle og knækkede, og han ville flere steder være nødt til at gå i zigzag for at undgå at træde på linierne.
   Einer Foziks var ikke nogen simpel mand. Han vidste godt at det var barnligt at træde uden om revnerne, men dr. Ove Staussholm havde sagt ham at det var vigtigt at holde fast i gamle ritualer. Han gjorde altid hvad doktoren sagde. Det skyldte han ham.
   Før Einer satte i gang, kontrollerede han sine snørebånd. De var bundet stramt, men han strammede dem alligevel efter og satte løkkerne pænt til hver side. Også det var et ritual. Han kunne godt lide at de sad pænt, og det fik ham til at smile for sig selv inden han satte i gang ned af gaden.
   Einer var nået halvvejs ned ad vejen, og det gik nøjagtig som dagen før og dagen før den. Han vidste præcis hvor han skulle sætte fødderne, og han nød at udføre ritualet til perfektion.
   Han nåede forbi parkeringsautomaten og brandhanen, men da han kom til parkering forbudt skiltet uden for nummer 12, gik det galt. Præcis da hans venstre sko betrådte revnen, hørte han en metallisk klirren over sig. Det store runde påbudsskilt med det røde kryds løsnede sig fra sine skruer. Det faldt tungt, men lydløst og som en ske gennem budding borede det sin skarpe kant igennem Einers kranium.
   Einer klemte øjnene i og tog sig til hovedet. Smerten skar som et lyn, men han vidste at den ikke var ægte. Det var bare hans tanker. Det var ikke virkeligt. Han koncentrerede sig alt hvad han kunne. Gentog ordene for sig selv igen og igen. Det var ikke virkeligt. Ren fantasi. Frygt for livet. Det ville alt sammen være normalt når han igen åbnede øjnene.
   Han havde lært denne teknik af dr. Staussholm. Det vigtige var at tro på ordene og genvinde kontrollen over sit eget sind.
   Da han igen var i stand til at trække vejret normalt, slog han øjnene op. Skiltet hang med stædig ihærdighed og så ikke ud til at rokke sig ud af stedet.
   Einer Foziks lod sukkende sine hænder falde ned langs siden og fortsatte sin vandring. Hans selvtilfredse smil var veget for en irritabel og sammenbidt mine. Langs den venstre sko klaskede det løse snørebånd for hvert skridt han tog.

Anders Hjelmsted bankede på døren til politichefens kontor. Han prøvede at holde styr på alle de løse papirer til sagsmappen han var blevet bedt om at medbringe. Agenten bandede lavmælt og proppede ublidt de sidste papirer på plads. Til helvede med at de blev krøllede! Han ville alligevel ikke få ros for dem. Sagen havde ligget på hans bord i et halvt år, der var ikke sket fremskridt de sidste fire måneder, og nu var han blevet bedt om at redegøre for hele sagens forløb.
   Det værste var at han selv havde brugt sagens vigtighed som en undskyldning for at beholde sin stilling. Chefen havde helst set ham pakke sine effekter og skride, men Anders havde spillet på at mennesker længere oppe i systemet prioriterede denne slags sager højt. Nu stod han til gengæld alene med lorten. Der var ikke sket yderligere hændelser, og politikerne havde, sammen med vælgerne, mistet interessen. Han måtte blot håbe på at hans salgstalenter ikke ville svigte ham og at Majoren ellers var i godt humør.
   Anders åndede lettet op da hans banken ikke blev besvaret og havde netop vendt sig rundt da tanken slog ham.
   Majoren! Politichefen blev altid kaldt Majoren på grund af sin militære baggrund og fordi han ikke kunne lade selv samme baggrund være fortid.
   Anders vendte sig og bankede atter på døren. Et slag, fulgt af to korte. Den militært korrekte måde at banke på.
   "Ind!"
   Anders trådte ind på kontoret og smækkede døren efter sig. Han fik lyst til at klikke hælene sammen, men tog sig i det. Majoren ville tage det som hån, præcis som det var tiltænkt.
   "Ah, Agent Hjelmsted," begyndte Majoren smilende. "Jeg har sådan glædet mig til at få fremført kontoret for afvigende affæres seneste bedrifter."
   Anders blev stående. Han havde besluttet sig for at følge Majorens luner indtil han vidste om han var købt eller solgt.
   "Kom og sæt Dem Hjelmsted. Vis mig hvad De har taget med." Majoren satte sig stadig smilende uden at afsløre sine intentioner.
   Anders begyndte pludselig at svede voldsomt og løsnede sit slips. Kontorets store vinduer var lukkede, og den enlige blæser i lokalet var rettet mod Majoren.
   "Hr...Hr. Major, jeg kan forsikre Dem om at der på trods af den tilsyneladende stilstand er et utvetydigt behov for videre overvågning, da netop situationens stabilitet er et tegn på..."
   "Hold inde, Hjelmsted," afbrød Majoren ham. "Og sæt dig ned."
   Anders opfangede mistænksomt skiftet i Majorens toneleje, men satte sig alligevel og ventede på det næste træk.
   "Du har undgået at træde ind på mit kontor lige siden du begyndte på denne sag. Nej, prøv ikke at modsige mig! Der er ingen her i bygningen der ikke rapporterer til mig mindst en gang om måneden. Det har altid været kutyme, og du er ikke ny så når jeg ikke har set dig i seks måneder, forventer jeg at du har noget særligt interessant at fortælle mig her og nu." Majoren rettede sig op i stolen og så Anders ind i øjnene. Så rakte han ud og slukkede for blæseren.
   "Du kunne jo behage min hukommelse ved at begynde med ... nå, ja ...begyndelsen."
   Anders åbnede sagsmappen og afslørede et stort billede af en middelaldrene mand med et stramt velsoigneret ansigt. Han tog fotografiet ud og prøvede at spore en umiddelbar reaktion fra Majoren. Dette var øjeblikket hvor han skulle se om han kunne stå distancen. Han havde igennem længere tid spillet på lave odds og holdt sig i skyggen. Nu måtte han tage afsæt fra vippens yderste punkt uden at vide om den var tyk nok til at bære, eller for den sags skyld om Majoren allerede havde tømt bassinet for det livreddende vand. Anders sprang i, hovedet først...
   "Dette er en 42 år gammel mand ved navn Einer Foziks. Vi har haft ham under konstant overvågning de sidste fire måneder efter et tip fra førnævntes psykolog."
   Anders undlod at nævne at dr. Staussholm var en nær ven af hans far og klienten Einer Foziks havde været samtaleemne under en familiesammenkomst.
   "Einer er erklæret sindssyg. Ikke i den forstand at han tror han er en appelsin eller den slags, men han ser syner, voldsomme syner."
   Majoren askede sin store Havanna cigar med al tegn på foragt for den lokale rygepolitik. Han samlede billedet af Einer op og gav Anders tegn til at fortsætte.
   "Det bemærkelsesværdige ved Einer er at han håndterer sin sindssygdom uden hjælp fra antipsykotisk medicin. Tilsyneladende har han oparbejdet en evne til at ignorere sine syner uanset hvor voldsomme de end måtte være. Dr. Staussholm udtaler at den slags aldrig tidligere er registreret i den medicinske verden. Manden er et unikum."
   Anders opfangede Majorens sammenklemte øjenbryn og tilføjede hastigt; "Alene det faktum gør sagen særdeles relevant for mit kontor."
   Majoren smed fotografiet på bordet og lænede sig tilbage i stolen. Anders vurderede at han var mindst tre minutter fra at eksplodere. Det gik bedre end forventet. Det var det han tænkte indtil Majoren kastede sig ind over bordet.
   "Hvorfor i al verden har du brugt fire måneders ressourcer på at overvåge en eller anden tilfældig tosse når du bare kunne have bragt ham ind til undersøgelse?!"
   Anders løsnede det stramme slips, men holdt øjenkontakten uden at fortrække en mine.
   "Det ... skulle jeg netop til at gennemgå for Dem ... hr. Major."

Einer nærmest løb af sted mens skoene dansede deres euforiserende dans mellem revnerne i fortovet.
   Han ville hjem nu. Hjem til den stille lejlighed, afskåret fra omverden. Men han blev nød til at gennemføre sin rute. Ellers ville han aldrig blive sig selv igen. Den voldsomme hallucination med skiltet havde været stærkere end noget han havde oplevet i mindst et år. Og det bekymrede ham. Det bekymrede ham også at hans snørebånd var i uorden, men der var ikke tid til at stoppe.
   En mørk mand dukkede pludselig op foran ham. Einer prøvede at træde et skridt til siden, men manden stillede sig atter i vejen.
   "Hey, mester. Hva' klokken?"
   Einer holdt blikket nede på sine sko. Han kunne mærke hvordan han begyndte at spænde i hele kroppen.
   "Glem det," sagde manden med krads stemme. "Stik mig din pung og hvad du ellers har!"
   "Kan ikke stoppe...jeg ... jeg må hjem...jeg skal forbi. Det er ikke godt at stå på stregen..."
   Einer så manden trække en kniv og stikke den flere gange i maven på ham. Han så sig selv falde til jorden og blive sparket i maven og ansigtet.
   Grådkvalt lukkede han øjnene og tog sig til hovedet. Endnu en skrækkelig hallucination. Det var ikke virkeligt. Dr. Staussholm siger altid at de ikke er virkelige. Men smerterne! Han kunne føle smerterne indtil de blev til en voldsom dunken i hovedet. Han måtte fokusere på ordene. Det var ikke virkeligt!
   Einer åbnede forsigtigt øjnene og koncentrerede sig om ikke at miste balancen mens de sorte prikker dansede færdigt. Han var alene og ubeskadiget.
   Der var ikke andet for end at fortsætte i rask fart. Men når han nåede hjem, ville han øjeblikkeligt ringe til Dr. Staussholm.
   Einers snørebånd flagrede ikke længere mens han gik. De var klistret fast til skoen i en mørkerød plamage.

"Disse avisartikler er, som De kan se, både fra landsdækkende og fra flere af Københavns lokale aviser. Artiklerne spænder fra sommeren '99 til forrige vinter. Alle er uden billeder og af den type der blot skal fylde ud i indlandssektionen. Men der er alligevel en fællesnævner."
   Anders sorterede nogle enkelte papirer ud af stakken og vendte dem mod Majoren der brummede over rodet på skrivebordet, men ellers ikke havde nogle kommentarer. Anders fortsatte.
   "Denne artikel her handler f.eks. om en havnerundfart der var lige ved at kollidere med en privat lystyacht ud for Langelinie. Denne handler om en bankrøver der netop når uden for Danske bank på Store Kongensgade da han snubler og slår sig bevidstløs. Og endnu en om en spritbilist der kører i havnen ved Langelinie lige inden han ville have ramt en flok børnehavebørn på københavnertur."
   Majorens brummen ophørte, og han så intenst ind i øjnene på KAA agenten på den anden side af bordet.
   "Jeg har ikke den ringeste anelse om hvor du vil hen med det her. Dog går jeg stærkt ud fra at dine næste ord vil bringe lys over min manglende indsigt i sagen. Og jeg håber for dig at det lys vil skinne så stærkt at den mand der skal sætte det endelige stempel på dit afskedigelsespapir bliver blændet og rammer ved siden af."
   Anders håbede på nøjagtig det samme da døren til kontoret pludselig fløj op.
   "Hr. Major, der er netop rapporteret et bandeopgør i den nordlige ende af Amaliegade."
   "Send Mortensen og hans gruppe. Sørg for at holde mig orienteret."
   Assistenten skulle netop til at gå da Anders spottede sin chance og greb den.
   "Vent! Er der flere oplysninger omkring den faktiske bandeaktivitet?"
   Assistenten så forundret på Anders og søgte derefter bekræftelse hos sin chef. Majoren nikkede uden et ord.
   "Kun den ene part er identificeret som en kendt gruppe. Modparten er tilsyneladende en enlig civilist."
   Anders så på sit ur.
   "08:42...på Amaliegade, præcis som han plejer." Han havde talt til sig selv, men henvendte sig nu over skrivebordet.
   "Einer Foziks bevæger sig hver dag af den samme rute igennem København på nøjagtig det samme tidspunkt. Han har været i nærheden i hvert af de tilfælde der er beskrevet i artiklerne her, og nu er han også i nærheden af et bandeopgør, måske endda lige midt i det. Jeg ved at Einer på en eller anden måde er involveret i de her ting. Alt hvad jeg mangler er det sidste bevis."
   Assistenten så spørgende på Majoren der skulede ud af vinduet med en beslutsom mine.
   "Send Mortensen," gentog politichefen og rettede blikket mod Anders. "Men glem orienteringen...jeg tager selv med."

De holdt parkeret med udsigt til Gefionspringvandet og pladsen omkring det. Fra passagersædet kunne Anders se indsatsstyrken rykke langsomt frem mens Majoren holdt kontakt med Mortensen over radioen.
   "Giv mig et overblik."
   Anders kunne høre det skrattende svar over radioen i bilen.
   "Der ligger tolv mænd spredt rundt i en radius af ti til femten meter. Ni af dem viser umiddelbart tegn på liv. I midten af det hele sidder en mørkhåret middelaldrene mand på knæ og holder sig til hovedet. Han ser ikke ud til at udgøre nogen fare."
   Majoren holdt billedet af Einer Foziks op. Anders trak på skuldrene. Det kunne være ham, men det var ikke til at se mandens ansigt herfra.
   "Send to mand og pålæg civilisten håndjern. Jeg vil have ham med ind på afdelingen med det samme."
   Anders så to mænd fra indsatsstyrken rejse sig og gå langsomt frem mod manden. En pludselig rumlen i maven og en dunken i hovedet ramte ham i samme sekund. Det var et tegn, tænkte han. Denne aktion ville gå helt galt. Han hævede sig i sædet for at få et bedre udsyn.
   De to betjente var nået frem til Einer Foziks, og den første rakte ud efter hans venstre arm. Anders hørte et skrig da betjenten faldt sammen på jorden og tog sig til hovedet. Den anden betjente trådte et skridt bagud, forskrækket over kollegaens anfald.
   "Det er Foziks," hørte Anders sig selv sige. "Det er ham der gør det."
   Majoren så på Anders og råbte så i radioen. "Få stoppet civilisten. Han skal sættes ud af spil nu."
   Der var ingen der rørte sig. Alle stirrede på det mærkelige scenario der udspillede sig på pladsen. "Træk for helvede din stav og stop ham!"
   Nu begyndte tingene at gå stærkt. Anders tænkte bagefter at han aldrig før havde set Majoren i en så magtesløs tilstand.
   Betjenten trak sin stav, men før han nåede at svinge den sprang den første betjent op og greb ham i armen. I en klump tumlede de begge rundt på jorden, og Anders var sikker på at han hørte et skarpt smæld da betjenten med staven fik drejet underarmen halvfems grader i den gale retning.
   Nu stormede resten af holdet frem mod den psykotiske betjent der som en vild slog efter alle der kom i nærheden. Flere betjente nåede at få nogle alvorlige skrammer inden de kunne få ham presset i jorden. Der måtte syv mand til at trække ham væk så de kunne få fat i den sårede betjent.
   Majoren, der havde råbt og skreget i radioen uden at opnå noget, fik endelig kontakt med Mortensen der rapporterede.
   "Den unge Stokbæk synes at være faldet til ro nu når han er kommet væk fra området, men jeg har to mand der skal direkte på skadestuen og to mere der ikke er i nogen stand til at fortsætte. For ikke at tale om gruppens psykiske tilstand." Der var en pause over radioen før Mortensen fortsatte. "Hr. Major...har jeg ret i at jeg som holdleder manglede noget væsentlig information ved den her opgave?"
   Majoren så hårdt lige frem for sig og holdt så mikrofonen op til munden.
   "Træk din gruppe tilbage til stationen. Få en psykolog til at snakke med Stokbæk og dem der ellers har brug for det."
   Anders fornemmede spændingen i luften da der ikke blev svaret over radioen. I stedet fortsatte Majoren.
   "Jeg kan se at Arvesens gruppe er kommet. Få ham til at kontakte mig."
   Majoren vendte sig imod Anders.
   "Okay, Hjelmsted. Du er eksperten. Nu forventer jeg at du træder i kraft."
   Anders tænkte for fuld kraft mens Majoren udstedte ordrer til Arvesen om at rydde pladsen for sårede og stå klar til nærmere ordrer.
   Anders vidste ikke hvad de kunne gøre. Han havde netop fået bevidst at hans teori var korrekt, men hans teori havde kun gået på at Einer var noget specielt. Han havde slet ikke forestillet sig noget i denne retning. Einer havde en eller anden evne til at forsvare sig mod alle der ville skade ham. Og det på en temmelig effektiv vis. Spørgsmålet var bare hvordan nogen skulle være i stand til at stoppe ham.
   Anders tanker blev afbrudt da Majoren, stadig talende over radioen, fangede hans blik.
   "...I skal bare stå klar til at yde støtte. Jeg sender min specialist ind efter ham nu."

Einer følte den frygtelige dunken svinde ud af sit indre. Han slap sit greb om hovedet, usikker på om han havde revet det meste af håret af. Det sværeste var at stoppe tårerne der væltede ud af de røde hævede øjne. Aldrig havde han følt en sådan afmagt. Synerne var pludselig væltet ind over ham, og de indbildte smerter gav stadig ekko i hans sind.
   Det havde været forfærdeligt. Og det var det til dels endnu. Han vidste ikke om han ville være i stand til at klare turen hjem, men gav han op nu, var der ingen håb for fremtiden. Dr. Staussholm havde givet ham håb, og det klamrede han sig til endnu. Han ville ikke lade synerne vinde. De ville blot overtage og styre hans liv. Han måtte kæmpe videre.
   Einer slog forsøgsvis øjnene op. Det første der slog ham var det skarpe lys. Han havde alt for længe trykket øjnene krampagtigt sammen, og formiddagssolen var blevet dræbende som Arkimedes solspejle.
   Da hans øjne fik tilpasset sig solens stråler, opdagede han at han ikke kunne se mere end et par meter frem for sig. Det var ikke fordi han ikke kunne se, men alt der befandt sig bare et lille stykke væk gav ingen mening. Når han prøvede at fokusere, var det som om verden sagde "det var alt for den 25 øre!" og begav sig et andet sted hen. Einer besluttede sig for at fokusere på hvor han satte sine ben.
   Han havde bevæget sig to vaklende skridt i denne nye mareridtsverden da en skikkelse pludselig dukkede op i hans synsfelt. Einer forventede halvt at denne skikkelse ville forvandle sig til en luftballon og flyve væk, men i stedet trådte en mand ud af det omgivende mozaikhelvede og stod klart og formfast inde i Einers minimale eksistenssfære.
   Afværgende løftede Einer sine arme i et nyttesløst forsøg på at skærme sig mod synernes dæmoniske opfindsomhed. Men der skete ingen sønderrivning eller lemlæstelse. Manden satte sig på hug og greb behændigt Einers flagrende snørebånd. Langsomt blev enderne, én efter én, forbundet med de korrekte huller og mens løkkerne blev dannet og nænsomt foldet ud til hver sin side, dukkede veje og bygninger op i deres faste og fuldendte former. Mareridtsverdenen var igen blev det København han kendte og vandrede igennem hver dag.

Anders Hjelmsted rejste sig og stod nu ansigt til ansigt med Einer Foziks. Agenten dirrede af nervøsitet, men han kunne ikke undgå at lægge mærke til Einers øjne. Forvandlingen var ikke til at tage fejl af. Det blik der mødte ham var ikke længere flagrende og skræmt, men varmt og roligt.
   Anders ledte efter ord, men Einer kom ham i forkøbet.
   "Du er ikke dr. Staussholm. Jeg bad til at han ville hjælpe mig. Han kom ikke...men han sendte dig i stedet, ikke sandt?"
   Anders stod et øjeblik helt lamslået, men tog sig endeligt sammen.
   "Jeg øh...jeg er en ven af dr. Staussholm."
   Einer syntes at acceptere dette, så Anders fortsatte. "Du er udmattet. Lad mig støtte dig."
   Anders havde haft sin hånd i lommen, men trak den nu frem for at holde Einer om skulderen. Under hele bevægelsen hviskede Anders anstrengt for sig selv; "Jeg vil bare hjælpe. Jeg vil bare hjælpe. Lad mig bare hjælpe."
   Einers øjne sprang forskrækket op da han mærkede et skarpt prik på skulderen. Blikket der fasthold Anders skiftede fra forskrækkelse til undren og endeligt til såret indsigt, mens væsken blev sprøjtet ind. Så lukkedes Einers øjne, og hans krop sank livløst sammen.

"Ingen, og jeg mener ingen, træder igennem den dør før jeg er tilbage!" Majorens stemme buldrede ned af de lange gange mens han smækkede den forstærkede dør bag sig. Han hævede en nøgle over hovedet og så rundt på forsamlingen.
   "Dette, mine herrer, er den eneste nøgle, og den holder jeg tæt ind til kroppen. Uanset hvad der sker inde i det rum skal alle holde sig langt væk. Den mand er uden for vores arbejdsområde."
   Majoren lod nøglen falde ned i sin skjortelomme og marcherede ned ad gangen uden at vente på det kollektive svar han normalt forventede som kvittering på sin ordre.
   Som den eneste blev Anders Hjelmsted uden for det særlige sikringsrum. Han stod afkræftet og stirrede igennem vinduet på den skrigende, uigenkendelige skikkelse.
   Einer var vågnet før de havde fået ham spændt ordentligt fast. De havde kun nået at spænde armene, men det havde også vist sig at være nok. Ingen var blevet påvirket af hans evner og på trods af Einers maniske skrigen og rumsteren, var det lykkedes at spænde ham helt fast.
   De havde tilkaldt Anders undervejs med et håb om at han kunne berolige Einer igen, men det havde blot gjort det værre. Einer blev om muligt endnu mere vild og skreg efter Anders at dæmonerne ville hævne hans forræderi. Dette syntes at være det tema Einer holdt fast i. Han råbte og skreg om dæmoner og skabninger, om hævn og mord og generel lemlæstelse.
   Anders havde søgt i hans øjne efter den ro og varme der tidligere havde mødt ham, men Einer var ikke længere den samme. Han havde fået et tilbagefald, og Anders frygtede, at denne gang ville der ikke være nogen redning. Einer var dømt til at tilbringe resten af sit liv i spændetrøje. Han var simpelthen for farlig for omverdenen.

Inde på briksen var Einer faldet til ro. Hans øjne var lukket på en sådan vis at det fejlagtigt kunne tolkes som søvn.

Hele sagen var noget Anders sagtens kunne lægge bag sig når han satte sig i bilen og kørte hjem. Det ville ikke røre ham spor, havde det ikke været for den nagende tvivl i hans baghoved. Var det de voldsomme overgreb der havde startet Einers permanente skift af sind? Eller var det da Anders havde trådt ind foran ham, serveret håbet på en sølvplatte for derefter at smække låget over fingrene på ham og smide det i havnen?
   Én ting vidste han. Einer reagerede aggressivt og overnaturligt overfor alle truende elementer. Og det var Anders der havde lært ham ikke at stole på nogen selv når de tilbød hjælp.
   Sukkende kørte han sine fingre igennem det velplejede hår og vendte sig væk fra vinduet. Der var flere elementer der pressede på hans sind, men Anders kunne ikke skelne dem og han besluttede sig for at lade sine tanker vandre.

Agenten Anders Hjelmsted stoppede op uden for den særligt sikrede dør, åbnede sin knyttede næve, der afslørede Majorens nøgle, og låste døren op.
   Inde på briksen forblev Einers øjne lukkede i anstrengt koncentration, men læberne var spændt i et manisk og forventningsfuldt smil. Det var på tide at slippe dæmonerne løs...