... hvor vi vil møde:

- en smugler med varerne sikret.
   - en politikommissær, der har fået et tip.
   - en tolder, der ikke ved om han er købt eller solgt.
   - en bagmand, der har styr på situationen.
   - en håndlanger, der måske er blevet lidt for høj.
   - og en stewardesse med funklende brune øjne.


Joakim tog sig til panden. Stadig tør. Han havde det bare så forbandet varmt. Det ville ikke vare længe før sveden begyndte at løbe af ham.
   Hænderne var også helt klamme og plastikhåndtaget på den røde kuffert irriterede hans håndflader. Han længtes efter at skille sig af med den forbistrede tingest.
   Hvordan kunne nogen også finde på at smugle amfetamin i en stor, rød Egon Olsen kuffert? Han så Bagmandens firskårne ansigt for sig. "Det var jo netop det geniale," havde han sagt, med et underdrejet smil. "Hvem vil nogensinde tro på at nogen kan være så dum?"
   Joakim syntes at det var dumt. Ja, direkte idiotisk. Og han var ved at være godt træt af Bagmandens planer. Det var meget muligt at de holdt vand, men det var altid alle de andre der måtte løbe risikoen. Men denne gang skulle også være den sidste. Helt slut, det var hans plan. Joakims helt egen plan.
   Han fortsatte sit trav over det slidte gulv og øjnede tolderne længere fremme. Nu gjaldt det bare den sidste del. At komme helskindet ud af lufthavnen.
   Det var altid det Joakim havde sværest ved. Af se uskyldig ud foran tolderne, men uden at se så uskyldig ud at det var mistænkeligt. Frygten begyndte at melde sig nu og han virrede irriteret med hovedet som for at ryste det af sig. Det måtte se mistænkeligt ud, men jo mere han tænkte på at se normal ud, desto mere forvrængede blev hans ansigtstræk. Han havde mest af alt lyst til bare at skære grimasser af tolderne og råbe at de kunne rende ham langt væk, men inden han nåede så langt dukkede en befriende oase op i hans ørkenvandring.
   Det var en af stewardesserne fra flyet. Joakim havde snakket med hende under rejsen og heldigvis havde hun tolket hans nervøsitet som flyskræk. Hun havde taget hans hånd og beroliget ham med en masse ord. Ord som Joakim ikke huskede. Han huskede kun de funklende brune øjne.
   Joakim faldt ned på jorden igen mens de udvekslede høflighedsfraser. Det var perfekt. Hans samtale med stewardessen ville give ham et naturligt flow igennem tolden. Han ville ikke engang nå at tænke over sit ansigtsudtryk.
   Han tog afsked med pigen og inden hun gik efterlod hun smilende sit telefonnummer i hans jakkelomme.
   Med et stort grin gik Joakim mod tolden. Han kunne ikke længere forstå hvorfor han havde været bange. Planen var perfekt. Intet kunne gå galt.
   Med en kraftig armbevægelse blev Joakim vinket direkte hen til skranken.

Politikommissær Jensen stod med sine folk ved udgangen til ankomsthallen og holdt skarpt øje efter en rød kuffert. Han ville ikke lade denne chance gå forbi. I halvandet år havde han jagtet denne gruppe særligt effektive smuglere. De var ved at være en alvorlig torn i hans side og ikke mindst i hans omdømme.
   Jensen var meget tæt på sit forkromede mål. En stilfærdig tilværelse som pensionist, hvor han ville sidde under sin perkula og nyde aftenkaffen i ro og mag. Ingen skulle finde nogen anledning til at holde en afskedstale om undslupne smuglere og nage ham med det til hans dages ende. Nej, Jensen skulle nok få styr på situationen.
   Men den satans lufthavnsledelse havde nægtet at lade ham rykke længere ind i hallen. De var sikre på at deres toldvagter nok skulle kunne finde så stor en mængde narkotika, men bevares, politiet kunne da godt få lov at stå i baggrunden hvis der skulle være brug for ekstra hjælp. Arrogante stoddere. Det var Jensen der havde fået et tip om storsmugling og så havde lufthavnen hurtigt øjnet chancen for at få deres sikkerhed til at se bedre ud i medierne.
   Lufthavnssikkerhed eller ej. Ingen skulle slippe forbi ham denne gang.

Det havde virket så let og lige til. 20.000 kr. lige ned i foret, uden at røre en finger. Men pludselig var politiet dukket op og det havde vanskeliggjort sagen betydeligt. Keld havde haft problemer med vejrtrækning lige siden de var dukket op ved indgangen og det var lige før toldchefen havde sent ham hjem på en sygemelding.
   Men nu var han på vej. Manden med den røde kuffert. Han var ikke til at tage fejl af. Keld vinkede ham over til sig og bad ham sætte kufferten op på skranken.
   Aftalen var simpel. Manden med den røde kuffert skulle slippes igennem uden spørgsmål. Men hvad hvis politiet fangede ham? De ville undre sig. Undre sig over at han ikke havde opdaget en hel kuffert. Og så ville han have balladen. Fyring, fængsling og hvad der ellers fulgte med.
   Han kunne ende det lige her. Bare åbne kufferten og tilkalde vagten. Men hvad ville han få ud af det? Tavs taknemmelighed fra politiet og et gratulerende håndtryk fra ledelsen. Måske blev han udnævnt til månedens medarbejder og fik sit billede på opslagstavlen i tekøkkenet. En opkopieret udgave af hans foto-ID, taget på en dårlig hårdag.
   Nej, Keld havde brug for de 20.000 kr. Han var blevet lidt for begejstret for de nye pokerhjemmesider og opsparing var pludselig forduftet. Han kunne stadig nå at redde sin røv inden kæresten opdagede noget. Men det betød at han måtte gennemføre denne ene ting.
   Keld ønskede manden med den røde kuffert en fortsat god dag. Lidt efter forklarede han chefen at det nok alligevel var bedst hvis han gik hjem og lagde sig.

Bagmanden sad tilbagelænet og foldede dagens udgave af Børsen sammen. I et kort sekund havde han været i tvivl. Men det viste sig selvfølgelig at han havde haft ret i at vælge den unge tolder.
   Ungdommen nu om dage. Han rystede smilende på hovedet. Deres samvittighed lå på et meget lavt prisleje. Det var chokerende, men belejligt.
   Politiets tilstedeværelse rørte ham ikke. Der var taget højde for eventuelt øgede sikkerhedsforanstaltninger i hans plan. Kufferten ville skifte hænder endnu en gang og så ville det ikke være noget problem at få den ud af lufthavnen.
   Han kunne kun smile af deres ynkelige forsøg på kontrol. Og når han forlod lufthavnen ville han grine dem direkte op i ansigtet. For de kendte ham ikke, selvom han havde snydt dem indtil flere gange. Den arrige kommissær Jensen der altid råbte og skreg mens smuglervarerne trippede ud for næsen af ham. Det var i virkeligheden ganske komisk.
   Bagmanden strakte hals for at få et overblik over velkomsthallen. Han så Dennis vralte rundt om et hjørne. Det var også på tide at han dukkede op. Men hva... hvad fanden var der i vejen med ham? Hans øjne var sløve at se på, og sammen med det overdrevne smil lignede han Jokeren fra Batman, bare uden sminke.
   Hvis den knægt havde ristet fede igen inden så stor en opgave, skulle han nok sørge for at han havde sniffet sin sidste bane! Han blev nødt til at få det fjols af vejen inden han førte politiet direkte til kufferten.
   Bagmanden farede op af stolen og marcherede ud i hallen.

Nu havde Joakim også fået øje på politiet. Han havde gibbet noget da han først så dem, men der var jo ikke noget at bekymre sig om. Planen kørte stadig.
   Pludselig fyldte en velkendt stemme hele velkomsthallen. Joakim fik øje på Dennis der stod og råbte ad en luftkaptajn og forsøgte at frarøve ham hans kasket. Dennis stod tydeligvis midt i en alvorlig koger.
   Shit, shit, shitshitshit! bandede Joakim sammenbidt. Han SKULLE af med kufferten. Det var en vigtig del af planen og han kunne i det hele taget ikke holde den ud mere. Men den forbandede idiot ville jo ikke være i stand til at tage imod kufferten uden at råbe det ud til alle i hallen.
   Måske kunne han fange Dennis' opmærksomhed og føre ham væk fra hallens centrum.
   Han gik helt tæt på den skæve narkoman og fortsatte forbi uden at unde ham et blik. Bag sig hørte Joakim Dennis råbe. Han havde opdaget ham og fulgte højrøstet i hælene på smugleren på jagt efter den røde kuffert.
   Joakim forsøgte at holde afstand til Dennis. Ikke noget problem, da hashvraget havde nok at gøre med at pege sine fødder i den rigtige retning.
   Joakim fortsatte fremefter. Der måtte snart dukke et sted op hvor han kunne banke Dennis til fornuft i ro og mag.
   En dør sprang op ved hans højre side og Joakim blev brutalt trukket ind på herretoilettet.

Spejlet viste nogle røde øjne og en alt for stor næse. Der gik lidt før Dennis opfattede at det grimme fjæs var hans eget. Hold kæft hvor var han langt væk! Men nogen blev ved at ruske i ham så han blev mere nærværende. Pisse irriterende.
   Han så to velkendte ansigter. Det ene, langt grimmere end hans eget, cirklede omkring ham, mens det andet holdt sig i baggrunden. Han kunne ikke sætte navne på dem, men, hey, alle var hans venner lige nu.
   Det grimme ansigt snakkede højt, men lyden blev sløret og blandet med en hul boblen, som om stemmen kom til ham stykke for stykke i små glitrende sæbebobler. Dennis kunne ikke lade være med at grine fjoget. Det var bare for syret, mand!
   Selvom Dennis var så højt oppe at han kunne mærke de lyserøde skyer kilde ham under tæerne, var der et enkelt sted inderst inde hvor han godt vidste at han var alvorligt på spanden. En fornemmelse der blev bekræftet af smerterne, da hans hoved blev banket igennem en porcelænshåndvask.

Samtlige betjentes hoveder drejede da døren til herretoilettet sprang op. En mand i jakkesæt kom springende ud og råbte at en fyr var gået amok inde på toilettet. Politikommissær Jensen sendte straks en gruppe af sted. Han vidste godt at lufthavnen havde deres egne vagter, men han ville ikke bare stå at se til hvis der var sket et overfald.
   Jensen var i forvejen godt irriteret over at dagens arbejde endnu ikke havde båret frugt. Men denne lille hændelse kunne være med til at skærpe hans mænds opmærksomhed.
   Manden i jakkesættet syntes at have fundet roen igen og var på vej mod udgangen. Han bar en kuffert som han nænsomt havde henslængt sin jakke over.
   "Jeg håber at I får styr på den fyr," sagde manden storsmilende. "Han skræmte mig noget må jeg indrømme."
   Jensen studerede hastigt mandens ansigtstræk og i en pludselig erkendelse gengældte han helhjertet smilet, idet han svarede:
   "Og jeg håber De vil tilgive denne lille forstyrrelse, mens min kollega undersøger Deres kuffert."

Joakim havde ventet i en bås på herretoilettet indtil al tumulten var overstået. Derefter listede han ud og vejrede situationen.
   Politiet ved udgangen så ud til at have for travlt til at kontrollere den udgående trafik, så Joakim antog sin mest uskyldige mine og blandede sig med folkemængden.
   Da han kom ud så han en politimand der måtte være af høj rang for han stod og råbte højlydt af alle de andre betjente.
   "Jeg vil bare vide hvorfor vi både har en luset, mørbanket narkoman og en mand der viser sig at være eftersøgt af Interpol, men det eneste vi finder på dem er en TOM rød kuffert. Hvor helvede er stofferne henne!"
   Joakim fortsatte og forsøgte anstrengt at bevare sin rolige grimasse.
   En bil kørte op foran ham og han satte sig ind på forsædet. Bag rattet sad en pige med langt mørkt hår. Hun talte til ham og pegede på en taske på bagsædet, men han hørte ingenting. Han så blot på de funklende brune øjne og smilede lykkeligt.