En lille dreng, ikke meget mere end 12 år gammel, besteg trappen til det dunkle gods.
   Bygningen var holdt i en råhvid farve voldsomt kontrasteret af de sorte marmorsøjler ved indgangspartiet. Murværket og tagkonstruktionen var prydet med dunkle motiver af personer der bar sorgfyldte eller pinagtige grimasser. Det var ikke stedet en normal dreng på Ebens alder ville nærme sig indenfor bare tusind skridt.
   Ikke desto mindre forcerede Eben de 24 trin, der syntes alt for store til hans korte ben.
   Den store mørke kåbe han bar over sine skuldre hæmmede hans bevægelser, så Eben til sidst sank sammen på det øverste trin.
   Noget spidst stak ham bagi, så han rejste sig bandende op og rakte hånden ind under kåben til en af de mange hemmelige lommer. Eben fremdrog en kantet glasflaske og holdt den op foran sig. Flasken bar en mærkat med et afpillet kranium, der stillede et spottende grin op for beskueren.
   "Murglebergs ti minutters livsforlænger. Sådan en møgdrik!" skældte Eben og kastede flasken fra sig så den knustes på trappens næstsidste trin, hvor den efterlod en rygende, sort plet. En plet der var lige så mørk og dyster som Ebens humør.
   Det havde været en rigtig skidt dag. Eben var gået ned i byen for at lege med nogle af de drenge som godt kunne holde ham ud. De par stykker der nu engang var. De havde bygget en miniby af kreativt stablede småsten, men bedst som Eben havde færdiggjort stendiget rundt om hans minikirkegård, var Otto og hans slæng dukket op. De store drenge havde løbet igennem den opstillede by og råbt til de andre at de skulle komme med ned til søen ved kirken og bade. Med et slet skjult smil havde Otto bemærket at Eben da også måtte komme med, hvorefter den store, kluntede dreng var løbet leende videre.
   Eben havde stået og set støvet fra de mange ivrige fødder lægge sig før han var vendt om og gået hjem. De andre vidste udmærket at han ikke måtte komme ved søen. Eben havde spurgt sin far hundrede gange om hvorfor, men det var altid det samme svar.
   "Du vover på at nærme dig den kirkesø. Hvor tror du måske de får det hellige vand fra?" Og Eben vidste bedre end at stille sig i vejen for sin far.
   Ha, hvad sjov kunne der også være ved sådan en dum kirkesø? Eben var da ligeglad. Han kunne have det mindst ligeså sjovt herhjemme på godset. Det var bare et spørgsmål om at finde på noget at lave. Og i selv samme øjeblik dukkede noget op.
   Hoveddøren blev åbnet og en af tjenestefolkene kom ud slæbende på en stor kurv med vasketøj. Eben smilede for sig selv, men lod som om han ikke havde hørt nogen komme.
   Da tjeneren trådte forbi rakte Eben sin arm ud langs marmortrinet så personen tog den på hovedet ned af trappen, skarpt forfulgt af det løbske vasketøj.
   Til Ebens ærgrelse lød der ingen skrig eller beklagelser, og han sukkede opgivende. Det var det sørgelige ved godsets personale. Der var ikke rigtig liv i dem.
   "Eben!" Faderens stemme rungede tørt inde fra vestibulen. Den tunge kåbe han altid bar slæbte hen over gulvet, men dæmpede ikke de taktfaste trin der afslørede at han nærmede sig hoveddøren.
   Inden hertugen nåede ud havde Eben rejst sig og trukket hætten tilbage, forberedt på en ordentlig skideballe.
   "Eben Nekhara, hvad foregår der her?"
   "Den faldt ned af trappen," svarede Eben forsigtigt. Han så lige ud, direkte ind i den store kåbes mørke. Faderens skarpe, altseende øjne havde Eben ikke mod til at se ind i. Det gjorde ondt nok uden at gengælde blikket. "Det var mig der væltede den," mumlede han.
   Hertug Nekhara flyttede sit blik ned til tjeneren, der forsøgte at samle vasketøjet op ved hjælp af sin tilbageværende arm. Faderen sukkede.
   "Se nu der. Du brækkede dens arm af i faldet."
   "Den kan jo ikke mærke noget alligevel. Den er hjernelam."
   "Hjernedød," rettede hertugen. "Og det er ikke det der er problemet. Den zombie dur ikke mere som tjener. Jeg bliver nød til at sende den tilbage i graven i nat og genoplive en ny. Det er den tredje i denne måned, Eben. Så hurtigt dør de altså ikke nede i landsbyen. Ikke på naturlig vis, mener jeg selvfølgelig."
   Eben lyste pludselig op og så direkte i sin fars ansigt.
   "Må jeg komme med i nat, far? Må jeg ikke nok være med til at genoplive en?"
   Hertugen kneb øjnene tæt sammen så panderynkerne samlede sig stramt over næseryggen.
   "Nej," svarede han bestemt. "Du er ikke gammel nok til at være med, og jeg vil ikke have dig rendende rundt omkring mig mit i ceremonien."
   "Men far, jeg kan altså godt. Må jeg ikke nok?"
   "Nej," gentog faderen og fejede Eben til side med armen. "Du er ikke klar endnu. Og du kan godt holde op med det ynkelige tiggeri. Det egner sig ikke for en Nekhara arving."
   Eben trak surt hætten over hovedet for at skjule sin ærgrelse, mens han så faderen forsvinde ind i vestibulen.
   Han følte sig godt tilpas i kåbens mørke. Dens tætte omfavnelse gav Eben en sjælden tryghedsfølelse. Hvis han lukkede øjnene kunne han blive helt væk i sin egen lille verden. Han førte sine hænder ind i de modsatte ærmer for at lukke helt tæt. Her stødte hans fingre på en lille indsyet lomme med et sammenfoldet dokument. Hans smil vendte roligt tilbage.
   Eben havde alligevel sine egne planer den nat.