Otto, en af byens aftenvægtere, var på sin sædvanlige rute gennem Fjernstads stræder. Han var nået til Rosensgade på byens andet plateau. Normalt ville han bare spadsere igennem gaden og tænde de få lamper der endnu ikke var ødelagte, men denne aften stoppede Otto ved krydset af Rosensgade og den endnu ikke navngivne Østvej. Rosengades stenbelægning endte lige inden krydset, hvor der var gjort klar til at fortsætte vejbelægningen.
   Otto tog en sten frem af lommen. Den var på størrelse med hans grove knyttede næve og havde tynget ham noget på hans vej gennem byen. Otte havde gået sin patrulje hver aften i snart tredive år. Hans arbejdsgang var så rutinepræget at bare den mindste forstyrrelse kunne ødelægge hans rytme og dermed også hans humør i flere dage efter. Havde han gået meget længere med stenen i lommen var han nemt blevet halt, tænkte han og kastede den afprøvende op i luften et par gange. Den var for tung til at kaste langt med, men kunne nok udrette en del skade i hånden på en med en god kastearm.
   Aftenvægteren nåede den sidste række brosten inden vejkrydset. Han så undersøgende på stenene og placerede med velovervejet omhu hans sten i en tom plads i rækken. Størrelsen var rigtig men der var noget anderledes ved overfladen. Den var lidt grovere og en smule skæv. Otto samlede den op igen og kløede sig funderende under den tunge sorte hjelm.
   En stemme fra hjørnet kaldte på ham.
   "Godaften, Otto," lød den barkede stemme, der tilhørte Jens Vejsmed, en tætbygget dværg med et vejrbidt ansigt. "Hvis du overvejer at gå mig i bedene kan jeg anbefale en bedre leverandør."
   "Nej, min gode Vejsmed. Jeg tror ikke byen finder nogen bedre mand…undskyld, jeg mener selvfølgelig dværg, end dig til at pryde Fjernstads gader."
   Dværgen gryntede fornærmet:
   "Jeg tilgiver dig dit uheldige ordvalg. At man ikke finder nogen bedre mand er jo selvsagt, mennesker genkender jo ikke et godt stykke klippe om det så landede på hovedet af dem."
   Otto kendte udmærket Jens Vejsmed. Hans barske tone skræmte ham ikke. Han vidste godt at dværge er nogle tilbageholdende væsener når det gælder at udtrykke deres følelser. Når en dværg vrisser er det et typisk tegn på velvære. Verden er af lave hvis der på ethvert givet tidspunkt ikke er et eller andet at brokke sig over.
   "Jens, man har fundet den her sten i borgmesterens hus. Den blev kastet igennem hans soveværelsesvindue for en time siden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om det var en sten du havde hugget." Otto rakte stenen til dværgen, der kiggede uinteresseret på den.
   "Jeg kan da ikke huske hver en sten jeg har hugget," svarede Jens, udmærket klar over at det kunne han godt. "Men denne her er som du kan se fyldt med fejl og helt ubrugelig i mit arbejde."
   Otto lagde mærke til en bunke med færdigt huggede sten, der var stablet med pinlig præcision. Den lå til højre for Jens Vejsmed og var dækket af et groft stykke lærred. Bag bunken lå endnu en bunke sten. Disse sten lå helt tilfældigt henkastet og udækket. De var grove og hakkede, og Otto's sten så mere ud til at høre hjemme i den bunke.
   "Den bunke med kasserede sten," begyndte Otto, "kunne nogen komme forbi og "låne" nogle af dem? Jeg mener, du skal vel næppe bruge dem til noget og så slipper du for at skille dig af med dem."
   "Arh de kasserede sten har jeg jo slet ikke øje på. Men mærk dig mine ord, jeg giver ikke mit håndværk væk. Om der forsvinder nogen fra den bunke, det kan jeg jo ikke holde styr på. Men det er sikkert og vist, at hvis nogen gik og lirkede sten ud af mine kunstværker, og så er jeg ligeglad med om det var borgmesteren selv, så ville personen snart opdage at Jens Vejsmed svinger en 30 punds økse lige så let som han svinger en hammer og mejsel." Jens knoer blev helt hvide og hans ansigt blev så rødt som hans enorme fuldskæg. Tanken om at nogen skulle ødelægge hans gadekunst var nok til at sætte hans blod i kog.
   Otto lod den ophidsede dværg få et øjeblik til at køle ned inden han fortsatte. "Jeg tror måske du ved hvem der kastede stenen, Jens. Der var bundet en seddel på stenen hvor der stod: "DVÆRGNES VEJ FRAM! Det ik' højden men Drøjden der tæler." At dømme efter grammatikken er det jo nok en bette knægt vi taler om. Men det er da sloganet fra jeres dværgklub, Fremad (ikke op), er det ikke?" Otto kunne se på Jens at han havde fået ram på noget. Jens vidste udmærket hvad der havde været gang i oppe ved borgmesterens hus, men han havde næppe været med til det.
   "Det er jo bare drengestreger." Jens slog bagatelliserende ud med hænderne, men kom så til at tænke på noget og trykkede med sin pegefinger på siden af næsen. "Otto, du har jo snart tredive års jubilæum. Jeg tænkte at jeg kunne afbillede din profil i krydset af Vestervænget og Gammelnokvej. Jeg kunne lave et flot værk på 64 gange 64 sten. Hvad siger du? Du kunne få et kryds opkaldt efter dig." Jens Vejsmed blottede i et smil sine tænder under det tykke røde skæg. Ikke umiddelbart et indbydende smil, men sådan er det nu engang når man har levet det meste af sit liv på gaden."
   "Jeg synes det lugter af bestikkelse. Men jeg er smigret."
   "Glem smigeren. Med din næse havde jeg måtte lave profilen i 64 gange 128 sten."
   Otto ignorerede kommentaren. "Jeg beholder stenen til videre bevisførelse. Så ender den i hvert fald ikke hos borgmesteren igen. Men jeg har tænkt mig at holde øje Jens. Jeg vil ikke se andre stenhuggere på gaden end dig."
   Otto fortsatte rundt om hjørnet og stoppede op. Han tog stenen op i hånden, stod og tænkte et øjeblik og kastede så stenen væk. Han trak op i sine bukser, drog et lettelsens suk og fortsatte så på sin vanlige patrulje.