På Restaurant de Gaulle klokken 19:04
   "Undskyld, det er vist min mobil."
   "John! Vi aftalte at lade arbejdet ligge derhjemme."
   "Nu kan jeg lige så godt høre hvem det er...hrm...ja, det John."
   "Hjælp mig!"
   "Hv-hvem taler jeg med?"
   "Far, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hjælp mig!"
   "Mia? Mia, hvad sker der?"
   "John, hvad er det? Du er jo helt hvid i hovedet."
   "Han kommer nu... han kommer efter mig. Ligesom han gjorde ved de andre. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!"
   "Hvem kommer Mia? Hvor er du he...hvem var det der skreg?!"
   " ..."
   "Mia...Mia?"
   "John, hvad sker der?"
   "..."
   "MIA!!!"

Halvanden time tidligere
   Mia lagde den håndbroderede påskedug på bordet og glattede med fast hånd folderne ud. Hun manglede bare de sidste forberedelser inden påskefrokosten.
   Hun åbnede posen med de små påskekyllinger og hev en enkelt op. Med et lunt smil betragtede hun de skæve piberenserben og det enlige øje der havde mistet sin sidemand. Den hjemmelavede påskekylling var egentlig et sørgeligt syn, men Mia huskede hvor sjovt det havde været at lave dem. John, hendes far, havde altid været så fingernem.
   Hun var begyndt at kalde ham John for et år siden nu. Hun ville ikke længere acceptere ham som sin far. Ikke efter sandheden var kommet frem sidste forår.
   Hun havde haft om blodtyper i biologi og pludselig var det som om et tæppe var blevet trukket væk under hende. John var ikke hendes rigtige far. Mias mor insisterede på at hendes biologiske far var helt ude af billedet. At han var ligegyldig. At hun bare skulle glemme ham, men Mia følte pludselig at hun manglede en vigtig brik i sit indre. Hun ville ikke længere kalde John for sin far. Mias mor havde grædt resten af dagen og John var aldrig rigtig blevet den samme igen.
   Mias gode veninde Bitten drejede om hjørnet inde fra køkkenet og kom ind i stuen. Et par glasflasker klirrede da de blev sat på bordet.
   "Jeg gik lige forbi tanken og købte et par stykker," sagde Bitten mens hun åbnede to flasker Bacardi Breezer. "Ha, de spurgte ikke engang hvor gammel jeg var."
   Mia smilede ad veninden. De havde kendt hinanden siden første klasse.
   "Du er jo også 15 år. Det er jo ikke ulovligt."
   "Næh, men det var første gang jeg købte sprut, så jeg havde li'som forventet noget mere drama."
   Mia tog imod flasken. Tøvende skævede hun over på veninden, der slugte en tredjedel af indholdet og sukkende satte flasken på bordet.
   "Ah, det smager godt. Det er jo li'som en sodavand."
   Ja tak, tænkte Mia, men forskellen kunne være slående. Hun havde haft rigelig nærkontakt med toiletkummen på grund af den lokkende søde smag. Alligevel sagde hun ikke noget, men tog en lille slurk og satte smilende flasken fra sig.
   I samme nu ringede det på døren.
   "Nu kommer de," gispede Mia og stivnede med blikket rettet mod entréen.
   Bitten rystede på hovedet af veninden der ikke rørte sig ud af stedet. "Ingen panik. Jeg åbner." Hun sukkede opgivende og sprang ud i entreen for at lukke op.
   Skælvende slog Mia sig ud af sin trance, så op og ned af sig selv og derefter rundt i stuen. Det er for barnligt, tænkte hun. Det er simpelthen for barnligt. Panisk greb hun ud efter påskekyllingerne og prøvede at få dem gemt af vejen i en skuffe. Hun skulle til at flå påskedugen af da hun hørte et ordentligt bump og Bitten der skreg ude fra entréen.
   Mia glemte påskepynten og løb ud til veninden. Hendes puls dunkede pludselig i højt tempo. Hvad var der sket? Hvorfor skreg hun?
   Det der mødte hende var et kor af hysterisk latter.
   "Hold kæft hvor er I dumme! Jeg blev pisse forskrækket." Bitten stod presset op af væggen og råbte af Lena og Charlotte der stod og hylede af grin i døråbningen. På gulvet lå en lyserød påskehare i voksenstørrelse og spærrede indgangen.
   Mia så uforstående hen på Lena der med mislykkedes elegance stavrede hen over påskeharen.
   "Hvor i alverden har I fundet sådan en stor bamse?" spurgte Mia uforstående.
   Charlotte der stadig lænede sig op af dørkarmen knækkede sammen i et nyt grineflip. Mia var ikke i tvivl om at de havde drukket på vejen herhen.
   "Det sgu' da ikke nogen bamse," svarede Charlotte med sløret stemme. "Det skulle da lige være ham der er indeni!" Hun holdt den ene hånd frem som en klo og knurrede som en tiger.
   Mia gjorde store øjne. Ham der er inden i? Hun var ikke glad for den drejning situationen var ved at tage.
   "Bare rolig," hikkede Lena ved siden af hende. "Det er et kostume. Han stod faktisk lænet op af din hoveddør, så vi troede først at du havde hyret en stripper."
   "En stripper?" udbrød Mia med et hvin da hendes stemme af bar chok gik i overgang.
   "Nej, det havde vel også været for meget at forlange," bemærkede Lena og rullede med øjnene. "Desuden stinker han langt væk af sprut, så det er vel bare en eller anden tigger der sover brandert ud på jeres dørtrin."
   "Havde I tænkt jer han skulle sove den ud her?" udbrød Bitten forfærdet. "I ved godt Mias forældre ikke er hjemme?"
   "Det ved vi da godt," svarede Lena og gik ind mod stuen. "Det sgu' da derfor vi er kommet."
   Mia mærkede et stik ved den udtalelse, men valgte at sluge sin stolthed. Det havde været Lenas ide at holde en fest da hun overhørte Mia fortælle Bitten at hun skulle være alene hjemme. Lena og Charlotte var de to piger i klassen alle andre bare fulgte i hælene på, og Mia havde set det som en stor chance for at kravle op ad rangstigen. Nu var hun begyndt at komme i tvivl.
   Charlotte, der var kommet sig over sit anfald, var nu ved at kante sig uden om manden i påskedragten. Hun fik overbalance og måtte støtte sig til den modsatte væg. Smågrinende møvede hun sig sidelæns indtil hun var kommet forbi forhindringen. Så rettede hun sig op, trak sin top på plads og stirrede Bitten i øjnene med et fjoget smil.
   "Vi havde faktisk tænkt os at hælde noget mere i ham, indtil han var så langt væk at vi kunne hive dragten af ham."
   Bitten snørede læberne sammen og trak hovedet til side for at undgå hendes ånde. Mia så ned på påskemanden.
   "Hvad vil I da gøre ved ham?"
   "Ved ham?" Charlotte svajede da hun vendte hovedet mod Mia. "Det er dragten vi vil ha'. Den er vildt sej, li'som lidt Dolph-agtig. Ham der triller vi bare ud på gaden igen hvor vi fandt ham."

Hvornår var det lige at det var begyndte at gå galt, tænkte Mia uden at vide at det ikke var sidste gang den aften hun ville tænke sådan. Bitten havde kastet sig over de der sprut sodavander hvilket Mia vidste at hun ikke kunne tåle. Og selvom Mia havde lovet sine forældre at de bare skulle hygge og se film, var Lena nu kommet med en posefuld af diverse sprutflasker fra hendes fars skab. Og for at det ikke skulle være løgn måtte hun nu slæbe en fyr i lyserød kanindragt ind i sofaen med ihærdig men ganske unyttig hjælp fra Charlotte der ikke syntes at kunne mønstre andre kræfter end lattermusklerne.
   Endelig fik de bugseret påskemanden op i siddende stilling midt på sofaen. Som han sad der mindede han mest af alt om en af de kæmpe bamser man kan vinde i et omrejsende tivoli. Det var svært at forestille sig at der var en fremmed mand inden i.
   "Uhm, han er dejlig blød." Charlotte var landet lige ved siden af ham og sad nu og kælede for hans lår. "Skal vi ikke tage hovedet af?"
   "Nej, for helvede," udbrød Lena, "tænk hvis han er en gammel tudse. Lad ham sidde til han er faldet ordentligt i søvn."
   Lena begyndte at tømme sin pose og placerede flaskerne i en bunke midt på bordet.
   Mia så med store øjne på de fremmede flasker, men kom så i tanke om hendes forberedelser.
   "Jeg tænkte at vi kunne spise først, og så..."
   "Vi har spist," afbrød Lena. "Vi købte nogle hotdogs på tanken, men har du ikke nogle chips?"
   "Joh, men jeg har lavet mad og..."
   "Og noget dip," råbte Charlotte. "Vi kunne virkelig godt bruge noget dip, mig og min kaninfætter her."
   "Jo selvfølgelig, men øhm..." Mia så på Bitten efter hjælp, men hun trak bare på skuldrene og vendte sig mod den spændende spirituøse verden der fyldte sofabordet. Mia bandede indvendigt, men gik alligevel ud i køkkenet efter chips og den hjemmelavede dip i køleskabet.

De havde siddet i en time nu og spillet et slags sandhed eller konsekvens drikkespil. Mia gjorde alt hvad hun kunne for ikke at komme til at drikke, og når hun endelig skulle tog hun kun en lille tår af den drink Lena havde hældt op til hende. Den var helt sikkert for stærk til hende. Sodavand havde i hvert fald ikke været hovedingrediensen. Efter hun havde smagt den de første par gange, havde hun listet ud i køkkenet med glasset og byttet indholdet ud med ren cola fra køleskabet. De andre var for fulde til at opdage det.
   Lidt knasende radiomusik lød fra den gamle båndoptager hun havde arvet af sin bedstefar. Det var den helt gamle slags med indbygget mikrofon, og hun havde selv optaget musikken de hørte nu ved at holde mikrofonen ud for Johns radio på værkstedet. Hun havde også selv indspillet et par sange, men de bånd var gemt langt væk i dag. Det var nok at de havde leet af den åbenlyse mangel på en cd-afspiller i hjemmet. Men Mia havde en nostalgisk tilknytning til båndoptageren og det var den eneste måde de kunne høre musik i stuen.
   Påskemanden sad stadig tungt i sofaen. Der var heldigvis ikke sket så meget med ham siden de var kommet. Kun et par fjollede diskussioner hvor Charlotte kom med perverse bemærkninger og Lena cuttede hende af med konklusionen om at han bare skulle dumpes ude på gaden. Men påskemanden selv havde ikke rørt på sig overhovedet.
   En pludselig tanke slog Mia. Hun rejste sig med et sæt og hev Bitten med sig ud i køkkenet. Bitten havde af mangel på erfaring ikke holdt sig tilbage med drinksene og mistede sit fodfæste et par gange undervejs. Med et fast greb under hendes arm førte Mia veninden frem og slap hende først da de var kommet ud i køkkenet så hun kunne læne sig op af disken.
   "Bitten, det går ikke det her. Det er helt ude af kontrol."
   Bitten gled langsomt ned af disken, men Mia hankede op i hende igen.
   "Bitten!"
   "Hmm," svarede hun sløvt.
   "De to derinde er stangstive og har ikke styr på noget som helst, for ikke at nævne dem selv."
   "Mia, jeg ... åh..."
   Mia så ind i stuen hvor Lena var flad af grin over Charlotte der havde hevet toppen helt op over brysterne og provokerende dansede foran den bevidstløse påskehare.
   Mia var ved at være godt rasende over venindens ligegyldighed. Det var så irriterende at stå alene med det her. Hun vidste ikke om hun kunne magte det.
   "Bitten, jeg lovede min mor en rolig videoaften og nu er der to plørefulde piger og en fremmed mand i kanindragt i hendes stue."
   "Mia ... jeg ved ikke om ... åhh."
   Hun hankede atter op i den slatne veninde.
   "Der sidder en fremmed mand i min mors sofa. Han har ikke rørt sig i over en time. Jeg ved ikke engang om han trækker vejret!"
   "Mia, jeg har det altså rigtig dårligt."
   "Bitten, der sidder en død mand i min sofa! Hvordan fanden tror du jeg har det?!"
   Bitten svarede ikke, men holdt sig for munden, gjorde store øjne og løb forbi Mia ud gennem køkkendøren.

Mia holdt Bittens hår tilbage imens hun fik afløb for hendes indre.
   Hun stod og overvejede hvordan hun kunne forklare det for sin mor. Måske kunne hun bare feje brækket væk. Nej, det kunne nok stadig ses. Hun måtte håbe på lidt regn i nat.
   De sad og snakkede i et stykke tid udenfor. Bitten var meget ked af det og græd hele tiden, men hun var stadig meget påvirket, og Mia blev enig med sig selv om at de måtte snakke ordentligt i morgen.
   Hun skubbede køkkendøren op og hjalp Bitten over dørtrinet. Hun ville gå ind til de andre og fortælle dem at Bitten var syg og at hun ville ringe efter hendes forældre. Så skulle de nok smutte i en fart. Hun kunne bare ikke forstå hvorfor døren føltes så fandens tung.
   Bittens skrig gennemtrængte hele huset da Mia smækkede døren i og afslørede Charlottes krop der slapt hængende fra en knage klaskede mod køkkendørens bagside. Mia snublede forskrækket og tumlede halvt siddende væk fra døren. Hun prøvede chokeret at kontrollere sin vejrtrækning der var så anstrengt at hun ikke kunne skrige. Men hun kunne ikke få øjnene fra liget på knagen.
   Charlotte hang, Mia forstod ikke hvordan, men hun hang helt tydeligt fra de knager der var skruet fast i køkkendøren. Charlottes top var stadig trukket op og samtidig var hendes bukser blevet hevet ned så hun var blottet fra anklerne og op. Som en grotesk nøgenmodel hang hun der, helt urørt på forsiden, men blodet dryppede et sted fra hendes ryg og dannede en pøl på gulvet. Hendes forvrængede ansigt var tydeligt gråt bag den oversminkede facade og stod i dyb kontrast til hendes hals der havde kraftige røde mærker.
   Bitten, der var holdt op med at skrige, stod nu lænet ind over køkkenvasken og hostede og hakkede i et forsøg på at kaste noget op der ikke var der.
   Mia havde lyst til at gå hen og dække hende til. Nej, hun havde faktisk lyst til at gå hen og åbne døren og løbe sin vej, men hun kunne ikke få sig selv til at nærme sig sin gamle klassekammerat.
   En hånd tog fat i Mias skulder. Hun fór forskrækket sammen.
   "For helvede, Bitten. Du må sgu' ikke forskrække mig sådan."
   Bitten pegede bare ind i stuen.
   Påskemanden! Han sad der endnu.
   Mia gik langsomt ind i stuen, som om hun var bange for at larmen fra hendes trin ville udløse flere frygtelige hændelser.
   I stuen var sofabordet væltet og der lå flasker spredt over hele gulvet. Lena var ikke til at se nogen steder.
   Påskemanden sad præcis som de havde efterladt ham. De store hareøjne så direkte ud i lokalet, tomme og triste. Den lyserøde pels var lige så filtret som den hele tiden havde været, men...der var et eller andet anderledes. Mia kneb øjnene sammen for bedre at se hvad det var. Et stykke under halsen var der nogle underlige misfarvninger. Det var ikke umiddelbart til at se, men der var nogle rødlige pletter imellem det lyserøde. Nogle blodrøde pletter.
   Med et skrig kom Bitten farende ud fra køkkenet. Det var ikke et forskrækket skrig som tidligere, men et arrigt beslutsomt skrig. Mia nåede lige at kaste sig til siden, da veninden løb forbi hende med en af de skarpe knive fra køkkenet hævet over hovedet.
   "Nej! Bitten, stop!"
   Bitten sprang frem og jog kniven i brystet på påskemanden.
   "Dø, din morder! Dit dumme svin!" Hysterisk stak hun igen og igen. Kniven blinkede først i skæret fra lampen, men blev efterhånden oversmurt af den matte røde substans fra kanins indre. Endelig sank Bitten overvældet sammen og efterlod hulkende kniven i påskemandens bryst.
   Mia kravlede i trance hen til veninden og holdt om hende, mens hun prøvede at hive hende op og stå. De var netop kommet på benene da Mia gled i en flaske så de væltede bagover og landede i lænestolen.
   Bitten hulkede videre ovenpå Mia, men Mia stirrede over på påskemanden der langsomt gled sidelæns påvirket af de mange stik.
   Hun ruskede hidsigt i veninden.
   "Bitten! Bitten, for helvede. Se!"
   De så begge to påskemanden vælte sidelæns og ramme ned i armlænet så dragtens hoved faldt af og landede på gulvet med et hult bump.
   Et gisp var det eneste der forlod deres læber da de tavse stirrede på det livløse ansigt. Lenas rødsprængte øjne stirrede tomt tilbage.
   Der var helt stille. Ingen af dem sagde et ord. De havde kun været ude af huset i tyve minutter, og nu var de alene med en mand der havde myrdet deres to veninder, og de anede ikke engang hvordan han så ud.
   Bag sig hørte Mia pludselig en svag knirken. Hun drejede hovedet mod køkkenet. Ingenting. Hun hørte lyden igen. Langsom og rytmisk som fodtrin. Hun vendte hovedet mod gangen. Stadig ingenting. Lyden blev ved. En rytmisk knirkende lyd.
   Så fik hun øje på båndoptageren. Når der var helt stille kunne man høre den slidte mekanik knirke fra dens indre. To af dens store knapper var trykket i bund, "Play" og "Record". Det betød at den var ved at optage.
   Mia sprang op af stolen, stoppede båndoptageren og trykkede "Rewind". Hvis den havde optaget hele tiden kunne de måske høre hvad der var sket. Hun stoppede og trykkede "Play". Bittens skrig lød skrattende fra den lille højtaler. Mia spolede videre tilbage og så på Bitten der heldigvis ikke reagerede, men bare stirrede mod Lenas livløse ansigt.
   Da Mia igen trykkede "Play" var højtaleren tavs og stuen fyldtes af en kold stilhed kun afbrudt af båndoptagerens rytmiske knirken. Mia skulle til at slukke da en fremmed stemme begyndte at synge fra højtaleren. Stemmen var meget hæs, næsten hviskende:

Der har været en lille påskehare
   Den har lavet påskeskæg
   Og jeg ved selv hvem der har bragt den
   For jeg har nemlig dræbt dem.
   Kig oppe kig nede
   I skal bare lede
   Kig ude kig inde
   Se om I kan finde
   Jeres påskeskæg
   Mia stod helt lamslået og stirrede tomt ud i luften. Kuldegysninger gennemrystede hendes krop og tårer af desperation vædede hendes kinder. Hun følte sig håbløst alene. Stod bare med lukkede øjne og håbede, ja nærmest forventede, at når hun åbnede dem igen ville mor og John stå klar med deres beskyttende omfavnelse. Åh, hvor hun manglede dem lige nu.
   En pludselig indskydelse overhalede følelsen af den tiltagne panik. Telefonen!
   Mia tørrede hastigt tårerne væk og åbnede øjnene. Hun turde næsten ikke håbe at morderen havde glemt telefonen, men bare tanken om at høre sin mors betryggende stemme lige nu fik hende til at se efter.
   På et lille telefonbord stod opladeren, der forbundet til telefonstikket, kommunikerede med den trådløse enhed. Men opladeren var tom!
   Mia drejede hastigt rundt om sig selv i et forsøg på at overskue stuen og finde den lille telefon. Hun vidste at hun sidst havde brugt den her i stuen. Den måtte være her.
   Den var ikke til at få øje på, men Mia opgav ikke med det samme. Hun gik hen til opladeren og trykkede på søgerknappen.
   Det tog et par sekunder før Mia hørte ringetonen fra den trådløse telefon. Hun stod helt stille for bedre at kunne høre den. Den var ikke i stuen. Det var lyden alt for dæmpet til. Hun gik langsomt ud mod entreen. Det tog lidt tid, men pludselig var hun ikke i tvivl længere.
   Det kom fra 1. sal.
   Med et opblusende gnist af håb løb hun ud mod trappen i entreen. Hun kastede et hurtigt blik mod Bitten der stadig stirrede forstenet på Lenas slappe ansigt, inden hun sprang op af trappen.

Da Mia nåede 1. sal stirrede Bitten fortsat frem for sig, ikke på Lena som Mia havde antaget, men på noget bag stuens lange lyse gardiner hvor den sene aftensols døende stråler afslørede at hun ikke var alene.

Mia opdagede telefonen allerede halvvejs oppe ad trappen. Den lå midt på gulvet et par meter fra det sidste trin og ringede højlydt.
   Uden at undres kastede hun sig over telefonen i håb om at få kontakt med nogen så hun ikke længere var alene i dette mareridt.
   Med hjertet i halsen og håbet i hænderne tastede hun febrilsk nummeret til Johns mobil. Endelig begyndte telefonen at ringe op. Hun sukkede lettet. Forbindelsen var ikke blevet klippet.
   "Ja, det John."
   Pludselig lød det navn så fjernt i hendes ører. Manden hun altid havde kaldt far. Lyden af hans stemme fik tårerne til at løbe igen. Hendes hals snørede sig tæt sammen. Hun var kun i stand til at ytre nogle enkelte ord.
   "Hjælp mig!"
   "Hv-hvem taler jeg med?"
   Hans stemme var så langt væk. Men hun havde virkelig brug for ham nu. Hun havde brug for sin far. Bare han kunne holde om hende og roligt viske i hendes øre at alt var som det skulle være.
   "Far, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hjælp mig!"
   Mia? Mia, hvad sker der?"
   Mia kunne ikke længere holde sig i ro. Tankerne om alt hvad der var sket de sidste tyve minutter var nok til at sende hende ud i et voldsomt anfald af tårer og gråd. Hulkende prøvede hun at fremstamme nogle sætninger så hendes far kunne forstå hvad der skete.
   "Han kommer efter mig. Ligesom han gjorde ved de andre. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!"
   "Hvem kommer Mia? Hvor er du he..." Mia hørte et skrig nede fra stuen.
   "Hvem var det der skreg?!"
   Mia kom i tanke om Bitten nede i stuen. Hun havde mest lyst til at knuge sig til telefonen og få sin far til at love at der intet kunne ske hende, men hun kunne alligevel ikke efterlade Bitten alene.
   Hun følte det som om alle kræfter i hendes krop var blevet tappet for energi, men rejste sig alligevel, stak telefonen i lommen og gik forsigtigt ned af trappen.

Mia nåede kun et par trin ned før hendes frygt fik hende til at springe. To trin ad gangen. Hendes udsyn blev sløret af de skarpe halogenpærer i entreen der blændede hendes våde øjne, men hun vidste præcis hvor mange trin der var. Hun var vokset op i dette hus. I dette hus hvor hun nu for første gang i sit liv følte sig bange og alene.
   For enden af trappen svang hun sig rundt i gelænderet og var stadig i fuld fart da hun nåede stuen.
   Som ramt af en usynlig mur bremsede Mia chokeret op lige inden for stuedøren. Lige der foran hende stod påskemanden og for første gang så hun ham uden hans forklædning. Han stod bøjet over Bittens nu slappe krop, men rettede sig op og stirrede direkte på Mia.
   Han var en muskuløs mand iklædt nogle slidte joggingbukser og en beskidt T-shirt. Det så ikke ud som et sæt tøj nogen ville lade sig genkende med på gaden og Mia forstod præcis hvorfor da hun læste teksten på brystet af T-shirten. Anstalten ved Herstedvester.
   Chokeret begyndte Mia at cirkle rundt langs stuens væg. Hun fastholdt sit blik mod mandens der fulgte hende rundt. Hans ansigt var hærget og usoigneret. Men det der virkelig fik hende til at gyse var hans øjne. Mia kunne ikke se nogen farve i dem. De var bare mørke og de borede sig uhyggeligt ind i hendes sjæl. Han sendte hende et smil før han talte med en silkeblød stemme der stod i dyb kontrast til hans fremtoning.
   "Mia, jeg er glad for at se dig. Jeg troede et øjeblik at du var for bange til at komme ned."
   Mia holdt sig stadig langs væggen mens hun langsomt nærmede sig sofaen. Manden snakkede bare videre. Hans stemme var helt rolig som om de holdt en venskabelig samtale under hyggeligere omgivelser.
   "Det er et fint lille hus I bor i. Du ser også ud som om du er vokset op til at blive en fornuftig tøs." Han tog en pakke cigaretter og en lighter op af lommen og satte sig på armlænet af stolen hvor Bitten lå henkastet uden at trække vejret.
   "Ikke som hende luderen ude i køkkenet. Hvis hun havde været min tøs skulle hun nok have fået et par sandheder at mærke." Han pulsede kraftig på sin smøg og gav Mia et sigende blik.
   "Ved du at din mor aldrig har sendt mig et eneste billede?"
   Mia forstod ikke rigtig hvad han sagde. Hun var ikke interesseret i at lytte. Hun ville bare have det her mareridt til at ende. Hendes fod stødte ind i sofaen, men hun holdt blikket på manden der fortsatte sin monolog.
   "Før i tiden sendte hun breve. Hver dag. Og hun besøgte mig. Hver weekend." Han sukkede dybt så det stod ud med røg i den ellers røgfrie stue. "Vi havde nogle skønne weekender kan du tro. Din mor forstod virkelig at få en mand til at føle sig værdsat. Hvis du forstår hvad jeg mener."
   Mia havde svært ved at trække vejret nu. Hun ville ikke høre mere. Hun kunne ikke tage den måde han bare sad helt afslappede og snakkede om hendes mor. Det fik hende til at koge indvendig. Hendes mor kunne da ikke have noget som helst med denne psykopat at gøre. Hun ville have fortalt det. Ligesom hun havde fortalt at John ikke var hendes rigtige far. Hun stoppede op mens tanken kastede sig tilbage som et ekko. Ikke var hendes rigtige far...ikke hendes rigtige far...
   Manden opfangede hendes tøven.
   "Har din mor aldrig fortalt dig sandheden? Har hun aldrig fortalt dig hvem der er din rigtige far?"
   Mia slog øjnene ned, lukkede hånden om knivskæftet og trak den fri af kanindragten. Hun gispede forfærdet da hun mærkede kniven forlade Lenas kød. Efter en dyb indånding åbnede hun øjnene og rettede det skarpe blad mod morderen i midten af stuen.
   "Du er ikke min far. Jeg har en far og det kan aldrig blive dig!" snerrede Mia vredt og bevægede sig videre forbi sofaen så hun kom fri af sofabordet. Manden rejste sig fra stolen og smed ligegyldigt cigaretstumpen fra sig. Det var tydeligt at han ikke anså Mia for en trussel.
   "Hun kunne have sendt mig nogle billeder. Givet mig en chance for at følge med i din opvækst." Han hævede stemmen så han næsten råbte. "Hun rev dig ud af mit liv! Men nu er det slut. Du kommer med mig på den ene eller anden måde."
   Mia svarede ikke. Hun havde troet at hun ville føle et naturligt bånd når hun engang mødte sin biologiske far. Men den tanke var helt væk nu. De eneste følelser hun kunne rette mod manden i hendes stue var had og dyb foragt. Hun ville have ham ud af sit liv, præcis som hendes mor havde ville det.
   Nu var der helt stille i huset. De stod blot og så hinanden afventende i øjnene. Hans mundvige spredte sig dirrende i et lukket smil, mens øjnene, sorte og følelseskolde, fastholdt hende handlingslammet så hun kun kunne gengælde blikket.
   Et skingert skrig bag manden afbrød tavsheden. Med et spjæt vendte han sig mod kilden.
   Det var det øjeblik Mia havde ventet på. Bittens skrig fra den stadigt kørende båndoptager var nok til at fange morderens opmærksomhed og nok til at Mia kunne nå at kaste sig frem og plante kniven dybt i ryggen på den undvegne fange.
   Hun landede tungt på gulvet med en kraft der slog luften ud af hendes lunger.
   Gispende så hun sin biologiske far synke i knæ og holdt blikket på ham indtil han faldt forover og blev liggende ubevægelig. Mia lå og hev efter vejret da stuen begyndt at snurre rundt og langsomt kollapse ind over hende. Hun ville løfte armene for at beskytte sig, men de var for tunge og hun var for træt, alt for træt. Hun lukkede øjnene og forlod mareridtsverdenen.

Mia vågnede ved følelsen af et par stærke arme der omsluttede hende, og hun genkendte straks duften. Stadig udmattet puttede hun sig ind i omfavnelsen og lukkede atter øjnene i, men denne gang var det med et smil af tryghed inden hun sagde:
   "Undskyld ... far."