En lang skygge bevægede sig henover det rodede skrivebord på overvagtmester Jørn Thornsteds kontor. Det var hen på de sidste aftentimer og solen kunne netop formå at kaste nogle standhaftige stråler ind over vindueskarmen.
   Jørns barkede fingre trippede tankeløst under bordkanten mens han betragtede en gumpetung edderkop og dens skygge bevæge sig henover det barske landskab i form af hans papirarbejde. En stak papir formede sig til et stramt rullet rør i hans hænder. Jørns øjne slap ikke det ottebenede insekt, hvis ene ben var kommet i klemme mellem en gammel avis og en brevvægt. Stadig fastholdt han blikket mens han hævede det primitive våben over hovedet klar til slag.
   Men i stedet for at slå sænkede han armen igen og med et opgivende suk rullede han papirstakken ud. Det var bagerjomfru Sidses klagesag fra sidste måned. Overvagmester Jørn Thornsted måtte se at få arbejdet færdiggjort, så edderkoppens dom måtte vente.
   Jørn begyndte igen at læse sagen igennem. Det var mindst fjortende gang at han var begyndt, men også denne gang flyttede hans øjne sig fra arbejdet. Det var fornemmelsen i hånden da han havde hævet sit tillempede våben til slag. Den snurrede stadig og mindede ham om de dage hvor han selv havde patruljeret som vægter i Marestads gader.
   Han så hvileløst rundt på kontorets vægge indtil hans blik fæstnede sig på de ophængte våben over fyrretræskommoden. Et smil bredte sig over de ru kinder i takt med at minderne væltede ind over ham. Der var jernhalskraven han så tit havde placeret solidt om nakken på drukkenbolte og ballademager, der gik direkte imod vægterens anvisninger. Og der var den store morgenstjerne han havde støttet sig op af på de lange nattevagter, og hvis blotte tilstedeværelse kunne få de værste bisser til at dreje om på stedet. Han savnede den tid. Han savnede at gå ude på gaderne og gøre en forskel. At opretholde ro og kæmpe for freden.
   Det eneste han kæmpede for nu var ikke at falde i søvn over papirarbejdet. Og så selvfølgelig at få vagtkorpset til at køre rundt og det var sin sag nu om dage. Det var ikke mange folk han havde at gøre godt med og dem han havde ... Jørn rullede med øjnene og rystede på hovedet. Desværre betød den bevægelse at han fik øje på bagerjomfru Sidses klagesag fra sidste måned foran ham. Jørn sukkede og begyndte at læse sagen for femtende gang og for femtende gang tabte han koncentrationen.
   Hr. Jügels Juvel Junta! Han havde fået beskeden for en god time siden. En meget forlegen knægt var kommet ind på kontoret og havde fortalt ham hvordan han var kommet til at smadre ruden til butikken under et boldspil. Det var egentlig en god dreng og Jørn havde klappet ham belønnende på skulderen. Men butikken var jo blottet og den måtte bevogtes indtil de kunne få fat i Hr. Jügel. Det var det der bekymrede Jørn nu. Han havde sent vægterne Harry Bladny og gamle John Egestamme. Begge var gamle i faget og det var netop det der bekymrede Jørn. De havde en tendens til at tage lidt for roligt på mange af de opgaver de blev stillet. Overvagtmesteren blev helt varm og svimmel ved tanken om flere klagesager til sin samling. Han måtte tage færde, men han havde allerede arbejde nok til de næste mange timer. Han så ned på bagerjomfru Sidses klagesag fra sidste måned og drog et suk af udefinerbare proportioner.

Nu kan man sige meget om edderkoppers generelle intelligens, men det tæller til deres favør at netop denne store, om end lidt slatne, edderkop valgte at spæne mod nærmeste revne i væggen, da overvagmester Jørn Thornsted pludseligt rejste sig, påførte sig sin kappe og hastigt drog sin morgenstjerne ned fra væggen. Det er muligt at det kan tilskrives overlevelsesinstinkt, men blikket i Jørns øjne var der ikke til at tage fejl af, selv for en edderkop.

Vægterne Harry Bladny og John Egestamme havde forladt deres, efterhånden, faste post udenfor Ølhunden. Det var jo ikke fordi de stod der for at drikke øl, de var jo på tjeneste. Men ofte fik synet af dem nogle mennesker til at indse at de nok havde fået nok for i aften, for derefter at overgive deres øl i vægternes forvaring. Denne aften var de kun gået forbi baren da de jo skulle på opgave ved Hr. Jügels Juvel Junta og Ølhunden alligevel lå et godt stykke vej fra juvelbutikken.
   De to vægtere nåede det vestvendte hjørne af Tregrisepladsen hvor der lå glasskår foran butiksvinduet. De besluttede sig for at kigge nærmere.
   "Du Ege, knægtens bold ligger derinde endnu. Jeg tror godt jeg kan nå den." Harry Bladny trak sit højre jakkeærme op og afslørede en bleg og spinkel arm. John Egestamme gokkede ham i hovedet med enden af sin morgenstjerne.
   "La'en lig', den bette bolle æ bevis mat'riale." Vægteren John var oprindeligt født på landet, men befandt sig bedre i byen hvor det var muligt at finde arbejde der ikke krævede de største fysiske anstrengelser. Hans motiv for at blive vægter var nu tydeliggjort efter 30 års ansættelse og omtrent lige så mange kilo overvægt. Man skal dog ikke tro at man bare kan løbe fra John da han gennem bitter erfaring kendte til de hurtigste genveje og derfor altid ender med at dreje om hjørnet foran dig bedst som du tror alt er sikkert.
   John kiggede ind igennem butiksvinduet.
   "Da ik' nået stjålen, endnu," fastslog John og vendte sig for at beskue pladsen med den berømte grisefontæne. "Vi ka' sæt derover og holde uj'kig."
   Den svære vægter gik forrest i retning af bænken længere inde på pladsen. Harry fulgte efter glad for at de kunne sidde lidt. Lige inden bænken fik Harry øje på noget.
   "Stop, Ege! Stå helt stille!"
   John frøs på stedet med et ben i luften der ellers var på vej ned. Hans andet ben begyndte at dirre under vægten, men John genkendte alvoren i kollegaens stemme.
   "Stå helt stille, Ege." Harry kom frem til John og satte sig forsigtigt på knæ foran ham. Meget varsomt samlede han noget op fra jorden og rejste sig så op med hænderne kuplet foran sig. John satte forsigtigt foden ned og så på Harrys hænder.
   "Hva' ær't?"
   "Det er en kaos sommerfugl," svarede Harry helt alvorligt.
   "Hva' ær't!" gentog John med hævet stemme.
   "Det er en kaos sommerfugl, John. Du var lige ved at træde på den."
   "Og hva' så? brumme den store vægter uforstående.
   "Min bror er filosof. Han siger at hvis man træder på en kaos sommerfugl kan det få de frygteligste følger."
   John Egestamme trak sin hjelm af og kløede sig på hovedbunden. John havde aldrig gået i skole. Han havde lært hvad han skulle af sin far og det havde for det meste drejet sig om såning og høst af afgrøder. Så hvad han havde fået af uddannelse havde han ikke brugt i 30 år. En ting foruden landbrug havde han dog lært. Hvis der er noget man ikke forstår må man tage tingene en af gangen.
   "Æh, har du en bror da filosof?"
   Harry løftede højre ben op på bænken så han kunne støtte sine arme i deres position. Han holdt blikket på sine kuplede hænder.
   "Ja da, du så ham så sent som i går. Nede på Plads d'Ytre."
   John støttede eftertænksomt sin hage med højre arm som han igen støttede på sin fremskudte mave. Det var en manøvre han tit udførte når han skulle tænke. Ikke at det hjalp, men der er altid en vis fortrøstning i velkendte ritualer.
   Plads d'Ytre var en af de nyere tiltag i byen Marestad. Borgmesteren havde tilkendegivet at ingen skulle kunne straffes for udtalelser bragt til offentlighed på denne plads. Ikke fordi der ikke var generel ytringsfrihed i Marestad. Igennem historien havde indtil flere stortalende frihedskæmpere ytret deres holdninger til beboerne, og disse havde ved deres bemærkelsesværdigt pludselige afgang alle fået en plads på den særlige mindegravsten for byens for tidligt afdøde personligheder, doneret af borgmesteren selv, med den fremhævede inskription "Tale er sølv, men ..." Lige netop på Plads d'Ytre var det alment accepteret at træde frem på et podium og sige sin mening religiøst, politisk, fanatisk såvel som filosofisk. Det var også alment accepteret at overdænge disse talere med grøntsager, gammel frugt, rådne æg og små høns.
   "Jeg så ham da nok," sagde John eftertænksomt. "Det var ham a bette fyr. Han var så ranglet man ik' ku' fange ham mæ høtyv, var han."
   Månen kom et kort sekund frem for skyerne. Tregrisepladsen blev et virvar af mat måneskin og blege skygger. Bag vægterne forlod en skygge hastigt det afslørende lys.
   "Jow, nu ka' jeg husk' det. Du råbte "blasfemiske gudsbespotter" efter ham!"
   "Nåh ja," Harry trak på skuldrene. "Der var ikke rigtig gang i publikum så jeg prøvede bare at få skub i sagerne. Du ved ... inspirere dem lidt."
   "Du ramte ham i hovedet med en gammel squash!"
   Harry smilede for sig selv. "Et ganske godt kast hvis jeg selv skal sige det."
   "Men a han ik' din bror?"
   "Jo, netop. Så du ikke hvordan det satte gang i folks kasteskyts? Jeg tror ikke hans familie gik sultne i seng i går. Der var en gang han holdt en forelæsning om at Anarat i virkeligheden er rund og ikke flad. Ha, du skulle have set hvor ophidsede folk blev! Han kom hjem med en kurv fuld af frugt og grønt, tre høns og en halv gris."
   Harry Bladny tog sig i at begynde at grine og vendte i stedet opmærksomheden tilbage til den lille skabning i sin hånd. Langsomt løftede han den ene hånd så de kunne se kaos sommerfuglen.
   Begge vægtere rykkede nysgerrigt tættere og så indgående på skabelsen. De turde næsten ikke trække vejret og Harrys ord kom ud som en hvisken da han endelig talte.
   "Min bror har fortalt mig om den. Tchebacco folket siger at bare den basker med vingerne kan den starte en storm eller det der er værre. Og hvis man træder på den kan den lave en frygtelig ballade både frem og tilbage i tiden ... måske endda samtidig."
   John betragtede kaos sommerfuglen helt opslugt. "Det har jeg engang hørt om. Det såd'n noget som a slå sin far ihjel før man bliver født og såd'n."
   Harry så på John, ikke helt uden misbilligelse, og rettede sig op igen. "Nej, jeg tror ikke på sådan noget. Men måske i et mindre omfang, altså her og nu ting. Måske hvis jeg ikke havde stoppet dig, så havde du trådt på den og derefter snublet og alvorligt beskadiget dit hoved på bænken. Eller måske havde du selv opdaget den og da du bøjer dig for at se på den opdager du en tabt diamanthalskæde."
   "Jae, du har nok ret. Man ska' heller ik' stole på såd'n nogle Tobacco ... Tcheba...øh, udlændinge. Desuden har vi et arbejde vi ska' udføre."
   John Egestamme vendte sig mod juvelbutikken og stivnede i samme øjeblik. Harry holdt kaos sommerfuglen op i luften så den kunne flyve væk da han vendte hovedet mod en lyd nede af Rosenstræde.
   "Hva' søren, der kommer sgu' chefen," udbrød Harry og rykkede i sin kollega der var fastfrosset på stedet. "Ege, hvad laver du? Thornsted kommer galoperende i fuld udrustning. Tag dig lige sammen mand!"
   John så ind igennem den knuste rude på en vinduesudstilling der før havde været nok så prangende. Nu lå der bare en bold.
   "En sku' ha' trådt på den bette fugl."