Med rolig hånd satte Mehrlak Nekhara ild til vægen i læselampen. De blege fingre samlede glasafskærmningen omkring flammen, hvorefter lyset spredte sig i det dunkle studerekammer.
   På reolerne langs væggen dansede lyset fra flammen sin utrættelige dans på gamle bøger og falmede pergamenter. Mørke gardiner skærmede for dagslyset og den alt for tørre luft blev kun kortvarigt fornyet, når døren til kammeret åbnede sig og tillod passage.
   Med flere generationers tålmodighed bag sig, åbnede hertugen den store bog og fortsatte sin søgen. Arbejdet blev hvileløst overvåget af Nekharaslægtens forfædre fra kammerets talrige portrætter. Deres øjne var store og åbne på en måde som Mehrlak altid havde følt opfordrende, eller måske nærmere tilskyndende. Det var en naturlig pligt at fortsætte arbejdet, som også hans far havde gjort det før ham. Men det var ikke uden en snigende følelse af angst for resultatet. Måske var det for slægten en evig søgen, men for ham var det et personligt kapløb med tiden.
   Hertugen drog et suk og lænede sig tilbage. Funderende så han rundt på godsets tidligere herrer. Ingen af dem havde fundet løsningen. Et unægteligt faktum. Bevares, der var da sket fremskridt. Det mest markante skete da Hertug Krosmanté Nekhara opfandt et ritual til at genoplive og kommandere de døde.
   Men det skulle vise sig kun at være en begrænset succes. De genoplivede zombier var uden sjæl og selvstændig tankevirksomhed, og derfor ikke til nytte i slægtens søgen. Efterfølgende var der dog bred enighed om at arbejde videre ad den sti, som Krosmanté havde grundlagt. Og som Mehrlak glædeligt havde bemærket, så slap man for besværet med at rekruttere tjenestefolk blandt landsbyens indbyggere.
   Der havde selvfølgelig også været tilbageslag. Størst havde været Mehrlaks farfar, der som den eneste ikke havde fulgt op på Krosmantés succes. I stedet havde han arbejdet med sund kost og fysisk velvære. Han var blevet 107, men til hvilken nytte? Nu lå han akkurat så kold og ubevægelig som resten af forfædrene og al søgen var i den tid gået i stå. Spild af 107 år tænkte Mehrlak og kastede skævt sit blik mod den plads på væggen der nu var tom. Farfaren var portrætteret med et selvsikkert smil, som Mehrlak fandt dybt forkasteligt og forstyrrende for hans arbejde. Nu smilede det i krypten.
   En lyd ved døren afbrød hertugens tanker. Døren rokkede sig lidt, men gik ikke op. Flere gange blev der stødt mod håndtaget og det lød som om noget skrabede mod træværket.
   "Kom dog ind," kaldte Mehrlak. Sikke en besynderlig måde at banke på.
   Langsomt blev døren skubbet op. Hertugens zombietjener forsøgte med sin hæmmede krop at trænge ind i lokalet, balancerende en bakke med eftermiddagsteen i den tilbageværende hånd. Det var et mirakel at den i forvejen klodsede udøde nåede frem til skrivebordet uden at spilde.
   Zombien var blevet fremmanet kort efter sin begravelse. Den var stået op fra kisten i sit fineste puds og havde været en fin tilføjelse til godsets tjenerstab. Men tidens tand begyndte at vise sit grumme smil. Tøjet var laset og beskidt, og selvom Mehrlak efterhånden var vant til lugten, så kunne det også blive for meget. Og med kun én arm tilbage var den tæt på at være nyttesløs.
   Den pokkers zombie skulle jo være sendt tilbage til graven i aftes, tænkte Mehrlak, som lykkeligt havde glemt alt om episoden med Eben. Hvor var den dreng nu henne? Ude og lave ballade igen vel sagtens. Hvad skulle han snart stille op med den knægt? Altid havde han travlt med at mænge sig med dem i landsbyen, selvom han ikke havde noget at gøre dernede. Det var alt for farligt.
   Mehrlak så utålmodigt til, mens zombien med én hånd rettede teen an.
   I det samme slog døren op og smækkede mod én af de antikke bogreoler med et voldsomt brag. Eben kom løbende ind i studerekammeret. Han stoppede først op ved siden af zombien, som definitivt måtte opgive at holde koncentrationen og hældte teen ud over skrivebordet.
   "Far! Far, du skal se hvad jeg har ..." begyndte Eben opstemt, men blev afbrudt.
   "Eben! Hvordan er det du kommer brasende? Se nu mine papirer ... og min bog!" Hertugen rev sine dokumenter væk fra bordet og prøvede at redde de gamle bøger fra flere skader. Imens stod zombietjeneren naglet til stedet, for sløv til at reagere i den hektiske scene.
   "Gå væk med dig," råbte Mehrlak og viftede irriteret med armene. "Få nu den tekande væk fra mit bord."
   Eben prøvede igen at fange sin fars opmærksomhed, mens zombien traskede mod døren og ventede på nye ordrer.
   "Far, jeg var på landsbykirkegården i nat." Eben trippede let på stedet og så op på sin far.
   "Mmh, det var da godt." Lettere opgivende rystede Mehrlak de våde papirer for at mindske skaden.
   Zombien Halvar trådte ind i kammeret, men blev stående i døren lidt usikker ved situationen. Han gibbede forskrækket, da han opdagede den udøde tjener ved sin side. Forsigtigt hilste han på den, men fik en tom stirren som svar.
   Eben prøvede igen at fange sin fars opmærksomhed.
   "Du hører slet ikke efter ... far! Jeg fremmanede min første zombie i går. Prøv selv at se." Lidt unødvendigt trådte han til side for at afsløre sit værk.
   "Hvad har du?!" Chokeret så hertugen op og fik øje på Halvar, der nysgerrigt stod og prikkede til zombietjeneren.
   "Du ville jo ikke have mig med," forklarede Eben hastigt. "Men jeg kan godt. Jeg er klar til at være med."
   Mehrlaks ellers så hvide kinder blussede rødt, mens han stod og ledte efter ord. Det var helt forkert dette her. Det var ikke sådan tingene hang sammen. Zombierne her i huset skulle han nok selv fremmane.
   "Jeg har forklaret dig at du ikke er gammel nok. Du kan ikke være med til den slags endnu. Jeg vil ikke have det."
   "Nej, jeg må jo aldrig være med til noget. Du laver aldrig noget sammen med mig mere." Ebens stemme lød ikke så høj som han kunne tænke sig. Han var mere skuffet end vred over sin fars reaktion.
   Bag Eben stod Halvar og åbnede og lukkede munden på den ubevægelige zombietjener. "Hvorfor siger han ikke noget? Han har vel en tunge ... urh ... der er i hvert fald noget derinde." Halvar trak hastigt fingrene til sig og tørrede dem i vesten.
   "Nu vrøvler du, Eben," sagde hertugen, uden at lade sig distrahere. "Du fik da en hund sidste sommer."
   "Ja, en udød hund!" Eben lagde trodsigt armene over kors, men snøftede let ved mindet om Pax. "Den var kold at holde om, men god til at lege pind. Den elskede at begrave sine ben i skoven, men så en dag kom den ikke tilbage."
   Hertugen tænkte et sekund på de nætter hvor han stadig kunne høre pibende lyde inde fra den mørke skov, men så vendte han igen blikket mod rodet på skrivebordet. Hele ryggen på Krosmantés Sorte Almanak var gennemblødt og Mehrlak frygtede at den let ville falde fra hinanden. Han så op på sin søn igen.
   "Det er meget godt Eben, men jeg er nødt til at få styr på det her rod og jeg har meget arbejde, der skal laves endnu. Du må holde op med at forstyrre mig hele tiden. Se at få lagt den zombie i jorden og så snakker vi ikke mere om det."
   "Nej," sagde Eben og vendte sig. Han fortsatte trodsigt, mens han gik ud af kammeret: "Halvar er den eneste jeg har. Han bliver hos mig. Halvar ... Halvar! Kom nu."
   Halvar havde indledt en stirrekonkurrence med sin tjenermodpart, men opgav med et fnys for at følge efter Eben ud af studerekammeret.
   "Ebenezer Nekhara, du har bare at gøre hvad din far siger!" Men døren smækkede i og Mehrlak var igen den eneste sjæl i lokalet.
   Hertugen prøvede at genoptage sit arbejde, men der var noget ved det hele der nagede ham. Den umulige unge! Det var da utroligt hvad han kunne lave af ballade. Eben havde ingen respekt for slægtens arv. Det tunge arbejde der skulle udføres. Hvordan skulle han nogensinde blive klar til det?
   Men det var ikke sønnens uduelighed, der nagede ham. Der var noget andet. Noget han ikke helt kunne få sat på plads.
   Forsigtigt åbnede Mehrlak den store almanak, så den våde ryg ikke gik i opløsning. Han kørte fingeren ned langs skrifterne og forsøgte alligevel at genfinde læserytmen. Men så slog det ham og han sprang op med et sæt, så stolen og dokumenterne væltede ned på gulvet.
   "Den kunne tale!"