"Jeg er levende. LEVENDE!" Zombien rejste sig fra graven og så ned af sin reanimerede krop. Maddiker, orme og andet kravl boltrede sig på dens forrådnede korpus.
   "Jeg er jo splitterlevende! Over det hele! Jeg er levende af kryb og kravl. Få dem væk! Få dem væk!" Zombien hoppede og dansede og daskede sig selv over det hele.
   Eben så roligt til mens hans nyeste skabelse væltede panisk rundt. Han var egentlig noget fascineret over at en zombie kunne bevæge sig så hurtigt. Hans fars zombietjenere gik altid sløvt rundt og sagde aldrig et ord. Den så faktisk noget mindre skræmmende ud. Set bort fra det rådnende kød og de blottede knogler, så lignede den et ganske almindeligt menneske, præcis som Eben selv.
   Zombiens insektdans syntes ingen ende at tage og Eben begyndte at blive bekymret, mest fordi den i sin iver for at slippe af med krybene også slap af med betydelige mængder af sig selv. Eben kendte en fin kur for panikanfald. Han samlede den medbragte spade op, svingende den i en bred bue og placerede den midt i panden på den udøde.

"Det er altså meget foruroligende," gentog zombien. Den sad nu på den bare jord og pillede fraværende ved den nye revne i kraniet.
   "Jeg har jo sagt undskyld," svarede Eben. Den lille åndemager havde fundet en gammel bog frem og stod og bladrede ivrigt frem og tilbage. Han måtte have gjort noget galt. Den her zombie virkede ikke ligefrem hjernedød. Ikke helt i hvert fald.
   "Det er ikke så meget det at du slog mig ned. Det er mere det at jeg pludselig vågner op i en grav og alle de her insekter over det hele. Uhh, jeg hader insekter. Og jeg må sige at de pjalter jeg er blevet begravet med ikke er meget værd. Jeg kommer faktisk fra en adelig familie. Jeg burde ikke finde mig i dette her."
   "Mmh," svarede Eben fraværende med hovedet begravet i bogen.
   Zombien slog sig på låret så fluerne tumlede rundt til siderne, og rejste sig op.
   "Nå, men det var pænt af dig at vække mig til live. Nu tror jeg at jeg vil vende tilbage til familieslottet. Kunne du måske pege mig i den rigtige retning?"
   Eben lukkede bogen i og fremdrog via en af de mange jakkelommer en abepote på en snor. Han rakte den frem mod zombien og begyndte at messe i et meget dybt toneleje.
   "Zenento reqium vanto morris. Zenento reqium vanto morris..."
   "Åh, jeg har faktisk hovedpine i forvejen. Kan du ikke vente med det der til jeg er gået?"
   "Zenento reqium vanto morris...du kan ikke bare gå... zenento reqium vanto morris...jeg er ved at tryllebinde din sjæl til min... zenento reqium vanto morris...så vil vi for evigt være forankret... zenento reqium vanto morris." Eben bandt snoren med abepoten rundt om zombiens hals. "Det burde være nok. Du er nu min beskytter af kød, sjæl og blod."
   Zombien betragtede forundret den lille åndemager og rakte hånden op til sit nye halssmykke. En stikkende smerter jog op igennem armen så snart den rørte abepoten. Den besluttede at lade den være, hæslig som den var, for nu.
   "Hør, min fine ven. Det er meget muligt at du spiller en vis rolle i at jeg nu står her levende, på trods af at døden havde krævet min tilstedeværelse. Men du er tydeligvis blot en forvildet dreng fra landsbyen og det er ikke på sin plads at beordre folk, selv i spøg eller leg. Jeg vil lade det gå for nu, men tro ikke at jeg skylder dig noget. Du er under mig."
   Zombien strakte hagen i vejret, kastede den smule hår der stadig sad fast tilbage over skulderen og vendte om på stedet. Med forsigtige skridt, som en der ikke havde rejst sig i flere år, valsede den med en luft af påtaget selvsikkerhed væk fra gravpladsen.
   Eben stod et øjeblik og så fra side til side, men løb så efter zombien.
   "Du kan ikke bare forlade mig."
   "Se godt efter," svarede den uden at nedlade drengen et blik.
   Ebens meget kortere ben flyttede sig med en svimlende kadence.
   "Jeg er din mester," råbte han. "Du skal adlyde mig."
   Eben satte i løb for at nå helt op til zombien. Han var blevet helt stakåndet under den tunge kåbe med de mange knoglepåhæng. "Det står...i bogen!"
   Med et stoppede zombien op og Eben brast lige ind i den. Hastigt tørrede han ansigtet i ærmet usikker på det bløde væv hans næse var ramlet ind i. Han håbede at det bare var et mørt stykke stof.
   Zombien vendte sig og løftede med én hånd drengen op til øjenhøjde.
   "Jeg har tænkt mig at gå direkte ned til min faders slot. Jeg vil tillade at du følger efter mig og måske endda bede kokkepigen om at sætte nogle rester ud til dig, men du holder fingrene for dig selv og jeg vil ikke høre et ord. Jeg er Halvar d'Raugr, søn af Harald d'Raugr og jeg behøver ikke at finde mig i din slags."
   Da zombien Halvar fortsatte sit trav blev Eben denne gang stående og slog op i sin nekromantikbog. Han stoppede sin bladren, nikkede anerkendende og skimtede op mod Halvar der hastigt øgede afstanden imellem dem. Eben løftede sin højre hånd og spændte fingrene ud som en gribeklo.
   Da Eben talte skar hans stemme som en spøgelsesfregat igennem de dødes hav.
   "Mortatis Hitherto!"
   På Halvars skulder vendte halssmykket sig en halv omgang så abepoten pegede direkte mod Eben. Halvar blev øjeblikkeligt bremset af den kraft i halskæden der nu trak ham tilbage mod åndemageren. Jord og græs slog om zombien der afværgende baskede med arme og ben og nytteløst forsøgte at gribe fat i de grene og planter han for forbi.
   Åndemageren fokuserede på ordene der stadig flød rundt i hans hoved mens zombien nærmede sig. I dybt koncentration åbnede han øjnene og opfangede lige netop den udødes krop, der i sin vilde fart var lettet fra jorden og havde retning lige imod ham. Panisk søgte Ebens øjne mod bunden af siden i bogen for at se om der var et ord han havde glemt, men allerede da han bukkede hovedet ramte Halvars skulder ham midt i brystkassen.
   I en sammenrullet bunke væltede de to ind imellem buskads og trærødder inden de brat blev standset af en kraftig stub. Halvar lå på hovedet med benene op ad træstubben og Eben slængt hen over sine afpillede hofter. Zombien pillede en mængde blade ud af munden og sukkede dybt.
   "Fint nok, hvilken vej synes du vi skal gå?"