Eben trak zombien Halvar ind i den lille landsby Klattested, mens solen sneg sig op over bjergkæden ved Det Tvetakkede Bjerg.
   Landsbyen var vågnet og der var allerede et begyndende mylder af okser der blev spændt for pløjetræk og karle der tog fat på dagens arbejde i smedjen og snedkerværkstedet.
   Fra Olsens stald hørtes små tilfredse grynt fra grise der blev fodret og stanken fra møddingen sneg sig rundt langs bygninger og deres primitive indhegning. På trods af at godset lå et godt stykke uden for landsbyen, var det en slags hjemlig duft der fik Eben til at smile veltilpas.
   Halvar derimod var i et anderledes humør.
   "Det kan da ikke være dit alvor!" Zombien skulede irriteret ned på sit halssmykke og rørte forsøgsvist ved abepoten. En gnist skød op igennem hans arm og han skulle lige til at sutte på sin ømme finger, men kom på bedre tanker.
   "Kom nu Halvar. Vi er der lige om lidt."
   Eben var helt oppe og køre over nattens store succes. Det var lykkedes ham i en alder af bare 12 år at genoplive en død. En bedrift som hans far havde kategoriseret som groteskt umulig. Han var sikkert den første i verden der havde opnået det og nu var han ikke længere i tvivl om at han ville blive den største og mest berygtede nekromantiker i hele Anarats historie. Bare vent til hans far så Halvar komme vaklende! Men først var der noget andet han skulle have afsluttet.
   Det sælsomme par nåede frem til byens torv. Eller rettere det sted i landsbyen hvor der var længst mellem husene.
   I det fjerneste hjørne var der tegnet en cirkel i grusset og en flok drenge stod omkring cirklen og kastede småsten. Eben udpegede Otto, der netop bankede sin skulder ind i siden på en dreng der skulle til at kaste sin sten. Drengen ramte vildt forbi og sukkede blot, mens Otto slog en fæl latter op.
   "Jeg gør det ikke," fortsatte Halvar og holdt armene over kors.
   "Jeg ved godt han er stor," svarede Eben og ignorede Halvars fornærmede fnys. "Men som en udød har du overnaturlige kræfter. Du kan sagtens ordne ham."
   "Ha, det jo latterligt." Halvar vendte standhaftigt blikket væk.
   Eben rakte hånden op, greb fat i abepoten og trak i halssmykket så Halvars hoved nåede ned i skulderhøjde.
   "Kom så med," sagde Eben bestemt og gik over mod drengene. Halvar fulgte nødtvunget med, småklynkende over smerterne det forbandede halssmykke påførte ham.
   Eben stoppede op lige uden for gruppen af drenge og gav først slip på Halvar efter han havde hvisket ham i øret.
   "Jeg går hen og fanger deres opmærksomhed og når jeg så peger på dig skal du forskrække dem med et ordentligt brøl."
   "Må jeg være fri," svarede Halvar stødt, men Eben var allerede gået hen til flokken.
   Med et bredt smil på læben gik han ind imellem drengene. Han kunne næsten ikke lade være med at smile over den triumf der var ham i vente. Men han ville gøre øjeblikket perfekt og anlagde en mere kølig maske da han trådte ind midt i cirklen.
   "Hov, vi er lige midt i et spil," og "Eben, du tværer cirklen ud med din kåbe," var blandt de utilfredse råb der øjeblikkeligt lød fra flokken. I midten stod Eben roligt og lagde kun mærke til hvordan Otto blev mere og mere rød i hovedet af raseri.
   "Jeg kan se hvad du tænker," indskød Eben før Otto fik varmet sig så meget op at han ville antænde spontant.
   Inden han fortsatte placerede Eben sin pegefinger mod Ottos pande, hvilket gjorde den store dreng helt konfus. Der var sikkert ingen der havde angrebet ham på denne måde før, tænkte Eben og muntrede sig over sin modstanders forsøg på at fokusere på punktet lige over næsen.
   "Jeg kan se hvad du tænker," gentog Eben for effektens skyld da han opdagede at de andre drenge så til med store øjne. "Du har lyst til at svinge dine store skinkelapper mod mit ansigt, kaste mig skånselsløst i jorden og måske afslutte seancen med et spark fra dine fars nedarvede træskospidser. MEN..." råbte Eben og strakte sin hånd teatralsk op i luften. Han kunne mærke at han havde tilhørerne i sin hule hånd. Selv Otto stod med åben mund og forsøgte at følge med i hans talestrøm.
   "Jeg opfordrer dig til at genoverveje dine handlinger. Jeg har nemlig min personlige beskytter med i dag." Talen blev triumferende afsluttet, da Eben pegede over mod Halvar og drengene i én bevægelse vendte deres blikke mod zombien.
   Halvar stod fraværende og viftede fluer væk fra sine mere medtagede regioner, da han opdagede de tolv par nysgerrige øjne der var rettet imod ham.
   "Hvad glor I på?" snappede han irriteret og knipsede en død flue væk fra sin arm.
   Drengene så uimponerede på den splejsede mand og vendte opmærksomheden tilbage mod Eben, der følte at han var ved at tabe initiativet.
   "Jeg har selv skabt ham. Det er ikke løgn. Han er en ægte zombie." Han forsøgte igen at pege mod Halvar, men der var ikke den samme viljekraft bag armsvinget.
   Drengene så dog atter mod den påståede zombie og forholdt sig tavse. Det vil sige alle, undtagen Otto der maste sig igennem flokken og gik hen imod Ebens beskytter. Han stoppede først op da han stod lige over for Halvar. Den store dreng var et hoved lavere en den voksne zombie, men til gengæld dobbelt så bred.
   "Den ser nu ikke særlig farlig ud," konstaterede drengen og før Halvar kunne nå at give Otto et fornærmet svar jog han sin lommekniv i zombiens lår.
   Rent instinktiv langede Halvar ud efter Otto og ramte ham med bagsiden af hånden med en sådan kraft at drengen fløj tværs over torvet. Det var først bagefter at han lagde mærke til at knivstikket ikke havde medført nogen smerte overhovedet.
   Eben trådte, overrumplet over situationens udvikling, et skridt bagud, men blev væltet omkuld af flokken af drenge der panisk løb mod deres respektive hjem.
   Fra sin liggende position skimtede Eben efter Otto, men fik først øje på ham da støvet fra de mange fødder havde lagt sig. Han lå helt krøllet sammen og tog sig til næsen, der blødte voldsomt. Men da han fjernede hånden fra sit ansigt og så blodet på sine fingre begyndte øjnene at rulle og Otto sank bevidstløs sammen. Eben ville normalt have fundet situationen komisk, men vendte i stedet sin opmærksomhed mod Halvar, der stod og betragtede sine hænder mistroisk.
   "Jeg sagde skræmme, Halvar. Du brækkede hans næse!"
   "Men jeg ... jeg ville bare skubbe ham væk," sagde Halvar forsigtigt, mere til sig selv end nogen anden. "Jeg anede ikke ..."
   Eben havde svært ved at høre zombiens dæmpede stemme og hævede sig op på albuerne for at rejse sig.
   I samme øjeblik mærkede han en genstand suse tæt forbi sit øre og han kastede sig forskrækket ned igen.
   Eben så op og gibbede chokeret da han så Halvar stå med en pil stikkende ud fra maven.
   "Halvar...!"
   "Jeg ved det! Det kom også som lidt af et chok for mig."
   Eben kom i tanke om at zombier ikke føler smerte og han rejste sig op for at gå hen til sin beskytter.
   Umiddelbart var torvet omkring dem tomt, men efter Eben fik set sig ordentligt om lagde han mærke til at der stod mindst én bevæbnet mand ved indgangen til hvert hus. De fleste holdt drabelige høtyve op foran sig og en enkelt stod med en gammel armbrøst. Et sjældent våben så langt væk fra storbyerne.
   Manden med armbrøsten hævede sit våben og tog sigte.
   "Se af komme af vejen dreng. Vi skal nok få jaget det udyr væk."
   "Nej!" råbte Eben og løb helt hen til Halvar. "Han er her sammen med mig."
   Manden gjorde store øjne under et sæt kraftigt buskede øjenbryn. Eben kunne se hvordan han konstant rokerede et tyggeskrå fra kind til kind mens han tænkte. Endelig spyttede han behændigt en klæbrig, sort klat ud på det støvede torv. Med et nik henvendte han sig atter til Eben
   "Du er Nekhara knægten, er du ikke?" Tonelejet var mere spydigt end spørgende.
   Eben nåede ikke at svare før manden hidsigt råbte efter ham.
   "Forsvind med dig! Ud af vores landsby. Og tag dit djævleyngel med." Han hævede armbrøsten og skød en pil over hovedet på dem for at vise alvoren bag ordene. Flere af byens forsamlede mænd kom med bifaldende tilråb og de to vendte hurtigt omkring og satte i løb.
   "Måske var det ikke så god en ide alligevel," halsede Eben, da de havde nået udkanten af byen.
   Han så op på zombien der mod forventning ikke kom med en spydig bemærkning. I stedet så Halvar ud til at være fordybet i sig selv og der gik en rum tid før Eben hørte ham mumle.
   "Djævleyngel, puh ... hvor barbarisk."