Ridder Devot red i morgensolen på de ensommes sletter. Han var en mand med en mission. Det var der ikke noget unormalt ved for det havde alle ridderne fra den ophøjedes hellige kirke, når de var udenfor det hellige samfunds grænser.
   Ridder Devots rustning reflekterede den ellers dovne sols stråler. For en tilskuer ville det se ud som om han havde en guddommelig aura. Han havde brugt mange timer på at pudse sin rustning op. Renlighed var en dyd i den ophøjedes hellige kirke, og det var en endnu større dyd at lade andre beskue hvor renlig man holdt sig.
   Den ophøjedes hellige kirke var en institution af utrolig hellig karakter. For eksempel var den så hellig at ingen gik på toilettet. Eller rettere ingen erkendte at de gik på toilettet. Det var simpelthen så besudlet en gerning at ingen ville indrømme overfor de andre, at de led af den ekstremt sjældne og meget plagsomme sygdom kaldet naturlig afføring. Derfor hørte man tit pludseligt henkastede bemærkninger som: "der var for resten én jeg skulle møde lige nu" og "undskyld mig, men jeg skal lige ud og pudse min rustning."
   Ridder Devot havde fået sin mission under helt særlige forhold. Normalt fik ridderne udleveret skriftruller af særligt udnævnte pager der så stod klar med en fakkel til at destruere dokumentet efter gennemlæsning. Ridder Devot, der ikke læste så hurtigt, havde brændt sig slemt ved flere lejligheder. Men denne gang var han blevet kaldt ind til ypperstepræsten selv. Det var en pludselig opstået hastesag af en så stor vigtighed at han ved fuldførelse ikke blot havde tjent den ophøjede hellige kirke, men hele menneskeheden i sig selv.
   Missionen var i sin helhed meget simpel, syntes Ridder Devot. Han skulle dræbe en enkelt skabning der aldrig skulle have set dagens lys. Men der havde fulgt en mystisk beskrivelse af denne skabning med missionspapirerne.
   "Denne onde skabning er ej af denne den hellige jord. Han taler ikke, men har sit eget sprog. Han har intet hus, men lever i faste rammer. Hans værktøjer trækker han frem fra den tomme luft. Ombring denne skabning før han udsender sit folks plage over dette vor rige."

Et stort håndmalet skilt mødte Ridder Devot på den anden side af de ensommes sletter. Det var optegnelser af nogle veje med nummerangivelser og retninger. Til højre var "Den Forladte Firkløvervej" og til venstre løb "Solo Solsikkegade". Devot besluttede sig for at gå ligefrem.
   Ridderen fulgte den tørre grusvej og lagde flere steder mærke til små pileskilte med tal. På begge sider af stien kunne man længere ude se pletvist opstillede klippestykker. Mange af stenene var ubeboede, men på nogle stykker sad der eneboere og levede deres ensomme eremit tilværelse.
   Ridder Devot gik hen til en bosat klippeblok der lå tæt ved vejen.
   "Undskyld mig, ældre boger af samfundet," begyndte han nok så fint, men blev hurtigt afbrudt.
   "Ja det er bare typisk. Bare typisk. Ingen respekt for de ældre. Ingen overhovedet."
   Devot så forbløffet på den benede gamle mand der alene iført et lændeklæde rejste sig på sin sten og svingede en meget lille stok om hovedet af bar arrigskab.
   "Undskyld, men jeg ville bare spørge om vej til..."
   "Og så tænkte du at du bare kunne vade ind på min grund og forstyrre mine tanker." Eneboeren hoppede op og ned på sin sten. "Du kunne i det mindste have gået ind af lågen. Men nej, du skulle absolut vade ind igennem min hæk med dit store korpus."
   Ridderen så sig omkring. Det eneste han kunne få øje på var nogle indtørrede græstotter.
   "Men der er jo ingen låge, så hvordan sku..."
   "Her på stedet respektere vi faktisk hinanden og holder afstand så man kan få ro til at praktisere sin ensomhed. Du har krænket min personlighedssfære. Den går helt hen til det yderste hjørne af hækken omme bag springvandet, men det er du jo ligeglad med. Du gad jo ikke engang at undersøge det, vel?" Eneboeren svingede vildt med armene og var flere gange ved at falde ned, men holdt balancen ved hjælp fra hans svingende stok.
   Ridder Devot, der var oplært til at bevare sindsro i alle situationer, forsøgte sig endnu engang.
   "Jeg er på mission for den ophøjede hellige kirke og resten af menneskeheden. Fortæl mig straks hvor jeg finder den tavse fjende på Enlig Tulipanhøj nummer 14."
   "Tulipanhøj ? Jeg elsker tulipaner. Min mor var en tulipan og min far var et grantræ." Han satte sig ned igen, tog en stor gul klud og lagde den over hovedet så ansigtet var helt dækket. "Kuk kuuk...jeg spiste mine tæer i morges, men mine ører fløj deres vej...tag en kage, de er ikke våde...jeg kigger ikke! Jeg kigger ikke!"
   Devot trak sig instinktivt et par skridt tilbage. Eneboeren så ikke ud til at ville fjerne kluden så han trak opgivende på skuldrene og gik igennem den usynlige hæk mens han tænkte nogle ord om eneboeren, der vist ikke sømmede sig for en ridder af den ophøjede hellige kirke.

Efter lidt søgen (han havde ikke tænkt sig at spørge flere eneboere om vej) fandt han et skilt med tallet fjorten og en nænsomt malet tulipan på en lille bakke. Skiltet var formet som en pil og pegede ind mod en lysning der netop kunne anes fra skovkanten. Ridder Devot gik derind.
   Da han nåede kanten af lysningen stoppede han brat. Dér på stenen i midten sad skabningen. Devot var ikke i tvivl. Han havde fundet den rette. Den menneskelignende skabningen var klædt i sort tætsiddende tøj. Men dens hænder var hvide og ligeledes var dens ansigt. Netop ansigtet var det mest groteske. Der hvor der skulle være øjne var i stedet to sorte krydser, og også munden var erstattet af et bredt sort kryds. Synet fik kuldegysninger til ikke alene at løbe op og ned, men også lege hulahop om Devots rygrad.
   Ridderen rystede gyset af sig og trak sit sværd der sang af renhed. Lyden fangede bæstets opmærksomhed. Den rejste sig og løb mod ham, men med ét stoppede den brat op. Skabningen havde gjort øjeblikkeligt holdt, som havde den ramt en usynlig mur. Ansigtet var presset fladt, og armene holdt den ud til siderne som var den mast flad.
   Efter en kunstnerisk pause rettede skabningen sig op og begyndte at mærke frem for sig i luften. Hver gang den flyttede hånden, var det som om den rørte en flade, og langsomt rykkede den til siden hele tiden følende sig frem med hænderne. Endelig lod den til at være tilfreds og skubbede den ene hånd fremad i et sving, som åbnede den en dør.
   Ridder Devot havde ved første øjekast vurderet at skabning ikke burde være et problem at klare i nærkamp, men alle disse bevægelser forvirrede ham. Den opførte sig ikke rigtigt. Intet Devot var trænet til at håndtere bevægede sig på den måde. Og når det var noget ridderen ikke kunne forstå, kunne det kun være én ting. Magi. Det var tydeligvis et magisk væsen.
   Han holdt sværdet foran sig og indtog en stilling der åbenlyst viste, at han var klar til kamp. Bæstet hældte undersøgende hovedet på skrå og indtog så nøjagtig samme stilling med hænderne samlet som om den holdt et sværd. Devot trådte roligt sidelæns i en cirklende bevægelse nøjagtigt efter bogens forskrifter. Skabningen kopierede hans bevægelse og udførte dem tydeligt overdrevent som en satirisk udgave af ridderen selv.
   Devot blev rasende på den sorte. Den tillod sig at gøre grin med hans hellige indlæring. Det som han havde kæmpet ærefuldt for hele sit liv.
   Han sprang frem med et brøl og svang sværdet i en kraftig bue. Som før gentog skabningen bevægelsen.
   Ridderne havde en streng kode der forbød angreb på uvæbnede modstandere. Men Devot var ligeglad. Ingen skulle slippe godt fra at nedgøre hans hellige kirke.
   Ridderens sværd standsede pludseligt i sin bue da den mødte den uventede modstand fra bæstets usynlige sværd. Devot mistede fuldstændig balancen af bar overraskelse og tumlede væk fra den sorte.
   Men hans modstander lod ham ikke få pusten. Den stillede sig med et solidt fodfæste, rakte frem for sig og trak hårdt i et usynligt reb. Ridder Devot mærkede forundret et reb stramme sig om hans liv, og han blev langsomt trukket frem mod udyret.
   Det var magi, tænkte Devot. Det kunne ikke være andet. Men skabningen lignede ikke en troldmand, og den udtalte ingen besværgelser. Tilsyneladende fik den luften til at tro at den var et sværd, eller til at tro at den var et reb. Men hvis luften virkelig troede at den var et reb, så måtte den også opføre sig som et reb.
   Han svang sit sværd rundt foran sig og mærkede sværdet skære igennem rebet af luft. Både ridderen og bæstet, der havde trukket hver sin vej, væltede omkuld. Devot kom hurtigt på fødderne igen, men det gjorde hans modstander også. Den syntes at bevæge sig meget smidigt og katteagtigt.
   Devot smed sit sværd fra sig. Selvom han var en mesterfægter, skulle han ikke til at fægte mod én der benyttede et usynligt sværd. I stedet kastede han lynhurtigt en dolk fra hans bælte. Han ville se hvor hurtigt den sorte kunne forføre luften til at gøre dens bud.
   Skabningen fik hurtigt ført armene frem for sig og dolken prellede af på et luftskjold.
   Devot bandede (kun inde i hovedet! Han var jo en ridder af den ophøjede hellige kirke). Bæstet var alt for hurtig. Han tænkte tilbage på hans oplæring og huskede en læresætning fra hans unge alder.
   "Når mørkets forførende kræfter stikker sit hoved frem lav da 100 englehop og tag et koldt styrtebad, måske to."
   Nej, den var ikke til megen gavn lige nu. Han tænkte sig om igen.
   "Når fjenden fremstår stærk og uovervindelig brug da hans styrke mod ham selv."
   Det var bedre. Og måske den eneste vej frem. Han besluttede sig til at gøre et forsøg.
   Med håndfladerne vendt mod himlen holdt han armene strakt og benene i en bred stilling. Så råbte han den sorte an.
   "Se, du uhellige sorte bæst. Se hvad jeg bærer i mine hænder." Devot stønnede let og bed overdrevent tænderne sammen i anstrengelse.
   "Se dette stykke klippe på mine hænder som jeg med hele min styrke dårligt kan bære. Kan du se den?! Så grib!" Devot lavede en kastebevægelse med armene og fornemmede overrasket noget forlade hans hænder. Bæstet rakte armene frem klar til at modtage det, som den klart anerkendte, der kom flyvende imod sig. Hele skabningens krop gav efter da den modtog den luftige sten. Men den holdt sig oprejst. Den understøttede vægten af stenen, og med sit overdrevne kropssprog demonstrerede den hvor anstrengende tung den var.
   Devot, der først var enormt overrasket over at det var lykkedes ham at kaste en sten af luft, så på sin modstander og forstod at den ikke var imponeret over hans styrke. Men da bæstets brede kryds formede sig som et hånligt smil, sendte ridderen lynhurtigt endnu en dolk imod den. Per refleks sænkede den armene og formede luftskjoldet foran sig, men drejede så hovedet opad og gjorde store krydsøjne.
   "... ...," skreg den sorte inden den massive sten af luft knuste den flad mod jorden.
   De få mennesker der har set nogen blive mast komplet flad af f.eks. en væltet elefant kan bevidne, at det ikke er noget kønt syn. Men synet, Ridderen Devot stod overfor, var en komplet mast person der tydeligt kunne ses i hele sin helhed igennem den hundrede kilo tunge sten af luft. At påstå at det ikke var noget kønt syn er en underdrivelse af samme grad som påstanden om at Titanic kun stødte på mindre komplikationer under dens jomfrurejse.
   Devot kastede op bag den nærmeste busk. En handling han på vejen hjem og resten af hans liv mindede sig om ikke at fortælle nogle af hans brødre.

Således endte Ridder Devot af den ophøjede hellige kirkes mission for ikke alene at frelse sit samfund, men også hele den gængse menneskerace. Og ligeledes endte historien om den første og forhåbentligt sidste mimiker på planeten Anarat.