"Kom nu far, fortæl den om bjergtroldene."
   Dværgpigen Irene hoppede op på sin fars skød. Hun havde rundet sin 21 års fødselsdag, og Elias Forhammer syntes at hun med faretruende hast nærmede sig de 30, som var det gængse mål for at træde ind i de voksne dværges rækker. Han nussede hende på hovedet og strøg hende kærligt igennem det lange røde hår. Hun var høj af en dværg at være, allerede højere end hendes mor, og hendes højde til trods var hun i farens øjne utrolig smuk.
   "Ja far, noget med trolde. Jubii." Tobias sad allerede på Elias knæ. Tobias var kun 12 år gammel og så længe der var trolde med i historien, så var han klar. Han sad og hoppede op og ned og fægtede ivrigt med de små buttede arme.
   Elias kunne ikke lade være med at le. Hans latter var varm og rungende, og børnene faldt hurtigt i trit.
   Glendia kaldte ude fra køkkenet.
   "Elias det er børnenes sengetid nu. Du kører dem helt op med dine historier."
   "Så børn, I hørte jeres mor. Det er bare med at komme ind i høkasserne."
   "Årh far, du kan bare fortælle den om hvordan bjergtroldene forlod deres bjerg. Den er så smuk og romantisk. Vi lover at sidde helt stille."
   Elias tænkte et kort sekund over hvornår Irene var begyndt at interessere sig for romantik. Han betragtede hendes ansigt og så hvordan det havde forandret sig på det sidste. Hun var begyndt at antage mere rene linier, og de barnlige træk var ved at glatte sig ud. Det var utroligt som tiden fløj af sted.
   Han så ned på Tobias. Det varede endnu nogle årtier før drengen ville begynde at vokse sig skæg til. Et skæg som var et stærkt symbol for dværgene og mere end alderen angav hvornår man kunne betragtes som voksen. Elias opdagede at Tobias havde tegnet sig med et stykke kul fra smedjen. Drengen havde tegnet sig et sort fuldskæg fra øre til øre, og Elias måtte indrømme at det havde en mandig længde, da det gik fra hagen, ned over halsen og halvvejs ned af den hvide undertrøje.
   Synet fik Elias til at le igen. Hans børn var ham et stort lyspunkt og intet kunne gøre ham glad som dem.
   "Selvfølgelig skal i have en godnathistorie, men så skal i også love at høre godt efter."
   Børnene nikkede samtykkende mens Elias kastede et hurtigt blik ud mod køkkenet. Glendia stod i døren med hænderne i siden og smilede overbærende mens hun rystede opgivende på hovedet.
   "Det er en meget gammel fortælling i nu skal høre. Den er ældre en sagnet om smeden Minas der modtog den hellige ambolt fra guden Iranos og med den sølverne hammer, velsignet af ypperstepræsten Hianotius, skabte dværgfolket i sin smedje fra gnisterne der fløj, da han frembragte Iranos stolte våben, den tveæggede økse Troldebetvingeren."
   Elias kendte alle de gamle fortællinger uden ad. Det var en gammel tradition at fortælle historier. På den måde huskede man sine rødder og tog ved lære af gamle fejltagelser. Elias læste aldrig op fra nogen bog, for ingen af fortællingerne var skrevet ned. Det eneste dværge skrev ned var en meget grundig liste over folk der enten skyldte dem penge, havde fornærmet dem eller lånt en tang og glemt at levere den tilbage. Man skal helst undgå at have noget udestående med en dværg. De glemmer det aldrig.
   "Fortæl nu videre, far!" Tobias rykkede sin far i skægget. Havde en fremmed gjort det samme, var han blevet øjeblikkelig top ti kandidat i Elias regnskabsbog.
   "Rolig nu, min dreng." Elias smilede varmt. "Altså, dengang levede troldene udelukkende i bjergene, og de fik alle sammen at vide fra barnsben, at trådte man ud i lyset uden for hulerne, ville man øjeblikkeligt stivne og blive fast og livløs som en klippe. I må huske at trolde ikke er de klogeste væsener i verden og selv dem i kender nu, som virker ganske dumme, har lært meget siden dengang hvor bjergtroldene var meget primitive og ikke engang havde udviklet et sprog endnu. Historien handler om en ung trold som var meget forelsket i en troldpige fra nabohulen."
   "Men hvordan kunne han vide noget om kærlighed når han ikke engang kunne tale?" Irene så nysgerrigt op på sin far.
   "Jo, ser du kærlighed er jo bare et ord. Men følelsen af kærlighed er en større ting der kan bruse igennem dine blodårer og gøre dig helt varm, selvom det er koldt. Kærlighed er en følelse, en fornemmelse i kroppen. Den kan faktisk ikke beskrives retfærdigt med ord, og derfor var trolden mere end i stand til at fornemme sin kærlighed for troldepigen." Irene bed sig i læben mens hun prøvede at forstå.
   Elias glædede sig over at det traditionelt var moderens job at fortælle mere specifikt om de her ting og mindede sig selv om at fortælle Glendia at netop det måske var på tide, inden Irene begyndte at spørge for meget omkring sig.
   Elias fortsatte sin fortælling.
   "Troldens problem var rent faktisk at han manglede ord. Han kunne ikke finde ud af hvordan han skulle fortælle hende om sine følelser. Alt dette spekulerede han på mens han sad ved en huleindgang og så ud på naturen udenfor bjerget. Her ved indgangen var der fred så han kunne tænke. Det var for farligt at opholde sig så tæt på verden udenfor, og det blev egentlig betragtet som forbudt at være der, så derfor var der altid ro. Første gang trolden havde sneget sig herop, havde der været helt hvidt udenfor. Det gav et alt for skarpt lys, og han havde slet ikke kunne holde det ud. Men efter noget tid var det hvide forsvundet, og han sad ved indgangen oftere og oftere mens han tænkte på sin kærlighed. Denne dag opdagede trolden noget nyt, og han rejste sig op med et spjæt af bar begejstring. Lige udenfor hulen voksede nogle blomster der netop havde foldet sig ud. Trolden havde aldrig set blomster før, men han var ikke i tvivl om at de var det smukkeste han nogensinde havde set. Han ville give blomsterne til troldpigen, og så ville hun forstå hvad han følte for hende. Men blomsterne lå udenfor hulen. Skillet mellem lyset udefra og mørket fra hulen lå skarpt optegnet en armslængde fra blomsterne. Trolden ville gøre alt for at få opfyldt sine længsler, og med en lynhurtig bevægelse strakte han armen ud og trak blomsterne til sig."
   Elias lavede en tilsvarene bevægelse med armen og Tobias, der næsten var faldet i søvn, blev så forskrækket at han tumlede ned af faderens knæ. De lo alle tre mens Tobias kravlede op igen. Dværge var født hårdføre og kunne aldrig drømme om at pibe over en smule knubs.
   "Blev hans arm så forstenet?" spurgte Irene der havde fulgt ivrigt med.
   "Nej," svarede Elias, "han havde været meget hurtig, og han havde kun nået at føle en varm fornemmelse løbe op langs armen."
   "Blev hun så glad?" spurgte Irene pludseligt.
   "Hvem blev glad?"
   "Troldepigen! Ih, altså far, sover du eller hva'?"
   "Jeg tror, far har stået for længe ude ved hans isse," grinte Tobias søvnigt.
   "Det hedder essen, din knold," rettede Irene. Lillebroren modtog kritikken med udstrakt tunge.
   "Så så i to," lo Elias. "Lad mig nu fortsætte historien."
   "Som trolden havde planlagt blev pigen utroligt glad og blev straks forelsket i ham, men han havde ikke forventet det næste der skete. Troldpigen havde jo heller aldrig set blomster før og bedst som hun stod med dem i hånden og spekulerede over hvad hun skulle gøre ved dem, hørte hun en rumlen fra maven, og instinktivt slugte hun blomsterne i en mundfuld. Der gik ikke længe før troldpigen lå i sin hule med store smerter i maven, og hele hendes familie beskyldte ham for at have forgiftet hende med hans gave fra verden udenfor. Dybt tynget af sorgen over at have forgivet den eneste ene i sit liv kastede trolden sig ud af huleindgangen fast besluttet på at gøre en ende på sin ulykke. Trolden rullede ned af bjergskråningen mens han forberedte sig på varmen og smerterne. Han ventede på forvandlingen der ville gøre ham til en fast og livløs klippeblok."
   "Han døde bare ikke, vel far?" Irene så døsigt op på sin far. Elias kunne se genskæret fra de sidste gløder på ildstedet i hendes blanke øjne. Tobias var faldet i søvn og puttede sig i faderens fyldige skæg.
   "Nej min pige, han døde ikke. Solen varmede ham blot op og gjorde ham da også lidt stiv i ledene, men døde gjorde han bestemt ikke. Dog var han så tynget af sorg og skam at han aldrig vendte tilbage til hulerne. Det sørgeligste ved historien er at troldpigen kom sig efter et par dages alvorlig mavepine, men tilbragte resten af sit liv med at tænke vemodigt på sin store kærlighed der nu stod som en fastfrosset stenstøtte et sted udenfor hulerne."
   Det stille hjem lå helt i mørke nu. De sidste gløder var brændt ud. Elias rejste sig med et sovende barn i hver af sine kraftige arme. Han smilede ved sig selv og gik ind i børneværelset mens han hviskede:
   "Og sådan ender den tragiske fortællingen om hvordan bjergtroldene forlod deres bjerg. Må jeres drømme bringe jer glæde og fred."