En tanke for gennem mit hoved en dag sidste år: Kan man på en realistisk måde finde ud af om man har levet et liv tidligere, eller om man vil komme til at leve endnu et liv senere. - Jeg holdt nu disse tanker for mig selv. Jeg kunne vel gå til en clairvoyant eller spåkone, men jeg var ikke hug på at en tilfældig dame skulle se ind i min fremtid eller fortid.
   Min gode veninde Maria, havde nogle gange talt om det samme, men hun slog det altid hen som en tosset tøsetanke. Jeg havde lyst til at fortælle hende om mine tanker, men jeg følte ikke rigtigt at jeg kunne.
   En da jeg gik sammen med min mor gennem Strøget, var der en slags bod hvor en dame fortalte om overnaturlige ting og hændelser. Jeg blev ret fanget af hendes fortællinger, og jeg vil prøve at genfortælle en af dem:

En sen vinter nat i midten af januar måned, gik en ung pige en tur på sine forældres landsted et sted over i det mørke Jylland. Hendes formål med turen var at komme hen til manden som hun elskede, men ikke måtte være sammen med.
   Denne unge pige var blevet lovet væk til en søn af en mand fra en lille gård i nabo byen. Det var ikke den bedste mand hun kunne få, havde hendes far sagt. Men med tiden skulle han nok få ham lært op til at kunne overtage sin gård.
   Pigen havde prøvet at gøre al den modstand hun kunne, men lige lidt hjalp det. I deres samfund var det en krænkelse af faderen hvis ikke hun tog imod den mand hendes far havde fundet til hende.
   Den unge pige boede alene på gården med sin far. Hendes mor var død nogle få år efter hendes fødsel. Det havde været en arvelig sygdom sagde lægerne, men det var ikke hele sandheden...
   Den unge pige gik mod det sted de to unge elskende havde aftalt at mødes, og på vejen så hun flere efterladte landsteder. Det ene af stederne lagde hun specielt mærke til.
   Det var en stor hvid gård, med to længer og en masse træer rundt omkring huset. Det var et landsted der havde stået tomt i snart halvtreds år. Rundt om på egnen siges der at der ikke var nogle der ville overtage gården på grund af den skæbne der var overgået de mennesker der havde den før.
   Da hun ankom til det udvalgte mødested, stod han der allerede. Han havde stået og ventet på hende i ca. fem minutter. De omfavnede hinanden, og kyssede hinanden blidt og kærligt.
   Det var disse øjeblikke hun var nødt til at stjæle sig til en gang i mellem, bare for at hun kunne se sin elskede.

Det varede dog ikke mange måneder før hendes far fandt det en lille smule mistænkeligt, at hun altid skulle gå om aftenen, og helst efter det var blevet mørkt. Han begyndte at udspørge hende om hvor hun skulle hen og hvad hun lavede. Men det eneste svar han fik, var hun bare var ude og gå i naturen sammen med gårdens gamle hund.
   Hendes far var ikke tilfreds med svaret, og efter noget tid sendte han en af svendene efter hende.
   Svenden kunne ikke fortælle meget da han kom tilbage, men han kunne dog sige at hun ikke gik for at nyde naturen. Svenden fortalte at hun gik ud forbi den gamle efterladte gård, og derfra ind i skoven for at mødes med en ung herre. Allerede inden han havde fortalt færdigt, var herremanden ved at revne af raseri. Svenden veg lidt tilbage, og glemte helt at tale.
   Pigens far fløj ud af den stol han havde siddet mageligt i og drukket sin dram, hev sin lammeskindsjakke på, og tog riflen der hang ved døren.
   Han bad svenden hente den bedste hest i stalden, og gøre den klar til en ordentlig tur. Svenden der var skræmt fra vid og sans af herrens reaktion skyndte sig af sted til stalden, og fandt den hest der var blevet bedt om, og fik gjort den klar til turen. Da han kom tilbage til hoved huset, så han til sin store overraskelse at herren allerede var gået.
   Han begyndte at løbe med hesten ved sin side, for at se om han kunne finde sin herre, men da han fandt ham, var han ikke så sikker på at han skulle gå hen til ham. Pigens far stod midt på vejen ned mod det forladte sted, og pegede på en person med sin riffel.
   Svenden gik en lille smule tættere på, og der så han at der stod to personer foran riflens løb. Den ene var herrens egen datter, hende der skulle giftes med sønnen fra den lille gård, og den anden var en ung fyr han ikke lige kendte navnet på. Herren stod og råbte, og skældte ud på de to personer, hvorefter han beordrede sin datter til at tage hjem til gården med det samme. Den unge fyr så trygget ud, og svenden var ret sikker på at det nu var et godt tidspunkt at følge datteren hjem til gården.
   Den unge pige kom løbende med hænderne oppe ved sine øjne, hun græd. Svenden tilbød hende at ride hesten så ikke hun skulle gå, men hun afslog. Pigen løb videre hjem, og op på sit lille kammer. Her lukkede hun sig inde, og efter sigende kom hun aldrig ud igen, før den dag de kunne hente hendes lig...
   Pigens far havde i raseri over sin datters ugerning, gjort noget utilgiveligt i pigens øjne. Først havde han tvivlet på hendes ord, hvilket på sin vis var rigtigt, og dernæst havde han ladet hende efterfølge af en af svendene, og til slut kunne hendes fader meddele at hun aldrig mere skulle komme til at se den unge mand efter denne aften.
   Siden da blev pigen på sit kammer, og hun modtog hverken tørt eller vådt. Faderen anede ikke sine levende råd, han gjorde alt for få sin datter ud fra kammeret, men han vidste også at hendes hjerte den aften på vejen, var blevet hos den unge fyr, og ikke taget med hende hjem til gården.
   En uge og to dage efter mødet på vejen, kom der ikke længere svar fra kammeret når faderen bankede på døren, han blev urolig for sin datters liv, og mente at det nu var på tide at få åbnet døren, og komme ind og se til hendes tilstand.
   Pigens far tilkaldte sin stærkeste mand på gården, en læge, og en af damerne fra køkkenet som pigen før havde talt meget med.
   De fik åbnet døren på en meget brutal og larmende måde, og det syn der ventede dem, Var ganske grusomt.
   Pigen hang fra en bjælke i loftet, med et stykke snor om sin hals. Under hende lå et lille stykke papir hvorpå der stod:

Kære far
   Mit hjerte skriger af smerte. Jeg kan ikke leve uden ham som det har valgt. Det vil altid være hos ham og ikke hos nogen anden.
   Hvordan kan du og gården bestemme over mit hjerte? Mor lærte måske med tiden at elske dig, men jeg ved at hun aldrig glemte den hun havde kær. Jeg ved også at hun tog sit eget liv, selvom ingen måtte vide det.
   Hvor længe skal dette blive ved?
   Tilgiv mig.
   Din datter Lucia.
   Siden den unge piges død, valgte hendes fader at flytte fra gården og leve sit liv som vagabond.
   De der efterfølgende har boet på denne gård, menes at havde startet på en opbygning af den, men har af en eller anden grund ikke rigtigt kunnet fortsætte på grund af underlige hændelser i stuehuset.

Jeg må jo nok indrømme at jeg, efter at have hørt denne historie, var meget ivrig efter at komme til at se denne gård. Og jeg var meget interesseret i at tale med dem der evt. boede der nu. Jeg fik dog overtalt mig selv til at det må ha været rent opspind.To år efter da jeg flyttede hjemmefra, tog jeg en beslutning.
   Inden året var omme skulle jeg altså over og se den gård i Jylland. Historien brændte stadig i mit hoved, og jeg kunne ikke få den væk.
   Jeg talte med min veninde Maria, og spurgte om hun ville med på en tur til Jylland for at se de gamle gårde, og det ville hun gerne.
   Hun holdt på at hun ikke helt troede på alle disse overnaturlige ting, men hun ville da godt med bare for at underholde mig. Jeg mente at når hun kom derover ville hun nok alligevel tro på det en lille smule. Hvis vi var rigtig heldige, kunne vi jo måske få lov at se pigen i vinduet.
   Vi tog af sted ca. to måneder efter. Det passede med vores sommerferie, og vi havde fri i godt to uger. Jeg havde undersøgt om det var muligt at komme over og se den omtalte gård, og om der var mulighed for overnatning i området. Med begge dele var vi heldige. Gården var gjort i nogenlunde stand, så man kunne komme ind og se på de ting man havde dengang al dette skete, og samtidig var der lavet et motel i en af de længer der havde hørt til huset, da det fungerede som bondegård.
   Da vi endelig ankom til byen blev jeg en lille smule skuffet, jeg havde ikke regnet med at det bare var en kedelig lille by, men måske at den havde været mere præget af det der engang var sket der.
   Maria var skeptisk, og hun mente ikke at det kunne lade sig gøre at se et spøgelse eller hvad det nu var, som en turistseværdighed. Hun havde hørt at det kun var om natten, og aldrig mens der var mange mennesker.
   Jeg havde mange gange talt med Maria om det clairvoyante, men hun ville ikke rigtig tro på at der var mennesker der kunne føle andre livsformer eller fænomener, og hun ville heller ikke tro at der virkelig fandtes sådan nogle ting. Det var jo ikke noget man kunne tage og sige; her er det, og derfor var det svært for hende at forholde sig til.
   Maria var mest interesseret i at få en god nats søvn, inden vi skulle ind og se huset næste dag.
   Jeg må nok indrømme at jeg er blevet overbevist mange gange om mange forskellige ting, men at jeg skulle opleve min egen skeptiske veninde blive fanget af noget som hun blev fanget denne aften, var helt fantastisk.
   Lige inden vi lagde os til at sove sagde Marie noget om at hun kunne føle en slags kulde hun aldrig før havde følt. Hun fortalte hvordan det føltes, og hun sagde at hun ærlig talt ikke havde nogle gode vibrationer fra den seng hun lå i. Jeg kunne ikke lade være med at grine af hende, hun var jo ikke et af de her medier der kunne mærke andre fænomener, eller andres tilstedeværelse. Og mindst af alt troede hun på det selv.

Vi grinte lidt af det der med vibrationerne, og så lagde vi os begge til at sove.

Damen der serverede vores morgenmad, kom ind og sagde at det nu var tid til at stå op, og få spist noget mad, inden turen først gik til den store forladte gård nede ved skoven. Jeg troede det var en drøm, jeg havde ikke hørt noget om at vi skulle derned i forbindelse med turen, men det gjorde jo kun det hele bedre.
   Tænk at jeg skulle ned og se det sted hvor den unge piges elskede var blevet forment adgang til hende og hendes hjerte.
   Maria fortalte at hun havde sovet forfærdeligt, og spurgte vores værtinde om hvorfor der havde været slukket for varmen om natten. Hun fik at vide at der ikke havde været slukket for nogen varme, og at det kun var meget sjældent at der var nogle der havde klaget over søvnen de fik på stedet. Alle der havde klaget, havde sovet i det værelse vi sov i, men hver gang der havde været en klage var alle møbler blevet skiftet ud, og ingen havde fået lov til at sove der i nogle uger.
   Maria spurgte om vi evt. kunne få lov til at sove i et andet værelse den efterfølgende nat, og det sagde damen ja til.
   Vi var i gang med at gøre os klar til turen, da det bankede på døren. Det var en lidt ældre herre der stod udenfor, han spurgte til om vi havde haft en rolig nat, hvortil jeg sagde ja, og Maria sagde nej.
   Han så på hende og smilte så efter min mening lidt underligt.
   Han sagde at han godt ville have hvis Maria gik sammen med ham, når vi skulle ud på turen senere. Og jeg var da også velkommen til at følges med dem, men jeg måtte love ham ikke at tale til ham og Marie under turen.
   Min nysgerrighed var nu blevet så stor at jeg ville love hvad som helst, så jeg lovede ham at jeg ikke ville sige noget, og jeg lovede at jeg ville gå ved siden af Maria hele vejen.
   Vi gik ned og fik vores morgenmad, og bagefter gik vi ud i den lille tilhørende have.Der havde været en masse hvisken i krogene da vi sad og spiste, og det havde lykkedes mig at overhøre et ungt par da de sad og talte ved deres bord. De havde talt om at der havde været en på turen der havde følt det som om varmen var blevet slukket, og som om det hele kørte rundt inden personen skulle sove.
   Jeg bed mærke i at de ikke anede om det var en mand eller dame, men de sagde at de ville se det på turen til den anden gård, når personen skulle gå ved siden af gamle Ejner Jungel.
   De havde vist været med på turen før, og vidste helt sikkert at ham der Ejner Jungel var et eller andet specielt for denne guidede tur rundt i området.

Maria gloede på mig, da jeg fortalte det til hende, og sagde så bagefter at manden der havde banket på vores dør havde præsenteret sig som Ejner Jungel. Hun var fuldstændig målløs, og hun havde nogle øjne der på en gang udviste frygt og nysgerrighed.
   Tiden kom da vi skulle ud og gå, og Ejner Jungel kom for at hente os. Han så meget højtideligt på Maria, og sagde at det var ham en stor ære at møde en artsfælle af det andet køn. Det var meget sjældent at det var en kvinde der havde disse evner eller talenter. Maria sagde bare nå og ja, og samtidig kiggede hun på mig med et spørgende blik.
   Ejner Jungel kaldte på alle de andre der skulle med på turen, og han præsenterede sig selv som en mand med et meget vigtigt kald. Han var et såkaldt " medie " for andre livsformer, og for det der i vores daglige tale hed overnaturlige kræfter.
   Han forklarede at det var meget vigtigt for turen hvis kun to gik foran sammen med ham, og han fortalte at de to var Maria og mig. Derefter sagde han blot at de andre skulle holde sig i baggrunden, og når vi kom til gården, ville han forklare nærmere.
   Jeg må indrømme at jeg på dette tidspunkt var begyndt at få en lille smule hjemve, og jeg havde mest af alt lyst til at hive Maria væk fra den mærkelige gamle mand. Men et eller andet sted var min nysgerrighed så stor at jeg lod være, og det er jeg glad for nu. Jeg er meget lykkelig for at jeg kom til at få denne oplevelse, og at jeg fandt ud af hvorfor Maria altid har været så afvisende overfor min snak om de ting der var mellem himmel og jord, og som ikke helt kunne forklares.
   På turen ned til, gik Ejner og fortalte en masse ting til Maria og han ville have at hun skulle svare på nogle spørgsmål. Noget af det var om hun havde haft lignende oplevelser med kulde og varme, eller om hun havde været nogle andre steder hvor der var rygter om at der kunne være andre livsformer.
   Marie svarede nej til de fleste spørgsmål, lige bortset fra et.
   Ejner spurgte hende om kunne mærke noget anderledes i sin krop efter de var gået fra motellet. Og det kunne hun...
   Hun fortalte ham at der var noget hun ikke rigtig var tryg ved, at hun mens han havde fortalt hende alle disse underlige ting, havde følt det som om der var en der havde taget hendes hånd og holdt den i ca. fem minutter. Men de eneste der gik ved siden af hende var Ejner og mig.
   Hun var bange for de ting hun følte, og hun havde mest af alt lyst til at vende om, og gå ind og pakke sine ting og tage hjem til det hun var vant til. Ejner beroligede hende og sagde at hun skulle være tryg, så længe det var en rar følelse at holde denne person i hånden, hvis det gik hen og blev meget varmt eller meget koldt i hendes hånd, så skulle hun sige to gange inde i sig selv:
   "Jeg vil ikke have noget med dig at gøre, gå din vej."

Jeg kunne se på Maria at hun betvivlede de ting som gamle Ejner sagde til hende, men alligevel blev hun mere tryg efter han havde sagt nogle små remser til hende.
   Da vi kom ned til det gamle gård, blev Maria helt stiv i hele kroppen, hun stoppede op, og så hen på Ejner og spurgte om det var normalt at hun nu skulle blive hevet over mod døren?
   Hun følte det nu som om der stod en og hev i hendes jakke, en der ville ha at hun skulle gå ind i huset.
   Han fortalte nu de andre i den lille gruppe at Maria , Ejner og jeg ville gå ind i huset, og dem havde lyst til at gå med var velkomne, men de skulle sørge for hele tiden at gå bag ved Maria.
   Maria var bange nu, rigtig bange. Hun tog min hånd for at få noget trygt omkring sig. Ejner sagde at det var ok, men hun skulle give slip på mig, hvis det var det hun fik at vide, ellers kunne der ske nogle ting de ikke kunne styre.
   Ejner gik og fortalte den historie damen i boden havde fortalt, mens vi gik rundt inde i huset. Maria holdt mig i hånden og fortalte mig hvad hun mærkede.
   I det ene rum kunne hun fornemme at den unge mand stod og kiggede på hende, med nogle øjne der så bedrøvet ud. Hun kunne også fornemme at han var ulykkelig, og at han savnede noget.
   Nede i hallen havde hun fornemmet, at han ville have hende til at gå op til det ene rum, og få hende til at skrive Lucia på ruden, med udråbstegn efter. Ejner havde sagt til resten af gruppen at de ingenting måtte røre og Maria vidste ikke om hun måtte røre ved ruden.
   Han sagde det var ok at hun gjorde det der blev sagt, men ikke andet.
   Hun skrev Lucia på ruden, og hun var til sin egen overraskelse ikke klar over at hun også skrev meget mere.

Måske vi skal ses igen min egen Lucia, hvor er du min egen Lucia kom tilbage til mig.

Hun så først senere hvad hun havde skrevet, idet hun havde skrevet det med lukkede øjne. Og så blev hun bange.
   Nu ville hun tilbage til motellet, og hun var ikke interesseret i at få flere mystiske oplevelser denne aften.
   Ejner sagde at det var ok, og at vi andre også ligeså godt kunne følge med. Madmor var i gang med at lave aftensmaden.
   På turen hjem gik Maria bagerst med mig ved siden af, og hun blev ved at fortælle hvor åndsvagt og latterligt det hele var. Hun var blevet underlagt en eller anden form for hypnose, mens alt dette stod på, og alle de ting hun havde følt var bare nogle påførte ting fra ham den gamle idiots egne tanker.

Hun kunne sgu hverken se eller høre om der rendte et spøgelse rundt inde i det hus eller måske havde hun været påvirket af noget havde puttet i hendes mad. Men uanset hvad, så skulle hun nok bevise det når de skulle hen og se pigen i vinduet. For her ville hun være forberedt og lade være med at spise noget som helst før de havde været derhenne.
   Næ næ, hende skulle de ikke lege sådan med. Hun var nemlig godt klar over at det hele bare var noget pjat, og noget selvopfundet ævl, bare for at få folk til at komme og sove på deres motel.
   Jeg må jo nok indrømme, at jeg også selv mistede lidt af troen på det overnaturlige, men da jeg så Marias hånd skrive de ord på ruden, var jeg omvendt igen.
   Ejner havde slet ikke været i nærheden af hende, og hun havde aldrig hørt hele historien, og da slet ikke navnet på pigen.
   Da vi kom tilbage til motellet gik snakken ivrigt frem og tilbage. Alle ville vide hvordan det var gået. Maria gik direkte op på vores værelse, lagde sig på sengen og kom ikke ned før det var tid til at komme over og se pigen i vinduet.
   Jeg gik op til hende fem minutter før vi skulle samles i forhallen. Vi talte lidt frem og tilbage om eftermiddagens hændelser, og pludselig begyndte hun at græde. Maria der ellers altid var stærk og stod stejlt på sine beslutninger, blev pludselig en lille pige på bare to år. Hu græd og græd, og sagde at hun ikke ville med. Hun ville blive her og ikke gå ud før vi skulle hjem.
   Hun fortalte mig, at hun faktisk var blevet oprigtig bange for sig selv nede på den gård. Hun havde aldrig nogensinde troet på alle disse underlige ting, og det på trods af at hendes mor altid havde sagt, at hun på et tidspunkt i sit liv ville føle hvor meget magt hun egentlig kunne tage over en situation.
   Marias mor er selv clairvoyant, og hun har fortalt mig ting om min fremtid som virkelig er sket, hun har også fortalt Maria nogle ting som hun mente var vigtige for at Maria kunne drage fuld nytte af de evner hun besad.

Jeg syntes ikke om at hun skulle være alene, så jeg ville blive hos hende. Men hun ville ikke at jeg skulle gå glip af det jeg var kommet for, så ville hun hellere gå med.
   Vi gik begge hen over gårdspladsen, og ganske rigtigt: der oppe i et lille tagvindue kunne man ane en skikkelse af en kvinde. Jeg var lidt skeptisk, for det kunne jo være en eller anden køkkenpige der stod der oppe. Vi kunne jo kun se en utydelig skikkelse, og vi stod nede på gårdspladsen.
   Vi fik at vide at vi nu kunne gå op i værelset og se om vi stadig kunne se hende stå i vinduet og se efter sin elskede. Jeg sagde pænt ja tak, for nu ville jeg vide om det var ren gas, eller om der virkelig var noget om det damen havde fortalt inde på strøget.
   Da vi gik indenfor så huset virkelig gammelt ud, udenpå havde de nye ejere restaureret det så det så pænt og velholdt ud, men inden i havde de ingenting lavet. Hele huset lugtede af gammel mug og råd, og der havde nok ikke været gjort rent siden den pige havde taget sit eget liv.
   Man kunne se de møbler de havde brugt, og de ting der var lavet for at man kunne lave mad og gå på toilettet. Det var virkelig et gammelt hus.
   Jeg fandt det egentlig ret så spændende at man har kunne holde fremmede væk fra sådanne gamle ting, nogle af de møbler der stod derinde, var jo omkring hundrede år gamle.
   Maria var også faldet i staver over de gamle ting, men som hun sagde, så kunne hun altså ikke mærke noget udover det sædvanlige kuldegys man fik af at gå i et hus hvor man ved at der ikke har været gjort rent i mange år. Tanken om de ting man kunne støde på hvis man åbnede et skab eller en skuffe, fik os begge til at grine.
   Vi gik op på det lille kammer hvor pigen skulle stå i vinduet, jeg gik først ind, og jeg sværger, at jeg så hende, men ligeså snart Maria kom ind i rummet forsvandt hun.
   Hun var væk i næsten et minut og kom så tilbage igen, men denne gang stod hun ikke ved vinduet, men bag Maria.
   Maria stoppede op, og spurgte hvor den berømte pige var henne, hun kunne i hvert fald ikke se nogen der stod ved noget vindue. Til gengæld begyndte hun at ryste forfærdeligt da hun stod lige under den snor, pigen havde haft om halsen.
   Hun kunne næsten mærke hvordan pigen havde hængt der uden at kunne trække vejret, og uden at hendes elskede kunne redde hende.
   Maria spurgte efter afskedsbrevet, og Ejner gav hende det så hun kunne læse hvad pigen havde skrevet. Hun fik et trist udtryk i ansigtet, men så lyste hun op. Jeg lagde mærke til at pigen nu igen var henne ved vinduet, men nu så hun ikke mere så bedrøvet ud.

Maria løb ud af kammeret, og stillede sig nede for enden af trappen før hun kaldte på mig. Nu var det tid til at tage hen til motellet og lade hus være hus og pige være pige, Maria havde brug for at snakke.
   Da vi kom tilbage til motellet, var jeg ret nysgerrig efter at få at vide hvad der pludselig var blevet så vigtigt at tale om. Jeg så på Maria der stadig var et stort oplyst ansigt.
   Hun havde godt nok følt pigen, eller Lucia, men hun havde også følt noget andet. Maria kiggede stadig på mig med store øjne, hun så ud som om hun havde fået en slags åbenbaring. Hun fortalte at hun nok skulle sørge for at pigen og den unge fyr igen skulle være sammen, og at de ikke længere behøvede at gemme sig for at vise deres kærlighed til hinanden.
   Jeg gloede på Maria, hun kunne da ikke bare fjerne pigen fra vinduet. Men Maria var fast besluttet på at pigen og den unge fyr skulle genforenes. Koste hvad det ville.
   Jeg var chokeret, Maria havde på en eller anden måde overgivet sig til den evne hun havde, og havde ladet sig føre ind i det hun kaldte for den anden verden. Hun var blevet en helt anden efter vi kom over i huset, og hun havde fået sig en slags åbenbaring eller sådan noget, og et eller andet sted mente jeg det var godt, men alligevel kunne jeg ikke helt tro på det.
   Hvordan kunne det forandre sig så hurtigt? Maria havde været direkte rædselsslagen, indtil hun havde været klar over sin evne. Det mener jeg ikke kan lade sig gøre, men jeg er jo selvfølgelig heller ikke noget medie, eller en med særlig meget forstand på alt det der er uden for min egen verden.
   Jeg sagde at jeg ikke mente hun kunne tillade sig bare sådan at lave om på det der nu engang var som det var, men hun nægtede pure at høre på mig. Derimod gik hun ned for at få fat i Ejner.
   Maria omtalte nu de to spøgelser som om de stadig var levende, og jeg var chokeret. Men jeg lod hende gøre som hun ville, og turen gik så til Ejners bord i hallen.
   Da vi kom derned var Ejner der ikke, det fik mig til at ånde en smule lettet op, nu ville hun måske glemme alt om det.
   Men det skulle ikke vare længe før Ejner alligevel dukkede op, og da Maria meddelte ham at hun nu var klar til at tale med ham om nogle ting lyste han op. Han inviterede os med hen til den lille bar/cafe i hjørnet af hallen, og startede hele opbygningen af en slags "redningsaktion".
   Maria fortalte Ejner at hun var interesseret i at føre pigen og hendes elskede sammen. Og hun vidste hvordan det skulle gøres, men hun havde brug for hans hjælp.

Maria mente at pigen i vinduet ville blive et mere lykkeligt "spøgelse" hvis hun kunne få sin elskede til at være i det samme hus. Måske ville de få muligheden for at få et blomstrende forhold i den spirituelle verden, og det ville jo være perfekt når de ikke havde den mulighed i vores jordiske verden. Maria vidste godt at der ville være en mulighed for at pigen i vinduet ville forsvinde helt, og hun var også klar over at det ville koste den lille familie der kørte motellet, deres indkomst fra rundturene. Men hun mente at det var vigtigere at få de to unge sammen igen.
   Ejner sagde at han jo trods alt var den ene af de tre der kørte motellet, og de havde i familien længe talt om at det ville være rart hvis der kunne gøres en ende på pigens ulykkelige tilværelse i det lille kammer.
   Maria og Ejner sad og talte i næsten to timer. Og de blev enige om at starte i morgen efter morgenmaden med alle forberedelserne. Det ville kræve at alle tyve indlogerede på motellet blev inddraget. Og de skulle alle have noget meget lyst tøj på.
   Jeg var helt paf over sagens drejning. Maria var som fortryllet når hun sad der og talte med Ejner om at befri de to unge mennesker for deres lidelser en gang for alle.
   Der var ikke nogle af dem der anede om det kunne lade sig gøre, men de var begge to villige til at prøve.
   Ejner ville lade meddelelsen blive opråbt ved aftensmaden, og lade alle på motellet blive informeret om det der var vigtigt for dem i denne sag. Han mente at det var yderst vigtigt at de fik fortalt hvordan de skulle bære sig ad med at hjælpe.
   Jeg kunne godt se fornuften i det de ville gøre, men alligevel var der noget der sagde mig at det ikke var så godt endda. Maria var fast besluttet på at hun nu kunne hjælpe pigen, og at hun nu var glad for at hun havde denne evne. Men hun sagde at det dermed ville være slut med at lege med "spøgelser" og andet overnaturligt når vi kom hjem.

Maria fortalte og jeg lyttede med åbent sind og uden at stille spørgsmål.

"Vi skal i aften sørge for at den unge pige og hendes elskede kommer til at tilbringe deres åndelige liv sammen. Det vil komme til at foregå på en lidt barsk måde, men det er den eneste mulighed vi har for at det kan lade sig gøre." Maria tog lidt at drikke inden hun fortalte videre.

"I aften skal Ejner og jeg ned til den nedlagte gård hvor den unge fyr opholder sig. Vi skal få ham ind i Ejners krop. Og det er her det bliver barskt. Ejner har fortalt mig, at han er en af de få udvalgte der kan få disse fænomener til at ske, og lade den døde bruge kroppen som værktøj eller skal, for at komme rundt i vores verden."

Jeg stirrede på Maria og var nu klar over at jeg bestemt ikke havde lyst til at blive mere involveret i denne sag end jeg var nødt til.

"Ejner har selv valgt at lægge krop til, og han skal derfor informere alle på motellet om ikke at kontakte ham før de kom tilbage fra gården. Det er meget vigtigt at den eneste der kommunikerer med ham er mig, da det ellers kan ske at den unge mand går ud af kroppen igen, og så hænger han endnu mere mellem de to verdner."
   Da Maria var færdig med at forklare mig hvad de skulle gøre, gik vi ned for at se om Ejner havde givet alle de andre information om hvad der skulle foregå, og hvis man skal dømme efter ansigterne, så havde han gjort det.
   Vi gik ind i spisesalen for at spise. Damen der havde lavet mad hele weekenden kom hen til os med dagens ret. Det var en slags risblanding med noget stegt kalkun og stærke krydderier.
   Vi spiste med stor tilfredshed det hele, og nød bagefter vores dessert der bestod af en portion is med noget topping, og vafler.

Efter maden meddelte Ejner og Maria at de nu ville tage af sted.

Jeg sad i næsten en time og stirrede ud af vinduet fra vores værelse, her kunne jeg se ned ad den vej de kom tilbage af. Det virkede helt åndssvagt at man skulle sidde og glo ud af vinduet som en lille treårig, der venter på at se julemanden. Men ikke desto mindre sad jeg her, uden at tænke over at der i alle de andre vinduer også sad folk klinede til ruden for at få et glimt af Maria og Ejner.
   Efter ca. en time og et kvarter kunne jeg ane dem nede af vejen, det så ud som om Maria gik og talte meget ivrigt til Ejner. Hun så ud som om hun var lidt utryg ved at gå ved siden af ham, og ud fra det mente jeg at deres plan havde lykkedes så langt.
   De kom nærmere huset og motellet, og nu var det ganske tydeligt at det ikke var Ejner selv der var i kroppen. Personen gik mere oprejst og friskt fremad, og det var lige før han nu var lige så høj som Maria. Ejner havde ellers en meget kroget ryg, og han var ca. et hoved lavere end Maria normalt.

De gik meget målrettet over mod det gamle hus, og der var ikke nogle af dem der så sig bagover for at se om der var nogle der kiggede på dem. De talte meget og man kunne se at Marias holdning ændrede sig en lille smule mens de kom tættere på huset.
   I det lille tagvindue kunne man se skikkelsen af den unge pige. Det var som om hun vidste at de ville komme, for hun stod der nu tidligere end hun plejede.
   Maria låste døren op, og de gik ind i huset.
   Nu kunne jeg ikke se dem længere, og besluttede at jeg ville gå ned på gårdspladsen og vente til de kom ud igen. Det var jeg ikke den eneste der havde tænkt på. Næsten alle motelgæsterne stod dernede, og ventede.
   Vi stod i måske en halv time og ventede. Først kom Maria så ud, hun så ud som om hun havde grædt, og derefter kom Ejner. Han gik igen med kroget ryg og langsomme skridt.
   Maria kom hen til mig, og det eneste hun gjorde var at nikke og smile. Ejner tog hende under armen og sammen gik de ind i motellets forhal igen.
   Da alle var kommet ind igen, satte folk sig på deres sædvanlige pladser. Denne gang var det dog ikke maden vi ventede på, men på Ejner.
   Han kom ind, og stillede sig henne ved det store bord der normalt stod mad på. Han så meget højtidelig ud, men sagde ingenting før Maria var kommet og havde sat sig ved siden af mig.

"Nu skal I alle høre," startede han, og så kom det vi alle ventede på.
   "Vi har her til aften, og vi er Maria og jeg selv, været vidne til noget meget smukt. Lucia og hendes elskede er nu sammen igen, denne gang uden der er nogen der kan tvinge dem til andet. Og de er begge gået over på den anden side. Maria og jeg har været meget heldige med vores plan, og vi kan love at der nok aldrig vil blive gjort noget lignende igen. Det var en meget krævende proces, og vi er nu begge to meget udmattede. Vi der bor her på motellet kan derfor ikke tilbyde at I kan komme tilbage og se Pigen i vinduet en anden gang. Vi har endelig givet dem fred. - Min kone og jeg har længe talt om at gå på pension, og nu kan vi gøre det med god samvittighed. Vi kan derfor meddele at motellet fra og med i morgen, når I tager hjem, er lukket. Vi vil bygge huset derovre om til et mere beboeligt sted for et ældre ægtepar."

Ejner så ud som om det var de letteste ord han nogensinde kunne komme til at sige, og Maria sad ved siden af mig og smilte et stort smil.

Da Ejner var færdig med at fortælle bordet rejste Maria sig op og gik op til ham. Hun sagde at der var noget hun meget gerne ville ha lov til at sige.

"Jeg vil bare meddele, at denne tur har været noget af det mest interessante jeg har oplevet i mit toogtyve år lange liv. Jeg har altidfået at vide at jeg havde en form for speciel evne, men har aldrig troet på det før nu. Ejner og hans familie på dette sted har givet mig et nyt syn på mine evner, men jeg har dog en ting jeg vil bede om.
   Jeg ville sætte stor pris på at alle der har været med på denne tur, og som bor i København eller omegnen, ikke nævner mit navn i forbindelse med alt hvad der er sket her i weekenden.
   Jeg har en plan om at tage tilbage til København og til mine venner uden at skulle forklare dem hvad jeg har bedrevet denne weekend. Ingen i min vennekreds har et behov for at vide den skinbarlige sandhed om stedet her, og ingen af dem ville tro på det, hvis de fik det at vide.
   Derfor er det en bøn fra mig til jer, om ikke at afsløre min hemmelighed, men derimod give al æren til Ejner, der trods alt har haft stedet her i snart halvtreds år.
   Jeg håber I kan forstå min bøn til jer, og at I vil respektere den."

Efter Marie havde talt, gik alle folk til deres værelser, undtagen os. Vi skulle lige tale med Ejner og hans kone. Vores samtale gik mest på at sige tak for turen og tak for en uforglemmelig weekend. Men den gik også ud på at Maria skulle love Ejner at hun ville komme over og besøge ham inden året var omme. De kunne jo ikke bare glemme alt om hvad de to havde været igennem for at føre de to unge elskende sammen.
   Maria sagde at hun nok skulle komme derover igen, og hun lovede at hun aldrig ville glemme denne weekend. Vi sagde farvel og godnat, og gik op til vores værelse.
   Vi lagde os hurtigt til at sove, og jeg husker at jeg som det sidste den aften tænkte på hvor dejligt det ville være at komme hjem til min egen seng og min kæreste igen.
   Den næste morgen tog vi af sted med bussen, og jeg lyver ikke når jeg siger at det var en meeeget lang tur hjem.
   Maria sad og sov det meste af vejen, og jeg selv sad og sendte små beskeder til kæresten. Jeg savnede ham helt utrolig meget, og jeg glædede mig sådan til at komme hjem til ham og hans trygge arme.

Lige inden vi ankom til Hans Knudsens plads i København, kiggede Maria på mig.
   "Du lover at du aldrig taler om det her igen!!!!! Jeg vil ikke behandles anderledes end før, og vores venskab har nu en stor hemmelighed i lasten. Jeg holder meget af dig og jeg håber virkelig du vil lade det hele ligge efter vores hjemkomst."

Jeg lovede det, og det er det sværeste jeg nogensinde har lovet nogen.
   Med min nysgerrighed og lyst til at kende til det alle de ting der omkring mig, både synlige og ikke synlige, er det svært at skulle holde sådan et løfte.
   Da jeg kom hjem, og jeg skulle fortælle historien til min kæreste, lavede jeg alt om der handlede om Maria, og sagde at det var en af de andre gæster. Jeg lagde også vægt på at Ejner havde haft den store ære i at vise os at det var muligt at føre de to unge sammen igen, og lede dem over i deres verden.
   Stadig den dag i dag, kan jeg godt have lyst til at spørge Marie om hun har oplevet noget der lignede vores tur til Jylland, men jeg må tage det i mig, og respektere hendes ønske om at glemme turen, og ikke tænke på hende som et medie, men som min trofaste veninde.