Følgende historie er sand. Den er fra det virkelige liv hvor mig, min familie og vores venner blev gjort bekendt med sygdommen cancer, og med dens udfald for os alle sammen. Historien er skrevet ud fra en dagbogsform da det er på den måde den bedst kommer frem.

Fredag d. 29. august 2003
   Klokken er ca. halv elleve om formiddagen, jeg er ved at gøre mig klar til at tage på job. Ned og passe børnene i klubben. Telefonen ringer, jeg styrter ind for at tage den mens jeg stadig er ved at tage tøj på. Det er min mor der ringer.
   "Erik og mig vil meget gerne have at du og Jens kommer ind til os i aften, Frank er også inviteret." Hun lød ked af det, og jeg sagde til hende at vi godt kunne komme derind. Men jeg ville godt vide hvorfor vi skulle det. Min mor plejer aldrig at ringe til os på den måde. Både fordi vi bor ca. tre kvarters kørsel fra mine forældre, og fordi hun ved jeg ikke helt kan have hvis der er noget galt.
   Jeg presser hende lidt til at sige hvad der er galt. Hun nægter i lang tid, så siger hun det.
   "Eriks indlæggelse har ikke noget med hans gamle operation at gøre. Lægerne har fundet Cancer celler på hans lever."

Vores samtale sluttede hurtigt, jeg skulle ringe til Jens og fortælle ham hvad mor lige havde sagt, og jeg var smadder ked af det. Jeg kørte op til min svigermor som passer vores hvalp og fortalte hende hvad der var sket, herefter kørte jeg på job.

Klokken er nu ca. tyve minutter over et, jeg har været på job i godt tyve minutter, og så ringer min mobiltelefon. Den er kun tændt i tilfælde af at der skulle ske noget i familien, så jeg vidste den var helt gal da den ringede.
   "Det er mor, det kan godt være du er nødt til at køre ind til Hvidovre hospital nu i stedet for i aften, Erik har lige fået en blodprop, Han kan ikke tale. Han er på afsnit 3 2. sal."
   Jeg var færdig for den dag med at være på job. Jeg sagde til min leder hvad der var sket, og spurgte om jeg måtte køre med det samme. Det kunne jeg godt og heldigvis for det, ellers var jeg gået alligevel.
   Da jeg kom ind til hospitalet mødtes jeg med Frank, mor havde også fået ringet til ham. Vi fulgtes ad op til det afsnit hvor Erik var. Det var på neurologisk afsnit. Han kunne ikke sige noget til os, og han begyndte at græde da vi kom ind til ham på hans enestue.
   Både Frank og jeg vidste at vi var nødt til at være stærke for ikke at begynde at græde selv, det havde Erik ikke brug for lige nu. Det gjorde ondt at se ham græde. Jeg har ikke set Erik græde i de 17½ år jeg har boet sammen med ham, så jeg vidste jo godt at det stod skidt til.
   Da vi kørte fra hospitalet mod mor og Eriks lejlighed, sad vi alle tre i min bil og blev meget enige om at det her ikke var retfærdigt på nogen som helst måde.

Mandag d. 1. september 2003
   Jeg har brugt hele dagen i dag på at overbevise mig selv og alle andre om at det hele nok skulle blive bedre med Erik trods alt. Frank mor og jeg var inde på hospitalet i går, og der talte han da vi kom ind af døren. Det var helt fantastisk. Han sagde hej til os, han fortalte at han havde været i bad, og han kunne kommunikere med os igen. Han var ikke fanget i sin krop længere. Det var så dejligt og befriende at se ham grine og smile igen, at vi alle rent faktisk glemte lidt at han havde fået konstateret cancer.

Klokken kvart i fem om eftermiddagen ringer min telefon igen mens jeg er på job. Det er min mor igen. Jeg tænker da ser på displayet at jeg venter med at tage den, jeg har fri om et kvarter, så kan hun ringe der. Men alligevel tager jeg telefonen.
   "Nu skal Jens og dig altså komme ind til os i morgen. Erik kommer hjem i dag, men vi vil godt have at I kommer ind i morgen til aftensmad. Frank kommer også."
   Endnu en gang lød mor meget ked af det. Jeg tænkte i et split sekund at nu havde Erik fået en blodprop mere, og nu stod det endnu værre til.
   Jeg prøvede igen at få ud af hende hvad det drejede sig om. Hun ville ikke have sagt noget, men gjorde det alligevel.
   "Lægerne har i dag mandag fortalt at de ikke kan gøre noget for at redde Erik fra canceren. Den er galoperende som de selv kalder det. Det betyder at Erik har mindre end et år at leve i." Der var en pause hvorefter vi sagde farvel og jeg gjorde klar til at køre hjem fra job.

Da jeg kom hjem stod Jens udenfor sammen med hans gode ven og så på noget med en bil. Jeg kom ikke engang ud af bilen før jeg begyndte at græde. Jens gik med mig ind i huset, og han sad der og bare holdt om mig, det var pragtfuldt. Han var der bare for mig helt og aldeles.

Jeg fortalte ham hvad der var blevet sagt til mig i telefonen, og han begyndte også at græde. Min første reaktion derhjemme var at jeg ikke kunne se hvorfor det lige skulle være Erik der blev ramt. Hvorfor kunne det ikke bare være min far? Jeg ved godt jeg ikke må tænke på den måde, men min far ryger, drikker, og lever i det taget vildt usundt. Erik drikker ikke han ryger ikke, og de lever efter det man kalder normen.

Onsdag d. 3. september 2003
   I går var vi hjemme hos mor og Erik. Det var et helvede. Det var første gang vi sådan rigtigt skulle konfronteres med at Erik var døds syg. Jens og jeg selv, samt min bror Frank (Eriks søn) Blev vist ud i køkkenet da vi kom, for Erik lå og sov på sofaen i stuen. Mor græd da hun fortalte hvordan og hvorledes det hele så ud lige nu. Erik har bestemt at han vil Dø hjemme, og mor skal søge om plejeorlov så hans ønsker kan blive opfyldt.
   Heldigvis arbejder mor på et plejehjem så hun ved da hvordan man passer et mennesker der er så sygt. Eriks søster Lisbeth ville også komme og hjælpe til. Hun arbejder også med syge mennesker, så de to kan en hel masse tilsammen.
   Men i går var også dagen hvor min bror fik at vide at hans far ikke kunne helbredes. Han fik at vide at Erik havde fået en dom der hed at han havde mindre end et år tilbage at leve i.
   Vi græd alle sammen ude i køkkenet. Frank gik ud på toilettet og fik lov til at være lidt alene. Jens og jeg blev i køkkenet og talte med mor. Da Erik vågnede skulle vi alle ind i stuen. Frank gik ind først, men da han og hans far så hinanden begyndte de begge at græde. De var nu begge to klar over hvor det hele bar hen. Jens og jeg kom ind til sidst, og vi havde begge to tårevædet øjne, og Erik kunne se at vi havde grædt. Han begyndte at græde igen. Det var lidt hårdt for ham at blive konfronteret med os børn der var så kede af det fordi vi nu skulle miste en super far.
   Erik skal være hjemme nu, og han skal kun ind på hospitalet for at have blod når det er nødvendigt. Det er hans største ønske her i den meget svære tid. Han får sin medicin, og nogle smertestillende piller. Han skal så vidt muligt holdes smertefri så vi undgår hospitalet.
   Det var meget meget svært at sidde derhjemme i stuen hvor Erik altid har domineret rummet med glæde og grin, fordi han i går kun sad i sofaen og lidt anstrengt prøvede at opretholde den gode stemning.
   Vi undgik det emne der sad på alles tanker:

Om et år eller mindre, er vores familie blevet en person mindre. En person vi alle elsker og holder så meget af, som det ser ud lige nu, skal Erik på Rigshospitalet og have en samtale fordi de derinde har en stab af læger der er specialister indenfor dette område.
   Søndag d. 7. september 2003
   Nu hvor der er gået lidt tid kan jeg godt mærke at jeg er ved at vænne mig lidt til tanken om at lægerne ikke kan gøre mere for Erik end de allerede har gjort. Dermed ikke sagt at jeg helt og fuldt har accepteret at det er endeligt for Erik med denne sygdom. Jeg har kun vænnet mig til tanken, ikke affundet mig det endnu. Jens har også fundet ud af at man er nødt til at tale sammen om det. For det er ikke noget der bare forsvinder af selv. Det er noget lægerne ikke kan hjælpe med. De kan ikke sørge for at Erik vil være hos os længere tid, kun med Kemo, og det vil han ikke selv have.

Lørdag d. 13. september 2003
   Jens og jeg har været inde og besøge mor og Erik. Man kan godt se at han ikke længere har ligeså mange kræfter som han altid har haft. Han ansigt er også meget mere trist at se på. Men hvem ville ikke blive trist i ansigtet når man ved at man ikke kan overleve denne her sygdom?
   Erik fik ikke spist noget aftensmad, og han havde mange hedeture.
   Da klokken var ca. halv ni ringede mor til vagtlægen, for nu havde han det rigtig skidt, og han havde feber.
   Kvart i ni var lægen der, og fem minutter efter blev der ringet efter en ambulance så han kunne komme til undersøgelse på Hvidovre Hospital.
   Jens og jeg kørte hjem mens mor ventede på ambulancen. De var der rimelig hurtigt, heldigvis.
   Det gjorde ondt at køre hjem når han havde det så skidt, tankerne fløj gennem hovedet på mig mens vi kørte.

Nu venter jeg på en besked fra min mor om hvad lægerne har sagt.

Så er beskeden ankommet. Han har det stadig meget skidt, jeg fatter simpelthen ikke hvorfor de læger ikke kan gøre noget for ham. Han har stadig store smerter så de burde give ham noget der dæmpede de smerter. Men han er jo meget allergisk overfor penicillin, så det er selvfølgelig heller ikke nemt at finde noget han kan tåle så ikke han får det endnu dårligere.
   Mor har lige skrevet igen, nu skal Erik have blod, lægerne tror det går hurtigere med sygdommen end først beregnet.

DET ER NOGET RIGTIG PIS.

Søndag d. 14. september 2003
   Erik får to poser blod i dag, lægerne ser ikke længere på om de har nået grænsen for hvornår man ikke giver blod længere. Erik føler at han får det lidt bedre hver gang han har fået blod.
   Mor har også ringet til Frank og sagt at han skal være forberedt på det værste allerede nu.
   Det går stærkt, alt for stærkt...

Søndag d. 28. september 2003
   Det er nu fjorten dage siden jeg har skrevet sidst. Men det er jo ikke det samme som at der ikke er sket noget med hensyn til Erik. Faktisk nærmest tværtimod. Søndag d. 21. september var jeg inde hos mor og Erik det meste af dagen. Erik var meget stille det meste af dagen. Men han skulle jo også ind på hospitalet dagen efter og have taget en prøve fra tumoren. Han gik og lagde sig i sengen en del gange. Hans tanker var selvklart omkring den forestående undersøgelse, og man kunne godt se at hans kræfter var sluppet meget op nu.

Onsdag d. 24. september 2003
   Erik vil gerne have at mor får nye møbler. Så i dag har hun været ude og handle møbler ind til stuen, det har resulteret i at Jens og jeg har fået nye møbler i stuen.

Torsdag d. 25. september 2003.
   Erik og mor har været inde på hospitalet hele dagen i dag fordi Erik skulle have blod. Det tog rigtig lang tid. Først da klokken var 21 gik de i gang med at give ham blod, og han måtte derfor blive på hospitalet i nat. Samtidig fik de at vide at den prøve der blev taget mandag var mislykkedes.

Fredag d. 26. september 2003
   Mor tager tidligt ind på hospitalet, de regner begge med at kunne tage tidligt hjem. I løbet af dagen får de lavet en henvisning til Rigshospitalet hvor de vil blive indkaldt til en samtale. Mor og Erik er først hjemme 21.15. de har siddet og ventet på transport hjem i næsten tre timer. Da transporten endelig kommer, glæder de sig begge til at komme hjem. Det er en liggende transport som de har som fast transport da Erik er alt for svag til selv at kunne klare trapperne op til anden sal.
   Da de når vanløse bliver Erik bedt om selv at gå op til anden sal. Det resulterede i en forfærdelig nat med smerter og kraftig åndenød. Først lørdag eftermiddag blev han nogenlunde tilpas igen.

Tilbage til denne søndag d. 28. september 2003
   Erik har fået en ny slags smerte plaster. Det er kraftigere end det sidste, og han får nu 50 microgram morfin i timen. Plastret + nogle meget stærke piller gør at han nu er så godt som 100% smertefri.
   ENDELIG!!!!
   Eriks søndag har været meget god. Han har kunne sidde i stuen i længere tid, end han har gjort hidtil. Der er begyndt at vise sig tegn på gulsot. Dvs. at leveren er sat meget ud af funktion. Det her går alt alt for stærkt.

Søndag d. 28 september 2003
   Lidt fra mig selv:
   Nu er der snart på dato gået en måned siden vi fik besked om canceren i Eriks krop. Jens og jeg har fået talt meget sammen, og grædt sammen. Jeg sidder ikke længere alene og tackler problemet. Tak min elskede, du er der og det er nok. Bare det at bruge din skulder. Jeg har stadig ikke helt forstået det hele endnu. Jeg ville virkelig ønske at det hele bare er et ondt mareridt, og at jeg næste gang jeg ser Erik, ser ham som han altid har været; Glad, vittig, og fuld af godt humør.
   Men jeg ved det jo godt. Det sker ikke og det er det der gør så forbandet ondt indeni. Det bliver kun en realitet når jeg besøger mine forældre, for ser man hvor slemt han har det.
   Det er dejligt jeg ikke mere føler mig alene.

Torsdag d. 9. oktober 2003 samt fredag d. 10. oktober 2003
   Torsdag aften jeg er på job som jeg plejer, jeg beder om at gå tidligt hjem fordi jeg har en ide om at min mor vil ringe til mig i løbet af enten aftenen eller natten. Jeg får lov at køre en halv time før. Jeg kommer hjem tager mit tøj af, og lægger mig ind i seng. Jens er allerede gået i seng. Jeg ser lidt tv, og slukker så for fjernsynet. Klokken kvart i elleve om aftenen ringer vores telefon, jeg ved med sikkerhed det er min mor. Det er nu.
   Mor græder i røret, hun siger at hvis jeg ville ind til dem inden det var slut for Erik så skulle jeg komme ind nu. Han var meget dårlig.

Jeg løber ind i soveværelset, jeg ryster over det hele og skal bare finde noget tøj at tage på, så jeg kan komme af sted. Jeg fortæller Jens hvad jeg lige har fået at vide. Jens tager med derind i sin egen bil, han skal på job klokken seks fredag.

Da vi ankommer hos mor og Erik er Frank der også, Lisbeth har været hos dem i to døgn. Mor og Lisbeth har ingen søvn fået de er fuldstændig udmattede. Erik vil ikke sove, han rejser sig op i sengen og vil hele tiden et eller andet. Han siger ikke meget. Kun nej ja tisse drikke. Han sveder meget men på kroppen er han helt kold. Han er meget urolig, alligevel også meget vågen. Han er svag meget svag. Det er hårdt at se på, minut for minut kan vi se at han langsomt bliver mere og mere urolig, han vil hele tiden op, men hans kræfter er sluppet op. Han vil hele tiden ud på toilettet, men han kan ikke gå på sne meget svage ben mere. Mor græder inde i stuen, Frank og mig passer Erik inde i soveværelset, på et tidspunkt kigger Erik meget længe på os begge to. Han tager Franks hånd i sin. Han kigger ham dybt i øjnene, Erik siger lavt men højt nok til os:
   "Farvel."
   Det samme gør han til mig, tager min hånd, kigger på mig i måske ti sekunder, og så:
   "Farvel"...

Det var hans afsked med os. Det var hårdt. Men han var jo stadig meget vågen, og vi byttede med mor og Lisbeth.
   Frank og jeg gik ind i stuen vi talte ikke sammen vi stod bare og holdt om hinanden. Jeg græd, og jeg kunne mærke at Frank også græd. Nu var det altså tid. En måned og ti dage var der gået siden vi fik besked.
   Klokken ca. halv seks kom en sygeplejerske hjem til os alle. Vi havde ringet til hende fordi det ikke kunne være rigtigt at Erik ikke faldt til ro. Hun gav ham en pille med stesolid og en pille med morfin. Valde var også kommet hjem til mor og Erik nu.
   Jens var taget hjem ved et tiden han var nødt til at få noget søvn inden han skulle på job.
   Klokken seks faldt Erik endelig i søvn. Vi kunne alle høre hans vejr trækning inde i stuen. Den var rolig og tung. Vi var godt klar over at han ikke vågnede op igen. Det var umuligt, han var væk.

Vi fik halvanden times søvn og så var vi alle oppe igen. Han sov stadig det kunne vi høre. Det var den samme vejrtrækning som tidligere.
   Vi fik os noget morgen mad, der kom en sygeplejerske igen lidt senere, hun hjalp mor med at vaske Erik, og skifte tøj på ham, han svedte stadig meget.
   Frank og jeg lev sendt ned efter blomster, blomster som skulle stå på Eriks natbord, og som skulle lægges på hans bryst når han var helt væk fra os.
   Jens var kommet tilbage i mellem tiden, han havde ikke kunne være på job længere. Vi nåede kun lige tilbage. Han pustede den sidste luft ud i to pust da vi kom ind til ham i soveværelset. Det var det værste jeg nogensinde har oplevet. Han var væk. Væk for altid.

Mor var fuldstændig ude af den, hun græd og græd og græd, hun sad ved siden af sengen på gulvet. Hun tog Franks og min hånd og vi sad sammen, og så på Erik forsvandt helt væk fra os.

Mor og to sygeplejersker gjorde Erik i stand, med hans pæne tøj, som han skulle forlade os i. Der blev ringet tl lægen som skulle foretage ligsyn, og bedemanden blev også ringet op.

Vi tog den sidste afsked med Erik i kapellet hvor vi havde fulgt ham hen i vores biler. I en flot kortege efter ligvognen. Det er den værste tur jeg nogen sinde har været ude på i min bil. Det var utrolig hårdt at vide at det var Erik der lå i den kiste.

Inde i kapellet fik mor, Frank, Jens og jeg lov til at sige det sidste farvel helt alene. Inden vi tog hjem til mor igen.

Onsdag d. 15. oktober 2003
   Eriks bisættelse.
   Kisten var flot pyntet, og der var blomster hele vejen ned til døren i kirken. Der var mange mennesker, familie og venner. Præsten holdt en tale, det var ting som mor Frank Lisbeth og mig havde bestemt der skulle siges. Den var flot. Erik blev båret ud til bilen til tonerne af Kim Larsens "Om lidt bli'r her stille". Det var en melodi Erik holdt meget af. Og den gav så meget mening lige denne dag, fordi vi alle der var tilstede havde mistet en kær ven og en god far, og en skøn bror og en rar svoger, en god svigersøn samt en pragtfuld farfar.


* * *
   Denne historie er skrevet i mindet om min stedfar, Erik Wiberg Andreasen.
   Den skal prøve at beskrive hvordan jeg har oplevet det at miste en person som betød så uendeligt meget for mig. En person som har rørt så mange menneskers liv, og som har givet mange mennesker en mening med det de har foretaget sig.
   Erik var en person som ikke kan erstattes på nogen som helst mulig eller umulig måde, han betød så meget for sin familie at vi alle er enige om at denne historie skulle ud til andre mennesker.

Må I have den ære at læse om hvordan vi alle har prøvet at tackle den situation som vi meget pludseligt blev sat i, og som vil være utrolig svær at gennemgå i vores tanker. Vi har mistet en stor personlighed i vores familie, og det vil tage os meget lang tid at komme over...