Endnu en dag på stationen uden udsigt til andet end store stabler af papirarbejde, der venter på at blive arkiveret.
Det var kun Petersen og jeg selv der skulle være på vagt i dag, normalt er vi to mere, men i ferieperioderne må vi køre med nedsat mandskab.
Der sker sgu aldrig noget her ude på landet. Det vildeste vi har haft i år var et nabo par der skændtes over et æbletræ og et hegn mellem deres grunde. Ellers står den på lidt fartbøder og hvis vi er heldige lidt husspektakler.
Papirarbejde har vi til gengæld masser af. Anmeldelser om stjålne cykler og knallerter der aldrig bliver fundet, nogle få indbrud vi aldrig får opklaret, og enkelte klager over hunde der gør for meget.
Nogle gange sidder man sgu næsten og håber på et kæmpe værtshusslagsmål eller andet hvor der sker en lille smule.
Petersen sad ikke ved sit bord endnu, måske han lige skulle nå et put med fruen inden arbejde? Hun havde da vist ferie i øjeblikket.
Nå men det måtte han sgu selv om, hvis han havde behov for at få dyppet snabelen her til morgen hvorfor så ikke gøre det?
Skriveriet venter og måske man skule få gjort de bunker lidt mindre i dag? Når Petersen kommer kan jeg jo tage en kaffepause.
Petersen ankom med det sygeliste blik i øjet jeg længe har set. Den må sgu ha` været go` her til morgen. Han kom med basserne til kaffen i dag, og vi gav os til at tale om vind og vejr medens vi konsumerede dagens wienerbrød og tre kopper kaffe.
Telefonen ringede, og vi sad og gloede lidt på den inden Petersen tog den. Vi var ikke vant til at den ringede før kl.11 når fru. Hansen ringer for at klage over naboens hund. Endnu engang.
Men altså kl.8.15 kimede ringeapparatet som om det ville få tæsk hvis det nogensinde holdt op igen.
”Politiet det er Petersen. Hvad kan jeg hjælpe med?” Et standard svar herfra stationen for at være flinke ved befolkningen i byen.
Petersen nikkede, og sagde ja en masse gange, og gav personen i telefonen ret i at det var noget skidt hvad der var sket. Han forsikrede at vi nok skulle komme derud med det samme, men han behøvede lige at få adressen endnu en gang.
”Storegade 10, ja helt nede for enden, ja men den er fin vi kommer med samme.” Hold da kæft hvor er han venlig.
Vi tog vores uniformsjakker, en blok, en kuglepen, tjenestepistoler, og håndjern, og gik ud til vognen. Den bar tydeligt præg af at vi ikke havde meget at lave.
”Det er ude hos gamle Thomsen den er gal. Hjemmeplejen ringede og fortalte at hun havde fundet ham læggende på gulvet i gangen. Han havde ikke svaret da hun bankede på, og hun var derfor gået ind i forhåbning om at manden sov, og ikke fordi hun troede han lå midt i gangen og var livløs.”
Petersen fortalte ivrigt hele vejen ud til Thomsens gamle hus.
Det eneste jeg kunne tænke var : Endelig…. Endelig sker der noget i denne her gudsforladte røv kedelige by. Noget nyt ud over en bilalarm eller noget i den dur.
Men jeg ville alligevel vente og se hvor slemt det egentlig var. Det var jo muligt at den 80 år gamle eneboer bare havde fået et svigt i det gamle tikkeapparat på vej ind i stuen.
Da vi ankom stod damen fra hjemmeplejen i indkørslen og tog imod os. Hun så sgu helt nedtrykt ud, hun måtte da vide at i den profession hun havde valgt at arbejde med, kom man ikke altid til at have kunderne i mange år. Nogle af dem holdt sgu da kun et år eller to efter de starter deres hjemmepleje program, eller hvad fanden det hedder….
Vi steg ud af vores meget nyvaskede patruljevogn, og gik hen til damen og præsenterede os. Damen viste os ind til det sted hvor hun havde fundet den noget så døde og stive Hr. Thomsen.
Petersen gik hen og tog efter pulsen på manden, for uanset hvor død han end er så siger reglementet at vi skal tjekke for at være helt 100 % sikre på sagen.
” Joh den er vist god nok, han har sgu sat træskoene for alvor. Vi sku jo nok ringe efter Falck og bede dem sende en vogn så han ikke lægger her og lugter.”
Petersen undersøgte ham lidt nærmere, mens jeg ringede efter Falck, og så så op på mig med rynker i panden.
”Du skal sgu nok lige kigge her engang, jeg tror sgu ikke den gamle er død helt så naturligt.”
Jeg bad damen gå ud og se efter Falck, hun var blevet lidt paf i ansigtet efter Petersens kommentar om liget.
Damen gik ud, og jeg satte mig på hug ved siden af Petersen, der viste hvad han havde fundet.
”Nej den er da helt gal den der. Man får sgu ikke så stort et hul i kraniet af at falde på et blødt gulvtæppe.”
Petersen og jeg blev enige om at vi nok måtte sætte en større undersøgelse i gang, og se at få spærret ejendommen af for evt. nysgerrige naboer.
Da Falck ankom havde de alt med vi skulle bruge til en ordentlig afspærring. Vi tegnede op med kridt hvor liget lå, og derefter fik Falck lov at flytte gamle Thomsen.
Thomsen blev kørt direkte hen til retsmedicinsk afd. Så de kunne give os et mere uddybet billede af hvad der var sket med den gamle.
Petersen og jeg undersøgte Thomsens gamle hus nærmere og jeg må da indrømme at jeg ikke havde regnet med at skulle have en drabssag i den her gamle forladte by. Men nu var den her, og vi måtte i gang med at arbejde.
Undersøgelserne af huset gik i gang, og vi valgte at dele os op, i huset, så vi ikke gik og ødelagde beviser for hinanden.
Jeg tog stuen, og gangen hvor Thomsen blev fundet, og Petersen tog resten af huset (kom ikke og sig at jeg ikke kan finde ud af at dele opgaverne ud).
Jeg kunne ikke finde noget nogle steder der tydede på kamp eller lign. Og Petersen havde heller ikke fundet noget. Det eneste blod der var, var i gangen hvor han blev fundet. Hullet i kraniet havde efterladt en mindre blodpøl, og vi var ret hurtige enige om at han ikke var ”dræbt” her i huset.
Hvor og hvorfor, kunne vi ikke rigtig finde ud af før vi havde fået nogle svar fra retsmedicineren.
Jeg havde jo selvfølgelig ikke fået spurgt den hjemsendte hjemmepleje dame, om Thomsen havde hjemmepleje hver dag. Det ville jo havde gjort det nemmere for os hvis jeg havde, for så kunne vi da vide om det var sket i nattens løb.
Vi kørte fra det formodede gerningssted omkring klokken 16.00.
Vores undersøgelse af huset havde fastlagt at Thomsen højst sandsynligt ikke var død i hjemmet, og slet ikke af naturlige årsager.
Nu står vi så tilbage med to fandens spørgsmål :
Der var ingen tegn på indbrud, altså ku Thomsen ha kendt sin morder.
Thomsen var ikke blevet myrdet i eget hjem, så vi skulle altså også have et officielt gerningssted. Men hvor finder vi det ??
Og til sidst men næsten værst, alt det papirnusseri der vil komme ved alle afhøringerne.
Det er da muligt at vi ville ha lidt mere spænding i hverdagen, men vi ville jo også helst undgå alt nusseriet ved pc`eren.
Nu var vi altså nået dertil hvor vi ikke kunne gøre så meget andet end at vente på hvad RM ville sige. De skal jo først lige have ham parteret og delt i tusind stykker før de kan give en hel nøjagtig forklaring, men så er vi også sikre på at Thomsen bliver undersøgt i alle hjørner, og vi kan evt. få at vide om han virkelig er blevet flyttet eller hvad.
Vi blev enige om at bruge ventetiden på at afhøre damen fra hjemmeplejen. Petersen ringede til hende, og fik hende ind på stationen.
Damen hedder Carla Hansen, og har været hos Thomsen i næsten ti år.
Carla fortalte igen om sin ankomst til huset, og at hun med det samme havde tilkaldt os efter sit uhyggelige fund.
Vi optog alt på bånd med en lille diktafon, så vi kunne få alle detaljer med fra forklaringen. Det kunne jo være at vi skulle bruge dem senere.
Petersen der stod for afhøringen af Carla Hansen, spurgte nu hvor tit Thomsen havde hjemmehjælp. Han fik at vide at Thomsen havde hjemmehjælp på skiftende dage, han kunne godt lide når ugerne ikke var ens, og det havde de afhjulpet ved at han havde hjemmepleje hver tredje dag. D.v.s. at dagen for fundet altså i dag mandag, onsdag, lørdag og sådan derud af. Altid to dage imellem besøgende, og aldrig de samme dage i to uger.
Carla sluttede sin afhøring af med at fortælle hvor trist hun mente det var at gamle Thomsen nu var død.
” Han var sådan et dejligt menneske forstår de ” sluttede hun, og sagde farvel for denne gang.
Petersen gav sig til at skrive lidt notater fra afhøringen inden vi skulle hjem.
På dag to i vores nye sag talte vi kort om hvad damen havde sagt under afhøringen og vi kom da frem til at hun ikke var helt så tosset at starte med.
Vi fandt for eksempel ud af at Thomsen havde gift engang for lææææænge siden.
Han havde fået seks børn ud af et ægteskab på 9 år. Konen var død for ti år siden af et eller andet alkohol problem, hvilket også havde været årsagen til at Thomsen var stukket til søs, og havde overladt sin kone og børn til dem selv.
Jeg tror sgu da også at jeg ville være smuttet hvis jeg havde et kvindfolk til at gå og fylde tomme hylder op med tomme flasker hele tiden.
De seks unger boede rundt omkring i landet, men to af dem besøgte ofte deres gamle far.
De vidste måske at Thomsen havde en del bananer gemt af vejen på kistebunden, og ville sørge for at holde sig inde i varmen hvis nu han satte træskoene.
Petersen fik også at vide at Thomsen meget ofte var på kaffebesøg hos sine 9 naboer på vejen. Alle 9 styks havde den samme hjemmehjælp og de var alle over 70 år.
De fleste af dem var gamle gniere med en del penge gemt væk til dårlige tider. Det var dog ikke noget man lagde mærke til hvis man bare så dem i byen.
Gad vide hvor alle de gamle nisser har fået de penge fra ? De fleste af dem har været landmænd gennem hele deres liv, og det er da nogle år siden de har været på arbejdsmarkedet.
Nyttige oplysninger var der nok af, men hvad fanden skal vi dem til når manden umiddelbart ingen fjender havde, og stort set kun bevægede sig omkring sin egen husdør.
Af alle de mordmysterier jeg har læst er der da altid en eller anden fjende i offerets omgangskreds. Men bare ikke her i vores lille by.
Nå men måske skulle jeg selv stå for at afhøre den gamles unger. Det kunne da være sjovt at høre hvad sådan et par alkoholskadet skarn har at sige om den far der efterlod dem til fordel for havet.
Deres afhøringer kunne godt vente til i morgen, nu var det tid til en kop kaffe, og en lille sludder med Petersen. Efter kaffen ringer jeg til ligpartøren og hører om de har noget nyt på vores gamle Thomsen.
Ligpartøren havde en hel del at fortælle. Blandt mange ting kunne han sige at Thomsen var blevet flyttet på, siden han døde, og at han var død omkring 32 timer før Carla havde fundet ham.
Hullet i kraniet var kommet lige efter hans død, og var muligvis gjort med en hammer eller noget andet der minder om en sådan.
Dødsårsagen var dog noget helt andet. Thomsens mave var fuld af forskellige giftstoffer som kun kunne skaffes i Odense, og kun af professionelle eller fagfolk.
Hold da kæft mand, gamle Thomsen var altså blevet forgiftet i sin mad, og for at være sikker havde morderen knaldet ham en skallen med en hammer eller lignende.
Ja ja, hvis man skal være morder kan man jo ligeså godt få det gjort ordentligt.
Nu var det bare at vi skulle hitte ud af hvilke fagfolk der arbejder med de der giftige stoffer som tog livet af Thomsen.
Vi skulle også finde ud af hvor fanden Thomsen havde været inden for de sidste 48 timer før hans død.
Det er fanderme nemt når manden lægger parteret på et ligbord, og ikke kan fortælle os noget som helst.
Petersen og jeg gik i gang med at finde frem til de to af hans seks børn der havde besøgt han jævnligt.
Jeg fik fat i den ene, en mand på godt 40 år fra en lille by hvor der nok kun boede ham og hans kone og børn samt to ludere og en lommetyv. Men han boede dog kun 20 km. Fra sin afdøde fars bopæl.
Jeg inviterede ham ind til en obligatorisk afhøring med kaffe og blødt brød. Vi kan godt lide at kredse lidt om de folk der skal hjælpe os.
Han takkede høfligt ja, og meddelte at han først kunne komme i morgen, han skulle til lægen med en skade han havde i hånden.
I mellem tiden havde Petersen fået fat i den anden. Det må være en tvilling til ham jeg talte med, i hvert fald var hun også omkring de 40 år, men denne datter bor lige i nabobyen fra sin fars hus.
Petersen sagde at hun kunne komme til allerede i dag, og det ville hun meget gerne. Da vi havde fået hendes svar gik jeg ind og gjorde et rum klar til afhøring.
Vi fik lavet noget friskt kaffe, og fik gjort vores lille diktafon klar.
Hun var hos os en halv time efter vi havde ringet.
Thomsens datter hedder Marie Jensen, er 43 år, og rigtig nok tvilling til Hans Knudsen der kommer ind til os i morgen.
Marie arbejder som biokemiker hos NovoNordisk. Hun er mor til 2 unger, en knægt på ti og en tøs på otte. Marie fortalte livligt om sit forhold til sin far, og også om hvor elendigt de alle havde det da han forsvandt..
Alle seks unger var blevet fjernet fra moderen, og det var en af grundene til at de var blevet så spredte. Marie var klar over hvor de fleste af hendes søskende boede i dag, men der var dog en hun ikke havde kontakt til.
Marie fortalte også at hendes far havde kontakt til to andre af hans børn, men at de boede på Fyn begge to. Den sidste som Marie havde haft kontakt med, bor i Jylland, men kom da en gang imellem over til hendes børns fødselsdage.
Maries afhøring var ikke særlig opløftende i henhold til sagen, det eneste vi kunne konkludere var at hun var en lille fiks dame, med et interessant arbejde på trods af sin svære opvækst.
Da vi havde sendt hende hjem igen, talte Petersen og jeg om hendes job. Hun kunne jo meget vel få fat i disse giftstoffer, men om hun kunne slå ihjel var ikke i tvivl om. ALDRIG.
Petersen og jeg tog hjem for at få sovet og for at få noget fast føde inden dagen i morgen med flere afhøringer.
Så blev det dagen hvor Hans Knudsen, skulle ind til afhøring.
Petersen havde været tidligt på den for en gangs skyld og havde gjort vores forhørs lokale klar. Mens vi ventede på vores gæst spiste vi vores daglige wienerbrød, og drak vores morgenkaffe.
Tiden gik med at tale om hvordan min aften havde været, da jeg havde været på fjol med en gammel flamme. Midt i min fortælling kom en ca. 25 årig fyr ind ad døren.
”Goddaw hvad jeg kan hjælpe med,” sagde Petersen
Det lød næsten som en gammel B-film, med dårlige scener.
”Øhhh jeg kommer her ang. ham den gamle Thomsen. Jeg tror jeg har nogle oplysninger i kan bruge.” Knægten så ud som om han havde set et spøgelse uden for døren.
”Jamen kom da indenfor. Du kan sidde herovre. Her du noget imod at jeg tænder en diktafon så vi kan bruge dine oplysninger korrekt?”
Knægten satte sig, og sagde at han ikke havde noget imod diktafonen. Han virkede stadig skræmt, men samtidig var det tydeligt at han havde noget der skulle ud til de rette folk.
” Øhh….. jeg passer jo haven over hos Thomsen ik, ja altså det gjorde jeg jo før han døde. ”
Knægten kom ud med det han havde at sige, og til sidst sluttede han af med at fortælle at han ikke ønskede at der var nogle der fandt ud af at han havde været hos os.
”Jamen vi siger mange tak for din henvendelse knægt, det kan sgu meget nemt gå hen og hjælpe os med opklaringen på sagen.”
Knægten gik ud af stationen samtidig som Hans Knudsen kom ind af døren.
”Dav … er det her jeg skal til afhøring omkring min far?”
Jeg tog hr. Knudsen med ind i afhøringslokalet, og bemærkede godt at den ene arm var i forbinding.
Han virkede ikke særlig sønderknust over sin fars død, måske fordi han mente at tiden var inde, eller også havde han ikke rent mel i posen.
Hans Knudsen var 43 år, tvilling med Marie, far til en dreng på 15 og gift med Laura på 15. år. Han arbejder til dagligt som produktionschef hos et firma der laver PVC materialer.
Hans kunne fortælle de samme ting som Marie, og han kunne til og med fortælle at ham og konen havde tilbragt den pågældende weekend i Sverige med sønnen og dennes kæreste.
Altså havde han næsten allerede udelukket sig selv fra sagen.
Efter en time blev han sendt hjem. Dog inden han gik ku han fortælle at armen var i forbinding efter at han havde ordnet taget på huset i Sverige.
Da han var ude af stationen satte Petersen og jeg os ned og talte om hvad knægten tidligere på dagen havde fortalt os.
Knægten havde været i haven og luge ukrudt da Thomsen blev hentet. Det måtte ha været en han kendte for han gik frivilligt med ind i bilen. Damen der havde hentet ham havde kørt i en ret ny vw passat stationcar. I en meget flot metallic rød farve.
Damen var måske omkring de 50 år gammel og var temmelig stor i omfang.
Hun passede ikke på beskrivelsen af nogle af dem der havde været til afhøring på stationen.
Nu var vi nød til at gennemgå en større eftersøgning for at finde damen med den røde passat st.car.
Hvorfor kunne folk ikke bare give os en nummerplade at gå efter, eller nogle navne, så ville de gøre Politiets arbejde tusind gange lettere.
Nå men os to kvikke hoveder skulle jo nok kunne klare det her uden for mange problemer.
Om ik andet så vidste vi at vi kunne ringe til chefen og få noget assistance til sagen i morgen, så ville der nok komme et par snuder fra drabsafd. I København, og de vil nok kunne give os en lang håndsrækning eftersom de er vant til denne slags sager.
Petersen mente det kunne være skide sjovt at se sådan et par københavnersnuder i aktion, og måske endda lærerigt.
Vi gik hjem for i dag, og denne aften fik jeg ikke tænkt mere over mine udskejelser dagen før, jeg brugte tiden på at tænke over vores sag.
Hjemme i hytten lavede jeg en god sjus, og satte mig til rette i sofaen, alle de afhøringer vi havde haft indtil videre havde ikke rigtig båret frugt. Chefen havde tildelt os to ekstra mænd der ville komme i overmorgen, så vi havde hele dagen i morgen til at få klaret tingene så meget som muligt.
Den eneste afhøring der egentlig havde været nyttig, var Carlas, men på nuværende tidspunkt virkede den ikke så brugbar i forhold til det knægten havde fortalt.
Nå…. Dagen i morgen skulle bruges ude i Thomsens hus, vi skulle finde ud af hos hvem hans formue var henlagt, og samtidig kunne vi prøve at se om der var andet godt der kunne komme os til nytte efter vores delvist gode afhøringer og vidneforklaringer.
Da vi begge var ankommet med stadig sovende øjne, gjorde vi klar til lidt kaffe og brød inden vi tog ud til huset.
Vi ankom til huset med en lille smule had til det. Hvorfor skulle det være nødvendigt at komme herud en gang til, bare for at finde ud af hvor manden gemte sin formue??? Selvfølgelig kunne det være til stor hjælp at finde pengene, og få dem af vejen, men for pokker hvor ville jeg hellere se at få fundet den person der havde gjort livet surt for os den sidste uge.
Noget decideret gennembrud i sagen fandt vi ikke hos Thomsen, men vi fandt dog navnet på den person der ”forpagtede” hans formue.
En dame der hedder Rosa Lily Gudmonson.
Rosa boede kun 20 minutter fra Thomsens hus, så vi tog derud med det samme. Turen ud til hendes hus virkede som om det tog flere timer, men det var måske fordi mine tanker ikke rigtig handlede om arbejde i dag, men mere om min gamle flamme jeg skulle møde igen i aften.
Da vi ankom til Rosas hus blev vi sgu næsten glædeligt overrasket begge to. Ikke nok med at hun var hjemme, men i indkørslen holdt en meget flot ny vw passat st.car rødmetallic.
Rosa kom ud til døren og hun passede næsten for perfekt til knægtens beskrivelse. Omkring 50 år gammel, men hvad han ikke havde sagt var at hun var lige så bred som røven af hanelefanten i zoo.
Han havde snydt og sagt at hun var temmelig stor.
Vi kom indenfor, og fik fortalt hende at vi kom ang. Thomsens opsparing som skulle være ”forpagtet” hos hende.
Rosa fandt papirerne med det samme, og spurgte om der var noget galt. Hun var åbenbart den eneste i hele byen der ikke havde hørt noget om at gamle Thomsen havde stillet træskoene på en forkert måde.
Petersen der er god til skuespil, legede med og spillede den yderst betænksomme betjent der var klar til at tackle enhver lille følsom detalje.
Rosa bed på, og imens valgte jeg den stumme rolle for ikke at ødelægge Petersens skuespil.
Jeg har normalt altid været heldig med at kunne bedømme mennesker, men jeg var i tvivl med Rosa. Hun spillede rollen som uvidende så godt, men alligevel var der nogle ting der ikke helt passede.
Rosa påstod at det var næsten to uger siden hun havde været hjemme hos Thomsen, og at hun bestemt mente at havde talt med ham i telefonen søndag aften.
Petersen lagde hårdt mod hårdt og gav hende næsten alle de klamme detaljer med hun lod ikke til at blive knækket.
Vi sagde farvel efter en lille halv time, og blev enige om at lade københavnerne tage sig af Rosa.
Da Københavnerne ankom var det til stor lettelse for Petersen og jeg, vi var simpelthen kørt fast efter besøget hos Rosa, hun havde virkelig været samarbejdsvillig med hensyn til Thomsens penge, men da hun hørte han var død, var det som om hun blev en helt anden person.
Vi bød vores nye assistance velkommen, og fremlagde sagen som den så ud. Den ene af betjentene så sig lidt omkring, og spurgte om alle var blevet gjort bekendte hans status i sagen. Han stod som overkriminalinspektør, og han ville meget gerne hjælpe os af med den stressede sag.
Jeg blev en anelse mut, da det jo egentlig var mig der havde kommandoen over sagen, men efter et minuts betænkningstid, sagde jeg at jeg var meget lettet over at København havde sendt en øverstbefalende til byen for at hjælpe os.
Jeg overdrog med stor glæde alle de papirer jeg havde siddet med, og straks efter satte han gang i systemet.
Den anden betjent så ikke meget mere end ligeså erfaren i disse sager som Petersen og jeg, så han holdt sig lidt i baggrunden. Petersen lagde ud for vores nu øverstbefalende, at vi havde været ude hos Rosa i går, og at hun ikke virkede helt reel.
Den øverstbefalende der gik under navnet Jørgen, aftalte med Petersen at de to tog derud sammen senere på dagen, jeg og den anden betjent der hed Hansen, skulle tage hen til Thomsens hus for at tage nogle forskellige prøver af fibre og lignende fra huset, og samtidig skulle vi ringe til RM og få ham til at lave nogle fiberprøver Thomsens tøj som han havde på da han døde.
Min opgave var da heldigvis nem, det viste sig nemlig at den lille Hansen ikke var så uvidende som han så ud til, han havde arbejde med fibermaterialer i tre år inde i den københavnske drabsafd. Så han vidste hvad han lavede.
Petersen og Jørgen, var taget ud til Rosa, og de havde ikke ladet hende slippe så nemt i gennem deres spørgsmål. Det viste sig at Jørgen var rigtig god til det der med at forhører folk på udestederne, og han havde en teknik der gjorde det svært at lyve sig igennem forhøret.
Det vidste sig at være utrolig givende at køre forhøret på den måde, og da de kom tilbage til stationen havde de Rosa med sig. Hun havde tilstået en del af mordet, men hun ville ikke ud med resten af historien.
Jørgen fortalte at hun rigtig nok havde været hos Thomsen for at hente ham den pågældende lørdag, De havde for et par uger siden aftalt at hun skulle køre ham ind til byen hvor han havde nogle ting han skulle ordne hos sin advokat. Hun havde kørt ham derind, og han havde talt med sin advokat i næsten 1½ time før han kom ned til bilen igen.
Da Thomsen var kommet tilbage havde de aftalt at tage ud og få en bid mad, det var meget normalt når hun kørte for Thomsen at han så gav mad inden de tog hjem. Denne gang havde hun dog ikke planlagt at køre gamle Thomsen hjem til hans eget hus, men derimod ud til et sted hun ikke vil afsløre for os endnu.
De havde altså spist deres mad på en hyggelig lille cafe, og bagefter var de taget af sted mod hjemmet. Da Thomsen havde fundet ud af at hun ikke kørte ham hjem, blev han besværlig, og hun havde hældt nogle stoffer i ham som hun normalt brugte til sit rengøringsfirma.
”Mere vil Rosa ikke fortælle os endnu, men det skal hun nok komme til,” Jørgen så meget bestemt ud, da han tilkendegav, at han ikke gad at finde sig i hendes pis, og at han nok skulle finde ud af hvem det egentlig var hun dækkede over.
Både Petersen og jeg var utrolig målløse over hvor tæt på afsløringen af det hele vi havde været, og vi var også begge enige om, at havde Jørgen og hans kollega ikke været kommet, så sad vi stadig og trillede fnuller fra navlen i fortvivlelse over ikke at kunne regne sagen ud.
Da dagen sluttede blev jeg lidt nysgerrig over hvor de to Københavnere skulle tilbringe natten, jeg talte lidt med Jørgen, og han fortalte at de havde frit lejde til at benytte et af de steder hvor man lejer værelser for enkelte nætter. På trods af at de var Københavnere mente jeg nu godt at de kunne få lov til at sove ordentligt, og inviterede dem til at bo hos mig mens sagen kørte.
De takkede begge to ja, og vi lukkede stationen for i dag. Petersen tog hjem til konen, og vi andre tog hjem til mig. Jeg bor i et rimelig stort hus, så jeg kunne ikke se hvorfor de ikke skulle kunne sove her til sagen var overstået, det virkede jo som om det allerede gik godt fremad.
Da klokken knapt havde slået 5.30 ringede Jørgens rejsevækkeur, han var en mand der sjældent stod op efter klokken seks på en arbejdsdag. Han havde så mange ting i hovedet når han var på en sag, at han faktisk kunne kører i døgndrift i to til tre dage uden pauser. Han var kendt for at have den højeste opklarings procent inde på station 1 i KBH.
Ikke længe efter var Hansen også stået op, og så kunne det jo være lige meget med om jeg prøvede at sove til klokken 7 som normalt. Da vi alle var stået op, fik vi lidt kaffe og lidt mad, og derefter var det af sted til stationen.
Jeg regnede ikke med at se Petersen før normal tid ved halv otte tiden, og han kom da heller ikke før. Inden han dukkede op, satte Jørgen mig ind i de ting vi skulle lave i dag. Den stod på afhøring af Rosa, og på undersøgelse af hendes hus. Hansen og jeg skulle tage ud til hendes hus så snart Jørgen havde fået hendes nøgle, og så skulle vi finde alt der havde med Thomsen at gøre.
Hansen tog nogle små bevisposer med, og pakkede sit grej til fiberprøver sammen. Han var klar over at der muligvis kunne være nogle af Thomsens tøjfibre i huset, og han havde allerede gjort sig klar da Jørgen kom ud med nøglen.
”Husk at tjekke hendes udhus, og garage så grundigt som muligt. Jeg vil ikke se jeg her tilbage før om minimum tre timer, med mindre i har fundet mordvåbnet”. Jørgen var klar over at vi ikke ville finde noget våben hos Rosa, for han havde gjort os alle klart at vi ikke skulle regne med at hun var alene om det.
Hansen og jeg tog af sted. Og vi kom ikke tilbage før det var fyraften for denne dag.
Da Petersen ankom fik han helt dårlig samvittighed, han troede han var kommet for sent da han så at Jørgen allerede var i gang.
Jørgen beroligede ham, og sagde at det bare var os der var startet tidligt. Petersens opgave i dag, var at finde alle afhøringerne frem og gennemgå dem i mindste detalje sammen med Jørgen. De ville ikke gå til Rosa før de havde noget de kunne bruge.
De ledte alt igennem, men da Rosas navn ikke var nævnt en eneste gang i nogle af afhøringerne, begyndte Jørgen at blive utålmodig.
Han ringede til Hansens mobiltelefon, og fortalte at vi skulle lede efter billeder af unge mennesker i hendes hus. Ikke nogle der lignede hende, men billeder af unge der kunne se ud som om de kendte hende.
Vores opgave i huset, blev værre og værre, der stank og var ikke særlig rent andre steder end i stuen. Hun var ikke en rengøringsassistent der gjorde særlig meget ud af sit eget hjem.
Petersen sad og gloede næsten fortabt ned alle afhøringspapirerne, han kunne ikke se der var noget vi havde overset. Alle talte jo som om de havde vidst at de blev indkaldt til forhør, men dog var det kun en der havde været forberedt, og det var Hans Knudsen, Thomsens søn. Alle andre havde vi talt med kort efter vi havde ringet dem op.
Marie havde fortalt om alle deres søskende, og Hans havde ikke kunne sige noget andet, hjemmeplejedamen Carla var ikke en dame der ville få noget ud af at lyve. Det var hende der havde fundet ham, og hun var klar over at hun var hovedmistænkt indtil andet var bevist.
Knægten der havde lavet havearbejde for den gamle, havde været skrækslagen da han kom for at fortælle hvad han vidste, og han var senere taget af sted til en adresse som kun hans forældre og vi kendte.
Tilbage var altså Rosa og hendes løgne, samt en eller anden person vi ikke havde haft ulighed for at tale med endnu.
Jørgen og Petersen sad stadig og gloede rapporter da Hansen og jeg kom tilbage. Vi havde samlet fiberprøver, og fundet forskellige effekter der havde tilhørt den gamle før han døde, og søreme om ikke også vi havde fundet nogle billeder af en lidt yngre fyr, der i hvert fald ikke så ud til at være i familie med Rosa. Men vi skulle se om der var en der så lidt kendt ud, ikke nødvendigvis en tidligere straffet, men måske en af de folk vi havde afhørt tidligere i sagen.
Vi viste vores ”fangst” frem da vi kom tilbage, og pludselig så Jørgen helt anderledes ud.
”Her er den person som Rosa beskytter, det er jeg meget overbevist om,” Jørgen tog billedet og gik ind til Rosa i arresten. Han var derinde i en halv time, hvorefter han kom ud og sagde at vi kunne tage hjem og sove, for at møde på stationen klokken syv i morgen hvor vi skulle gøre sagen færdig.
Som sagt så gjort.
Klokken syv næste morgen, otte dage efter mordet på gamle Thomsen havde sat Vores normale Politiarbejde i et andet perspektiv, stod vi alle fire på stationen.
Jørgen havde ikke sovet mange timer i nat, han havde haft tid til både at gøre beviser og meget andet klart til at kunne afsløre hvem den egentlige morder var. Hansen lignede heller ikke en der havde sovet forfærdelig meget, men han var frisk og klar til at arbejde da vi gik i gang.
Petersen havde til gengæld fået sovet godt, og han var utrolig opsat på at få den person ned med nakken, han virkede meget mere opsat end han havde gjort de andre dage.
Jørgen lagde ud med at fortælle os alle hvor vi havde set forkert. Eller rettere hvor vi ikke havde set overhovedet. Han havde set alle rapporterne igennem sammen med Petersen, og kunne straks se noget der manglede.
Den ene af Thomsens veluddannede tvillinger, skulle gå hen og blive hr. Thomsens nemesis.
Jørgen tog Rosa ud af svedekassen, og bad hende ringe til den unge mand på billedet, hun gjorde hvad der blev sagt, men prøvede dog at overbevise Jørgen om at han ikke havde noget med det hele at gøre.
Rosa havde fået besked på at bede fyren komme ned til hendes hus, og bare gå ind som han plejede, hun ville komme kort tid efter. Han skulle medbringe noget som han vidste hvad var, for nu var det tid til at komme af med beviserne.
Fyren kom hen til huset som aftalt, og på klokkeslæt, Hansen havde stået et skjult sted for at holde øje med ham, og ringede nu til stationen og sagde at vi godt kunne kommer derud nu.
Vi tog af sted med Rosa siddende på bagsædet af min privatvogn, for ikke at skræmme ham helt væk. Vi kørte ret stærkt derud, og det tog os kun ti minutter. Petersen gik ind sammen med Rosa, og Jørgen gik hen til døren og stod der afventende til Petersen sagde hans stikord.
Fyren der stod og ventede på Rosa, var rigtig nok den ene tvilling af gamle Thomsen, nemlig Hans. Hans var den eneste af de veluddannede tvillinger der havde et rimeligt motiv til at myrde sin far, og han var den eneste der havde gjort meget ud af at fortælle hvor han havde været henne den pågældende weekend hvor hans far var blevet slået ihjel.
Lige pludselig kunne jeg selv se hvorfor Jørgen var kendt for den høje opklaringsprocent, og jeg kunne se hvor dumme Petersen og eg selv havde været ved ikke at gennemskue det spil Hans havde kørt med os på stationen.
Selvfølgelig havde vi da lagt mærke til at han ikke var særlig berørt af at hans far var død, men vi havde jo selv tænkt at det ikke var for tidligt for sådan en gammel nar at stille træskoene.
Hele sagen med Rosa undrede os dog en smule, hvorfra kendte de to hinanden, og hvorfor skulle sådan en ellers rar dame gå med i et sådan modbydeligt komplot mod hendes ”fritidsarbejdsgiver”
Jeg kunne ikke helt se det, men Jørgen var ved at gøre klar til at forklare.
” ser I, Hans stod i pengenød, stor pengenød. Hans hus var ved at ryge ned om ørerne på ham, og konen havde flere gange spurgt om de ikke bare kunne spørge hans far om pengene. Hans havde spurgt sin far et par gange, og da faderen ikke ville give hans pengene frivilligt, måtte han jo selv gøre noget ved sagen.”
Jørgen forklarede videre : ” Hans havde været adoptivbarn hos Rosa siden han var ganske lille, både Hans og Marie skulle ha` boet hos Rosa men det endte med kun at blive Hans. Det har nemlig vist sig at gamle Thomsen slet ikke var særlig glad for Hans og Marie, og at de var en af de mange årsager til at han smuttede til havs. Tvillingerne er de yngste i børneflokken, og var derfor stor grund til bekymring hos Thomsen.”
Hans selv havde tilstået alt efter han var blevet afsløret i Rosas hus, og det eneste der manglede nu var deres domme.
Rosa fik syv år for meddelagtighed i mord, og Hans der var hovedgerningsmanden, fik ti år.
Både Petersen og jeg sagde tusind tak for Jørgen og Hansens gode arbejde, og tilkendegav, at vi nok aldrig havde fået mistænkt Hans i denne sag uden hjælp fra andre.
Resten af Thomsens familie kunne nu nyde godt af hans død, eftersom alle hans penge blev ligeligt fordel hos dem alle. Det var inkl. Hans` familie, der fik bygget huset op igen.
Petersen og jeg selv røg tilbage i den gamle rille, og nu var det lige før vi sad og ventede med glæde på at fru Hansen skulle ringe og klage over naboens hund, en ting var i hvert fald sikkert; Der var aldrig en der hørte os beklage os over at byen var for kedelig mere.