Tror det er svært at generalisere som sådan. Nogle mænd har måske større tendens til at vise det i vrede end kvinder.

Jeg tror også at der er så store i individuelle forskelle at det er svært at generalisere.
Jalousi kan også forstærkes af kulturelle grunde.
Nogle steder er det måske håbløst for en kvinde at protestere, hvis manden træder udenfor, hvorimod manden har samfundet på sin side, hvis det er konen der ser en anden, så han kan reagere mere voldsomt.

Men jeg gætter på at følelsen af svigt kan ramme begge køn lige hårdt.

Vi hører desværre om tilfælde hvor jalousien udarter ud i det groteske. Og mænd er nok dem der reagerer klart mest voldeligt.
Her kan jalousien virke ligne en sindssygdom. Det kan få dem til at stalke og blive yderst voldelige.
Jeg husker en krimi, hvor manden var voldelig. Da så konen flygtede til et hus med beskyttelse ville han opsøge hende for at slå hende ihjel.
En mand af den type må man slå ihjel eller spærre inde i årtier. Virkeligt frustrerende.
Han var den type der slog, hvis konen sagde noget der ikke passede ham, og hvis hun, for at undgå tæv, talte ham efter munden, gennemskuede han det og slog hende alligevel. Sært nok var han intelligent.
Jalousi har måske en eller anden biologisk effekt, for det kan findes hos selv mindre børn, ja hunde og papegøjer!

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg må være en helgen. Jeg har aldrig været jaloux. Ved slet ikke hvordan man gør. Jeg har da boet med min ægtemand et halvt århundrede, og det har altid været et meget åbent forhold. Et ægteskab er der ikke for at begrænse en, men tvært imod for at give en større frihed end hvis man var alene. - Jeg synes at jalousi er utåleligt snæversyn, også når det ikke fører til sådanne voldsomheder som Dino beskriver. Hvordan kan man mene at man kan eje og bestemme over et andet menneske?

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Naturligvis er jalousi menneskelig. Det er mord også. Jeg har da kendt mennesker i mit liv som godt kunne trænge til at blive slået ihjel, men jeg har ikke gjort noget ved det, for med hvilken ret skulle jeg gøre det.

Jeg husker en sag for en del år siden, at en ung mand slog sin tidligere kæreste ihjel. Hun havde droppet ham til fordel for en anden, og det kunne han ikke tage. Ved graven sagde præsten, at mordet var et resultat af kærlighed. Når kærligheden blev for stor kunne den føre til mord. Den præst skulle selv elskes så højt, at han blev slået ihjel.

Jalousi er ikke kærlighed, har intet med kærlighed at gøre.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg tror jeg har besluttet mig angående den biologiske betydning af jalouxi. Og jeg vil sige at det handler om at sikre sig sin egen overlevelse, og det betyder som konsekvens om at sikre sig sin ret til parring og reproduktion af sine gener. Og har man ikke retten, kan man alligevel kæmpe for den.
Det har et præg af naturlighed!
Men det kan gå over gevind, og det antager de mest groteske former, når det finder sted hos mennesker, der på andre måder fremstår som civiliserede og velbegavede. En akademisk uddannet koncernchef er ligeså tæt på jalousiens afgrund som en specialarbejder på en fabrik. Såvel som influenza kan ramme enhver.
Men man kan stille krav til den kloge, vil man mene.

Nej, jalousi er ikke kærlighed, men primitiv kamp for privilegier.

Vi hører om tilfælde hvor en mand efter konens beslutning om skilsmisse skyder hende og børnene og forsøger - nogle gange forgæves, desværre - at finde mod til at skyde sig selv. Når han ikke må have hende mere skal ingen andre heller. og allerhelst skal hun se sine døde børn, før end hun selv bliver skudt.
Sådan ondskab kan kun ses hos mænd?
Nej, men oftest. Jeg ved et tilfælde hvor en kvinde gjorde noget tilsvarende. Sagen er blevet dramatiseret i krimiserien "Rejseholdet." Et uhyggeligt tilfælde hvor en højt uddannet kvinde ramtes af den vrangforestilling at hendes mulighed for at bevare kærligheden krævede at hun bedøvede børn (dårligt) og lod dem brænde inde i et hus. Måske har netop den høje uddannelse givet den idé at hun kunne gøre det så intelligent at der heri lå en slags ret. Men hun havde ingen chance imod rejseholdets
opklaringsarbejde.
Men vi ser at kravet om kærlighed er så stærkt at man tilsidesætter alle andre etiske hensyn.
Man kan diskutere om det handler om sygelighed eller ondskab. Der skal jeg ikke lege dommer. Men jalousi kan være farlig, ingen tvivl om det. Og den kan ramme begge køn.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Der har længe været en diskussion af temaet om ondskab eksisterer. Handlinger der gør alvorlig skade og skaber rædsel, er de en følge af ondskab eller sygdom?
Når man straffer, er det så ment som straf? Eller handler der om at bringe gerningspersonen i forvaring så han kan sikres pædagogisk kontinuitet?
Hvis der er tale om sygdom, kan man ikke retfærdiggøre følelsen af had imod personen. Kun må man føle trang til at hjælpe ham med at nå til helbredelse.
Sådan tankegang virker meget civiliseret. Men den har tilbøjelighed til at skabe utilfredshed i befolkningen og især hos de skadelidte, eller disses familier.
Det civiliserede samfund nægter at involvere følelser i berammelsen af den ufrivillige pædagogiske proces. (= "straffen.")
Men befolkningen har desuagtet følelser omkring sagen. Og dem forventer de at samfundet tager hensyn til.
Der er en kontrakt i vort samfund. Selvtægt er ulovligt, og det er noget som folk accepterer ikke at involvere sig i. Men betingelsen er - ofte ufortalt - at samfundet til gengæld tilgodeser befolkningens rimelige behov for mentalhygiejne, og denne handler om det der i "primitive" samfund kaldes hævn, og som hos os kaldes følelsen af retfærdighed. Hvis dette behov ikke opfyldes, kommer reaktionen uundgåeligt: Folk stemmer på partier der lover strengere straffe.
Man siger ofte at strengere straffe ikke hjælper. Det er den pædagogiske vinkel. Men der virker forkert. For hvad er da optimalt? Hvis straffen er 4 år, hjælper 6 år ikke. Men hvis straffen havde været 2 år, så ville 4 år ikke hjælpe. Så kan man lige så godt lade værre med at straffe overhovedet. Så kan man straffe i 5 minutter. For strengere straffe hjælper ikke.

Denne vinkel er væsentlig i relation til sager hvor voldsomme handlinger har ledsaget følelsen af jalousi. For var man sindssyg i gerningsøjeblikket? Vi husker den engelske krimiserie §66, der handlede om sager fra fransk retspraksis. Her hed det sig at man kunne frikendes for mord, hvis gerningen var begået i affekt, og denne affekt kunne gives solid grund. En kvinde blev frikendt for drabet på manden, men han havde drevet hende til den yderste desperation og frygt. En anden mand blev dømt fordi man kunne påvise at der iblandet "affekten" trods alt havde været et overlæg, hvilket manden tilstod.

Det er svært at dømme ud fra begrebet "ondskab." Det ses af følgende eksempel: To mænd, der vejer det samme, sidder sammen på et værtshus og drikker det samme. De bliver hønefulde begge to. De vædder nu om hvem af dem der kan køre hurtigst hjem i hver sin bil.
Den ene kommer sikkert hjem i garagen. Den anden kører et barn ned under vejs.
Skal det handle om ondskab skal de straffes lige strengt. Enten lige mildt eller lige strengt. For i moralsk forstand er deres skyld præcis den samme. Det var et rent tilfælde at den ene IKKE kørte et barn ned. Alt kunne ske i denne brandert. Det beror kun på tilfældet.
Men de får ikke samme straf. De dømmes forskelligt ud fra konsekvenserne, som var forskellige.
Moralsk vurderet skal de dømmes ens. Men skal de så begge have 8 år for groft uagtsomt manddrab eller 1,5 år for kørsel i for høj fart under påvirkning af alkohol?

Jeg tror vi må indse at jalousi er naturligt. For man lider når man vrages af et menneske man har elsket. Og det KAN gøre ondt hvis partneren viser sig at elske en anden og dermed at elske en selv mindre.
Det føles nok som tyveri. Nogen stjæler noget man holder af.

Det er fint hvis man ikke føler jalousi overhovedet. Men det er nok lettere at give en partner frihed, hvis man selv har denne frihed og har nyt godt af den.
Hvis man har levet i 15 år med en person og i al den tid lagt bånd på sig selv af pligtfølelse, kan det føles skuffende hvis partneren viser sig at have haft et skjult dobbeltliv. Partneren har ikke holdt den aftale, som man selv troede var gældende for begge. Man har altså spildt en del af sit liv med noget der viste sig at være løgn. En vis indignation kan her være, om ikke naturlig, så i hvert fald sandsynlig.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg vil lige sige at jeg ikke køber præmissen om "den kapitalistiske ondskab."
Man kan sagtens også føre grundig argumentation for at socialisme er ondskab.
Ligesom man kan argumentere for at socialismen er humanismens modsætning.
Og grådighed findes i alle de samfundsmodeller verden hidtil har mødt.

Jeg er enig i din holdning til at når man er straffet, så er man straffet. Så skal man ikke have smadret sit liv sidenhed.
Ikke desto mindre mener måske nogen at straffen er for mild, og at eftermælet kun er retfærdigt, da man fik rabat i spjældet.
Men det er ikke særlig konstruktivt synes jeg. Det er spild af menneskelige ressourcer at forhindre eksfanger i at få et job og yde til samfundet.

Men det nytter ikke at bortrationalisere hævnbegrebet. Forældre der har mistet deres datter ved voldtægt og mord er vrede. Og med rette! De kan resten af deres liv være helt syge over at skiderikken har ikke fået bare en rimelig straf.
Ofre har krav på retfærdighed, mener jeg. Jeg mener ikke at ofre skal sige: "Fint nok, det er ikke min sag. Samfundet må tage sig af sagens opklaring og hvad der videre skal ske. Jeg vil glad kaste mig over mit liv og glemme det hele!"

Skal vi ikke leve i et samfund hvor folk får trang til selvtægt og hævn, så må staten leve op til sit ansvar og handler sådan at ofrene kan føle sig bare nogenlunde tilfredse. Og jeg køber heller ikke denne floskel: "Hvorfor skulle vi ønske hævn? Det giver os jo ikke vores datter tilbage!"

Vi kan ikke gå ud fra at "folk" er primitive barbarer og at kun staten er civiliseret. Dvs at når kun staten kan være rationel og objektiv og handle uden følelser, så skal kun staten interessere sig for sagerne.
Kriminalitet er et samfundsproblem. Altså et problem for hele samfundet. Og kriminalitet spiller en rolle for almindelige mennesker.
Folk har følelser. Ofre har følelser! Det må man respektere.

Det er billigt at droppe fængsler og lade forbrydere gå fri. Giv dem et job, en levevej - så laver de noget bedre end kriminalitet. Straffe hjælper jo ikke.

Problemet ved denne model at er at når man belønnes med et job, så bliver kriminalitet jo attraktivt hvis man er arbejdsløs.

Verden er primitiv. Mennesker er primitive. Vi kan prøve at gøre verden lidt mindre primitiv. Men det hjælper ikke at trampe på almindelige menneskers følelser, når en bandit har gjort dem fortræd.

Jeg tror jeg kender Jan Guillou fortælling som film. Er det ikke den med kostskoledrengene?
Men generelt bryder jeg mig ikke om denne forfatter. Han har en politisk vinkel jeg ikke bifalder. Og det virker ikke troværdigt at spille kommunist når man selv er rig.

Jeg forstår godt din vinkel med at soldater melder sig frivilligt og til en god løn. Hvorfor skal de så have erstatning, når det går galt? De vidste jo godt at jobbet var farligt!
Ja. Men jeg kender en hvis svigersøn lige er blevet smadret fordi en kran tabte et tonstungt emne over ham. Ikke militæret, men byggebranchen. Han vidste vel også at jobbet kunne være farligt?
Jeg vil mene at staten bør tegne en god forsikring for soldaterne.

Og hvorfor sender DK soldater ud? For at genere nogen? Nej fordi man mener at det kan forhindre at kampen en skønne dag vil foregå på dansk jord. Og til den tid kan vi måske ikke nøjes med modige frivillige, men må tvinge piger og drenge i trøjen.

Vi mennesker har endnu ikke kunnet sige os fri for trang til at overleve, selv på andres bekostning. Havde vi kunnet det, ville vi nok slet ikke være her i dag! Så havde i stedet for de andre levet her nu.
Kampen for tilværelsen kan blive beskidt, desværre.
Og jalousi er et element i dette overlevelseskompleks.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Tak for digtet af Tonny Rimsmed. Det er ret genialt.
Og tak for din formulering: "at svigtet føles så stort som selveste følelsen af dødens øjeblik." Den er også genial!

Jeg mistænker dig dog for en stavefejl, når du siger at fanden skabte religionerne. Jeg ville sige at manden skabte religionerne. Men det rimer da, altså fanden og manden.
For patriarkatet finder sin legitimitet fra ikke mindst religioner.
Og hvis fanden skabte religionerne, hvem skabte da fanden?

Er vi sikre på at fanden ikke også har skabt begrebet "menneskehed?"
Når grupper af mennesker har levet adskilt fra hinanden i hundrede tusinder af år, så længe at selv deres udseende har ændret sig - hvilket går dybere end deres sprog, for eksempel - så kan det ikke undgås at skabe visse problemer, hvis denne verdensorden ændres på få årtier eller år hundreder.
Problemerne kan mindskes når man bestræber sig på at koncentrere sig om de mange vigtige ligheder, fremfor forskellene, men ting tager tid.

Digtet er strengt taget blasfemisk. Vi har fået et styre der tolererer sådan noget. Jeg tror at også du ønsker at sådan lyrik også skal kunne tolereres i de næste hundrede år.
Men netop denne fandens forestilling om den totale menneskehed truer med at gøre alt andet end sikre denne frihed.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg mener også at mænd og kvinder skal kunne bade uden trævl og sammen. Idag og om 1000 år. Men det er ikke let at sikre når man er et lille land og dem der synes noget andet er mange.
Nogle forbud mod nøgenhed og begge køn sammen handler om jalousi. Inden anden mand må kunne kigge på en andens kvinde.
Det er igen det fandens patriarkat der er på færde, hvor en mand ejer sin kone.
Og derfor siger jeg at fanden har skabt troen på at alle mennesker på jorden er ens og tænker ens og uden videre kan blandes sammen uden strid og vold.
Idealer er fint! Men når man ser på verden og på menneskene og ser hvad der er fakta, så må man nå til andre konklusioner med hensyn til hvad vi bør beslutte nu og her.
Det svarer til at man ville blande ræve og høns ud fra den tanke at de jo begge er Vorherres skabelser.

Det nytter ikke at give religionerne skylden for alt. For også ateister har dræbt millioner.
Nogle tror at der er en gud der følger dem, opregner deres gode og dårlige gerninger, læser deres syndige tanker og i sidste ende dømmer dem til enten sex eller tortur i evighed.
Hvis man erstattede ordet Gud med den store Bastian, ville en psykiater kalde det paranoia.

Naturen har gives os trangen til at skaffe - mad, plads eller sexpartnere - Føler man jaolusi er det fordi man er blevet indskrænket i denne skaffen og sikren (sig de livsgoder man havde håbet på)

Er jalousi så urimelig. Ja, når den eskalerer. Og det gør den jo desværre ofte.
Vi har nok alleprøvet at føle jalousi, men vi kan normalt selv bekæmpe den og acceptere tingenes tilstand.
Det kan handle om småting. En vis forfordeling som man kunne ønske anderledes.
Følelsen af jalousi hænger en del samme med følelsen af uretfærdighed. Uretfærdihed er det positive ord vi bruger om os selv, for at bortforklare vor jalousi.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Ja, røve og høns er dyr. Men også mennesker kan også beslutte sig for kulturelle indretninger der er så inkompatible, at de må vælge imellem at slås eller gå hver til sit.
Det handler ikke så meget om jalousi som om dominans. Det er også et spændende emne. Måske burde man tage det i en selvstændig debat.

Vrede som resultat af jalousi er også en blanding af natur og kultur. Forskellige kulturer har forskellige tærskler for vrede. Forskellige måder at placere vreden på. Men bagved ligger jalousien som en fælles arv, tror jeg.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg har det svært med alt det der med KVINDEN og MANDEN. Det er ørkesløst at udrede hvad der er kvindeligt og hvad der mandigt. Jeg synes vi alle er så forskellige, at alle disse egenskaber og idealer løber sammen og er umulige at holde rede på. Og betyder det noget? Er det virkelig væsentligt om mænd er mere jaloux end kvinder? Jalousi er i alle tilfælde ad helvede til.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg undskylder at jeg kom til at skrive "røve og høns." Der skulle naturligvis have stået ræve og hæns! :-)

Jeg synes også denne debat er væsentlig, og det er vigtigt at vende jalousien i alle dens udslag, men jeg kan ikke se at den på nogen måde skulle være kønsbestemt eller at der skulle være noget godt i den.

Men ok, som ingrediens i en gyser. Jeg holder da også at Shakespears skuespil og Verdis opera Othello, hvor Othello kvæler den uskyldige Desdemona i jalousi. Men den handler da også om at ondskaber vinder. Og det gør den da også i virkeligheden gang på gang. og det vil ske så længe nogen mener, at der er noget som helst godt i den.

Kåemer

Jeg har da været udsat for jalousi i mit liv. Min reaktion var, at jeg først blev forbløffet og så rasende. Det var at røre mit mest sårbare punkt, min personlige frihed. Jeg blev så rasende, at jeg forskrækkede den jaloux person. Det fandt jeg mig ikke i, og han trak sig skræmt tilbage. Ikke at jeg havde tænkt mig at øve vold mod ham, men vrede ord, tonefald, stemmestyrke og onde øjne, kan godt være skræmmende. - Efter det stod vort forhold ikke til at redde. Ikke at jeg ikke kunne tilgive, men han blev bange for mig, og så kan man ikke mere have et ligeværdigt forhold.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Herja

Der er sagt så meget væsentligt i denne debat, så jeg synes nogen skulle gøre noget for at give den et mere varigt liv. Det har jeg tidligere skrevet til dig privat, og nu siger jeg det også til Dino, for det er jer to der har været hovedaktørene i dette. Det kan sagtens bearbejdes til et godt essay.

Kåemer

Jeg tror ikke det handler om at være mere end mindre jaloux end nogen andre, men derimod måden vi håndterer vores jalousi.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Tak for tilliden, Kåemer. Nu er jeg ingen Kiekegaard. Gad vide om han har behandlet emnet?

Men kort kan man sige at der er jalousien som sådan, og så de ting der kan gøre os jaloux.
Jalousi er noget med at man har det skidt over at nogle har glæder som man selv må undvære.
Men så er der hele komplekset med hvilke fremtrædelsesformer jalousien kan antage.

Dino

Kierkegaard er død, men vi lever - endnu! Vi er måske ikke så klartskuende som ham, men så kan vi jo stå på hans spinkle skuldre, og vi må i hvert fald bedre end han kunne se hvad der er aktuelt for os i dag. Jalousi er nok heller ikke det samme i dag som på hans tid, fordi normerne er anderledes. - Så lad os samarbejde om dette superessay.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

At udforme denne debat til et essay, forestiller jeg mig som et samarbejde mellem alle involverede parter, men jeg gør gerne det praktiske arbejde. Jeg vil ikke fjerne navnene, som Camilla skriver. En vigtig idé i sådan et fælles essay vil netop være brydningen mellem de forskellige tanker.

Jeg skal have genlæst Kierkegaards "Kærlighedens gerninger", og tænke over hvordan han kan regne jalousien med til det. Det kan måske forsvares, hvis man ikke med kærlighed tænker på følelsen med den institutialiserede kærlighed, ægteskabet eller parforholdet.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Vi har i mange sammenhænge en konflikt imellem umiddelbare negative reaktioner og fornuftens stemme der forsøger at dæmpe os ned.
Jalousi er blot én af de ting der kan få os op i det røde felt - hvis vi ikke er gode til at komme tilbage til det "blå" felt igen.

Og da vrede er en ret naturlig ting, må vi nok indse at jalousi ikke kan forventes at ligge os 100% fjernt. Men nogle er bedre til at holde den i ave end andre.

Er mænd så værre? Ofte, men som man siger "hall has no fury..."

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Min viden om buddhisme er meget lille. Men selv buddhisten er vel et menneske bag den tillærte facade?
Måske har han øvet sig i at bekæmpe sin indre (og naturlige) vrede og er derved blevet god til at fremtræde med ro og harmoni.
Men han tilhører nok Homo Sapiens trods alt, selvom han måske er lidt mere sapiens end vi andre.

Det er måske skørt at fortsætte en debat som allerede synes at være kommet rundt i alle hjørner af emnet. Men jeg synes nu, vi må have med den ultimative historie om jalousi, nemlig den om kong Schariar der overrasker sin hustru med en anden og lader dem begge halshugge. Derefter tager han en ny hustru hver nat, og om morgenen lader han dem henrette. - Og om pigen Scheherezade som overlister ham ved at fortælle historier gennem tusind og én nætter.
Historien foregår i et land og i en tid da kvinden var mandens absolutte ejendom. Han havde købt og betalt hende. Han ejede hende simpelthen, inklusive hendes seksualitet. Så hvis andre benyttede sig af den, eller hun selv delte ud, var det skændigt tyveri og bedrag. Det var noget enhver kunne forstå.
Principperne i denne historie lever i bedste velgående, også i vores kultur, hvor kønnene er ligeberettigede, og mænd og kvinder er selvstændige mennesker, og hvor ingen kan eje et andet menneske.
Men mon ikke de fleste forstår kong Schahriar, hvis vi lige ser bort fra henrettelserne, men vi fryder os også over at han bliver overlistet af Scherehzade. Men så har hun også grundigt bekræftet ham i hans ejendomsret, og at hun aldrig ville finde på at bryde den.
Kåemer

Jeg har min tvivl om de 1001 "historier." Jeg tror det handler om at hun får lov at leve så længe hendes sexuelle ydelse får ham til at foretrække hende levende.

Mænds såkaldte ejendomsret til kvinderne handler om noget i naturen. Mænd har fået armkræfter (og hidsigt temperament) for at kunne holde rivaler borte. Når kvinden ser at manden kan beskytte hende, ved hun at han kan beskytte hendes børn og at de får tilstrækkeligt mad til at leve. Derfor har kvinder altid gerne villet have en høvding. For det sikrer hende og børnene overlevelse.
Kvinder har også i vore dage et godt øje til den mand der er den dominerende i gruppen. Og så er det ligegyldigt om det handler om mafia, rockerbander eller koncernbestyrelser. En dominerende han er attraktiv såvel som en kvinde med et godt udseende.
I den forstand er jeg nok selv det mindst attraktive i miles omkreds.

Siden har man lavet regler om sagen fordi det er for træls at man hele tiden skal kæmpe om retten til at sove hos en kvinde. Sådan tror jeg ægteskabet blev opfundet.

Men ejendomsret til kvinder som i Kåemers beskrivelse er en sindssyg perversitet der ikke burde eksistere.
Systemet får lov at eksistere fordi mændene støtter hinanden i sagen, da de også selv ser en fordel i det.
En mand der ikke i blot bogen grad er feminist er ikke et anstændigt menneske. Det er min mening om det.

Dino

"Jeg har min tvivl om de 1001 "historier." Jeg tror det handler om at hun får lov at leve så længe hendes sexuelle ydelse får ham til at foretrække hende levende."

Vi må tro, at Scherezades seksuelle ydelser har været tilfredsstillende, men historien siger ikke noget om det, bortset fra, at hun i den periode skænker kongen to børn. Derimod siger den at det var hendes evne til at fortælle historier. Ja, det er faktisk hele idéen med historien.

"Men ejendomsret til kvinder som i Kåemers beskrivelse er en sindssyg perversitet der ikke burde eksistere."

Javist, men den eksisterer altså, selvom det er en indbildt ret. - Og ind imellem er det da også kvinden der ejer manden.
Kåemer

Jeg tror det går begge veje. :)

Jeg tror personligt at mænd er mere jaloux på det store plan. Kvinder er mere opmærksomhedskrævende har jeg følt, men mænd bliver tit styrende og jaloux og voldelige. Jeg tror det er mere ubehageligt at være kvinde og have en jaluox mand, end det er at være mand og have en jaloux kvinde

Ja, Kåemer - du har ret i at 1001 nat handler om scheherazade (stavning?) fortalte historier, og det er historiens mening. Javist. Men jeg tror at det litterære produkt med de mange historier på bunden handler om 1001 nætter med mere sex end eventyr. Det ville bare blive en kedelig bog, hvis det litterære afkast kun handlede om det.

Dino

Nåh, det ved jeg nu ikke. Der er da kommet verdens største og smukkeste samling af fortællinger ud af Sherazades historier. Men der er også meget sex i dem. Jeg rødmede skam hele vejen igennem.

Ja, Kåemer, men jeg tror bare at de digtede fortællinger er en eufemisme for hvad der egentlig foregik i mandens seng.
Men pyt.
Der er megen erotisk litteratur fra den arabiske verden. Et moderne eksempel er Nedjmas lille bog "Mandelen." (Som jeg besluttede at jeg ikke gad læse. Den var ikke noget for mig.)