[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Gost, Engbo. Jeg håber du har ret.

Forskellen mellem sex uden samtykke og sex med samtykke handler om tvang og voldtægt.

Det er ikke sådan, at vi hver lillefredag skal præsentere lillemor for en formular i tre kopier, som hun skal skrive under - inden lagengymnastik.

Lillefar behøver heller ikke skrive under.

Loven handler primært om bevisbyrde - i tilfælde af sex under tvang, dvs. voldtægt.

Voldtægt foregår også i ægteskaber. Et ægteskab er selvfølgelig aldrig en kvittering for fri sex.

Den lille, men vigtige detalje, handler om bevisbyrden.

I stedet for at kvinden (eller manden) - som hidtil - skal argumentere for, at hun (eller han) sagde aktivt fra, skal manden (eller kvinden) argumentere for, at hun (eller han) sagde aktivt ja.

En lille - men vigtig - detalje.

Ja, man den skal argumentere for samtykket. Men der er da ikke noget nyt i det. Er han klar til at lyve efter den gamle regel, er han da også klar efter den nye.
Man kan aldrig bevise sådan noget, når vilkårene er påstand imod påstand, med mindre der er vidner eller telefonsnak der tyder i den retning.

Det der kan gøre en forskel er retspraksis. Og hvis den ændres, kan man gøre det at man ikke længere tager pigen i forhør og beder hende bevise, men ham!

Men hvordan kan han bevise et samtykke, hvis hun har trukket sit samtykke tilbage (fordi han alligevel ikke ville gifte sig med hende, som man sagde i gamle dage.)

Man skal gøre noget, for der er alt for megen tvang på færde i forholdet imellem kønnene.

Ved ikke hvordan du mener sammenligningen mellem seksuel vold og psykisk vold, men jeg antager at det, du mener er, at det diffuse og svært-bevisbare i den slags situationer gør det flyvsk at konkretisere og svært at dømme juridisk. Og så langt er vi helt enige! MEN sammenligningen stopper så også dér, ik', for da psykisk vold blev vedtaget i Folketinget nu her i foråret var det en allerhelvedes vigtig milepæl! (exuse my French). Og jo, det ender tit i ord mod ord, men psykisk vold foregår over længere tid og er en akkumulation af lang tids påvirkning, så oftere vil offeret selv enten have svært ved at se det eller ikke turde sige fra før det er for sent. Tit ser man først tegnene på den psykiske vold efter, den er holdt op. Det er noget andet med seksuelle overgreb, som oftere er færre i antal (nogle gange kun en enkelt) helt konkrete episoder og er nemmere at definere på grund af den fysiske praksis. Det er også nemmere for offeret at sige fra også selvom der ikke er tale om decideret voldtægt (selvom det ikke altid er nemt alligevel, men så er der typisk også en psykisk dimension involveret). Anyway, vil bare pointere, at det at sammenligne en juridisk definition og straffelov omkring psykisk vold med noget flyvsk ordspilsleg og at kvinder skulle være modstandere af det er lige på grænsen til at være så negligerende at det er uacceptabelt.

Det er ikke mere negligerende end at jeg startede debatten efter at have set kvinder udtale at man ikke troede på berettigelsen af at lave love imod psykisk vold.
Det var kvinders egne udtalelser der fik mig til at fare i blækhuset.

Og så påpeger jeg det vanskelige ved at lave love om noget der er håbløst at bevise.
Men jeg er tilhænger af en lov. For der kunne jo opstå tilfælde hvor sagen er helt klar i retning af at der over lang tid ER begået psykisk vold.
Ligger beviserne (eller ubetvivlelige indicier) klar, bør loven ikke mangle i retsvæsenets værktøjskasse.
Men man skal ikke undlade lovarbejdet fordi man fornemmer kulturelle dilemmaer forude. Og det er der filmen knækker for de "progressive kvinder."