Således havde hun nydt, nydt umådeligt godt af sæsonernes kommen og gåen, deres skiftende skønhed som det åh så yndige chokoladehus' udstillingsvindue slog ramme omkring, indefra, inde, hvor hun sad som hun havde siddet på sin faste plads så ofte før det sidste halve år, altid en vinduesplads, altid den samme, altid den bedste og på nuværende tidspunkt endda uden skyggen af sensommerens arrige hvepse og ikke forfulgt af nogen som helst vinde af den slags efteråret foretrak at kaste. Lune og legende.
Midvinter på Bonn var derimod en halvvejs kølig, men helt igennem rolig affære og i sig selv ganske mild. Tilgivende. På bordet foran hende stod hendes mocha fortsat urørt hen. Takket være luxembourgensernes påfaldende arbejdsmoral var caféen mennesketom bortset fra hende (og hendes bodyguard der hang over en kaffe et sted i baggrunden, han blev vel betalt for at holde styr på hende, ikke den anden vej rundt), de mørkebrune træmøbler, alle moderne i snittet og runde i formerne, virkede i deres ensomhed en anelse tungsindige, blødende i kontrast til den skarpt-slebne luft udenfor. Hun vippede dovent sin ene pump af hælen, lod skoen glide ned af foden før hun reddede den fra faldet med et vrik af tæerne. Satte den i spænd mod barstolens ene ben og skubbede den tilbage på plads, gentog processen. Én gang, to gange, to plus én.
Hendes blik hvilede på trapperne foran Storhertugens Palads, hvor nogle af politikerne, ansigter hun selvfølgeligt havde gjort sig bekendt med, de fleste af dem navne hun kunne remse op som en skoleklassetabel, søgte ud i deres pauser for at ryge, de samme jakkesæt ridende i dusinet på små bølger af desperation engang hver tredje time. Marguerite havde set bygningen indefra ved mere end én lejlighed, ikke sandt, hun vidste de foreskrevne rygebokse havde flerdoblet sig derinde som kaniner i antallet, var blevet retteligt og redeligt rejst til de værdigt trængende, hvilket selvfølgeligt var årsagen til at han ikke benyttede sig af udendørsarealerne. Åh, Augustus var en travl mand, de fem minutter ekstra det ville tage ham at vandre en gang rundt og ud var i sandhed for dyrt-købte, også for ham. Åbenbart var det alligevel ikke alting i hele verden som de havde råd til, hans mange midler til trods. Selv med deres fælles, deres vidtrækkende ressourcer nåede de ikke længere end et vist punkt. Trappen, som et eksempel, som en konstant vandrende horisont, lå for langt væk. Hun havde siddet her, sådan her, på cafeen hver eftermiddag den seneste uge og endnu ikke fanget så meget som et glimt af ham, hverken på trappen, på pladsen eller udenfor Parlamentet overhovedet. Så værdifuld var tiden. At han ikke kunne fremskaffe den til hende, så simpelt og så let. Var den. Som ingenting.
Den gammeldags messingklokke over cafédøren bimlede klangfuldt, bød nogen varmt velkommen, idet vedkommende trådte indenfor. Åh, hun havde da heller ingen chance for at vide, hvem det mon kunne være. Set ham komme havde hun jo ikke, havde hun vel? Havde hun velsagtens, modsat visse andre. Marguerite sukkede, flyttede kun langsomt opmærksomheden væk fra trappen og dens indvånere.
Hvad hun havde været opmærksom på var nemlig slet ikke ham, den ære skulle han ikke have, men det udendørs og derfor havde hun selvfølgeligt også noteret sig, hvordan han var trukket nærmere, journalisten som havde fulgt dem dengang, nysgerrigheden selv, da den store kejser for første gang havde købt Valentino til hende, bedækket hende i tyl og tynde stoffer. Jamen, de havde jo en historie sammen, havde de ikke. Hvor nostalgisk. Måske derfor, eller måske blot fordi hun kedede sig noget så grusomt, ulideligt, umenneskeligt, holdte hun det ikke imod ham - de tre gange han var travet forbi butikkens facade og havde skottet ind til hende, før end han endelig tog sig sammen og gik ind, før end han uden yderligere omveje stillede sig afventende ved hendes bord.
Marguerite Gagnon havde såmænd også gjort en noget så intimiderende figur i de luxembourgske medier, var blevet malet i de grå zoner mellem umættelig vamp (helt på linje med legenderne fra 30erne, tænk dog bare, at blive sammenlignet med Marlene Dietrich), såvel som en desperat gold digger, en urørlig jetsetter, en stakkel, et åndsforladt pigebarn... Der var snart ikke den rolle Marguerite ikke spillede i den offentlige diskurs, så hvis han var en smule bange for hende, kvinden der kunne være alt på én gang, var det kun forståeligt. Og klogeligt, oveni. Af ham.
"Må jeg sætte mig," spurgte han og lød endda på ingen måde afskrækket. Han havde dybsort hår der changerede over i det rene kosmos, eksistensens spæde begyndelse, når det blev fanget i det helt rigtige lys. Oplagt til model-arbejde, syntes hun, hvorfor dog rode rundt som journalist, når man var så usigeligt pæn.
"Hvis De har tænkt Dem at tage billeder af mig igen, bliver svaret et andet end De ønsker. Jeg har ikke alle syv lag makeup på i dag, det kan virkeligt ikke gå," svarede hun med et halvt smil og en halv løgn. Vidste at hun var smukkere end det meste i hans nærhed under alle omstændigheder. Gættede på, at han ville konkludere det samme.
Manden tog et øjeblik om at åbne munden til gensvar, betragtede hende længe med et blik der gled over hvert eneste af hendes træk for til sidst at møde hendes. Mere brune øjne. Mindre blå-spættede, langt mindre troskyldige. Marguerite så ikke væk, lod sig ikke sådan kommandere, og således kiggede de et uendeligt og uendeligt tomt sekund hinanden i øjnene. Langt om længe smilede han og rystede på hovedet, satte sig ned på stolen ved siden af den hun selv optog. Deres knæ flugtede først, bumpede så mod hinanden. Hun havde en lårkort nederdel på, hvorved kun denimstoffet i hans jeans og hendes vintertykke strømpebukser afskar faktisk kropskontakt. Hvor uartigt, hvor frækt! Sikke en ligefremhed at udvise, det fandt hun trods alt charmerende, interessant, vindende - at han var pæn, men ikke pænere end som så.
"Ingen billeder i dag," lovede han.
Da ekspeditricen kom over for at tage imod, bestilte han en varm chokolade til dem begge, ah, han gik simpelthen bare ud fra at hun drak det stads, hvilket hun jo ganske givet og ganske gerne gjorde, men undskylde ham ville hun ikke, før hun havde bestemt sig for om hun overhovedet var chokoladetørstig. Først da de var blevet overladt til deres eget selskab igen, (hendes bodyguard som havde forladt sin kaffe og bevæget sig diskret ind i skyggerne naturligvis inkluderet i regnskabet), fortsatte han i den mest sænkede stemmeføring man kunne forestille sig, hvori hun stadigt var i stand til at fange ordene. Som små fisk i et vandløb, pjask, pjask, haps. "Jeg er her slet ikke i professionelt øjemed, jeg er her, fordi... Må jeg kalde Dem ved fornavn?"
Hans forespørgsel var lige dele insisterende og desperat - på en måde hun havde svært ved at stå for, nej, hør nu, hvad skulle en kvinde som hende også gøre. Hvem ville ikke gerne higes efter, eftertragtes så voldsomt at hverken stormene eller tordenvejret kunne følge med i deres buldrende intensitet? Åh, hun skulle da gerne gøre denne mand indrømmelserne, når Augustus ikke kom ud. Når Augustus nu ikke havde hverken råd eller tid. Roligt puffede hun sin kun halvtomme mocha til side og lænede sig med albuerne på bordpladen, støttede hagen i en arkitektonisk arrangeret håndflade. Tiltalte ham. Langsomt.
"Lad os være dus. Så kan du kalde mig Marguerite eller hvad end du måtte ønske, at mit navn var."
"Marguerite er... fint, det er virkeligt smukt," svarede han og hendes smil mistede sin perfekte balance på knivsæggen, blev en smule varmere, smeltede rimfrosten af vinduespanelerne, duggede ruderne til. "Jeg hedder Marcus."
Goddag måtte i denne sammenhæng være underforstået.
Hans stemme lå i et behageligt leje, var lysere end den store kejsers, men selvfølgeligt kunne ingen heller leve op til hans ultimativer. Hans væsen og hans røst, den guddommelige Augustus. Ekspeditricen vendte tilbage med to portioner opkogt mælk og chokoladeskeer, tre at vælge imellem, fordi Bonn var indbegrebet af den luksus som Luxembourg brandede sig med. I stilhed gjorde de hvert deres chokoladekrus klar, Marguerite med en 80 procents mørk og Marcus, Marcus sagde han at han hed, med en pebermyntechokolade - hvor sødt, hvor drenget, hvor fantastisk barnligt. Både navnet og hans valg i drikkelse.
"Fortæl mig, hvad vi mon har af private anliggender, Marcus," samlede hun ham og hans ord op, ligeså snart chokoladeskeen begyndte at opløse sig, ordentligt, opdragent.
Hvis han ikke opsøgte hende med et formål, professionelt, var der jo kun ét alternativ tilbage, skulle hun mene, kunne hun såmænd godt tælle sig frem til, hvor dum de end til tider malede hende, de mælende bæster i pressen. Marcus' presse sågar, men hvis de syntes en Marguerite Gagnon der kun kunne tælle på fingrene var farlig, hvad ville de dog så ikke synes om en Marguerite Gagnon som kunne tælle til mere, altid mere og lille Marcus vidste jo bedre, vidste tydeligvis bedst. Det kunne hun sagtens mærke, fornemme helt ud i måden han, i respons, rødmede og kastede et sidelæns blik - ikke mod hendes ansigt denne gang, men mod hendes fingre der i mellemtiden havde omplaceret sig, var foldede alle ti let og luftigt om det rygende varme krus, et komplet display af nyligt ordnede neglebånd og dæmpet-grøn neglelak. YSL's Jade Impérial, for tilhørsforholdets skyld - hun havde købt den i forgårs, den var så umådeligt chic og stod fantastisk til alt det brune, hendes hår, ja, men også cafeens interiør og den lune chokolade, naturligvis. Marguerite var en ganske udmærket farve-sammensætter, når alt kom til alt.
Han brugte kun et sekund, netop den tid det tog hende at blinke, den eneste tid hun gav ham til at sunde sig, på at slå sin stakkels rødmen ned til en mere afdæmpet nuance som kunne have været frost-fremkaldt, hvis man ikke som hende kendte sandheden. "Jeg har noget til dig," sagde han så, sagde han bare, men ordene fik hende til at slibe alle kanter af, til hun ikke længere var dolke og pigtråd i hans retning, men en bold. Den hoppende slags. Leende vendte hun sig mod ham, så hendes venstre knæ skubbede opmuntrende ind imod hans højre lår. Marcus havde en gave med! Jamen, hvordan kunne Marcus vide, at en gave var lige præcis hvad hun stod og manglede, lige hvad hun havde brug for nu. Her og nu. Hvordan dog?
"Lad mig se!" Det var en kvidren, en opstemt beden ikke pænt om, for unoder havde hun vel tillagt sig i allerstørste stil gennem årenes løb. Han tog hende det ikke ilde op, lo i stedet med sådan en sprød, kradsende latter, at hun selv blev blot en smule varm indeni. Blot en lille, den mindste lille smule, fordi visse friheder gav Marguerite Gagnon plads til i sit hjertes affærer, de mindst farlige af slagsen, andre vidste hun godt, åh, vidste hun udmærket, ville vokse hende over hovedet. Ville starte som frø og ende som kastanjerne på Champs-Élysées, himmel-rækkende og himmel-råbende. Marcus, troede hun, tænkte hun, kunne meget vel være sådan en frihed, en anden. Han stod ved Gud allerede i anden række og hvor mange to-taller kunne Marguerite egentligt regne med, jonglere, måtte man undre sig over i sit stille sind. Hun foretrak stadig romertallet, det ene, på Augustus' håndled - og den stærke, stærkere, stærkeste reaktion det havde fremkaldt. Hos dem begge. Ah, men hun var jo heller ingens mor. Yndlinge havde hun lov at have.
"Her," sagde Marcus, kaldte hende tilbage til virkeligheden, idet han fiskede et lamineret A4 ark frem fra sin medbragte computertaske. Kom han mon direkte fra arbejde? Skulle han direkte tilbage bagefter? Så mange spørgsmål - og endnu et, da hun vendte papiret om.
Det var en akvarel, gråhvid og grøn og gul sjasket uordentligt ud over midten og derefter tegnet op med blæk, så fem små margueritter tittede til hende med hvert deres solskinsfarvede øje. Tydeligvis et amatørarbejde, det var ikke engang signeret i hjørnet, men han kom ikke med nogen undskyldninger, gjorde ingen sammenligninger med de smykker og kjoler hele verden vidste, at hun normalt fik. I gave. Af Augustus. I stedet gav han hende tid til at kigge tegningen over, øjnene fæstnet ved hendes ansigt atter engang. Ved hendes udtryk, som forventede han noget. En reaktion, en udtalelse.
"Fem margueritter," kommenterede hun med største omhyggelighed, uden at se op. Sikke hun da fik lov til at tælle i dag. Tælle og regne. Marguerite der så sjældent regnede med noget som helst.
"Du sagde, at én aldrig var nok," svarede han.
Naturligvis huskede hun den dag i parken, blomsterne der var som vokset ind i hendes hår, ventende så pænt på hans dom fra hendes fletnings skjul. Han behøvede ikke mere, sagde han, havde været så sirupsød til svar - hun havde derimod behøvet det hele, alt der var til rest, alt der stod til redning.
"Sentimentalitet klæder virkeligt de færreste mennesker," fortalte hun ham og smilede, lagde tegningen ned på bordet, hvor vandfarverne og blækket syntes at løbe ud i træets årer, forplantede sig til det mørke og det brune på alle sider, efterlod et flora-formet aftryk i rummet. De var nu ganske kønne, blomsterne. Formodentligt ville de heller aldrig blive grimme i kanten, de ville aldrig visne og den slags udødelighed kunne Marguerite skam godt forstå. Udødelighed kunne hun sætte pris på. Ja, udødelighed kunne med sikkerhed siges at være uvurderlig, havde hun lært. Med tiden. Så var selv fem små margueritter nok.
"Jeg fik min søster til at male dem, hun er god til den slags." Han forsøgte på den mest udprægede vis ikke at lyde skuffet. Dét forventede han altså af hende, at hun skulle være faldet næsegrus på knæ og have kysset hans fødder til tak. Dermed var Marcus vist åbenlyst journalist og ikke model, fordi dermed var han et helt lille fæ. Et fjols. Skulle hun begynde at se det som en arbejdsskade? En tendens? En journalistisk brist? Hun spidsede læberne. Nej, fjolser havde Marguerite ved Gud kendt nok af. Som mænd var flest, ikke sandt?
"De er søde," svarede hun, blødt. Alligevel. På trods. Mødte ham på midten, hvor hans ego kun ville blive halvvejs forslået i sit fald. Hendes knæ stødte stadig og mindre blødt, meget mindre blødt imod hans lår. "Mit navn er smukt, min kære - men jeg kan bedre like mælkebøtter, de vokser vildere og dør, når de bliver sat i fangenskab. Det forstår du vel."
Længe var der stille imellem dem, imens de begge betragtede pladsen ude foran vinduet. Jakkesættene var vendt tilbage til deres ly på trappen, stod i små grupper og pulserede. Skabte et helt vejrfænomen af røgskyer over hovederne på dem selv. Marcus' øjenbryn var trukket sammen til en enkelt streg henover panden. Den løsnede sig kun op i stadier, lidt efter lidt.
"Næste gang må jeg tage en buket mælkebøtter med i stedet," sagde han endeligt. Affandt sig. Smilede endda spagt. Marguerite fastholdt uden beklagelse sin opmærksomhed på politikerklyngen foran Parlamentet, genkendte mindst to af de tilstedeværende som medlemmer af Augustus' parti, men stadigvæk glimrede den høje herre selv ved sit fravær. Hun rykkede tilbage på plads på barstolen, så deres lår løb i paralleller igen, hendes og Marcus', og kun næsten rørte hinanden. Lige ved og næsten. "Behold margueritterne," fortsatte han sin talestrøm og hun lod ham, måske var det også en arbejdsskade, hvordan journalister virkede til at elske at høre dem selv snakke. Til overmål. "De er et startsted."
Et startsted...
Ja, hvem stod dog ikke også altid og manglede sådan et.
Denne gang var det hende der blev givet øjeblikket til at samle sig, samle alle indtrykkene sammen - jakkesættene der atter forsvandt i en flodbølge gennem dobbeltdørene, tegningen på bordet med dets vandede udtryk og Marcus som i mellemtiden havde rejst sig op ved siden af hende, rettede på sit tørklæde, for så hurtigt havde deres stævnemøde udspillet sig, at han slet ikke havde nået at få tøjet af. Hvor usædvanligt for hende, var det ikke. Hvor særegent. Hvor særligt.
Forsigtigt, uden at hendes skørt gled umanerligt højt op ved bevægelsen, kom også Marguerite på benene og trådte udenom hans stol, trådte hen til ham, kyssede luften ved begge hans kinder én gang, tilsammen to, og fandt sig selv smilende igen. Smilende og glad. Han havde givet hende evige margueritter, det var da en gave! Næste gang ville han vide bedre, ville Marcus. Gangen efter det ville han vide bedre endnu. Her stod de - på et startsted, sammen. Og sikke hun var spændt. "Kom snart tilbage," hviskede hun til ham, lænet så tæt ind mod ham at hendes skyggende bodyguard måtte tage sig gevaldigt sammen for at høre, hvad hun sagde. (Om han gjorde, vidste hun ikke, tjekkede hun ikke efter, var ganske ligeglad). "Kom og find mig, jeg er her alle hverdage. Som en vare, til salg."
"Det ved jeg," lo han. Marguerite lo også, klingende.
De skiltes uden videre, da han gik op for at betale - og da han endnu engang trådte ud på gaden, bimlede messingklokken. I ekko, ekko, ekko.
Marguerite vendte sig væk, før den sidste tone døde ud, generobrede sin plads, tømte både sin egen og Marcus' næsten urørte chokoladekrus, selvom pebermynten var kvalmende sød, mens hun forgæves ventede på manden der givetvis ikke havde tid til nogen evighed, ikke engang til to minutter.
Derfor ventede hun også kun de næste tyve, før hun kaldte sin efterhånden koffein-dopede bodyguard til sig, havde ham snart i hælene som en hund og forlod den fine, lille butik til den samme klang af klokken over døren som havde fulgt Marcus ind og ud, først. Lød det ikke bare som et punktum sat i blinde, uddøende, udløbende, udvandet...
Tegningen, gjort i Marcus' søsters uden tvivl pæne hånd, havde hun rullet sammen og stoppet i sin håndtaske, hvor den knapt halvvejs kunne være, hvor den stak ud som en cylinder af brødkrummer, som et spor til den der ledte eller til den der var sulten nok.