"Bent? "

"Ja?"

"Er du god til matematik?"

Bent rettede ryggen og sagde med en vis stolthed: "Ikke for at prale, men jeg har altid været god til dét der med tal. Jeg kan regne med ret store tal i hovedet."

"Det kaldes hovedregning. Det kan jeg også finde ud af. Jeg taler om matematik. Figurer, radius og minus pi i anden og den slags."

"Minus pi i anden?" Bent kløede sig i nakken. "Det siger mig ikke noget. Har du problemer med matematikken?" spurgte han.

Jo sukkede. "Ja."

Bent så undrende på hende. "Jeg troede, at du var god til alle boglige fag?"

"Ikke matematik. Der er jeg kun den næstbedste" svarede hun.

Bent smilede. "Du kan ikke være den bedste til alt."

"Det er jeg heller ikke. Jeg er elendig til idræt. Så du kan altså ikke hjælpe mig til at blive bedre til matematik?"

"Nej. Desværre. Men jeg kender én, som måske vil hjælpe dig. Hun er gymnasielærer. Hun underviser blandt andet i matematik."

Jo lyste op i et stort smil. "Det ville være perfekt at få hjælp af en gymnasielærer. Så bliver jeg helt sikkert den bedste. Vil du spørge hende, om hun vil hjælpe mig?"

"Nej, det må du selv gøre. Hun kommer faktisk herned i butikken om en times tid. Vi skal i Ikea og købe sofa. Lyder det ikke sindsoprivende spændende?" spurgte Bent og rullede med øjnene.

"Nå, det er Lene. Er det ikke sådan hun hedder? Jeg vidste ikke, at du er gift med en matematiklærer."

"Jeps. Det er Lene. Hun er ikke kun matematiklærer. Hun underviser også i andre fag."

Jo sad og tænkte situationen igennem. Så sagde hun: "Jeg har altså ikke ret mange penge. Jeg tror ikke, at jeg har råd til at betale for lektiehjælp."

Bent smilede til hende. "Jeg tror ikke, at du skal bekymre dig om økonomi. Jeg tvivler på, at Lene vil tage imod en 11-årigs lommepenge. Hvis hun har tid og lyst til at hjælpe dig, gør hun det gratis."

"Hvorfor skulle hun have lyst til at hjælpe mig gratis? Hun kender mig ikke engang."

Bent svarede: "Det kan være, at hun vil synes, at det er hyggeligt. Det kan også være, at hun vil gøre en god gerning. Tag nu ikke sorgerne på forskud. Nå, jeg skal i gang med at sætte vin på plads inde i butikken. Har du noget at give dig til, eller skal jeg finde på en opgave til dig?"

Jo svarede, at hun ville tage opvasken i frokoststuen og tørre borde af. Så sådan blev aftalen.

Opvasken var ikke særlig stor. Der stod en smule i opvaskemaskinen og endnu mindre på bordet. Jo valgte at vaske op i hånden. Så blev bordene tørret af. Vindueskarmen med, nu hun var i gang. Hun så på uret. Der var gået 10 minutter. Der var lang tid, til Lene kom. Hun gik ud og så på toilettet. Det kunne godt trænge til en tur. Hun kom wc-rens i og gav sig så til at pudse spejlet. Håndvasken fik en ordentlig skrubbetur og toilettet ligeså. Alt blev gjort grundigt. Hun sluttede af med at feje gulvet både på toilettet og i frokoststuen, og som kronen på værket vaskede hun gulvet.

Da hun var tæt på at være færdig med at vaske gulvet, så hun ud ad øjenkrogen en person på vej ind i frokoststuen. Hun var sikker på, at det var Marianne, en af kassemedarbejderne.

"Nej! Bliv ude. Gulvet er vådt" råbte Jo.

"Åh, undskyld" lød en stemme, som Jo ikke kendte. Hun vendte sig og så en kvinde, hun aldrig havde set før. Jo rødmede. "Jeg troede, at du var en anden... Jeg mener... Altså..." Hun rømmede sig og tog sig sammen: "Søger du nogen?"

Kvinden så undrende på den lille pige. Det var et specielt ordvalg for en pige i den alder. "Jeg er kommet for at hente Bent. Vi skal i Ikea" svarede kvinden. "Nå. Du er Lene. Bent er vist inde i butikken." Lene nikkede. "Ja, han er ved at lave en udstilling i vinafdelingen. Han sagde, at han er færdig om et kvarters tid."

Jo tog en dyb indånding, inden hun sagde det, hun ville sige: "Bent siger, at du er matematiklærer. Tilbyder du lektiehjælp?"

For anden gang i løbet af få minutter studsede Lene over pigens voksne måde at udtrykke sig på. "Om jeg tilbyder lektiehjælp? Nej, ikke andet, end at jeg hjælper eleverne i frikvarterne af og til. Har du problemer med matematikken?"

Jo nikkede. "Bent mente, at du måske ville hjælpe mig til at blive bedre til matematik."

Lene gjorde et kast med hovedet mod kontoret. "Skal vi sætte os ind og aftale hvornår og hvor tit?"

Som sagt, så gjort.

"Nå, du vil gerne være bedre til matematik? Det varmer en matematiklærers hjerte" sagde Lene. Jo nikkede.

"Hvor tit skal jeg hjælpe dig med lektierne?" ville Lene vide.

"Hver anden tirsdag?" spurgte Jo tøvende.

Lene så undrende på hende. "Ville en til to gange om ugen ikke være bedre? Jeg mener, hvis du skal blive meget bedre, og det du lærer skal sidde fast."

"Joh... To gange om ugen ville være optimalt, men jeg har altså ikke så mange penge. Jeg har nok ikke råd til lektiehjælp så tit" sagde Jo. Lene kunne ikke lade være med at smile. "Så siger vi to gange om ugen. Økonomien skal du ikke spekulere på. Jeg hjælper dig ganske gratis."

"Vil du slet ikke have betaling for det?" spurgte Jo uforstående.

Lene rystede på hovedet.

"Hvorfor ikke?" ville Jo vide.

"Jeg tror, at det kunne blive hyggeligt. På samme måde, som du hjælper Bent her i butikken. Det er vel for hyggens skyld? Det er i hvert fald ikke for pengenes skyld" sagde Lene og blinkede. Hun var godt klar over, at Jo ikke var ansat, og derfor ikke fik løn for hendes arbejde.

"Skal vi begynde allerede på tirsdag?" ville Jo vide. De aftalte de nærmere detaljer, hvorefter Jo takkede mange gange og tog hjem.

"Bent. Er det din lille hjælper, der har gjort toilettet rent?" ville Lene vide.

Bent brummede åndsfraværende en lyd, der måtte tolkes som et ja. "Skal vi se at komme af sted og få købt den lænestol?"

"Sofa, Bent. Det er en sofa, vi skal købe. Er du klar over, at Jo har gjort perfekt rent? Mere perfekt, end selv jeg ville havde kunnet gøre."

Bent smilede. "Ja, det er en god lille hjælper, jeg har. Er du klar til at køre?"

Lene svarede ikke på Bents spørgsmål. "Hvor stor en del af det huslige arbejde står hun egentlig for derhjemme? Det hele?" ville Lene vide.

Bent indså, at de ikke ville komme af sted lige foreløbig. Når først Lene havde kastet sig over et emne helmede hun ikke, før emnet var uddebatteret. Han sukkede. "Hun fortæller ikke så meget om livet derhjemme, men jeg ved, at hun selv smører madpakke, og at hun jævnligt laver aftensmad." Han tænkte sig om et øjeblik og tilføjede så: "Jeg har på fornemmelsen, at hun også vasker tøj. Hun har fortalt, at hun kan lide at sidde i vaskehuset og læse, mens hun venter på, at tøjet er færdigt."

"Plus at hun køber ind?" spurgte Lene. "Ja, det plejer at være hende, der køber ind. Moren køber ind, når hun er inde i en god periode" sagde Bent for at nuancere Lenes billede af, at Jo lavede det hele.

Lene rynkede brynene. "Holder kommunen øje med den familie?" Bent svarede, at det troede han ikke. Lene rakte ud efter Bents telefon. Hun agtede at underrette kommunen med det samme, meddelte hun. Bent stoppede hende.

"Du kan ikke ringe til kommunen nu. Jo tilgiver mig aldrig. Hun vil i dén grad se det som et kæmpe svigt fra min side." Lene modargumenterede: "Det er ikke dig, der ringer. Det er mig. Den pige fortjener en barndom uden slid og slæb."

Bent trak telefonen endnu tættere på sig, for at den skulle være udenfor Lenes rækkevidde. "Måske har hun det ganske udmærket, selv om hun har flere huslige opgaver, end de fleste andre på hendes alder."

Lene så ikke overbevist ud. Bent sukkede. "Du har lovet at hjælpe hende med skolearbejdet. Når du har hjulpet hende i tre måneder og lært hende lidt at kende, kan vi tage den her diskussion op igen. Men vi skal være enige. Ikke noget med at ringe bag min ryg. Aftale?"

Nu var det Lenes tur til at sukke. "Fint. Det siger vi så."

"Godt. Skal vi så se at komme af sted til Ikea?" spurgte Bent. Han havde allerede rejst sig.