Isa Hansen på ni år vågnede en dejlig sommermorgen liggende i sin seng på Anantavænget nummer syv. Den varme, bløde seng med alle hendes udstoppede dyr og det lyserøde, Barbie-sengetøj, var fornyligt blevet stillet ind på hendes værelse, eftersom hendes familie netop var flyttet ind i deres nye villa for et par måneder siden. Familien Hansen, der bestod af far Bo Hansen, mor Charlotte Hansen, familiens to kæledyr - gravhunden Georg og den fede kat Bibi, samt Isa selv selvfølgelig, var alle som én flyttet til villaen på Anantavænget nummer syv, fordi Isas mor havde fået et nyt arbejde. Hun var blevet historielærer på den nærliggende skole og var en af de få mødre, som vidste alting i hele verden - dét var Isa bombesikker på. Nej vent, en bombe kan man selvfølgelig aldrig være helt sikker på, men Isa mente nu nok, at hovedet på hendes mors skuldre var blevet "skruet ordentligt på", som mormor altid sagde (det betød at hun var meget klog, havde mormor senere forklaret). Foruden det kloge, fastskuet hoved, var Isas mor en utrolig smuk kvinde; Charlotte var høj og tynd, havde en smart, kortklippet frisure og store, nøddebrune øjne - præcis ligesom Isa. Desuden gik hun altid i høje sko og Isa mente, at hendes mor lignede en rigtig prinsesse.

Isas far derimod var en lille, småtyk mand, der havde en alt for stor trang til slik og søde sager. Til forskel fra Isas mor, havde han langt, rødt hår - præcis ligesom Isa. Det sad altid opsat i en hestehale og bagfra kunne han egentlig godt ligne en pige lidt. Men når han vendte sig om, så man kunne se hans skrå, glade øjne, der havde en flaskegrøn farve, samt hans store, røde skæg og tykke slikmave, lignede han en rigtig far, syntes Isa. Fordi Charlotte havde fået et nyt arbejde og hele familien derfor skulle flytte, havde Bo ligeledes været nødt til at få et nyt arbejde. Han var derfor blevet ansat som byens nye postbud og fordi et sådan arbejde krævede, at man kunne stå meget tidligt op, så alle i byen kunne nå at få deres morgenaviser, inden de overhovedet var stået op og skulle bruge dem, betød det at Bo ofte var hjemme, når Isa fik fri fra skole. Han kunne derfor hjælpe hende med lektierne - troede mor. Som regel endte det altid med, at han bagte kanelsnegle eller andre lækkerier, som han og Isa kunne guffe i sig, alt imens han spillede på sin guitar. Georg stod sommetider ved siden af og hylede med, hvis nu Bo pludseligt spillede for højt - eller bare falskt. Bibi derimod var for fed og doven til overhovedet at bekymre sig om musik. Hun kom kun ud af sengen, når hun skulle spise.

Isa selv var vistnok en ganske almindelig pige, der udover hendes mors brune øjne og hendes fars røde hår, havde lange, sorte øjenvipper, nogle meget forhadte fregner i sit ansigt, samt en knækket fortand fra dengang hun var styrtet på sin cykel. Tandlægen havde dog sagt, at det ikke gjorde så meget, eftersom det kun var en mælketand, der alligevel snart ville falde ud. Hun var tynd ligesom sin mor, men dog et hoved lavere end sine klassekammerater. Hun havde desuden en stor, brunlig "klat" af et modermærke på hendes højre knæ. Det lignede til forveksling en edderkop. Mærket så åbenbart så livagtigt ud, at det blandt andet havde fået to af hendes veninder til at hyle op i en gymnastiktime. Dét var Isa selv ganske stolt over. Ja, Isa Hansen var en ganske almindelig pige på ni år, som elskede at tegne, spille Ludo med sin mor, spise kage med sin far, lege med Georg (og Bibi, når hun altså en sjælden gang gad den slags "pjat") og selvfølgelig elskede hun også farven lyserød. Men hvad hun ikke vidste var, at hun snart ville blive en meget ualmindelig, men dog meget heldig pige.

Det hele startede den sommermorgen, da Isa lå på hendes nye værelse, i den varme, bløde seng med alle de udstoppede dyr og det lyserøde, Barbie-sengetøj. Det var lørdag og hendes forældre havde dagen forinden planlagt, at hele familien skulle på udflugt. I den nærliggende Brugsen hang der en seddel på døren som annoncerede, at på netop denne lørdag ville det årlige marked i byen begynde. Det var tradition, at der en gang om året i præcis en uge - begyndende fra den første lørdag i maj - blev holdt et stort marked i byen. Butikkerne ville ifølge sedlen have boder udenfor og der ville desuden være loppemarkeder, madboder og et omrejsende Tivoli at finde. Sedlen proklamerede også, at der hver aften kom populære bands, som ville spille livemusik til ære for byens mange, glade borgere. Isa ville egentlig gerne have været ude og høre et af de bands spille, men hendes forældre havde sagt bestemt, at det altså var over hendes sengetid. Så Charlotte lovede i stedet, at de alle sammen ville tage ud og kigge på markedet om dagen:

"Vi mangler alligevel nogle pyntegenstande til stuen," havde Charlotte tilføjet. "Jeg er jo slet ikke vant til at have så mange vindueskarme!"

Isa gned sine trætte, brune øjne, kløede sig på den fregnede næse og rejste sig dernæst fra sengen med et langtrukkent gab. Hun var nær kommet til at sparke til Bibi, der havde tiltusket sig hendes fodende i løbet af natten. Fornærmet over at være blevet afbrudt i sin søvn, hoppede hun dovent ned på gulvet og luntede tungt ud af værelset. Isa tog sine sutsko på og fulgte efter den fede kat og blev pludseligt mødt af lyden af el-kedlen, der kogte vand til fars kamillete og mors kaffe, samt den lækre duft af fars hjemmebag; Boller og måske også noget wienerbrød? Nedeunder i køkkenet sad begge hendes forældre ganske rigtigt med både en te- og kaffekande foran sig på bordet, samt en stor brødkurv fyldt med perfekte, runde morgenboller.

"Godmorgen Sveske! Sovet godt?" Charlotte rejste sig for at give Isa et kys på panden, hvorefter hun rakte armen op i det øverste køkkenskab, for at tage endnu en tallerken og et krus. "Vil du have te, mælk eller juice?"

"Juice. Og fint tak," svarede Isa, hvorefter Charlotte hastigt byttede kruset ud med et glas. Da hun havde sat tingene foran sin datter, satte hun sig ned igen og gav sig til at læse den avis, som far netop havde haft med fra sin rute. Isa tog en bolle og gav sig til først at smøre et tykt lag smør på, hvorefter hun klaskede endnu et tykt lag jordbærmarmelade. Alt imens hun gjorde sin bolle mere og mere snasket, spurgte hun:

"Er der ingen kage i dag?" Hendes mor sænkede avisen.
   "Du med dit kage. Pas nu på at du ikke bliver lige så tyk som din far. Og så ikke mere marmelade nu!" sagde hun. Isa skubbede irriteret marmeladeglasset væk og rettede blikket mod sin far:

"Far, har du slet ikke bagt nogen kage?" Bo så på hende i nogle lange sekunder med de skæve øjne, der lige nu tindrede af hemmeligheder. Så svarede han med en overdreven teaterhvisken: "Der er en brunsviger i ovnen nu, Stump." Han tyssede og kastede så et hurtigt blik hen imod sin kone, hvis ansigt nu igen var blevet gemt bag avisen. Isa turde vædde på, at hendes mor havde hørt om kagen, men bare havde opgivet at sige noget. Derefter blinkede Bo og Isa indforstået til hinanden - det betød at der ventede familien eftermiddagskage efter deres udflugt i dag. Isa kunne næsten ikke vente!

"Isa, der er noget jeg har tænkt på," sagde hendes mor pludseligt og sænkede igen sin avis. "Mangler du ikke også nogle pæne pynteting til dit værelse? Til vindueskarmen mener jeg?" Isa tænkte sig godt om og så på sin mor: "Tjoeh, det gør jeg vel. Men jeg ved ikke helt hvad det skulle være for nogle ting. Hvad har man stående i vindueskarme?" Charlotte sukkede.

"Hmmm, hvad med nogle planter? Eller en sød, lille figur?" Isa nikkede sammentyggende.
   "Mor?" spurgte hun så.
   "Ja?"
   "Kan man godt få lyserøde planter?" Charlotte begyndte at grine.
   "Du med alt dit lyserøde! Men jo, man kan sikkert godt få nogle lyserøde blomster. Eller også kan vi prøve at kigge efter nogle små kaktusser og så købe nogle fine, lyserøde urtepotter til dem. Hvad siger du til dét?"
   "Kaktusser? Er det ikke dem der stikker?" spurgte Isa bekymret.
   "Arg, jo, de kan godt stikke lidt, når man vander dem, ja," svarede Charlotte og hældte mere kaffe op til sig selv.
   "Så skal jeg I HVERT FALD ikke vande dem!" sagde Isa og rystede næsten af skræk for bare tanken om at have en plante i sin vindueskarm, der havde små nåle på sig. Hun havde allerede prøvet at stikke sig på en nål henne i skolen og hun havde endnu ikke glemt hvor meget det havde blødt og hvor ondt det havde gjort.
   "Din kylling!" svarede Charlotte og fniste. "Men jeg skal nok vande dem, hvis ikke du selv tør."
   "Ellers kan jeg," tilføjede Bo, men blev hurtigt afbrudt af Isas mor: "Niks, Bo! Det er sidste gang du får lov til at have med planter at gøre. Kan du huske mine i lejligheden? Jeg havde haft dem i ti år og efter du havde vandet dem én eneste gang, var de lige til at smide ud!"
   "Ti år med de rædsler var da også ti år for længe, hvis du spørger mig," forsvarede han sig med og fik hele familien Hansen til at grine ved den bemærkning. Georg sprang adræt op på Bos skød og hylede i takt med de tre menneskers latter.

Senere samme dag befandt de sig midt på byens torv, foran det gamle springvand, hvor de sad og spiste en is. Isas far havde insisteret på, at man da så sandeligt ikke kunne handle på tom mave: "Man kan jo ikke tænke klart. Tænk hvis vi får omvendt sukkerchok!" Charlotte havde derimod højlydt argumenteret, at hun ikke kunne tillade sig at blive større, for så ville hun ikke kunne passe sit badetøj til sommer.
   "Sludder min snut - du har et højt stofskifte og kan derfor æde lige så tosset du vil," havde Bo svaret, hvorefter han stak en is i Charlottes hånd.
   "Spise Bo," rettede hun og tog imod isen. Isa selv sad allerede med hindbæris på næsen og smeltende ned af den ene hånd. Solen stod på sit højeste og selvom den både fik hendes fregner til at fremstå tydeligere, samt fik hendes is til at smelte yderligere, så havde hun det skønt i det varme vejr. Det var kun først i maj måned og sommeren var allerede godt på vej. Hendes far afbrød pludseligt sit smaskeri, vendte sig om mod Isa og spurgte så:
   "Du Stump, hvad har du egentlig drømt i nat?" Det var en leg de havde, Isa og hendes far. Han mente helt bestemt, at drømme kunne fortælle en masse om menneskers liv: både deres fortid og fremtid. Isa suttede fraværende på sine fingre, tørrede sig på næsetippen og svarede så:
   "Jeg drømte faktisk noget ret underligt i nat. Jeg drømte, at jeg kunne lave magi. Eller. Det var måske ikke mig, men der skete noget magisk, overalt hvor jeg befandt mig."
   "Mhm," mumlede Bo eftertænksomt.
   "Hvad kan den drøm betyde, far?" spurgte Isa og så på ham.
   "Tja. Du kommer nok til at opleve et eller andet magisk i den nærmeste fremtid Stump," svarede han så efter en lang pause. Isa grinede - hun kunne ikke lade være.
   "Far, nu er du for dum. Der findes jo ikke magi!" Hendes fars grønne øje blinkede bedrevidende: "Vent nu og se Isa. Vent nu og se..."

Da isene var blevet spist og derefter skyllet ned med en sodavand, besluttede de sig for langt om længe at gå rundt og kigge på de forskellige boder. Der var boder med friskplukket frugt og grønt, boder med lækre specialvarer fra både Frankrig og Italien, boder med alskens håndarbejde, samt folks diverse loppemarkedsboder. Det var her Isas forældre befandt sig og nærstuderede de enkelte boders indhold i evigheder, syntes Isa. Efter at have kedet sig i lang tid og hvor der ikke var sket andet, end at hendes forældre havde købt en enkelt, håndskåret træelefant (der i øvrigt ikke var særlig pæn!), besluttede hun sig for at gå lidt rundt og kigge på boderne selv. For en ting var hundrede procent sikkert; Hun ville kunne scanne boderne igennem langt hurtigere end sine forældre.

Først gik hun den ene vej og beskæftigede sig udelukkende med boderne på hendes venstre side. Der var nogen, som solgte tøj og brugte hobbyartikler og der var nogen som solgte gamle film, CD'er og computerspil, samt en masse umoderne, elektroniske apparater. Andre solgte en masse køkkenting og grimme, håndstrikkede huer, hvorimod andre igen solgte en masse dims og nips. Især den sidste bod ville Isa for alt i verden prøve at skjule for sine forældre, for ellers kom de da aldrig hjem igen! Efter at have været nået hele vejen ned til den ene ende af vejen med loppemarkeder, gik hun tilbage igen for nu kun at se på de boder, der lå på hendes højre side. De var ikke meget anderledes end dem på den modsatte side, for her blev der også solgt kedelige ting såsom gammelt tøj og brugte køkkenredskaber. En enkelt bod fandt Isa dog mere interessant: Det var en ældre dame som havde en bod, der solgte gammelt legetøj. Bamser, dukker, dukkevogne, børnebøger og gamle Anders And-plade. Bordet bugnede med alskens legesager - også ting som Isa aldrig havde set før. Noget af legetøjet var små dyr og mennesker, der var lavet i farverigt, malede metaller, som hver især havde en stor nøgle stikkende ud af enten enden eller ryggen. Den ældre dame forklarede, at man kunne trække legetøjet op og så kunne det bevæge sig. Hun demonstrerede med en lille, gul kylling; Trak den op ved at dreje på nøglen, der sad fast i dens rumpe og satte den så ned under bordet på byens fortov. Den gik - en anelse stift og mekanisk - hen til Isa, der stod på den modsatte side af bordet. Den ramte hendes fod, væltede om på siden og blev ved med at bevæge sine små, metalfødder - dog uden held. Hun kom til at grine af det morsomme syn.

"Den legede jeg med, da jeg var på din alder. Jeg sælger den for 100 kroner, men du ser ud til at kunne lide den. Den er din, hvis du vil give den et kærligt hjem og passe godt på den for mig - nu hvor jeg selv er blevet for gammel til at lege med den," sagde den ældre dame. Isa så forundret på hende.

"Er du sikker? Jeg vil gerne betale dig - jeg har godt nok ikke 100 kroner, men jeg har 50. Og jeg kan godt give dig endnu en 50'er fra min mor - jeg skal bare finde hende først." Hun trak sedlen op af sin bukselomme og viftede med den foran den ældre dames næse.

"Det går nok min ven. For mig handler det ikke om pengene, men derimod om at mine ting kommer ud til nye hjem, som vil værdsætte dem lige så meget som jeg selv har gjort," svarede hun og nikkede bekræftende, da Isa samlede kyllingen op fra jorden.
   "Tusind tak!" sagde hun, smilede en sidste gang til damen og løb så hen til sine forældre.

"Hej med dig, Sveske! Hvor har du været?" Isas mor havde hænderne fulde af underlige nipsting og så en anelse bekymret ud.

"Jeg gik altså ikke særlig langt. I var så langsomme, så jeg ville bare se mig lidt omkring selv. Jeg kunne se jer hele tiden," forsikrede Isa og så uskyldigt på Charlotte.

"Nå ja, okay," svarede Charlotte og tilføjede så: "Jeg har sørme fundet to kaktusser til dig, Sveske! MED lyserød blomster, PLUS to lyserøde krukker til at plante dem i - hvad siger du så?"
   "Wauw! Tak mor! Må jeg ikke se dem?" spurgte Isa og spejdede efter dem i hendes mors favn.
   "Det kan du desværre ikke komme til - de ligger gemt nede i den her kasse og som du ser, så er den lidt utilgængelig lige nu," svarede Charlotte og bankede på en trææske, som lå nederst i den bunke, som hun havde stablet i sin favn.

"Hvad har du egentlig der, Stump?" spurgte hendes far så - også han bar på underligt pynt til stuens mange vindueskarme. Isa satte kyllingen i håndfladen og strakte den op imod forældrene.
   "Det et gammelt stykke legetøj - en mekanisk kylling. Den kan gå, hvis man trækker den op med den her nøgle," svarede hun og pegede på nøglen med den anden hånd. "Se!" Hun trak den op og stillede den ned på jorden, præcis som den ældre dame havde gjort det. Kyllingen gik nogle få skridt og standsede så brat imellem Isa og hendes far.

"Sikke en spøjs lille fætter! Jeg tør vædde med, at det er en gammel sag. Hvor meget kostede den?" Bo satte bunken ned med underligt pynt fra sig på jorden og samlede derefter kyllingen op og betragtede den nøje.
   "Den er gammel. Hende damen der stod i boden sagde, at den havde været hendes, da hun var lille. Den kostede oprindeligt 100 kroner, men hun syntes, at jeg skulle have den, så jeg fik den gratis!"

"Gratis? Det var da vældig betænksomt af hende, synes jeg. Men burde du alligevel ikke smutte hen og give hende de 100 kroner? Jeg har en seddel her," Bo fiskede en seddel op fra tegnebogen der lå i skjortens brystlomme og rakte den til Isa. Hun tog den og sagde så:
   "Jamen far, hun vil slet ikke have noget for den. Jeg spurgte hende og hun sagde, at det handlede ikke om pengene, men om at andre mennesker ville bruge de ting, som hun ikke længere selv kunne bruge og at de ville passe godt dem."
   "Tja, det kan hun jo i og for sig godt have ret i," svarede Charlotte og baksede lidt med de mange ting, som hun stod og holdte i favnen.

"Jamen så brug den seddel til nogle ting til dit værelse, Stump," sagde Isas far så, hvorefter han stoppede kyllingen ned i sin brystlomme og samlede sin bunke af udefinerbart ragelse op igen, samt tog imod nogle af Charlottes ting, så de ikke faldt ned på jorden og blev slået i stykker.

Fordi begge Isas forældre nu havde fået favnen fuld af skrøbelige nipsgenstande, havde det taget toppen af deres nysgerrighed. De gik derfor hurtigt ned gennem boderne med mad, vin og striktøj og stod til sidst foran det store Tivoli. Isa var ved at besvime af benovelse - det var flere år siden hun sidst havde besøgt et Tivoli.

"Må jeg ikke nok gå ind og se det?" spurgte hun sin mor og trak hende i ærmet.
   "Isa, lad lige være med det dér - du får mig til at tabe mine ting," mumlede hun og skubbede nogen genstande op på plads i favnen igen.

"Ja du må Stump. Bliv derinde til mor og jeg har fået læsset alt det her ragelse ind i bilen og så kommer vi og henter dig bagefter. Her har du en halvtredser til forlystelserne. Jeg har din kylling i lommen - skal jeg ikke tage den med?" spurgte Bo. Isa nikkede og takkede. Hun så hendes forældre vende om og gå i modsat retning hen imod parkeringspladsen, hvorefter Isa selv gik ind Tivoliet. Det var ikke så stort, men der var dog nogle forlystelser, som man kunne prøve: En karrusel, radiobiler, et gyldent tårn i miniaturestørrelse, et hurlumhej-hus med spejlvægge og et gyngende gulv, samt en tombola, hvor man kunne vinde store, bløde bamser i lysende neonfarver. Hun nåede at prøve det hele to gange (med undtagelse af tårnet, for hun led nemlig af en frygtelig højdeskræk).

Da Isa mødte sine forældre igen, havde de langt om længe fået læsset alle deres ting ind i bilen og deres hænder var derfor frie igen. Det var hendes tværtimod ikke længere, for hun havde netop vundet en stor, lyserød bamse. Det var første gang Isa havde vundet i en tombola og hun gik stolt hen imod hendes forældre med sin præmie i favnen. Bo grinede af synet af hans lille pige, der prøvede at slæbe af sted med en bamse, der næsten var større end hende. Charlotte var lidt mindre eftergiven over synet:

"Ej, det er simpelthen løgn, Isa! Du har bare ikke vundet den dér? Har du ikke nok bamser i forvejen?" Isa så en smule bedrøvet ud. "Jamen det er første gang jeg har vundet i en tombola, mor!" Charlotte sukkede.
   "Og hvor har du så tænkt dig, at den skal være henne?"
   "I min seng selvfølgelig - sammen med de andre," svarede Isa. Charlotte begyndte at grine.
   "Ja god fornøjelse med den plan. Du kan snart ikke være i din egen seng for bare tøjdyr, men det må du selv om. Bo, skal vi køre eller?" Hun så på sin mand. Han så først på hende og dernæst på sin datter.
   "Er du parat til at køre nu, Stump?" Isa rakte hånden ned i sin lomme og fiskede en seddel op.
   "Ikke helt - jeg har stadigvæk de 100 kroner, som du gav mig for kyllingen," sagde hun.

Forældrene spejdede sig lidt rundt i byen, hvorefter Bo pludseligt udbrød noget og pegede frem for sig: "Se den bod dér, Isa! Ser den ikke spændende ud? Kom, lad os gå hen og se hvad de har for nogle sjove ting og sager." Bo og Isa skulle lige til at gå, da Charlotte trak sin mand i ærmet og sagde: "Jeg er træt i mine ben af at gå og slæbe på alt det skrammel. Jeg går over til bilen og venter på jer." Bo nikkede og Isa svarede:
   "Okay mor, vi kommer om lidt," hvorefter hun gav sin mor bamsen, tog dernæst sin far i hånden og sammen gik de over til boden med de mange ting og sager. Da de kom derhen, viste tingene i boden sig at være langt mere mystiske og underlige end ligefrem "sjove". Der var sten i alle størrelser og farver, som lå og strålede om kap i den bagende eftermiddagssol. Der var store, massive smykker i både guld og sølv, sten og træ. Fra teltet, der beskyttede boden imod den mulige regn, hang der fjerklædte ting og metalklokkespil, der klingede i den stille vind.

Bodens ejer var en høj, mørk mand og havde - ligesom Isas far - langt hår. Men i stedet for Bos var det kulsort og flettet på hver side af hovedet.

"How," sagde manden og rakte en hånd op foran sig. Isa forstod ingenting og manden så på hende og sagde med et smil: "Det er en indiansk hilsen, som betyder 'hej'. Hvad kan jeg gøre for jer?"

"Puha, ingenting - endnu," svarede Isas far med et lille grin. "Jeg tror bare, at min datter gerne ville se din bods mange, spændende ting." Isa nikkede og så på manden.
   "Er du så også en indianer?" Hun kunne ikke lade være med at spørge. På væggen bag ham bemærkede Isa, at der hang mange forskellige plakater, flag, håndklæder og tæpper med farvestrålende motiver af ørne, delfiner og andre eksotiske dyr.

Manden grinede og svarede: "Mine forfædre var, ja. Men jeg har boet her i landet hele mit liv, så det ville næsten være mærkeligt at kalde mig for en rigtig indianer. Jeg sælger alle disse traditionelle, indianerting for at huske andre, og ikke mindst mig selv, på mine forfædre og deres historie." Han pegede på nogen af genstandende og Isa tog en sten op i hånden - en stor, lyserød en selvfølgelig - og så på den.

"Rosenkvarts," sagde han, alt imens Isa vendte stenen i hånden. "Sender dig en kærlig energi og skaber en beroligende effekt i det rum, hvor du placerer den."
   "Hvor meget koster den?" spurgte hun.
   "25 kroner," svarede Indianeren hurtigt. Hun skulle lige til at finde sedlen frem, da hun fik øje på en stor, rund og skinnende guldæske, som lå helt blank på bordet. Isa rakte sin far rosenkvartsen og tog æsken op i hånden. Det var først dér, at hun bemærkede, at æsken havde en kæde på sig. Det var altså slet ingen æske, men derimod en medaljon. En halskæde, hvori man kunne gemme ting. Hemmeligheder måske? Den var blank og dens udseende var en smule kedeligt på forsiden, men da Isa vendte medaljonen om på bagsiden, blev hun positivt overrasket. For bag på den var der med skråskrift indgraveret noget tekst:

"I nattens skær vil du få en ven så kær." Hun læste højt og så spørgende på Indianeren:
   "Hvad betyder det helt præcist?" Han rakte ud efter medaljonen og læste det. Derefter sagde han så:
   "Ifølge gammel overtro, havde indianerne deres helt egen drømmespinder gemt indeni disse medaljoner - altså en slags fe eller alf, som helt unikt ville vælge sit menneske, som den så ville hjælpe med at spinde gode drømme til resten af sit liv," han smilede og rakte den tilbage til Isa igen. "Skal du have en? Du kan få begge ting til 100 kroner." Isa sagde jo tak til tilbuddet og hendes far rakte Indianeren stenen, så han kunne pakke den ned i en pose. Han rakte posen tilbage til Isa og lige inden de skulle til at gå, sagde han:

"Jeg har mange forskellige medaljoner gemt bag disken, hvis du vil have en anden end den guldfarvede. Jeg tænkte, om den måske var for stor til din hals?" Isa så på halskæden i hendes hånd, tænkte over det et kort sekund og rystede så på hovedet. "Nej, jeg tror, at jeg gerne vil beholde denne her."
   "Bare i orden," sagde Indianeren. "I må have en fortsat god dag begge to!"
   "Tak og i lige måde," svarede Bo.
   Isa tog smykket om halsen og gik så sammen med hendes far hen til bilen.

Charlotte åbnede døren, da de dukkede op og steg ud af bilen. "Det var I da længe om?"
   "Boden var vist for spændende," svarede Bo med et grin. "Viser du ikke mor, hvad du har købt Stump?" Isa tog først sin sten frem fra posen og gav den til sin mor.
   "Det er en rosenkvarts til min vindueskarm. Indianeren sagde, at den giver kærlighed og sender en rolig effekt ud i rummet, som den står i."
   "Indianeren?" spurgte Charlotte.
   "Ja, ham bodens ejer var indianer," svarede Isa.
   "Nej, han var ikke. Hans forfædre var indianere," sagde Bo ud igennem det nedrullede bilvindue.
   "Ja, okay så," svarede Isa og rullede med øjnene.
   "Har du købt mere, Sveske?" spurgte Isas mor så.
   "Jeg har købt min helt egen drømmespinder. Der er en gammel, indiansk overtro der siger, at der bor en alf - en drømmespinder - indeni den her medaljon," Isa tog fat i medaljonen rundt om sin hals. "...og så vil den hjælpe med mig med at spinde gode drømme resten af livet! 'I nattens skær vil du få en ven så kær.' " Charlotte så mistroisk på medaljonen.
   "Sikke noget fis og humbug," sagde hun så efter et langt stykke tid. "Magen til sigøjnerskrammel skal man lede længe efter."
   "Jamen det passer!" svarede Isa såret. "Det sagde manden selv."
   "Isa, jeg er historielærer og indianerne troede ikke på 'drømmespindere'. De troede på så meget andet, men de havde altså ikke små trolde gemt i æsker om halsen."
   "Det er alfer, mor!" sagde Isa og stampede irriteret med den ene fod i jorden.
   "Ja så siger vi dét," svarede Charlotte træt. "Kom nu ind i bilen, Sveske - vi skal hjem."

For første gang havde Isa ikke lyst til den kage, som hendes far ellers ganske rigtigt havde forberedt til, at de kunne spise, når de vendte hjem fra dagen på markedet. Både Bo og Isas mor mæskede sig i hjemmebagt brunsviger, men Isa selv var for skuffet over sit dårlige indianerkøb til overhovedet at kunne få en eneste bid ned. Hun gik i stedet ind på hendes værelse, satte hendes to nye kaktusser med de lyserøde blomster, ned i deres små, lyserøde krukker og stillede dem i vindueskarmen. Hun prøvede forsigtigt at mærke på en af nålene med pegefingeren og trak den hurtigt til sig igen, da hun fandt ud af, at det rent faktisk gjorde rigtig ondt at stikke sig på en kaktus. Herefter stillede hun den store rosenkvartssten ved siden af kaktusserne. Den store, nye bamse placerede hun - til Bibis store fortrydelse - i fodenden af sengen. Hendes mor havde haft ret; Isa selv kunne snart ikke ligge i sin egen seng for bamser! Den gule kylling fik ærespladsen på Isas natbord.

Da hun var blevet færdig med sit værelses lille forvandling, var det blevet tid til at spise aftensmad. Charlotte havde for længe siden aftalt, at mormor skulle komme og spise med. Så den stod på gammeldags mad med store, flotte, hvide kartofler, brun sovs der næsten var sort af smag og kraft, samt en masse, knasende og sprøde frikadeller, hvis fars var blevet lavet på havregryn. Det var en af Isas yndlingsretter og det smagte da også så godt, at hun spiste tre store portioner og sagtens kunne havde spist en fjerde. Men hendes mor måtte til sidst bede hende om at stoppe, i bekymring for at Isa skulle blive en overvægtig grovæder. Da de sent om aftenen havde sagt farvel til mormor, var det blevet sengetid for Isa. Hun iklædte sig sin natkjole, sagde godnat til hendes forældre, samt gravhunden Georg (Bibi var så fed og doven, at den ikke engang gad sige godnat til en) og gik så i seng. Lige inden hun faldt i søvn, tog hun medaljonen i hånden og sagde stille til sig selv:

"En alf, hø! 'I nattens skær vil du få en ven så kær,' tsk - som om!" Men alf eller ej, så var selve medaljonen vel ikke et helt dårligt køb, tænkte Isa. Den var jo ret pæn uanset hvad. Det var det sidste hun nåede at tænke, inden hendes krop gav efter. Hun lukkede øjnene, slap medaljonen, vendte sig om på siden og faldt i en dyb og beroligende søvn.