En enkelt dråbe syner aldrig af meget. Væske er blødt som usynligheden selv, der kærtegner alt dét, som det blotte øje ej kan se i denne verden. Vandet danser med de gennemsigtige blodspor på hænderne; dem der har favnet, stranguleret, så mangt og meget her i livet. H20 sender sagte kys til arrene på kinden - dem der brutalt er blevet ridset ind fra de utallige lussinger. Væsken sender en kærlig tanke til dengang livet bød på asfaltkys så blodet sprang. Der findes stadig hengemte stykker af sten, der hvor de hvide ar skinner klarest. Det skarpe flint sidder dybt under huden - lige under rødmens epicenter. Ser man nøje efter, bemærker man spidserne gemt under generthedens rosenblade, der så hensynsløst konstant minder om dengang et hengivent forsøg på elskov flåede ansigtet op; blottede den blødende ansigtsmuskulatur. Man behøvede derfor ikke længere lytte efter den klynkende gråd - alt hvad man skulle gøre var at se direkte ind på de muskler, der krampagtigt forsøgte at skjule smerten. Håbløst var forsøget. Præcis som at gengælde vandets omfavnelse, dets kærtegn og bølgernes fangearme - selvom man inderligt ønskede at tage imod.

H20 er i sig selv et omvandrende paradoks: Vi er bygget af det, ja hele vor klode består stort set ikke af andet end netop H2O'en, men alligevel vælger vi at indtage en liter mere på daglig basis for blot at overleve. Så gavmildt det altid er og til hvilken nytte nu hvor mennesker blot kræver endnu mere? De er grådige; tager hvad de allerede har rigeligt af. Det er en mirakuløs væske, der ofte redder de begærlige fra dehydrering - fra døden selv. Men væsken tager dem også lige så let igen, for bølgerne er sultne. Ønsker at fortære mennesker hver evig eneste dag; sluge dem og lade dem cirkulere i uendeligt lang tid i hvælvet, indtil de langt om længe når koralrevets bund - døde som sild. Så vil de ikke længere være de overlegne tobenede væsener, der i tidernes morgen pralende spankulerede væk fra den stille vandkant - næ, fordi bølgerne fik stillet sulten og taget deres hævn, er menneskene blevet en del af økosystemet igen. Rådner, opløses let og stiger elegant op med boblerne, der musikalsk sætter sig til rette på overfladen, som perleskatte i østerskister, med plumpende lyde. Mennesker spiste fiskene - nu æder de mennesker.

Jeg har endnu engang låst mig inde på badeværelset. Står nu og ser mig selv i spejlet. Igen er mit ansigt opløst gråd, igen er mine øjne røde og ømme, igen har livet indhentet mig. Dets ondskab prøver at trænge igennem tårekanalerne alt imens flintesten sønderriver kinderne indefra; livet hvisker maliciøse skældsord ind i øregangen. Overdøver dem med mors stemme: "Husk at være som den omfavnende, usynlige væske, der blidt kærtegner livets slag; lader sine kys bedøve fortidssmerter af flint i den synderrevne kind. Husk at være stærk som vandet, der rasende strangulerer sine fjender; lader dem opsluge i dets hær af bølger, der til sidst vil eliminere dem. Husk at være præcis som H20's glinsende perler der enkeltvis forlader det altseende øje. En enkelt dråbe syner ikke af meget, men undervurder den aldrig! Lad dit ansigt indhylle i vandet - lad det omfavne og kærtegne dig; sørg for at blive fortrolig med det og dets allierede. Bliv vandets ven, bliv H20'ens hersker. En enkelt tåre vidner ganske vist om gråd - om svaghed, men græder man et hav, er man i stand til at til at ændre på verdens økosystem; et menneske græd en enkelt tåre - nu dræber sorgens bølger mennesker."