Svenske børnehaver afskaffer kønnene. Skaber i stedet begrebet der definerer et neutrum væsen - indsvøbt i politisk korrekte klæder; Dem der først varmer - dernæst langsomt kvæler. Intetkøn skal forhindre automatisk kønslig farvning á pink og blå. Begreberne "hun" og "han" ties ihjel og under tvang erstattes af det kvælende klæde i form af "hen". Ligeledes vil denne person blive kaldt for "hen" - ikke fordi det er af intetkøn. Ej heller tvekøn. Hen bliver kaldt således, fordi dets historie ikke skal indfarves i pink og blå. Kønnene gør alligevel ingen forskel når alt kommer til alt...
   ***
   Skyldens spytstreng hang fra de nedadvendte mundvige. Det geografiske fjernsyn emmede af socialrealistiske sandheder og forvandlede i al hast højhusenes gyldne øjne - dem der aldrig blev lukket i byen - til skidengule marker i takt med togets rasende fart mod dødens afgrund. Spidsfindigt overlæg havde sørget for at det var sket igen; Hen havde endnu engang kørt på røven - var indædt modstander af at fæstne sin bevægelighedsfrihed med primitiv mammon og søgte derfor altid gratis alternativer. Men når man som Hen var bosat i landlige omgivelser, der angiveligt og ganske forudsigeligt voldtog fortrydelsesrettighederne, samt flugtmulighederne, var udlængsel en ganske forståelig affære. Det var ikke her kragerne vendte om, som folk i morskabets tegn påstod. Det var tværtimod her, hvor alle som en faldt ned som sorte missiler. Stendøde og opgivet grundet et morbidt fænomen skabt af selve Moder Jord - landet.

Men i netop dette øjeblik var Hen stadig flyvende på jernets vej; Befandt sig på et udefinerbart sted, i et location-limbo, der ikke fandtes på noget kort. De rosa gange i Hens hjerneskal, gemte på snørklede og dybe kamre. Vejene på det ikkeeksisterende landkort blev grundlagt af tankespil; Af den undren som Hen baserede sit liv på, hvorved hovedet fortsat blev holdt oprejst. Et hoved der ellers ville synke under virkelighedens altædende bølger, der blev næret af de bondske, køllige sandheder der chokerede præcis, som lussinger fra en elsker man var evigt hengiven. Hens eneste mulighed for at holde sig oven vande, var at befinde sig i egen fantasiverden og det var i denne, at spørgsmålene trængte sig på: Hvem var den største dyreelsker? Folk i storbyen der sang vuggevise, inden hukommelsen om græsenge blev piercet af boltpistoler eller folk fra landet der penetrerede dyrene bagfra i ladens dunkle kroge? Eller: Hvem kom først: bonderøven eller hipsteren? Og er de i virkelighed en og samme person?

En uniformeret togbetjent der arbejdede på sidste liflige koffeindråbe, afskar Hen brutalt fra det falske liv i hovedet, der ellers var medvirkende til at holde det virkelige liv kunstigt i live. En snappende irritation, der som domptørpisken skulle dressere dyr til at adlyde for den blotte underholdnings skyld, var en lige så vigtig del af dresscoden som håndvåbnet i form af billedstempleren. Den sovende forbryder blev prikket på skulderen og blev, spidst som syl der møder fingeren, efterspurgt et bevis; Allerede med billetstempleren fundet frem, så den var klar til brug. Havde jo ingen billet - kun en afvisning. Som straf blev stempler udskiftet med et stykke papir, der blev stukket i hånden på den surt udseende passager med de nedadvendte mundvige og tomme øjne. Tomme efter at havde været blevet afbrudt i endnu et håbløst forsøg på at emigrere permanent til det mentale, mirakuløse drømmeland. Passageren snerrede af bøden på 750 kroner - for Hen hadede at fæstne sin bevægelighedsfrihed med primitiv mammon.

"Næste station: Vejen til Helvede og enden på livet!" lød det monotont over højtaleren. Toget sænkede fart, hjulene gispede faretruende efter luft med ildevarslende biplyde alt imens dørene blev åbnet i takt. Det var ikke længere underligt at høre en så subjektiv højtaler-hejre - for stemmen havde jo ret. Da de sidste folk var blevet presset igennem dødens sluser og ud på det blodige grå med den uendelige stribe af gule tårer, lukkedes dørene bag dem med en hånlig lyd, der indikerede en afskærmning mellem dem og det virkelige liv. Det første der mødte folk var stanken af kolort, der som en biologisk lobotomi punkterede gæsters fornuft med dets stang af ammoniak og derved, sammen med de partiske togsluser, afskar dem muligheden for at flygte tilbage til storbyerne igen. Således undgik landet en falliterklæring ved hjælp af små børns fascination for mejetærskere, samt beskidte, selvopfundne tricks med gødning og korrupte aftaler med landets transportmidler.

Krøblinge (både mødrene og dem i kørestole) blev stuvet sammen i det obligatoriske pisfængsel i opadgående retning. Hen passerede bænken - den der var overmalet med poetiske tags i form af fuck og shit, LOL og MILF og banede sig vej mod trappen. Bænken var et populært mødested og agerede altid sodavandsdiskotekets midtpunkt, eftersom det var her både promillen og mødommen blev kneppet i stumper og stykker. Jovist, pligtskyldige var bøndernes unger såmænd. For hvert skridt Hen tog op af trappen, blev hovedet mere omtåget. Formålet med turen til storbyen blev glemt, samt de markante forskelle der egentlig var gode argumenter for, hvorfor man skulle tage sin endelige afsked med landet. Med hovedet fyldt af summende bier, præcis som rejekællingernes sladrehistorier om deres såkaldte "venner", blev Hen så svimmel, at der måtte tages et velfortjent hvil på gangbroen; Landets højeste punkt. Når man sad dér, kunne man pludseligt se tingene i et helt andet perspektiv, samt mærke hvordan vinden klarede hjernen. Det var her man i fred kunne tage en økologisk smøg, der bedøvede angsten for endnu engang at skulle leve på landet, samt berolige så tilpas meget, at der blev skabt plads til de vigtige tanker. De reelle, rendyrkede tanker fra Hen selv af.

Dette var blot en hastig afsats for de fleste, men for Hen var det et frirum. Det var skillelinjen mellem Himmel og Helvede; Byen og landet. Det var her man havde helle lidt endnu, inden man tog de afgørende skridt ned af den modsatte trappe. Ned til Helvedet. Ned til livet på landet. Hen rejste sig, tændte en smøg og så ned på stationen. Så på de røde tog, der som blod tappede landet for mennesker og gjorde det mere blegt, når de fragtede dem væk i sikkerhed. Gik ind i sit mentale frirum igen, samtidig med at der blev set med undren på de blå toge - blå som de højreorienteret bønder - der fragtede mennesker til landet og lænkede dem der til evig tid. Forstod ikke folks trang til et landligt liv, fyldt med skolesex, stoffer og supertunede knallerter. Forstod ikke hvordan så mange kunne falde i søvn til lyden af støn, bræk og larmende motorer. Hen tog det sidste hiv af sin smøg og forstod nu pludseligt ikke sin egen tilstedeværelse på landet og hvorfor i alverden der blev kørt fra storbyen i sin tid - og ikke til. Skoddet blev smidt ud over gangbroens kant, fødderne blev sat op i gitteret og Hen sad nu med røven på gelænderet, med benene svingende udover og med opadvendte mundvige. Gangbroen var nu forladt, angsten var blevet bedøvet, tankefrirummet var endnu engang blevet et sikkert tilflugtssted og hoppet var derfor ikke særlig svært. Hen forstod nu, at døden ikke var endestationen, men blot et nyt stop på den lange rejse - væk fra landet. Hen blev i alt tildelt syv sædenumre, da toget mod byen endeligt ankom: 10, 13, 14, 15, 18, 19 og 20. For Hen var nemlig indædt modstander af at fæstne sin bevægelighedsfrihed med primitiv mammon og søgte derfor altid gratis alternativer...