"... Og som en belønning for dette fremragende forslag, tildeler vi hermed æresprisen for årets businessikon, til Ms. Leonora Margaret Westwood! " En kvinde, der var iklædt en enkel, sort aftenkjole, rejste sig med et perlende smil og skridtede genert op på podiet, for at modtage sin pris. At hun ville vinde den pris, og så allerede i hendes 25. leveår, havde ingen forudset. Det var ikke normalt at et barn af en fattig kone, som man endda mente var uægte, voksede op og senere blev en hædret person i forretningsverdenen - og så endda en kvinde! Folk i overklassesamfundet var ikke vant dette syn og det havde da også givet anledning til en del sladder blandt dem, som nu høfligt sad og klappede mens de betragtede scenariet med stramme miner.
   Den ældre - og i øvrigt dybt respekteret, Arthur W. Miller, der var direktør og tredje generation i det verdensberømte pengeinstitut, Miller Bank, stod nu og overrakte den sortklædte kvinde hendes pris og trykkede hendes hånd. Han havde pålagt sig en, håbede han, overbevisende grimasse som skulle udtrykke hans glæde for Ms. Westwoods succes. Han havde ellers gjort alt for at undgå denne skandale; han havde diskuteret længe og intenst med sin bestyrelse om hvorvidt denne tildeling var korrekt. Da han følte, at han var ved at tabe slaget, havde han set sig nødsaget til, lidt nonchalant selvfølgelig, at nævne nomineredes baggrund:

"Hun har jo ingen akademisk baggrund som de andre nominerede - og så er det endda en kvinde. Hun ville ikke have en chance i denne verden! " Han slog ud med armene i det overdådige mødelokale, der havde en frakke af ægte tæpper - både på gulvet og væggene. Et halvt dusin mænd sad i deres bedste jakkesæt langs det blankpolerede træbord og lyttede nøje til, hvad gamle Arthur W. Miller havde at sige. "Desuden, " brummede han, "har jeg hørt, at pigebarnet har levet alene sammen med sin mor - en dybt alkoholiserede en af slagsen - og ingen fader har kendt i sit liv. Hvordan skulle hun så kunne begå sig i et job kun med mænd? Hun ville jo ikke ane, hvordan man skulle agere. " Mændene begyndte at nikke summende til hinanden - overbeviste af dette argument. Ja, bare tanken om at lade en kvinde få tildelt en ærespris, virkede direkte tåbelig nu. Men hendes idéer havde nu været inspirerende. Især den med... Den bagerste af mændene rømmede sig nu.

"Arthur, hun er jo den mest kompetente af alle de nomineret. Hvis vi i Miller Bank brugte nogle af hendes forslag, ville det helt sikkert give pote. Ja, det ville være direkte stupidt ikke at tildele hende den pris og dermed tilbyde hende et job! " Andrew Moon var en ung, intelligent mand. Han var Millers nevø og stod som enearving til hele firmaet, da Arthur selv ingen børn havde. Han var også den eneste, grundet blodbåndet, som var dus med ham. Hvilket irriterede Arthur grænseløst. Ja, hele nevøens eksistens irriterede ham grænseløst; han var for nytænkende og respekterede ikke de gamle dyder, som havde bragt denne bank så langt. Havde det ikke været for den satans gonoré, som havde gjort Arthur steril i sin tid, så havde han smidt hans søsters hvalp af en søn på porten hurtigere end øjet kunne blinke! Men Andrew sad her, solidt plantet i bestyrelsesstolen og beskyttet af sin skæbne. Han kunne tillade sig alt og havde derfor også altid været den eneste, som havde turdet at sige onklen imod.

Han sad nu tavs og lod sin kommentar synke ind. Efter et langt, lydløst øjeblik svarede Arthur W. Miller modvilligt: "Meget vel. Hvis De mener, at det er det mest korrekte, så gør vi det på Deres måde, Mr. Moon. Mødet er hævet! " Da de resterende fem bestyrelsesmedlemmer havde rejst sig og var gået ud af lokalet, så kun Arthur W. Miller og Andrew Moon var ladt tilbage, havde Arthur sindigt rejst sig, var gået bag om Andrew og uden et ord lukket døren til mødelokalet. Herefter var han gået tilbage til nevøen og havde hvislet ind i hans højre øre: "Tro ikke, at du ikke bliver stillet til ansvar, hvis noget går galt med den horetøs, min kære nevø! " Arthur havde derefter klappet Andrew hårdt på kinden og var skridtet væk. Uden at lade sig mærke med noget havde Andrew fortsat pakket sine papirer sammen og rejste ikke hovedet, før han kunne høre døren blive åbnet. "Onkel? " Skridtene standsede. Andrew klappede sin mappe sammen med et smæld, tog den under armen og gik hen til Arthur. "Husk på, " hviskede han helt tæt på hans ansigt. "At sidste tal fra Miller Banks årsøkonomi indikerede en dødsrallen. Mon ikke lidt friskt blod i firmaet ville gøre godt? " Derefter klappede han Arthur hårdt på kinden, gik ud af døren og smækkede den lige i hovedet på ham. Gamle Mr. Arthur W. Miller stod tilbage, lamslået og rasende. Og sådan var det gået til, at den fattige Ms. Leonora Margaret Westwood havde fået tildelt æresprisen for årets businessikon, samt et jobtilbud i Miller Bank.

Til den efterfølgende fest var Andrew Moon stødt på Ms. Westwood i baren. Hendes udstråling fascinerede ham. Hun var anderledes end de andre madammer; hendes baggrund til trods var hun langt mere intelligent end nogen anden kvinde, han havde kendt. Hun havde ikke den klassiske arrogance, som kendetegnede overklassekvinderne, men udstrålede alligevel en sund selvsikkerhed. Hendes sind var velbalanceret og hendes krop aldeles velproportioneret. I hans slørede whiskytilstand havde han helt mistet tidsfornemmelsen. Han vidste derfor ikke, hvor længe han havde siddet og studeret hendes profil; hendes lange nakke, hendes hvide hud, det rødblonde hår som var opsat i en elegant frisure. Pludseligt fik hun øje på ham, smilede og rykkede sig nærmere ham. Da hun sad ved siden af ham, rakte hun hånden frem og sagde med et henkastet grin mod prisen, som stod på barens disk:

"Det er vel unødvendigt at præsentere sig, men jeg hedder Leonora Westwood. Jeg bliver dog kun kaldt for Nora. " Andrew tog hånden, der var smal, lys og med blodrøde negle som afsluttede det lille kunstværk. På en eller anden måde havde han formået at fortælle, at han var skyld i, at hun havde fået tildelt sin pris. "Jamen i så fald skal De have mange tak, Mr. Moon! Lad mig i det mindste gengælde Deres venlige gestus med en drink. Hvad må jeg byde Dem på? " Andrew så lidt på bartenderen, som stod klar til at tage imod hans bestilling. "Nej nej, det skal De slet ikke tænke på Ms. Westwood, " svarede han og tømte sit glas for de sidste gyldne dråber, så på det tomme glas og tilføjede så med et skælmsk smil: "Og dog, en whiskysjus ville nu være skønt. Men kun hvis De vil gøre mig den ære, at drikke dus med mig? " Hun fnisede genert, nikkede og bestilte så endnu et glas whisky til ham, samt et glas champagne til hende selv. De klirrede deres glas og drak.

"Er der ellers noget, som jeg kan gøre for Dem... Øh, dig? " spurgte hun, da hun havde tømt sit champagneglas. Andrew så sig så tilbage. I indgangen stod en pressefotograf, som var blevet hyret specielt til at tage private billeder af par, der ønskede minder fra denne aften til evig tid. "Tja, " sagde han så. Han havde fået en skør idé. "Hvis du vil gøre mig selskab hos den herre dér, så ville det da glæde mig! " Hun fulgte hans pegefinger med øjnene, fik øje på fotografen og fniste endnu engang. Han fandt hendes fnisen yderst betagende og kunne egentlig ikke lade være med at gengælde den. "Ja vidst, Mr. Moon. Så lad os da forevige! "

Han bød hendes hans arm, hun tog sin pris og gik derefter sammen hen til fotografen. Han var en lille mand iført jakkesæt med en rød butterfly, samt en lille, sort hat. Han bad dem med en ru stemme, der højest sandsynligt var blevet slidt ned af alt for mange cigaretter, om at stille sig op af en bestemt væg, som skulle simulere en lyseblå himmel med hvide, puffede skyer. Andrew, der var højest, blev bedt om at stille sig bagerst og Ms. Westwood skulle så stå lidt forskudt foran ham. Han blev efterfølgende bedt om at lægge sine arme om hendes liv - noget som havde givet anledning til megen rødmen fra både hende og Andrew selv.
   "Smil, " mumlede fotografen, trykkede på en knap og alt omkring dem blev dækket af et skarpt, hvidligt lys...