Som et venligt spøgelse hænger den,
I skabet,
Byder mig altid velkommen;
Hvid som sne
Krøllet som lagner fra hede nætter
- Dem jeg altid savner -
Den er billig og af ringe kvalitet,
Men,
Den er min og helt min egen.
Grønne striber på ærmerne,
- Brune pletter -
Fra mælkebøtter jeg engang plukkede,
Irriteret blev den vasket af mor,
Med boblende Vanish,
Som næsten tog det hele væk,
Men jeg kan stadig ane,
Svage konturer fra striber og pletter
Af en udvisket barndom.
Gult under begge arme,
Holdes ved lige hver gang,
Jeg bliver trængt op i en krog
- Mærker på ryggen -
Beskidte fra skarpe mursten,
Jordbrune blodstænk,
Men jeg overlever,
Det forsikrer de mig om,
De svedlugtende angstskjolder.
Store rødvinsplamager;
Stoffets egen valmuepark,
Jeg planter i klodsethed,
- I fuldskab -
Røde som kys,
Berusende,
Og så fandens synlige
For alle:
Mit begær.
Mit venlige spøgelse,
Fyldt med genstridige pletter,
Som aldrig kan vaskes af igen;
Et mønster skabes langsomt,
- Men helt bevidst -
Hængt op på bøjle,
Stivet af som en dødsmaske,
Den fortæller mig at jeg lever,
Hver gang jeg åbner skabsdøren.