Del 1: Jagten

Han så hende stadig for sig i det tunge mørke, som han havde gjort hele den nat. Hvordan hun dansede på bare tæer i den morgendisende eng, armene vidt bredt ud som kloede vinger og sine tænder blottede. Snerrende, spyttende ild og glødende sten fra sit brændende indre. Prydet med høvdingens gevirkronede kappe, stjålet fra den tilrøgede hal hvor landsbyens mænd stadig lå i deres egen spildte øl og sov. Han lo og tog sig fortvivlet til hovedet.
   "Hjælp, red mig fra dragen!"
   Hun spyttede fortyggede mælkebøttekronblade efter ham, og de efterlod gule mærket på hans arme og kjortel. "Grr! Raar!" Og så slog hun ned på ham. Rædslen greb ham, han rullede rundt i græsset og gemte sit ansigt i en drivvåd græstue. Hun landede overskrævs på hans ryg og kradsede ham over skuldrene med fejende, fortærende bevægelser.
   "Du er min nu, dit lille kryb! Nu æder jeg dig!" snerrede hun og bed i hans kjortel så han kunne mærke hvordan uldstoffet gav sig.
   Det ene øjeblik krøllede han sig sammen i rædsel, det næste rullede hun væk fra ham og de lå side om side mellem svajende græs og duggede sommerblomster og lo. De havde gjort dette hver eneste sommersolhvervsmorgen side de kun var fire vintre gamle, og en stolt tradition som dragedansen måtte holdes i hævd. Dengang havde de ganske vidst leget drage og prinsesse med de andre børn i landsbyen hver dag, så det undrede ofte Birk hvorfor det var blevet noget specielt. Et ritual måske. Dengang havde ingen af dem syntes det havde været særligt sjovt, særligt ikke Sif der altid blev nødt til at være jomfruen i nød. En ægte høvdingedatter burde passe sine pligter, i alvor som i leg, men Sif havde altid hellere ville være dragen.
   Nu var de begge seksten vintre. Så sent som for to måner siden havde de danset deres sidste dragedans, da solens dag var længst. Nu var solen blevet doven og skyerne tættere, græsset var blevet gulligt i spidserne på engen og snart skulle æblerne plukkes. Men Birk tvivlede på om der var nogen der havde tid til at plukke æbler i år. For Sif havde endelig mødt sin drage.
   Ganske få dage efter sommersolhvervet var den kommet første gang; en stor og fed lindorm på vinger med krogede klør og en ånde af ild. Den var landet på forrådskammeret og havde grådigt gravet alle de nyslagtede får ud og slugt dem i en eneste, brændende mundfuld. Lugten af branket lammekød gav stadig Birk kvalme, bare af at tænke på. Den havde snuppet en hel malkeko ovre fra kodriverens indhegning, og båret det brølende dyr bort over skoven mod bjergene.
   Og dragen var kommet igen og igen. Lige meget hvor dybt de gravede forrådet ned lugtede den sig frem til det, lige meget hvilke huse de gennede dyrene ind i flåede dragen taget op og tog dem med sig. Men ligemeget hvilke trængsler uhyret udsatte landsbyen for var Sif upåvirket af sulten og rædslen. Altid med sine drømmende øjne mod himlen, hele tiden med billeder af dragen på sin nethinde. Hendes far var selvfølgelig ikke spor glad for hendes fravær, da der var brug for en kyndig og stærk høvdingedatter i en tid som denne. Men høvding Odd var en forstående mand der satte sin datter højt, selvom hans klogskab og evner som leder blev sat på hårde prøvelser.
   Men den hårdeste prøvelse var ankommet på tordnende vinger netop denne eftermiddag: Dragen havde som vanligt landet på høvdingens store hal, boret sine ulmende kløer ind i tagryggen og befalet at der blev bragt den mad. At den ikke selv havde lugtet sig frem til noget var intet under - alt hvad landsbyen havde tilbage var slatne kornrester og grøntsager. Sif kunne selvfølgelig ikke nære sig, på lydløse fødder sneg hun sig hen mod dragen med et stendige som eneste dække. Selvfølgelig havde dragen lugtet hende, den greb hende med et eneste snuptag og løftede hende højt i vejret. Hun skreg og vred sig, men Birk havde ikke set andet end trods i hendes øjne, hverken frygt eller angst rørte hende.
   Høvding Odd havde, med rystende hænder og tordnende røst beordret dragen til at levere hans datter tilbage. Men drager er snu bæster, og denne drage havde hurtigt lagt en plan: En måne fra denne dag, senest, skulle høvdingen møde op med tusind tønder kødmad, ellers ville hans datter blive ædt. Og så fløj bæstet, på tunge vinger der fejede stråtækningen af hallen og de omkringliggende huse, halen daskede og smadrede gavlen på væverens hytte før dragen var borte. Birk havde betragtet hvordan den fløj hen over søen og skoven så vand og træer bølgede under den.

***

Selvom det var midt om natten kunne Birk ikke falde i søvn. Det var intet under. I smedjen ved siden af, bag den rå, revnende plankevæg, hamrede hans far bandende på et stykke malm, i færd med at smede spyd. Og Birk så intet andet end Sif for sig, dansende på essens gløder i takt med hammerslagene.
   Spyd var gode våben når man skulle slås mod drager. Jo længere de var, jo mere effektive var de som regel. Lavede man spidsen lang og smal nok kunne man lirke våbnet ind mellem drageskæl, hårde som klippe, og ramme dragekød indenunder. Hvor Birk ønskede sig sådan et spyd, eller måske hundrede, alle med frygtløse hirdsmænd i bunden. Men der var kun nogle og tyve mand i høvding Odds hird, og ingen af dem var vant til at slås mod drager. Birk havde hele denne dag forfulgt sin far, rastløs og med hævet stemme, krævende at han måtte slutte sig til togtet. Men seksten vintre var ikke helt nok, og nogen måtte blive tilbage for at passe på landsbyen. Man kunne ikke vide sig sikker i en tid som denne, troldtøj og uhyre kunne udnytte dragens hærgen og komme luskende ind fra skoven. Og så måtte selv en seksten vintre gammel smedesøn bevise sit værd.
   Natten blev længere. Efter nogen tid gik hans far endelig til ro, men det forværrede blot Birks forsøg på at falde i søvn. Hver gang han lukkede øjnene blev han tumlet ned i et hul af dragedans og bekymring. Sif, Sif, Sif. Honninggyldne lokker, ofte med honning i spidserne fra når hun hjalp trællene med at passe bistaderne. Hun plejede blot at stikke en hårlok i munden og sige, at hun aldrig behøvede at gå på rov i forrådshuset. Hun havde forråd med sig.
   Da solen endelig gryede over søen havde Birk forliget sig med sin søvnløshed. Han havde, i de sidste, lilla stjernetimer klatret op på husets høloft over smedjen for at betragte solopgangen gennem den åbne luge.
   Og i netop de stunder hvor han lå på maven i en bunke sommerhø og betragtede solen i al dens forunderlighed havde han fået en idé. Det nyttede ikke at møde dragen med lanser og pile. Skoven var stor, og hvis blot han fangede en elg eller to rådyr om dagen burde han være i stand til at løskøbe Sif. Der var ingen anden mulighed. Han kunne prøve at få høvdingen med på idéen, men det virkede umuligt allerede fra starten. Han var ikke en mand der bøjede sig for drager.
   Så efter Birk havde passet sine tidlige pligter, vandet hønsene og malket geden, listede han ind i smedjen. Hans far stod travlt bøjet over essen med sin lærling ved siden. Birk skulle blot bemærke at han var på vej på jagt, og straks havde hans far bevæbnet ham med bue, pile og en bjørnelanse. Birk syntes at han kunne fornemme en svag varme og eftergivenhed i lansens blad, ikke ulig den nysmedede redskaber har.
   Han huggede en håndfuld halvtørre gulerødder fra forrådshuset og stoppede dem ned sin oppakning. Helst skulle han være så let som mulig, men det nyttede ikke at sulte ihjel før solen var vandret hen over det højeste punkt på himlen. I et forsøg på at vække så lidt opmærksomhed som muligt slængte han bue og pilekogger over skulderen, og listede ind i skoven bag smedjen. Ingen andre end naboens kat hilste ham godmorgen, og han gennede den irriteret væk med enden af lansen for ikke at komme til at lugte for meget af rovdyr.
   Skoven var fugtig efter nattens dug og regn. Bregner og brændenælder stod med blade tynget af dug som triste hoveder der kiggede ned i den mørke muld. Han blev hurtigt våd til livet af de daskende grene der efterlod våde svirp på hans bukser, arme og støvler. Han stoppede et øjeblik med foden på en rådden træsamme for at bedømme vejret. Det blæste ikke hernede ved træerne rødder, men højt oppe kunne han se granernes kroner svaje blidt. Hvis han vandrede gennem skoven, i en bue så han kom ned på rådyrernes enge fra nord, ville de ikke fange færten af ham. Det var perfekt vejr til at jage, fugtigt og let blæsende.
   Han gik hurtigt, med lette skidt og øjnene på jorden foran sig. Planterne og bladene var netop så grønne som de kunne blive, helt overmodne af sommerens varme og på nippet til med veltilfredse suk at læne sig tilbage og gulne. Han fandt en svag bæk og balancerede på kanten af den. En stille dis lå over vandet og flimrede i de bløde soltråler der trængte ned gennem trækronerne. På bredden voksede der brombærkrat og små svampe, der netop lige havde stukket hovederne op af den bløde jord. Han plukkede et par brombær der endnu ikke var blevet taget af vilde dyr, og spiste dem sammen med en bid af en enkelt sej gulerod fra hans forråd. Et enkelt øjeblik strejfede solen ham og han satte sig ned på den mudrede bred, lydløs, fanget af skovens uendelige fred. Over ham kvidrede en enkelt fugl sagte. Bækken plaskede forsigtig, som om den prøvede at tysse på sig selv. En skovskade lo i det fjerne.
   Nænsomt begyndte han at bide små stykker af enden af gulderoden han sad med, og kastede dem stykke for stykke i vandet med en lydløs hyldest til bækken. Han vidste ikke hvilken nymfe der boede her, men den var tydeligvis venligt stemt overfor ham.
   Han rejste sig og sprang over det lave vandløb. På den anden side landede han i en klynge bregner med et højt knas. En fasan lettede fra et nærliggende buskads med en skoggende lyd. Han så sig omkring, men det så ikke ud til at han havde forstyrret andre væsner i skoven. Letfodet fortsatte han mod engene. Hindbærbuske og brændenælder svirpede ham arrigt over armene og han kløede sig fraværende på et af mærkerne.
   Han nåede skovbrynet og kravlede det sidste stykke ud mod det åben land på hænder og knæ. Engen lå gylden og disende i morgenlyset foran ham. Mellem det høje græs kunne han skimte shilouetterne af en lille flok rådyr, der roligt græssede af de våde engplanter. En sagte vindpust ramte ham i ansigtet og blæste hans hår væk, og han mavede sig en anelse længere ud af skoven. Vidretningen var perfekt.
   Forsigtigt, for ikke at lave den mindste lyd lagde han en pil på plads over buen og spændte den let. Et af dyrene havde bevæget sig lidt ud af flokken, hen mod hvor han lå, og han betragtede intenst dyret mens han løftede buen.
   I et enkelt øjeblik rettede han ryggen, spændte buen og lod pilen flyve. Flokken spredtes panisk til alle side og sprintede væk over engen så duggen blev rystet op i luften og en flygtig regnbue opstod i modlyset. Birk løb med tilbageholdt åndedræt hen mod sit mål. Pilen havde truffet hjorten i skulderen, så dyret nu lå og spjættede hjælpeløst i græsset. Han knælede pustende ved siden af det og trak hurtigt sin kniv. Rådyret sparkede spastisk og vendte det hvide ud af øjnene. Det var ikke helt dødt, så han skar hurtigt dyrets strube over. Skind og sener blev gennembrudt med en hvas lyd og blodet begyndte at pible ned over hans ene hånd, som han havde brugt til at holde dyret nede med.
   Han kastede armene ud til siden og råbte triumferende mod solen, beruset af glæde. Et dyr nedlagt ved dagens første skud havde en særlig kraft over sig, og i det øjeblik blev han sikker på at han nok skulle lykkes med sin plan. Grinende drænede han blodet ud af dyret og skar brystkassen op for at få fat i hjertet. Han snittede ikke den stadig sitrende muskel ud, men skal blot en luns af som han delte i to. Den ene puttede han i munden, den anden kastede han ud i græsset foran sig, til blodet. "Må mand og ravn dele byttet retfærdigt," mumlede han for at besegle jagten, og rejste sig mens han hurtigt tørrede kniven af i dyrets skind. Han nåede dårligt at strække ryggen og sætten kniven tilbage i skeden før han hørte tunge vingeslag bag sig. Panisk vendte han sig om, i den forventning at dragen havde fundet ham. Noget ramte ham hårdt i brystet og han faldt bagover og ramte hårdt jorden, gispende efter luft.
   Noget tungt landede på brystet af ham. Skarpe fugleklører borede sig ind i brystet på ham, og han skreg rallende da fuglen hakkede sit næb ind i skulderen på ham. Dens sorte fjer gnistrede grønt og blåt, og de små øjne plirrede mens den lo hæst.
   "Mand og ravn, mand og ravn!" skreg den hysterisk, og jog igen sit hårde næb ind i ham, denne gang lige over hjertet.
   Han mærkede blodet sive fra hans lemmer, ud gennem sårene i hans bryst og gennemvæde hans skjorte. Fornemmelsen af hans figre blegnede og den skærende smerte klumpede sig sammen i hans brystkasse. Han kunne ikke skrige længere, det eneste han så var flaksende vinger og den blå himmel hvor morgensolen blændede ham. Smerten lammede ham. Da ravnens næb splintrede hans brystben og nåede hans hjerte blev alt sort.

Del 2: I troldens hule

Han vågnede ved at nogen klaskede en våd gren i hovedet på ham. Alt i hans hoved føltes uldent og uklart som om han havde sovet mange dage i træk. Klask, grenen ramte ham igen. Hverken hårdt eller nænsomt, bare lidt svirpende og klaskende. Han prøvede at åbne øjnene, men det eneste han så var grå skyer der dækkede for verden. Og en grågrøn tåge der måske forestillede en gren, der igen var på vej mod hans kind. Klask.
   "Nå såh, det ser ud til den er vågen." Stemmen var sprukken og stikkende, næsten som en smuldrende træstub.
   Grenen svirpede endnu engang hans kind, og lugten af jord og harpiks kravlede op i hans næsebor. Han dækkede for ansigtet med sine hænder og gned sine ømme øjne. Det føltes som om han havde været ude at dykke for længe i en mose med åbne øjne, der var små irriterende partikler i alle øjenkroge der irriterede hans syn.
   Nogen hjalp ham op at sidde, et par stærke, ru hænder der ikke særligt nænsomt hev ham hen til en træstamme som han kunne sidde op ad. Det føltes og lugtede som et nåletræ, og den gren der endnu engang blev klasket mod hans kinder føltes akkurat som om den var blevet plukket fra det selvsamme træ. Han kneb øjnene tættere sammen og prøvede at vifte grenen væk. "Hold så op med det der," mumlede han og måtte bide tænderne sammen bag efter for ikke at nyse. Det der havde sat sig i hans øjne var også lusket op i hans næse.
   Den person, som han gik ud fra klaskede grenen i hovedet på ham, lo gnæggende. "Men hvem ved om du nogensinde var vågnet, hvis jeg ikke havde jaget søvnen væk med den her." Grenen ramte ham igen, denne gang hårdere og mere arrigt. Lynhurtigt greb han ud efter den og fik fat i en håndfuld slatne fyrrekviste som han arrigt rev til sig. "Se så, der vågnede armene også," lo grensvirperen.
   Han gned sine øjne en sidste gang og besluttede at det var på tide at åbne dem igen. Det første han så var ikke kønt. Blot få tommer fra hans eget ansigt fyldte en bredt, gråligt fjæs hele hans synsfelt. Huden mindede om gammel bark, komplet med mos og udvoksninger. En bred næse fyldte godt op i midten som en skæv kartoffel og små, lysende honninggyldne øjne betragtede ham med et frydefyldt glimt. Håret der indrammede ansigtet var stridt som en lille hests og ud fra panden stak to skæve, knortede horn. Han gispede og veg tilbage, men opnåede kun at slå hovedet mod stammen han sad op ad. Hurtigt dukkede han til siden og prøvede at løbe væk, men snublede forover da noget rykkede hårdt i hans ene ankel. Han landede med et sagte bump på den mossede skovbund og prøvede at trække benet til sig. Trolden lo igen, denne gang uden at skjule sin skadefryd. Han var bundet til et andet træ med et ru, groft snoet snor der skar ind i huden.
   "Du kan ikke flyve din vej lille ven," gnækkede hun og satte ham ublidt op ad træet igen med et solidt ryk i hans nakkehår. Han kvækkede fortvivlet og greb om hendes brede håndled for at minimere smerten. Følelsen af den grove, behårdede troldehud gav ham kuldegysninger og han slap hurtigt igen.
   Han kendte mange historier om troldtøjet i skoven - i langt de fleste af dem foretrak trolde at spise mennesker, og endda som en lækkerbisken. Rystende foldede han armene om sig og krøb sammen, prøvende at holde sit åndedrag tilbage for ikke at afsløre sit hamrende hjerte.
   Trolden rejste sig og betragtede ham med hovedet på skrå. Hun var kæmpe stor, på alle leder og kanter. Groft bygget som en gammel, bevokset klippesten. I den ene næve holdt hun en visk af de grangrene hun havde brugt til at vække ham med. Den anden holdt hun op mod ham med håndfladen vendt fremad.
   "Tag det nu roligt lille du. Jeg gør dig ikke fortræd," sagde hun, med et bredt smil der afslørede en række knækkede, gulnende tænder. "Faktisk har jeg lige reddet dig. Den valravn havde næsten drukket alt dit blod før jeg fik jaget den væk."
   "Val... ravn?" Nu kom mindet om den sorte fugl tilbage og han greb sig fortvivlet til brystkassen. Hans tøj var stadig gennemvædet af blod, men det var størknet. Under trøjen fandt han en blodig klump lav der var blevet presset ind for at standse blødningen. "Hvordan overlevede jeg?" Væk var rædslen, og han kiggede forundret op på den brede trold der stod med hænderne i sine svulmende sider og betragtede ham.
   Hun slog ud med armene. "Jeg måtte hælde flere krukker urtepulver i såret for at rette op på dig, dit hjerteblod var næsten helt væk. Heldigvis, det betyder at der stadig er en smule menneske tilbage i dig." Pludselig kastede hun hovedet tilbage og lo skingert så Birk endnu engang krøb sammen.
   "Men..." Han nåede ikke at sige mere før trolden trak ham på benene. Hun flåede snoren af det træ den var bundet til og kastede den flossede ende til ham.
   "Ikke mere snak nu," sagde hun og skubbede en grov lerkrukke ind i hans favn. "Vi skal tilbage til hulen før solnedgang, ellers risikerer vi at bæstet vender tilbage. Hun kiggede undersøgende rundt, som om hendes ord havde hidkaldt et luskende monster, og dumpede en stor pose af dyreskind oven på krukken han allerede bar på. "Jeg forklarer på vejen." Fra en mindre pose i sit bælte fremdrog hun en håndfuld hvidt pulver og kastede det over Birk, der nysende genkendte den grovkornede blanding. "Dette holder farlige øjne væk, men bliv lige bag mig! Hvis du prøver at stikke af kan jeg ikke redde dig igen." Prustende samlede hun en håndfuld pakker af skind op og slyngede dem over ryggen.
   Han vurderede hurtigt situationen. Der var ikke andet at gøre end at følge med skovtrolden. Hun havde tydeligvis ikke løjet for ham indtil nu, og han så ingen grund til at hun skulle gøre det. Hendes hurtige bevægelser og besværede grynt afslørede den frygt hun ellers havde skjult godt indtil nu.
   De fulgte en dyreveksel gennem skoven. Trolden foran ham gik og småsnakkede med sig selv i et ujævnt tempo. Nu og da samlede hun kogler og kviste op fra skovbunden foran sig, og smed dem for det meste væk igen. Ellers smagte hun smaskende på dem og puttede dem veltilfreds ned i endnu en beholder skjult i hendes lasede skindkjortel.
   Birk prøvede at holde øjnene på jorden foran sig, men det var svært. Troldens brede bagparti vukkede og svajede så de mange dyreknogler og amuletter der var bundet i hendes bælte klirrede og daskede. Hans hoved var stadig uldent og uklart, og han ende med at fokusere på et gråligt egernkranium der daskede i en beroligende rytme som han kunne følge. Det føltes som om de gik i timevis. Gradvist blev det køligere og aftenen sænkede sig. Solen var stadig ikke gået ned, men der lagde sig en beroligende blålig skygge mellem træerne. De fulgte en smal veksel op ad en klippeskråning, bevokset med et tykt lag lav og mos. Lærke og fyrretræerne stod i uendelige rækker, tyste og uden bevægelse. Langt borte pippede en ensom fugl sin aftensang. I en lysning pegede trolden på en flok svampe der lå og gemte sig i skovbunden. "Aftensmad," gryntede hun velfornøjet og plukkede dem i tre store håndfulde. De røg ned i endnu et gemmested i hendes bælte, som Birk håbede på var reserveret til ting der skulle spises og ikke kastes i hovedet på ham. Langs vejen samlede hun også adskillige håndfulde pinjekogler som røg ned i posen i Birks favn.
   Da tusmørket endelig sænkede sig nåede de en jordet klippeskrænt. Trolden drejede af, og de asede sig frem gennem den tætnende underskov.
   En dyb snerren vækkede Birk fra den døs han havde gået i og forskrækket sprang han tilbage. Ud af et krat hoppede en pjusket ulvehund med blottede tænder og øjne der borede sig ind i ham. Klukkende greb trolden hunden i nakkeskindet en armlængde fra Birks ansigt og trak dyret op til sig. Den peb og sprellede, men lukkede underdagnigt gabet.
   "Skade, dit bæst," lo hun og ruskede dyret. "Du må ikke true vores gæst." Brutalt kastede hun ulven ned i jorden. Den rejste sig og rystede pelsen, og sprang hurtigt ind i krattet igen.
   Dirrende af skræk fulgte han efter trolden gennem de viltre grene, forsigtig for ikke at tabe det han bar på. Han arme var begyndt at sove og han kunne dårligt mærke sine fingre længere. Grene stak ham i øjnene og han dukkede sig klodset.
   Bag buskene åbnede en snæver rydning sig. Skoven afgrænsede rydningen som en mur, og i bunden lå der en klippevæg hvor sammenflettede grangrene dækkede over en smalmundet grotte. Foran var der en bålgrube og stativer til at tørre urter og kød på. Klippevæggen var malet med groteske figurer og der hang amuletter i alle træerne. Det måtte være troldens hjem.
   Hun smed også hjemmevant sin last og pegede gryntende på bunken. Birk lastede forsigtigt af på toppen af den mens trolden begyndte at rode i ildgrubens aske med en lang kæp. Men sine tykke fingre pillede hun et trækul op og vraltede hen til grotten. Birk betragtede hende undrende mens hun tværede en gammel kultegning ud med en gennemvædet kvist, og så begyndte at tegne en ny. Hun mumlede og smaskede tilfreds mens hun tegnede, og afsluttede billedet med at kvase en håndfuld svampe og blade mod klippen. Hun havde tegnet omridset af en flyvende fulg, omkranset af en fed cirkel. Pludselig vendte hun sig mod ham og betragtede ham skarpt.
   "Ingen fugle flyver herfra uden min tilladelse," snerrede hun og flåede granflettet væk fra hulen. Hun forsvandt ind i mørket sammen med ulven og trak grannet for indefra. Før Birk kunne nå at sige noget landede en lille skindpose med en klirren i græsset foran ham, kastet ud gennem flettets ujævne huller. "Tænd bål og lav mad," lød det kvækkende derindefra. "Jeg har ærinder i bjerget og du kan lige så godt gøre dig selv til nytte. Intet mangler og du skal intet frygte."
   "Men... Hvad med..?" Birk nåede ikke at formulere sit spørgsmål før han ikke længere kunne høre troldens klaskende fodtrin indefra. Han satte sig træt i græsset ved siden af ildgruben. Duggen var begyndt at snige sig ind sammen med kulden fra den mørknende himmel. Et langt øjeblik sad han tavst i græsset og kiggede sig omkring. Så kiggede han på sine hænder. De lignede sig selv, men der var noget der føltes anderledes i dem. En snurren i fingrene han ikke var vant til. Men et suk rejste han sig og samlede den lille skindpose op. Det måtte være på grund af den lange vandretur med lasten i favnen, hans arme var trætte og skuldrene ømme.
   I posen lå en flintesten, et ildstål og en smule tørret lav. Han vejede den i hånden mens han kiggede sig omkring efter brænde, men kunne ikke se noget med det samme. Der stod mange ting rundt omkring foran hulen, flettede kurve og krukker i alle afskygninger, men han turde ikke begynde at flytte rundt på noget. Med et anstrengt smil mindede han sig selv på at det stadig var en troldehule han sad udenfor, så det var ikke til at vide hvad trolden gemte af ting og sager her. Men efter en hurtig rådslagning med sig selv begyndte han forsigtigt at kigge i og bag de mange beholdere. Hun havde bedt ham lave mad, og selvom han egentligt mest havde lyst til at ligge sig ned og absolut ikke røre ved noget som helst, måtte han hellere komme i sving.
   Brændet lå i et hjørne under en smuldrende bylt af hjorteskind og knogler. Forsigtigt, for ikke at røre ved det tydeligvis ikke særligt omhyggeligt garvede skind, fiskede han flere store og små brændeknuder frem. Det var tørt og veltilhugget, og lettet slæbte han det hen til ildgruben og begyndte at konstruere et bål. Der gik ikke lang tid før han kunne stoppe kvas ind under træet og begynde at slå gnister af ildstålet med flintestenen.
   Mens ilden vågnede bag ham gik han igen på opdagelse blandt troldens ting og sager. Han fandt en lerkrukke som han i det svage lys vurderede var tilnærmelsesvis ren og hældte de svampe trolden havde fundet på turen ned i den. Med et smil løftede han krukken op og snusede til dem. Kantareller, og rigtig mange af dem endda. Men der var ikke nok til et helt måltid i dem, så han gik endnu engang på jagt. I en pose fandt han en blanding af korn og frø, som han med et bittert smil hældte ned til svampene. Han var ikke et øjeblik i tvivl om hvor trolden havde fået fat i kornet. Vand fandt han i en lille strøm der løb ned ad bjergsiden ikke langt fra indgangen til troldehulen, og efter at have kastet en håndfuld tørrede rønnebær i krukken satte han sig veltilfreds ned og betragtede hvordan ilden langsomt varmede indholdet. Det ville blive en fin suppe, gætte han, selvom det ikke var mange ting han havde kommet i.
   Over ham brusede trætoppene i nattevinden. Græshoppespil og et spinkelt hyl fra en ræv lød i det fjerne. Trætheden sneg sig ind på ham og gjorde hans arme og ben tunge, og han krøb tættere på ilden. Flammernes dans fangede hans øjne og han lod tankerne flyve, over skoven og hjem. Han far og mor var sikkert bekymrede, men de ledte ikke efter ham endnu. Måske kunne han nå at komme væk herfra i morgen tidlig og nå hjem inden nogen var begyndt at savne ham. Hans søster ville sikkert brokke sig fordi hun blev nødt til at malke geden, men hvis han kunne nå at fange et nyt rådyr på vejen hjem ville hun tilgive ham. Så kom han i tanke om at han havde mistet sine jagtvåben. Det var der ikke nogen der ville blive glade for at høre tænkte han udmattet, og rullede om på ryggen. Stjernerne gnistrede blegt på himlen. Han kunne altid hjælpe sin far med at lave nye pile, tænkte han med et suk, og lagde hænderne over brystet. Da hans hænder rørte den blodige plet på skjorten gispede han. Dagens angreb var som noget fjernt og uvirkeligt for ham, næsten som en ond drøm. Han huskede smerten og følelsen af at forbløde, men han kunne ikke mærke sporere i kroppen. Ikke andet end en stikkende ømhed afslørede hans skade.
   Han satte sig op og krængede sin skjorte af. Hørstoffet var blødt og nusset af skidt og sved, undtagen i midten hvor blodskjolden var stivnet. Lavpuden som trolden havde stoppet hans blødning med måtte han forsigtigt pille væk, og til sidst måtte han bruge neglene for at grave lav ud af såret. Han fandt nogle underlige blade inderst, uden tvivl endnu et af troldens tryllemidler. Det forklarede hvorfor han ikke var svækket af såret.
   Pludselig begyndte det at svimle for ham. Han gned sine øjne og vendte sig væk fra bålrøgen, men det hjalp ikke. Det føltes som om hans krop smuldrede omkring ham og han faldt om ved siden af gruben i fosterstilling. Skoven og himlen snurrede rundt og blandede sig sammen til et virvar af blade og stjerner. Det gav et sæt i ham da en sort skygge fór hen over himlen og dykkede ned mod ham. Det var ravnen igen! Han dækkede for ansigtet med armene og skreg, men ingen anden lyd end et hæst kvæk undslap hans hals. Men intet ramte ham. Forvirret rettede han sig ud og kiggede op. Det eneste han kunne se var stjernehimlen over sig. Udmattet faldt han sammen og sov.

***

Han kom til sig selv ved at trolden rystede ham vågen. Hun fnøs og prustede, og skubbede ham ublidt hen på et skind nær ilden. Desorienteret greb han fast om sig selv for at beskytte sig mod aftenkulden. Hans krop var blevet stiv og uregerlig af at have sovet på jorden.
   "Sig mig, spiste du af de tørrede urter i huleåbningen?" lød det strengt fra trolden. Hun satte sig ned ved siden af ham. Han rystede på hovedet og greb taknemmeligt fast i det vadmelstæppe trolden lagde om hans skuldre.
   "Den kom tilbage..." mumlede han vagt. "Ravnen."
   Trolden satte en skål stuvning og en grov ske i hans skød. Han snusede først mistroisk til den, men tog en stor mundfuld da han genkendte den.
   "Ak ja." Den brede trold satte sig på den anden side af ilden med en skål, som hun stak op under sin klumpede næste. Hendes små øjne forsvandt i et virvar af poser og rynker mens hun smilende snusede til maden. Først nu lagde Birk mærke til den lange hale, som hun havde rullet rundt om livet som et ekstra bælte.
   "Du vænner dig hurtigt til det, lille fugl," gryntede hun og stak skeen i munden. Smaskende fortsatte hun: " Det er ingen lille ting at mærke valravnens næb i hjertet, faktisk er det et mindre mirakel at du sidder oprejst."
   "Så, det var altså..." Birk kiggede opgivende ned i skålen. Kornet var svulmet op, og flød lystigt rundt omkring rønnebær og gyldne svampe. Han kendte til legenden om valravnen, den forbandede der flyver på sorte vinger.
   Trolden gryntede. "Ja det kan du tro det var! Og endda en ordentlig kleppert. Jeg har set ham cirkle over skoven nogle uger nu, men troede ikke han ville finde bytte her. Dragen har jo skræmt de små mennesker indendøre, og vi troldtøj har den jo ingen interesse i at..."
   Birk begravede ansigtet i hænderne. Dragen. Hvordan kunne han dog glemme..?
   "Spis din mad knajt!" vrissede trolden. "Nok har du selv lavet den, men det er stadig mine gryder den er kogt i."
   "Sif," gispede han. "Dragen har Sif, og jeg ville redde hende, og så kom ravnen, og så kom du, og jeg burde slet ikke være her..." Han prøvede at rejse sig, men han ben ville ikke bære ham og bukkede sammen under hans vægt. Skålen trillede ned i græsset, så halvdelen af stuvningen skvulpede ud.
   Trolden gryntede irriteret. "Nu sidder du stille. Ikke nok med at menneskene er belemrede med et ildsprudlende monster på størrelse med et bjerg, nu skal du heller ikke komme rendende og sætte mere skræk i dem!"
   Han slog ud med armene, fortvivlet og uforstående. "Men jeg er jo..!"
   "Ja ja, du trænger bare til en god nats søvn. Det kan klares uden mareridt, hvis du får et drys af mit gode sovepulver. Skal du spise det dér?" Hun pegede med en tyk, kroget finger på skålen på jorden. Birk rystede træt på hovedet og krøb sammen under tæppet. Trolden greb sultens skålen og væltede den resterende stuvning ind i munden. Ulven, der havde ligget pænt i huleåbningen mens de havde spist, luntede hen til den spildte grød, og begyndte at labbe den i sig med sin lange tunge.
   Trolden hjalp Birk op at stå og støttede ham ind i hulen. Her lagde hun ham et par skridt inden for indgangen på en dynge skind. Mens han lagde sig til rette prikkede trolden til ham, og han vendte sig mod hende. Hun åbnede ublidt hans hånd og dryssede et pulver ned i den. Det lugtede ramt og syrligt, men på næsten magisk vis følte han sig allerede endnu mere træt.
   "Stik det op til næsen hvis du ikke kan falde i søvn," hørte han trolden sige gennem mørket. Men da var det allerede for sent.