Jeg kan godt lide at tælle får. Specielt når det er mørkt og koldt, og ensomheden sniger sig ind på mig bagfra. Når jeg har brug for nogle gode dagdrømme om sol og sommer, og duggede morgenenge hvor man tumler rundt med mælkebøtter i håret.
Får er sådan nogle dejlige dyr. Rolige og uberørte står de bare dér og gumler græs, vipper med ørerne og betragter folk roligt med deres drageøjne. Ved efterårstide er ulden helt blød og klistret af tåge, og man får våde arme når man læner sig ind mod en varm fårekrop og begraver sig i ulden. Er man ikke så høj kan det ske, at nogle af de mange burrer og tidselfrø fra hegnene sætter sig fast i hår og bluse, og når man så løber indenfor igen skænder mor på én og begynder at pille klisterstads ud af éns hår.
De første får jeg lærte at kende var en broget sønderjydsk flok ved navn Buggerne. De boede på min mormors gård i fladlandet ved Tønder, og havde den dejligste grønne marsk-mark med frodigt græs. Jeg var meget lille, da jeg første gang spurgte om jeg måtte hjælpe med at fodre dem. Mor var lidt betænkelig, men far og mormor var ellevilde. Den næste dag fik jeg en stor, sort spand fyld med korn og blev løftet over hegnet. Fårene kunne lugte maden med det samme og stormede hen mod mig, brægende og snøftende. Jeg blev frygteligt bange og begyndte at løbe. Men fårene indhentede mig og jeg snublede i græsset, så kornet fløj til alle sider om ørerne på mig. Selvfølgelig gjorde de mig intet - men jeg var skræmt fra vid og sans. Heldigvis blev jeg dog reddet af et mægtigt råb.
"Buggerne!" Min mormors mand hoppede over hegnet og samlede mig op. Han løftede mig op på bænken lige bag hegnet, hvor jeg så stod og betragtede ham med store øjne, mens han reddede spanden og hældte det sidste korn op i truget.
Bagefter tog han mig med ind i laden, hvor han satte mig på en af de store hundeslæder fra Thule. Jeg kan ikke huske om han spillede trompet eller fortalte røverhistorier, eller gjorde begge dele, men i hvert fald blev jeg hurtigt glad igen. Og lige siden den dag har jeg aldrig været bange for at gå ind til dyr.
Mit første eget får hed Lambi. Jeg var kun seks år da far en eftermiddag kom hjem med ham. Min far arbejdede på en lille skole ude på landet, hvor de havde dyr som eleverne passede. Lambi var dog et uheldigt lille lam - hans mør døde mens hun fødte ham. Far besluttede at det lille kræ ikke skulle aflives, og vupti stod han under legehuset i æbletræet og brægede, sulten efter mælk. Han fik sin egen lille indhegning under legehuset, hvor far isolerede rundt omkring med træ og pap så han ikke skulle fryse, og vi pakkede hulen godt til med halm. Undenfor fik han sig en lille indhegning hvor han kunne tumle rundt. Min lillebror og Lambi var, hvis man udglatter for forskellene mellem fåre- og menneskeår, nogenlunde lige gamle. De to små tumlinger sad så sammen og spillede bold i haven, driblede og rullede imellem sig. Lambi var dog den hurtigste til at lære spillet - og til at opdage, at han var et lille vædderlam. Han lærte at stange til bolden, og min bror fik sig noget af en overraskelse.
Mange mennesker drømmer om at få en lille gård. Det gør jeg også - og der skal være får, massere af får. Og en hvid og sort bordercollie-hyrdehund, der om dagen kan vimse rundt på gårdspladsen og om natten ligge på vagt foran brændefyret. Noget af det bedste man kan forestille sig er, at sidde i en fåreskindsforet gyngestol med patchworktæpperne stoppet op om ørerne og en hyrdehund for fødderne. Det lyder lidt som en utopi - men, faktisk har jeg prøvet det.
En vinterferie da jeg lige var begyndt i skole, skulle en af min fars kollegaer på ferie i Norge. Han boede på en lille gård midt ude på det midtsjællandske overdrev med skove og enge i baghaven. Det var en ægte fåregård. De havde to bordercollier, høns og selvfølgelig får. Hundredeogotte. Det ved jeg, for jeg sad på toppen af halmballebjerget i stalden og talte dem. Jeg har aldrig set så mange glade får i hele mit liv. Den vinterferie stod de i rummelige båse med halm og store kar med vand. Om sommeren gik de på overdrevet og gumlede på det stride græs, så langt øjet rækker mod skovbrynet.
Dem vi boede hos havde en forretning, hvor de vævede og filtede af fårenes uld. Derfor stod der væve over det hele, og jeg legede ofte at jeg var ved at væve store billedtæpper af skoven. Indrullet i farverige filttæpper, stadig lugtende af stald selvfølgelig. Overdrevets magi ramte mig den uge, og jeg kan stadig mærke det når jeg vandrer i granskoven eller bader i skovsøerne.
Mit andet får hed blot Hundrede. Frøken Hundrede var et voksent får - endnu en skabning min far havde forbarmet sig over. Ved forårsklipningen havde de opdaget at hun var udmagret og syg, og besluttede sig for at aflive hende. Men da hun havde hovedet på blokken - i bogstaveligste forstand - sagde far at han nok skulle redde hende. Jeg må have gået i tredje eller fjerde klasse. Jeg kom i hvert fald cyklende hjem fra skole en eftermiddag og fandt hende i haven, bundet til en stolpe under altanen.
Hun var så sød og rolig. Men da formålet var at fede hende op skulle der også arbejdes. Vi havde hende flere måneder, hvor vi hver dag gik ud på egnen med hækkesaks og spand og klippede græs i stride strømme. Hun elskede når vi fodrede hende, og adskillige kubikmeter grøn og mælebøttegult fór lige gennem hende.
Og hvorfor hed hun så Hundrede? I sit flossede øre havde hun et gult mærke med nummeret hundrede, og da vi ikke mente hun var egnet til et særligt pompøst navn, så blev det blot Hundrede - ofte udtalt hundra', grunden en tidligere ferie i Sverige hvor familien blev enige om, at det var et godt ord.
Jeg hjalp ofte med at fodre i weekenderne på min fars skole. Vi havde hver vores yndlingsdyr og mine var selvfølgelig hestene og fårene. Jeg var blevet en del bedre til at fodre i forhold til mit tidligste forsøg hjemme hos mormor. Nu havde jeg lært at holde spanden over hovedet og puffe igen, og nød altid bagefter at stå og betragte dyrene når de masede foran truget for at spise de velsmagende, gyldne kornkærner. Nogle gange havde jeg også saksen med ude, og hjalp får der enten havde fået for meget pandehår eller trængte til mere plads om knæene. Jeg ved ikke hvad de mente om klipperiet - men jeg nød det, og følte at jeg gjorde en forskel.
Bagefter satte jeg mig på den gamle, rødmalede hestetrukne harve der stod bag laden, og snoede de reneste totter mellem fingrene i et forsøg på at lave garn. Det gik sjældent.
Mit sidste får hed Polly. Hun var det klogeste, smukkede, venligste lam jeg nogensinde har haft den ære at kende. Hun kom til os ligesom Lambi og Hundrede. Hun havde skam både en mor og en tvillingesøster, men moren ville kun have hendes søster. Derfor tog far Polly med hjem og vi adopterede hende. Jeg blev hendes mor.
Mit værelse lå lige over den indhegning vi havde lavet til hende, så hver morgen kunne jeg stikke hovedet ud af vinduet. Hun stod nogle gange med hovedet ud af sit lille læskur og kiggede på mig, og efterhånden som hun lærte at bræge hilste hun også på mig. Jeg lukkede hende ud i haven hver eftermiddag, og sad så på en bænk og tegnede mens hun farede frem og tilbage, skiftevis undersøgende og morsyg. Langsomt lærte hun at spise græs - og det betød at min mors blomster også stod for skud. Tulipanerne blev skaldede og påskeliljerne krøllede. Hun var meget interesseret i en speciel plante der voksede ved terassen, men jeg måtte daske hende over snuden hver gang hun kom for tæt på, fordi den var giftig. Langsomt lærte hun det også, og holdt sig til tulipanerne derefter.
Jeg havde altid ønsket mig en hund, men måtte ikke få en. Da hendes hyperaktivitet for alvor begyndte at gå ud over hønsene og blomsterbedene, fik jeg en idé: jeg lavede en lille sele og snor til hende, snoet ud af stofstrimler og garn. Hun var henrykt når jeg tog hende med ud på engene, ned til åen hvor hun plaskede i vandet og legede mellem skræppebladene. Og hvor hundelufterne kiggede! Men jeg nød det bare. Hun var tusind gange bedre end nogen hund.
En dag blev hun dog så stor, at hun skulle hjem til de andre får. Den første morgen hvor jeg stod op og ikke kunne høre hende rumstere udenfor var en trist morgen. Der har været stille lige siden.
Hun kunne dog ikke slippe sin adoptivfamilie. Jeg havde altid vidst at hun var et klogt lille får, men hun overraskede os alle da hun lærte at komme ud af indhegningen hvor hun gik sammen med de andre får, og løb op til hovedhuset hvor hun opsporede far og kaldte på ham.
Alle mine får er fortid. Nu er jeg en effektiv gymnasiepige der studerer naturen i bøger og går til koncerter i København weekenden. Men jeg savner alligevel de mange dage med skidt under neglene og uld i håret, hvor jeg passede alle de får der har været i mit liv. Mange af dem er selvfølgelig døde nu - resten ved jeg ikke hvor er. Min far fik nyt arbejde, hans kollega solgte fårene på grund af hjerteflimmer og mormor flyttede i rækkehus.
Men jeg savner dem. Og en dag får jeg min egen lille gård, hvor jeg vil have får. Massere. Og så skal mine børn og børnebørn opleve hvor dejlige får er, og prøve at opleve hvordan det er at begrave hovedet i en tyk dyne af morgenfugtig uld, fuld af myg og burrer. Jeg glæder mig i hvert fald til den dag jeg selv kan gøre det igen.