Jeg løb ned ad den lange gang, så hurtigt jeg kunne. Hun skreg til mig, at jeg skulle stoppe, men jeg ignorerede hende. Tvang hende til at løbe videre, og bare overhøre råbene bag mig.
   Da jeg endelig nåede hotelværelset, smertede mine fødder helt sindssygt. Hendes dyre stiletter var ødelagt for stedse. Jeg kunne ikke være mere ligeglad.
   Frustreret hev jeg dem af, og smed dem over i et hjørne. Over til alle de andre. Why care? Spytslikkerne kom med endnu et par i morgen, hvis hun gerne ville have dem. Det var måske endda dét, jeg var mest ligeglad med.
   Rummet var mørkt, og passede perfekt til mit humør. Der var rodet, og dørene ud til altanen stod på vidt gab, og tillod en månestråle at oplyse gulvet. En ægte howling-moon... jeg fik pludselig lyst til at hoppe ud over kanten, og flyve op til den. Lod være, fordi hun vidste at der var brug for hende i morgen. Hun skulle jo både fotograferes, lave take-overs til den reklame, og interviewes!
   Jeg skar ansigt, og fortalte hende stille hvor åndssvag hun var. Hun kunne stikke alle sine pligter skråt op! Fucke af! Her var ikke brug for hende!
   Jeg ville bare gerne være alene...
   For at distrahere mig selv, tændte jeg for fjernsynet, og slog over på en tilfældig kanal. Jeg værdigede ikke fjernsynet et blik, og skruede op for stereoanlægget. En Napalm Death plade havde kørt hele dagen på pause... det havde den faktisk gjort i en uge nu. Napalm Death er fantastisk til at drive onde ånder væk med. At høre dem growle "KILL!!! KILL!!! KILL!!!" til rytmen af et godt blast beat, er som psykofarmaka - bare tusind gange bedre. Og, så tømmer det hovedet...
   Jeg lukkede alle andre indtryk ude end de skrigende guitarer og den tunge bas, og gik ud på badeværelset. Da jeg tændte for kontakten, væltede det kolde, ubarmhjertige lys ned over mig.
   Jeg kiggede i spejlet. Den pige der kiggede tilbage på mig, så meget træt og strabadseret ud. Hendes sorte øjenmake-up var tværet ud og løbet, og hun havde en alt for stor, sort hættetrøje på, uden på en pæn aftenkjole. Hætten var slået op, og en hale af filtret, mørkt hår faldt ud, til den ene side.
   Jeg slog hætten ned, og strøg håret tilbage. Gjorde et halvhjertet forsøg på at smile til pigen i spejlet, men opgav hurtigt. Jeg kunne bare ikke klare, at se mere på hendes smil i dag...
   Træt tændte jeg for vandet, der dampende begyndte at løbe ned i badekarret. Jeg smed trøjen og kjolen på gulvet, og trak i en badekåbe. Jeg vaklede ind på værelset igen, hvor jeg åbnede køleskabet, og satte mig i skrædderstilling foran det. Der var rigeligt med mad, og jeg var skrupsulten. Men, jeg gad ikke spise... tvang alligevel mig selv til at tage nogle kolde ris og en drikkeyoghurt. Jeg smagte på risene, og blev med det samme træt af smagen. Bedømmende vejede jeg porcelænsskålen med ris i hånden, og kastede den så over i hjørnet til skoene. Hun skændte irriteret på mig, men jeg lukkede hende ude, og lyttede til musikken - eller, hvad man nu kalder grindcore - i stedet.
   Jeg fandt noget andet frem, slæbte mig over til sofaen, og smed mig, mens jeg uinteresseret begyndte at spise. Sporadisk fulgte jeg med i fjernsynet, men tillagde det ikke større opmærksomhed.
   Sløvt smed jeg skålen på bordet, og lænede mig tilbage, mens jeg kiggede op i loftet.

Manden smilede til hende, og hun smilede tilbage. Hendes mest bedårende smil. Jeg fik kvalme, men undertrykte det for hendes skyld.
   "Nåh, Dani?" Han smurte charmen tykt på. "De sidste to måneder har bare haft såå meget fart på. Men, en celeb' som dig, kan sagtens trække sådan et læs, ikke? Det må være faantastisk, at være modeikon for tusindvis af piger derude!"
   Hun flagrede med øjenvipperne, og gav ham et bredt smil. "Iih, det er såå fantastisk! Mit liv er bare såå dejligt! Det er skønt, at være forbillede for så mange!"
   Jaja, bare se dum ud, og spil spillet... tænkte jeg morbidt.
   Manden fortsatte i samme spor, og hun ligeså.
   "Du har jo engageret dig direkte i mode, nu med din egen kollektion! Hvad mener du om?..."
   Ligegyldig smalltalk til et eller andet dødssygt formiddagsprogram, som folk alligevel kun ser, for at glo på berømtheder til morgenmaden... Mere kvalme.
   "...Og, jeg er jo også i gang med en ny fotoserie til In Magazine! Det bliver bare..."
   Bla bla bla... gider ikke høre på dit fordrukne ævl!
   "Vi har et tema med blomster, nu hvor..."
   Heey! Nogen, der kan finde afbryderen på hende her??
   Efter et kvarter var vi færdige, og det første jeg gjorde da jeg kom ud i sminkerummet, var at drikke 1½ flaske kildevand, for at få kvalmen væk. Det havde været et styg morgen - styg, i alle afskygninger.
   Jeg var brutalt blevet hevet ud af mine drømme, allerede klokken halv syv, fordi hun skulle gøre sig klar til interviewet i formiddagsprogrammet. Klokken halv syv!!! På en lørdag morgen!!! De måtte have spist søm! Alle sammen! Hendes manager, hendes bookingagent, hendes sminkøse, hendes chauffør, alle folkene på Tv-stationen; og så selvfølgelig hende selv! Søm, skuer og stålnagler til tidlig morgenmad, eller måske allerede til aftensmad, mens de sad samlet om langbordet - hele bundet! - for at planlægge hvordan de bedst muligt kunne torturere mig, den kommende dag.
   Jeg sank sammen i en stol, og kiggede på hende i spejlet, på den modsatte væg. Hun så meget træt ud; sad bare, og sank sammen i stolen. Hendes smarte, solgule kjole med store broderede blomster, sad uhjælpeligt skævt. Den havde siddet helt perfekt, da hun tog den på for en halv time siden.
   Nogen hamrede på døren, men jeg valgte at overhøre det. Nogen hamrede endnu hårdere, og hun valgte at svare.
   "Ja?"
   "Dani? Du skal skynde dig! Om en time skal du være til møde med dine designere. Kollektionen skal lige godkendes igen, nu med de nye ændringer, så..."
   "Ja ja! Giv mig lige et par minutter!!" råbte jeg, og lukkede øjnene. Gid du, og din elendige kollektion, må brænde op i... tænkte jeg bittert.

Jeg åbnede øjnene med et sæt, og satte mig op i sofaen. Jeg kunne høre, hvordan vand plaskede ud på badeværelsesgulvet. Træt rejste jeg mig, og tøffede ud i badeværelset.
   Dampende vand løb i en lind strøm ned ad badekarrets sider, og nåede at dække gulvet, før det løb ud i risten. Blusen og kjolen lå og flød sagte, og jeg blev nødt til at smile stille. Det første ægte smil i dag.
   Badekåben røg ned til det øvrige tøj, og jeg lagde mig i badekarret. Vandet skvulpede ud over, og skyllede ind i rummet ved siden af. Jeg samlede planløst forskellige flasker med sæbe op, og hældte dem prøvende i vandet. Overvejede hvad der ville ske, hvis man drak dem, og hældte så resten i.
   Sæben skummede omkring mig, og jeg kom i tanke om, at jeg burde slukke vandet. Jeg gad dog ikke læne mig frem for at gøre det - desuden var det næsten hyggeligt, at se vandet skylle ned i risten, og endda ind i værelset.
   Jeg lænede mig tilbage, og tænkte vemodigt på min formiddag. Hun havde siddet i et ganske uinteressant møde hele formiddagen, og jeg havde været ved at falde i søvn, hele vejen igennem. Jeg havde følt mig lidt som et lille barn, der var blevet slæbt et kedeligt sted hen, mod dets vilje. Et lille barn, der mest af alt bare havde lyst til at lege og snakke højt, men i stedet bare havde at sidde stille på en stol, og se sød ud.
   Pludseligt hørte jeg de sidste toner af 'Smear Campaign' løbe ud sammen med vandet, og kunne konstatere, at Napalm Death var færdige med at udgyde deres tilsyneladende evige had til verden.
   Så var der kun fjernsynet tilbage...
   Jeg gav mig selv og vandet yderligere nogle minutter, og stod så op af badet, og sjaskede ind i værelset. Hurtigt fandt jeg en alt for stor T-shirt, som jeg trak over hovedet. Jeg kiggede hurtigt i et spejl, uden rigtig at registrere pigen derinde. Hun var drivvåd, hendes sorte øjenmake-up løb ned ad hendes kinder, og hun dryppede frygteligt på gulvet...
   Jeg vinkede ligegyldigt til hende, og sjappede hen til fjernsynet. Jeg satte mig på bordet, og legede lidt med fjernbetjeningen, som jeg næsten var kommet til at sætte mig oven på.
   Noget stak mig i hjertet, da jeg så hvad det var, der var på programmet. Et forfærdeligt gossisp-magasin, der fortalte om kendtes liv. En popsangerinde var åbenbart blevet taget med hash, og man så billeder af, hvordan de jagtede hende for at få kommentarer. Jeg kunne se hadet og desperationen i hendes ansigt. Faktisk kendte jeg hende... Hun hed Pamela, og lå lige nu på toppen af hitlisten, med en sang. Vi mødtes ofte til store receptioner, og var efterhånden blevet veninder. Jeg havde kendt til hendes misbrug i snart et år, men havde selvfølgelig ikke sagt noget. Det var hendes måde, at komme væk på... væk fra gribbene, der konstant jagede hende, for at presse endnu en skandale ud af hende. Skandaler sælger jo bedre end gode historier!! Hvem gider høre om nødhjælpsprogrammer i Afrika, når man kan høre om, hvordan en kendt har dummet sig, igen?
   Jeg sank en klump, og knugede fjernbetjeningen i hænderne, indtil mine knoer var hvide.
   En eller anden sportsstjerne havde taget EPO, og nu sad en ekspert og hyggede sig over det, i magasinets studie. Værten, en mand med et smil som en torturbøddel, labbede "ekspertens" udgydelser i sig med stort velbehag.
   De burde fortælle om sportsstjernens personlige krise, fordi han tager EPO, så han kan leve op til sine fans' forventninger... tænkte jeg bittert, og trak knæene op til brystkassen, for at få varmen. Kulden var begyndt at komme snigende.
   Ikke om, hvordan han ødelægger den såkaldte sport for både andre og sig selv, for at leve op til umenneskelige krav, som selve den verden han er et produkt af, har sat ham.
   Jeg trak et tæppe hen til mig, og svøbte mig i det.
   Men, de er jo gribbe... og, gribbe lever af andres forkrøblede kroppe, der vrider sig i de sidste frygtelige krampetrækninger, i støvet...
   Jeg skreg, da jeg så det næste indslag; det var hende! Hun skridtede målrettet op ad en rød løber, iklædt en dyr haute-coture kjole, og med en bodyguard ved sin side. Han verfede gribbe væk, men nåede ikke at få magasinets ådselæder væk.
   "Miss Dani? Er det rigtigt, at du smadrer hotelsuiter på stribe, og koster din agent over en million dollars om måneden - i personligt forbrug?"
   Jeg så mig selv, i det hadske blik hun sendte gribben. Så fortsatte hun, stadig med rank ryg og bodyguarden ved sin side. Og lignede stadig den million, jeg intet erindrede om...

Det krævede hele min viljestyrke, ikke at smadre fjernsynet. Det gav en særlig, næsten dejlig fornemmelse, at smadre de dyre krystalglas, hun næsten lige havde fået forærende. Hvem, der havde givet hende dem, kunne jeg ikke huske. Jeg var også ligeglad.
   Vreden var først gået af mig, da jeg sad med det sidste glas i hånden. Mine arme og hænder blødte, af små snitsår, og gulvet rundt om mig var dækket af et tyndt lag rimstøv af skår. En pludselig indskydelse fik mig til at hente en flaske rødvin, og fylde glasset.
   "To the vultures!" mumlede jeg, hævede glasset og lod det falde ned i gulvet. Vinen dannede en blodplet på gulvet, og iskrystallerne fra glasset fløj ud til siderne, sammen med dråber af vin og blod.
   Endelig følte jeg, at jeg kunne trække vejret frit igen.
   Jeg drak en dyb slurk vin fra flasken, og slog over på en anden kanal. Der var en film - et eller andet sværd og sandaler-halløjsa. Eller, nærmere sværd og behårede fødder-halløjsa. Sørme om det ikke var Ringenes Herre! Tænk, jeg vidste slet ikke, at de spildte tid på at vise den slags film, når de kunne sende sladder-magasiner!!
   Interesseret fulgte jeg med. Hun havde vidst været til noget galla-halløj, i anledning til premieren på en af filmene, men jeg kunne ikke huske noget fra den.
   Man så Gollum, sidde op ad en ruin... og, snakke med sig selv. Det elendige væsen så så sjov ud, at jeg ikke kunne hold en stille latter tilbage.
   "Too risky, too risky. The thieves! They stole it from us. Kill them . . . kill them ... kill them both!"
   "No!"
   "Shhh! Quiet! Mustn't wake them, mustn't ruin it now!"
   "They knows, they knows, they suspects us."
   "What is it saying, my Precious, my love? Is Smeagol losing his nerve??"
   "No! Not! Never!! Smeagol hates nasty Hobbitses! Smeagol wants to see them - dead!"
   "And we will. - Smeagol did it once ... He can do it again."
   "It's ours - ours! We must get the Precious. We must get it back!!"
   Pludselig ramte en tanke mig: det kunne lige så godt være mig selv, når jeg sad alene, og skændtes med hende. Min dyrebare... jeg var bare lille Sméagol, der ville være god. Men, min Dyrebare - min Gollum - trak mig ned til gribbene, hver gang. Min evige, forbandede Dyrebare...
   "Gollum! Gollum!" Lyden kom helt nede fra halsen, og jeg brød ud i ægte latter.
   Jeg rejste mig, tog vinflasken i hånden og gik hen til køleskabet. Glassplinterne skar mig i fodsålerne, men jeg lukkede det ude. Jeg fandt et æble frem, og gnavede i det. Æble og vin smagte faktisk... hæderligt sammen, når man egentligt tænkte over det. Jeg overvejede om jeg skulle få fat i noget rå fisk, men slog det ud af hovedet. SÅ meget Gollum var jeg nu heller ikke... Selvom sushi nu alligevel ikke lød som en dårlig idé... Kunne Gollum overhovedet spise med pinde?!?
   Jeg drak endnu en dyb slurk, og lagde mærke til, at vandet stadig flød ude fra badeværelset. Jeg trak på skuldrene, og vente ligegyldigt min opmærksomhed mod månen.
   Hylede Gollum mon mod månen, eller overlod han det til ulvene?..

Hun løftede glamourøst champagneglasset, og hilste på sin bordherre. Han var vidst et eller andet i forretningsverdenen. Men, det interesserede hende ikke. Det eneste der interesserede hende, var at han så godt ud, og var venlig og høflig. Hans snak var ganske uinteressant: noget om aktiekurser og kvartalsregnskaber. Det var en by i Rusland for hende. Hun smilede det bedste hun havde lært, og så interesseret ud. Spurgte ind til det (uden overhovedet at vide, hvad hun spurgte om!), og fik nogle svar hun ikke forstod. Jeg græmmede mig: hun har ikke engang lyst hår, og se! Her sidder prototypen på en blondinedum tøs, med for mange penge, og for lidt at have det i!
   Han rejste sig, og tilbød hende armen. Hun flagrede med øjenlågene, og tog den henrykt. Kvidrede intetsigende til ham, mens de var på vej op til dansegulvet, og fik en tjener til at tage hendes halvfulde glas.
   Dansegulvet var overbefolket med rige popstjerner, fotomodeller, forretningsmænd, sportsstjerner og groupies. Han trak hende rundt, og hendes elegante, sorte aftenkjole smøg sig perfekt om hende. Hun lignede en drøm, og det vidste hun selv.
   En grib nærmede sig - man kunne næsten se, hvordan sleskeriet drev af ham. Han smilede blændende, blitzen blændede og ligeså gjorde parret. De dansede videre, og gribben tog flere billeder, af flere blændende par.
   Senere på aftenen frøs jeg. Jeg havde lånt en hættetrøje af værtinden, og sad for mig selv, for at få varmen. En del intetsigende celebrities kom hen for at mingle, men hun bad dem skrubbe af, på sin sædvanlige, meget høflige og elegante måde: snak med dem, hvad der svarer til 3 sekunder, og lad så som om, at de er luft. Hvis de bliver pinlige, så find et andet bord.
   Til sidst blev jeg så træt af dem, at jeg bare rejste mig for at gå en tur i den veltrimmede, intetsigende have. Et stykke væk fra festen, selvfølgelig.
   Jeg hørte dog lynhurtigt stemmer. Jeg lod min nysgerrighed vinde, gemte mig bag en busk, og spidsede ører.
   "...jeg er sikker! Det bliver helt sikkert dem! Lad os sætte det op på forsiden! "Supermodel og aktiemillionær sammen!" Hvad siger I? Det bliver perfekt! Vi kommer til at sælge kæmpe oplag!"
   "Ja, særligt nu, hvor hun arbejder på sin modekollektion! En lang artikel, om hendes fantastisk liv! Vi burde også nævne Pamela-skandalen, for at give den et ekstra punch... "Hun burde gøre som sin veninde" - hvad syntes I om den?"
   "Ja, den er fantastisk!"
   Gribbene snakkede videre, og jeg mærkede vreden koge inden i mig. Hvordan kunne de?? Hverken hende eller jeg, så meget som gad tænke på den kedelige snegl! Han var allerede ude af vores liv! Og, så blande Pamela ind i det! Det var stygt...
   Jeg trak blusens hætte op, så den dækkede hele mit ansigt, og samlede en stor sten op, som jeg fandt inde i den busk jeg stod op ad.
   Rædslen stod malet i gribbenes ansigter, da jeg sprang frem fra mit skjul. Jeg svang stenen, og slog kameraet ud af hånden på den ene - ham, der havde fotograferet hende tidligere. Han skreg, og tog sig til hånden. Den anden råbte noget, men i min blodrus hørte jeg det ikke som mere, end et fjernt råb.
   Min fod fandt kameraet på jorden, og jeg trampede på det, så hårdt jeg kunne. Følelsen af knasende mekanik under min fod, fik kuldegysninger til at løbe op ad min rygrad. Jeg borede den sylespidse stilethæl endnu dybere ind i kameraet, og vendte mig mod gribbene - men, de var allerede stukket af. Nogle råbte noget om et overfald oppe fra huset, og det gik op for mig, at det var mig de råbte om - uden at vide, at det var mig. Jeg gav mig selv 3 sekunder til at overveje situationen, før jeg stak af.

Jeg havde fundet på en ny leg: stil parfumeflasker til flere hundrede dollars pr. styk op på en række, på altanens rækværk, og se om du kan ramme dem med æbler. Egentlig var det rimeligt steneren, men jeg anede ikke hvad jeg skulle lave. En krystalflaske, der lignede noget formet af en engel, susede ud over kanten. Jeg hørte den ramme, mange etager nede. Det var nummer... fem!
   Nogen bankede meget hårdt på døren ind til mit værelse, og råbte at jeg med det samme skulle stoppe. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad der skete hvis jeg blev ved hele natten. Jeg kunne jo alligevel ikke sove...
   "Gollum gollum! Hvad siger den, min dyrebare? Ssskal vi ssstoppe? Neeej Dyrebare! Vi hygger os bare lidt; ikke Dyrebare?!?" Det var en sær glæde i at hvæse i stedet for at tale... Jeg kunne simpelthen ikke lade være.
   Jeg smed endnu et æble ud af den åbne dør, uden at sigte, og tøffede endnu en omgang i rummet. Gulvet var dækket af en fint lag vand, foran badeværelsesdøren. Jeg sjappede lidt med fødderne, og følte mig helt Gollum-agtig... Gad vide hvad alle hendes fans ville sige, hvis de kunne se mig nu!!! For dem, var vi jo den samme. Fordi de ikke kendte os indeni - det havde gribbene sørget for, at de ikke gjorde.
   Jeg lagde nakken tilbage, og hylede mod månen. Et langt, gennemtrængende hyl, der skar gennem marv og ben. Jeg tog endnu en slurk af vinflasken i min hånd. Den var snart tom - den havde næsten været fuld, da jeg begyndte at drikke. Et surt opstød slog gennem min hals, og jeg knækkede sammen. Vin er ikke rart, når man har fået alt for meget af det... Gudskelov havde jeg ikke kastet op endnu. Sikke et rod det ville blive!
   Jeg lo højt og bittert. Sikke et rod! Sikke en åndssvag sætning!
   Jeg kom til at kigge ned ad mig selv, og så til min rædsel, at begge mine ben var helt blodige. Jeg havde lange snitsår, der blødte... dumme glasskår! Men, jeg kunne ikke mærke noget. Jeg soppede lidt mere, og så bloddråber løbe ud i vandet, og danne lyserøde ringe.
   Uinteresseret vendte jeg mig bort, og sjokkede videre på min rastløse rute. Jeg kunne næsten ikke holde balancen, så jeg måtte støtte mig til diverse møbler. Jeg løftede flasken for at tage endnu en slurk, men opdagede til min store ærgrelse, at den var tom. Med et skrig kylede jeg den over i hjørnet til skoene, hvor den smadrede mod væggen.
   Nogen råbte noget, og der blev hamret på døren. Jeg opfattede en trussel, der indebar noget med at brække døren op, men jeg ignorerede det.
   Mine armen var stivfrosne, og jeg gned dem for at få varmen. Men, da jeg rørte ved dem, føltes de varme og klæbrige... åh nej, ikke mere blod! Jeg løftede den ene arm, og betragtede den sløvt. Den var helt indsmurt i blod, og havde utallige røde rifter. Jeg betragtede den lidt, og slikkede så forsigtigt lidt af blodet af. Det smagte af jern... jeg skar ansigt, og lod armen falde. Nasty!
   "Åh gud..." Jeg sank en klump, og faldt ned på knæ... Smagen af blod forplantede sig ned gennem min krop, og alt blev tåget...
   "Jeg hader dig!" mumlede jeg grødet. "Jeg hader dig, og alt hvad du står for!
   Red mig! Tag mig væk herfra - til et sted, hvor jeg kan gå i gaderne uden at skulle flygte... åh Gud, hvor jeg hader dig!"

Jeg løb gennem natten. Gaderne virkede uendeligt lange, og mine fødder kunne snart ikke mere. Mit åndedræt var ustabilt, og jeg mærkede hvordan mine lunger snørede sig sammen. Kjolen flagrede om mig, men hætten på hættetrøjen var stadig trukket op, så den gemte hele mit ansigt. Mit hår var sluppet løs af den, og flagrede omkring mig.
   Endelig nåede jeg et taxiholdeplads, og vinkede en bil hen til mig. Jeg satte mig lynhurtigt ind på bagsædet, og mumlede navnet på mit hotel. Taxichaufføren løftede spørgende et øjenbryn, da han så min påklædning og uglede hår.
   "Hurtigt!" snerrede jeg, og han skyndte sig at køre.
   Vi nåede hotellet rimeligt hurtigt - men, åbenbart ikke hurtigt nok! En kødrand af gribbe stod med deres blitzende kameraer, og råbte efter hende.
   "Miss Dani?!? Hvorfor forlod du festen på den måde, og så i utide?!?"
   "Miss Dani!! Kender du noget til overfaldet på journalisterne i haven?!?"
   "Miss Dani?!? ..."
   Miss Dani?!? Miss Dani?!?! MISS DANI??!!??!!
   For helvede!!! Kunne de ikke bare lade mig være i fred??!!??!!
   BARE FOR ÉN GANGS SKYLD!!!!!!!!!!
   Jeg masede mig igennem dem, ligeglad med deres kameraer og dumme spørgsmål. Slog irriteret ud, og ramte en af dem. Mens han tog sig til næsen, der hvor jeg havde ramt, så jeg mit snit til at stikke af. Jeg hastede gennem foyeren, og op til skranken hvor jeg råbte efter mine nøgler. En forvirret receptionist rakte mig dem, og forsøgte at fortælle mig noget om rengøringssituationen - men da var jeg allerede på vej hen mod trapperne. Så hurtigt jeg kunne, hastede jeg op ad trapperne, og nåede til sidst min etage.
   Jeg løb ned ad den lange gang, så hurtigt jeg kunne. Hun skreg til mig, at jeg skulle stoppe, men jeg ignorerede hende. Tvang hende til at løbe videre, og bare overhøre råbene bag mig.
   Da jeg endelig nåede hotelværelset, smertede mine fødder helt sindssygt. Hendes dyre stiletter var ødelagt for stedse. Jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Jeg lænede mig ud over altanens rækværk, og så ud over byen under mig. Den var oplyst af neon og trafiklys, og så selvfølgelig månen. Selvom det larmede øredøvende nede fra dybet, hørte jeg ingenting. Kun månens stilhed.
   Jeg kravlede op på rækværket, og balancerede på kanten. Ti etager under mig brølede byen. Hvis jeg tabte balancen, ville den sluge og fordøje mig, som det vilddyr den var. Så ville gribbene strømme til, for at pille det sidste kød af mine knogler...
   Det iskolde støbejern lindrede smerten i mine dunkende fodsåler. Et svagt spor af blod dækkede rækværket nu...
   Et øjeblik overvejede jeg at sætte af, for at flyve op til månen. Månen måtte have det ligesom jeg... undersøgt i hoved og røv af bedrevidende videnskabsmænd, der ikke tog hensyn til, at den måske havde følelser... Der var garanteret ikke gribbe på månen!
   "Nåh, Dyrebare? Hvad syntes du? Skal vi flyve?"
   Hun hev i mig, for at få mig ned på altanen igen. "Nej! Du må ikke! Jeg - vi - har travlt i morgen! Tænk på alt det vi skal! Dani, lad være!!!"
   Jeg stirrede koldt på hende.
   "Mit navn er ikke Dani - det er Sméagol. Og, du er bare min Gollum... Min Dyrebare, der aldrig vil lade mig være i fred!"
   Hun krympede sig i nattekulden, og rakte en kold, hvid hånd op mod mig.
   "Forsvind!" skreg jeg. "Eller jeg flyver væk, sammen med månen! Du kan jo bare blive her, kan du ikke? Min udødelige Dyrebare!"