"Nåh, dæmon?" Dommeren smilede giftigt til mig fra sin forhøjning og jeg fik myrekryb. Jeg hadede, hadede, når de udtalte ordet 'dæmon' på den der nedladende måde, som om de var bedre end os...
   "Vil du bekende dine synder, og rense dig i det ærlige arbejdes hellige lys - eller, vil du brænde op i det helvede, der er reserveret til De Faldne?" Den støvtørre, grå mand nedstirrede mig hovent.
   Jeg skar diskret en grimasse. "Jeg vælger, oh høje dommer, lysets hellige vej," sagde jeg, højt og klart, som jeg var blevet instrueret til at gøre.
   En forfriskende vind blæste gennem retssalen det øjeblik jeg sagde ordene, og hundrede af øjne, der ellers havde betragtet mig med en nervøs forventning, kunne endelig kigge på andet end dommeren og mig.
   Den midaldrende ridder med det mørkebrune fuldskæg, der stod en stykke fra dommerpodiet og betragtede mig, smilede taknemmeligt og strøg sin moustache. Det gjorde han altid, når han var særligt tilfreds. Hans grå øjne lyste af stabil styrke og tilfredshed, og hele hans kraftige, uniformsklædte krop stod rank. Der var ingen tvivl om, at han havde opnået noget.
   "Så gå med fred - og, lad lyset lede dig på din vej, du frelste synder." Dommeren bankede kort sin domstav i gulvet, og rejste sig fra dommertronen. Hans lange, gyldne gevandter og rituelle hat, fik ham til at ligne en konge lidt - en temmelig træt og udtæret konge. Retssagen havde varet i snart tre timer, og dette var kun det endelige møde. Ridderne og advokaterne havde været begravet i papirarbejde forud for sagen, og der havde været utallige forhørs- og dommøder før dette.
   Jeg kiggede omkring i retssalen, hvor tilskuerne allerede var ved at bryde op. Jeg stod på et hævet podium i midten af den enorme, ottekantede sal, med søjler og højt, kuplet loft. Alt var lavet af mælkehvidt marmor og forgyldt træ, så rummet havde en højtidelig, kvalmende stemning af retfærdighed. Oven over mig hvælvede loftet sig med historiske malerier af engle, riddere og helgener i alle afskygninger; og selvfølgeligt massere af fæle dæmoner der blev spiddet af lanser og styrtet i døden.
   Rundt omkring i salen sad der vidner, advokater, anklagere og jury i forskellige bokse - alle af forgyldt træværk. Der var ingen tvivl om, hvem de repræsenterede. Kongens folk havde klare våbenskjolde broderet på deres kapper, det rigere borgerskab slog sig i dyre, importerede stoffer og englenes repræsentanter var i de samme, hvide dragter. Alle de mange farver lyste og blandede sig i den store sal.
   Dommerpodiet med den enorme, gyldne trone stod lige foran mig, og bag mig var der to enorme, guldbeslåede døre, der førte ud til resten af retsbygningen - og verden, i det hele taget.
   Dørene var blevet slået op og folkene begyndte - snakkende og hændertrykkende - at gå ud af dem. Et kort øjeblik følte jeg mig glemt, som jeg stod alene midt i vrimlen af kappeklædte embedsmænd og snakkende advokater.
   Jeg havde, lige fra sagen var startet, insisteret på ikke at ligne en gemen kriminel, og det havde nok også givet mig en del mere værdighed under forløbet. Jeg havde nemlig også min egen kappe, skaffet en helt særligt fra min fødeby, med min slægts symboler broderet på. Og for at understrege den, var jeg klædt elegant i et mørkerødt sæt tøj, med lange sorte læderstøvler. Måske ikke lige så prangende som advokaternes overdådige rober, men godt nok. Kappen var nok det bedste. Før krigen havde jeg aldrig troet, at jeg frivilligt ville gå med sådan én - men, nu var jeg lykkelig for den. Den var meget vid og lang, så den faldt majestætisk ned bag mig og slæbte elegant hen ad jorden. Den var lavet af sort fløjl med en broderet rød silkekant og smukke, stiliserede omrids af rosenranker var broderet over hele kappen med blodrødt silke. Jeg bar den slynget over den ene skulder, med et langt, rødt tørklæde i halsen, der var sat sammen med et smukt guldspænde. Ekstravagant, men lige hvad jeg havde brug for. Folk forventede ikke at se en velklædt dæmon.
   Jeg følte mig meget værdig mens de mange mennesker strømmede forbi mig. Lige siden min første dag i fangenskab, havde menneskene spottet og forbandet mig, men jeg havde overhørt det. Og jeg vidste at det pinte dem, for de så hellere end gerne deres besejrede, slåede fjende krybe i støvet og angre for dem. For, de vidste at jeg var et magtfuldt væsen - i mere end én forstand. Derfor havde de heller ikke turdet lægge mig i lænker som en anden tyv, da de vidste det ingen nytte ville gøre. Jeg var - ligesom alle andre engle og dæmoner i denne verden - velsignet med magiske kræfter, der gjorde lænker til endnu en bagatel, der hurtigt kunne sprænges med en tanke. Derfor stod der også lige nu en engletroldmand diskret ude i siden af salen, gemt i en grå kutte, og fastholdt mig i et magisk energifelt så jeg ikke kunne bevæge mig.
   Pludselig trådte troldmanden frem, åbenbart på en tavst kommando fra menneskeridderen ved dommerpodiet. Han var nu også på vej hen mod mig, med sikre skridt og et smil på sit skæggede ansigt. Han nåede mig, kiggede op på mig fra gulvet og nikkede veltilfreds.
   "Jeg tror vi kan gå nu, lord Phoelon. Og, må jeg gratulere! Det er et klogt valgt, De har taget!" Han rakte mig hånden, men kom så i tanke om, at jeg ikke var i stand til at tage den, og trak den høfligt tilbage. Jeg nikkede kort til ham. Jeg skulle til at sige noget, men det slog mig at det måske ville være et dårligt tidspunkt at nævne, at ethvert alternativ til min dom ville have betydet døden. For mig.
   "Det var det vel, sir Kareal - ud over, at jeg er æreløs nu. Ingen dæmon vil nogensinde kunne anerkende mig igen efter dette..." sukkede jeg vemodigt, med blikket rettet mod loftshvælvingen.
   Sir Kareal rystede på hovedet. "Om ganske kort tid, er der ingen dæmoner tilbage at bekymre sig om. Hvis De viser Dem værdifuld og trofast overfor os, min herre, kan De endda få Deres frihed tilbage en dag. Tænk bare på det - så kan De tage tilbage til Vittoriaburg og nyde den dér. Jeg er sikker på, at kongen vil gå med til at genindsætte Vittoriaslægten, hvis De gør Deres arbejde hos os ordentligt!"
   Jeg nikkede. "Jeg tvivler bare på, at der vil være noget at vende tilbage til. Desuden er jeg den sidste overlevende Vittoria."
   Sir Kareal viftede mig irriteret væk. "Jamen, så er der endnu mere grund til, at De skulle vende tilbage, ikke? Så kan De blive borgherre, og vi kan sagtens finde en ung adelsfrøken der er villig til at gifte sig med Dem, og videreføre slægten."
   Jeg kunne ikke kvæle et lille smil. Der var tusind adelsfrøkener, der ville give deres ene arm for at gifte sig med mig. Jeg havde modtaget så mange opfordringer fra ivrige fædre gennem tidens løb, at det var blevet hverdag for mig.
   Jeg var nu heller ikke uheldig udseendemæssigt - ud fra menneskernes synspunkt. Jeg havde skulderlangt, kornblondt hår, der krøllede i store, bløde krøller. Mine øjne var store, mandelformede og dybgrønne, og havde et særligt, uskyldigt udseende, der med lidt held kunne narre selv den mest hårdhjertede ridder. Min hud var meget lys - ikke dødningebleg, men stadig lige præcis for lys og regelmæssig til at være normal menneskehud. Hvis jeg blottede mine tænder, kunne man se mine små, spidse hugtænder - en arv fra en fjern vampyrforfader. Ja, jeg var dæmon og stolt af det.
   Dog var jeg selv ikke overlykkelig for mit udseende... jeg så, for at være helt ærlig, ikke særligt dæmonisk ud. Jeg havde arvet min menneskemors menneskeudseende - ikke min smukke dæmonfars dæmonudseende... Og, dog var jeg lige så meget dæmon, som ridderen foran mig var menneske.
   Troldmanden nikkede til sir Kareal der gengældte. Trods engle af natur er høje, stolte væsner, så denne engel meget ydmyg og krumbøjet ud, som han gemte sig under en grå vadmelskappe. Desuden havde vi fået selskab af to riddere i fuldt udstyr, der trådte hen på hver side af mig, skråt bag ved mig. Troldmanden tog opstilling helt bag os, hvor han kunne kontrollere mig. På en ordre fra sir Kareal slækkede troldmanden på mine usynlige lænker, og jeg steg ned fra podiet. Og på endnu en kommando begyndte vi at gå, meget omstændeligt, som om også dette var et omhyggeligt planlagt ritual. Folk gjorde automatisk plads for os, så vi kom hurtigt gennem menneskemylderet i retsbygningens overdådige korridorer. På vejen mærkede jeg blikkene fra de store marmorstatuer af for længst afdøde dommere, placeret som rolige klippetoppe i et frådende hav af travle mennesker. De ædle stenansigter betragtede mig veltilfredst, næsten som om de mumlede: 'sådan, en mindre at bekymre sig om, ' til hinanden.
   Uden for det massive domhus, på en menneskefyldt, brostensbelagt plads omgivet af borgerskabets høje, sirligt udsmykkede byhuse, ventede en vogn og to sadlede heste. Ridderne sprang i sadlerne, og tog opstilling henholdsvis foran og bagved den lukkede karet. Kusken var travlt optaget af at genne en flok nysgerrige drenge væk der stod i vejen. For folk havde stimlet sammen omkring os og gloede åbenlyst på mig, mens jeg ventede på at komme ind i vognen. Jeg valgte at være ligeglad; de havde aldrig før set et væsen som mig, og de ville alligevel aldrig komme til det igen - så, hvorfor ikke lade dem glo lidt? Jeg var jo en dæmon - et af de grusomme væsener, som deres sønner, brødre og mænd var draget ud for at bekæmpe, i en blodig krig, hvor kun halvdelen var vendt tilbage.
   De virkede lidt skuffede over, at jeg ikke havde fem hoveder og horn i panden, og en del råbte ukvemsord efter os. Nogle forbipasserende byvagter fik dem dog hurtigt til at tie stille.
   Endelig var vognen klar og troldmanden trådte ind før mig. Så trådte jeg ind, og satte mig på sædet overfor ham. Han gloede olmt på mig under hætten på sin troldmandskåbe, tydeligvis parat til at stramme sit magiske greb endnu mere hvis jeg prøvede på noget. Så trådte sir Kareal ind og satte sig ved siden af troldmanden, der straks slog øjnene ned.
   Vi var alle tre komplet tavse på turen tilbage til den store ordensborg. Siriusridderordenen, som sir Kareal tilhørte, ejede store, imponerende borge over hele landet, hvorfra de sørgede for fred og almindelig ro og orden. Efter krigen som de havde haft deres store andel i at vinde, var det blandt andet blevet deres opgave at varetage de gamle dæmonherredømmer. Et af dem var Vittoriaburg, mit gamle hjem... noget stak altid til mig, når jeg tænkte på, at lige nu patruljerede Siriusriddere de smukke korridorer og den vidunderlige have, hvor jeg var vokset op.
   Jeg var nemlig ikke bare søn af en hvilken som helst dæmon, jeg er søn af en dæmonherre. Dæmonherrerne var herskere den gang før krigen, på lige fod med engleherrer og den menneskelige adel. Lige indtil nogle fanatikere startede krigen... Borgerkrigen. Den altødelæggende, altomfattende, altopslugende krig, som mennesker og engle havde først mod min slags. Deres påskud havde været mildt sagt åndssvagt: de påstod, at en profet havde spået, at hvis de gik i krig ville en hellig frelser vise sig, og bringe verden i balance for evigt. Mildt sagt noget vås, for de tre racer havde levet side om side i årtusinder, og pludselig, med et trylleslag, var vi monstre. Måske ligger dæmoners retfærdighedssans ikke helt på højde med engle og menneskers, men vi er kun decideret onde, når vi har grund til at være det. Derfor kaldes vi ofte hovmodige og ufølsomme - noget der bestemt ikke pynter på vores ry.
   Jeg husker ikke min far, fra andre steder end malerier og krigsberetninger. Han døde da jeg var meget lille, og efterlod min søster og mig til en sygeligt svagelig menneskemor, foruden en tante og onkel, der endte med at opfostre os. Egentligt var jeg arvingen til Vittoria, men det fik min onkel hurtigt lavet om på, så mine fætre blev indstillet som arvinger. Noget jeg først fandt ud af efter krigen, da de var døde og Vittoria besat. For, vi kæmpede alle i krigen. Også jeg. Jeg var kaptajn, og min opgave var at holde styr på en af de mægtigste dæmonherrers personlige tropper. Ynkelige menneskebønder, tvunget i tjeneste, for en sag der ikke var deres egen. En sag, ingen af os kunne gøre krav på. I mine øjne, havde det været rent forsvar.
   "Lord Phoelon..." Sir Kareal brød ind i min tankestrøm, ganske kort før vi nåede borgen. "Jeg snakkede med min overordnede lige før retsmødet, og han var mere end villig til at lade Dem virke under min kommando. Vores opgave vil blive, at sørge for at slå oprør ned, i den sydvestlige del af landet. Jeg regner med, at vi..."
   Ridderen blev ved med at snakke mens vi kørte over borgens vindebro, ind i den første borggård. Jeg forsøgte at se interesseret ud, men det var svært. 'Du kan rende mig, med dine elendige opgaver', tænkte jeg tvært. Ridderen lød som om, at jeg burde være lykkelig - troede han virkelig på alt det der ævl om, at det øjeblik man svor troskab til deres elendige orden, var man 'frelst'?! Jeg troede i hvert fald ikke en døjt på det, og agtede kun at udføre deres ordre i det omfang min allerede kuperede ære tillod mig det.
   Da vi nåede den inderste borggård, var der en hel komité der ventede på os. En budbringer måtte være redet i forvejen med bud om dommen, for de så alle sammen meget glade ud.
   Da jeg, som den anden efter sir Kareal, trådte ud, blev jeg mødt af et hav af anerkendende blikke. Jeg rankede dog bare ryggen og forsøgte at se ligeglad ud. Det var dog svært, for jeg var ved at dø af grin inden i.
   'Åndssvage mennesker...'
   Da jeg stod overfor den øverste ordensbroder, borgherren på denne borg, mærkede jeg hvordan energifeltet omkring mig gik i opløsning. De havde åbenbart en forventning om, at jeg skulle falde på knæ, eller tage hans hånd, eller sådan noget i den stil. Jeg forblev dog ubevægelig.
   En kort, pinlig tavshed fulgte, men så trådte den øverste ordensbroder frem. Han var en høj, ældre mand, med kort, tætklippet hår. Hans rustning lynede i solskinnet, og ordenens mærke - en sølv stjerne på mørkeblå baggrund - strålede fra hans brystplade.
   Han rakte formelt sin højre hånd frem, men jeg ignorerede den. Træt lod han hånden falde og nikkede til troldmanden, der genoprettede energifeltet.
   "Lord Phoelonceachia af Vittoria, Deres nåde..." Ordensbroderen bukkede let, og jeg smilede. Sådan skulle det være. "Vi er meget tilfredse med Deres valg. De kommer til at spille en vigtig rolle, i genopbygningen af dette land. Men, for at fuldbyrde dommen, må De sværge troskab til vores orden. Vi har valgt, at lade ceremonien begynde med det samme - vi har travlt, og der er ikke tid til mere papirarbejde. Jeg går ud fra, at De har studeret de nødvendige dokumenter, og lært den nødvendige formel?"
   Jeg nikkede. "Ja, Deres nåde. Jeg er rede."
   "Godt." Ordensbroderen syntes at vokse et par centimeter, mens han højtideligt hævede sin ene hånd foran sig. En stor sølvring med ordnens våbenskjold gnistrede kort i solen. "Så knæl..."
   Energifeltet faldt og modstræbende faldt jeg på knæ. Jeg bøjede hovedet, så det eneste jeg kunne se, var ridderens skosnuder og brostenene. Hans støvler var næsten så blankslidte, at læderet skinnede om kap med sporene.
   Han lagde hånden på mit hoved og begyndte at fremsige hans del af eden: "unge ridder - du er kommet til os med fred, for at tjene lyset. Er du rede, til at tjene vores konge, vort broderskab og den hellige stjerne Sirius?"
   "Ja, deres nåde," fortsatte jeg, som jeg skulle og betragtede hvordan hans støvle vippede. "Jeg er her med et åbent hjerte og rene intentioner, og ønsker blot at tjene. Vil I acceptere mig i jeres rækker?"
   "Ja, unge ridder." Vægten af hånden blev fjernet fra mit hoved. Ridderen langsomt tilbage, med meget afmålte skridt. "Rejs dig, og tjen din konge, dit broderskab og din hellige stjerne Sirius med ære!"
   Jeg tog en meget dyb indånding, før jeg rejste mig. Klapsalver strømmede mod os, fra den kødrand af riddere der omgav os. Nogle øjeblikke stod de alle stille, afventende med øjnene på den øverste ordensbroder. Han klappede højt i hænderne og mængden gik i opløsning. Endnu engang følte jeg mig glemt midt i det hele. Indtil Sir Kareal kom hen til mig.
   "Og det var så det..." mumlede jeg så lavt, at ingen kunne høre mig. Det var kun eftermiddag, men jeg havde allerede krøbet to gange i støvet for de elendig mennesker.
   Sir Kareal smilede om muligt endnu bredere, end han havde gjort i retssalen. "Nåh, lord Phoelon - eller, der er jo sir Phoelon nu! Vi har en sidste ting der skal gøres, så kan De trække Dem tilbage."
   "Og... hvad er det så?" jeg vendte mig langsomt og kiggede spørgende på ridderen.


* * *
   "Du får mig ikke til det - jeg nægter!"
   Jeg krydsede armene over brystet og stirrede ondt på smeden der stod foran mig. Sir Kareal sukkede træt."Du bliver nødt til det, Phoelon..." For at ligge en dæmper på mig, trådte han ind foran mig, for at afskærme den forskrækkede smed fra mig.
   Jeg sendte ham et svidende blik, lige dele for hans uforskammede tiltale og latterlige forventning om, at jeg ville bære en magisk lænke frivilligt. Han trådte uvilkårligt tilbage, og skævede til troldmanden, der stod og gemte sig i skyggerne.
   Vi var i en snusket smedje i den yderste borggård. Sir Kareal havde hevet mig herud, så jeg kunne få en såkaldt magisk lænke - eller, ekstra sikkerhedsforanstaltning som han kaldte det - på. En slavering som det hed, der hvor jeg kom fra. Et magisk smykke, der sørgede for at den der bar det var bundet til at gøre hvad den der kontrollerede smykket ønskede.
   Meget bestemt trådte jeg tilbage, med armene helt oppe i armhulerne, som om det kunne forhindre dem i at lænke mig.
   Ridderen rystede på hovedet. "Så er der kun én udvej - det gør mig ondt, men der intet andet at gøre."
   "Hvad..." Jeg trådte endnu et skridt tilbage, desperat på udkig efter en flugtvej. Jeg kunne ikke - måtte ikke, bære en slavering! Jeg havde allerede ydmyget mig selv alt for meget i dag... De eneste der bar slaveringe var slaver - og dermed undervæsener. Slaver var æreløse og jeg ville blive sidestillet med en slave, hvis jeg frivilligt gik med til at bære en sådan ring. Måske var den med æren ikke nogen god undskyldning længere, men der var stadig langt for mig at synke, før jeg var helt nede hos slaverne.
   Før jeg vidste af det, stod der to bredskuldrede riddere i døråbningen. Jeg vendte mig om for at finde en anden vej ud, men blev fældet af en energiudladning fra troldmanden. Jeg udstødte et fortvivlet brøl, da jeg landede på min højre skulder. Knoglerne skurrede ubehageligt mod hinanden og der lød et sagte smæld, efterfulgt af en skarp smerte. Febrilsk greb jeg efter en forhammer der lå på gulvet med min frie, venstre hånd, men en tung fod landede på mit håndled, lige da jeg fik fat i det sodede skaft.
   Jeg kiggede op og fik øje på sir Kareal, der tårnede sig over mig. Han pressede mit håndled ned i jorden, indtil jeg gav slip. Jeg gispede af smerte og mærkede hvordan følelsen langsomt forsvandt fra fingrene, mens hans støvle maste håndleddet ned i det beskidte stengulv.
   "Ydmyg ikke Dem selv mere, milord... De aner ikke, hvor meget dette smerter mig." Sir Kareal kiggede ned på mig. Hans stålgrå øjne var bedrøvede og han havde en skarp rynke i panden, som om han rent faktisk havde sympati med mig.
   "Det største ydmygelse ville være, at give efter for Deres afpresning, sir Kareal," snerrede jeg, med min mest bidske stemme.
   "Nuvel..."
   Nogen sparkede mig hårdt i siden så jeg rullede om på ryggen. Selvfølgelig landede jeg på min dårlige skulder, der endnu engang gav en ubehagelig lyd fra sig. Smerten lammede mig. Jeg bed tænderne sammen og lukkede øjnene. Smagen af jern lå tungt i munden på mig.
   "Vær forsigtig..." Sir Kareal vendte sig mod ridderne, der nu var kommet hen til os. Det var en af dem, der havde sparket mig. "Jeg tror hans skulder er gået af led... se om I kan få ham op, uden at gøre slemt værre. Vi skal af sted allerede i morgen, og jeg ønsker ikke at påføre ham for meget smerte..."
   Jeg fnøs. Mennesker var blødsødne - den ultimative grund til, at de var så længe om at gøre ting. Deres største svaghed, der desuden var fænomenal at udnytte...
   Ublidt rev ridderne mig op på knæ, den ene med et godt tag i min venstre skulder. Jeg faldt forover, så luften næsten blev slået ud af mine allerede mørbankede lunger. Den anden tog et fast greb om min højre hånd og tvang den op at ligge på ambolten, som jeg nær havde slået hovedet på, da jeg faldt.
   Jeg havde dog stadig et es i ærmet - jeg samlede en smule magisk energi - lige præcis så lidt, at troldmanden ikke opdagede det - og rettede det mod knæhasen på den ridder der holdt mig. Han brølede af smerte da jeg ramte en sene, og med en krampe knækkede han sammen. Lynhurtigt trak jeg min højre hånd til mig. Jeg gjorde et arrigt forsøg på at sparke den anden ridder, men han undveg dog elegant og pressede mig brutalt ned i det støvede gulv. Jeg hostede ubehjælpeligt, i et forsøg på ikke at blive kvalt.
   Med et fast tag i mit hår, trak en eller anden mit hoved tilbage. Jeg klynkede af smerte. Sir Kareal kiggede bedrøvet ned på mig. Det var ham, der holdt mit hår.
   "Jeg beder Dem, lad nu være, så vi kan få dette overstået," sukkede han. Bestemt greb han min højre hånd og lagde den på ambolten. Det var umuligt for mig at bevæge fingrene den mindste smule, for det virkede som om han havde samlet hele sin styrke i grebet. Jeg kneb øjnene sammen for at kvæle tårerne, da smeden begyndte at arbejde. Af frygt for at han skulle ramme mine fingre holdt jeg op med at gøre modstand.
   Han lagde et bånd af koldt metal rundt om mit håndled, og begyndte at bolte det sammen så det ikke kunne lukkes op igen. Jeg vidste, at selvom det ikke sad særligt stramt, ville det være umuligt at få af igen. Den eneste mulighed for at få det af, var ved at bryde fortryllelsen, hvilket ikke var helt nemt. Og først da kunne man save armbåndet af.
   Da de var færdige, var jeg så træt at jeg knapt kunne stå. Hele min krop smertede da Sir Kareal ublidt hev mig på benene.
   Bestemt ignorerede han mine vrede udbrud og hankede op i mig. Jeg husker kun tåget turen hen over gårdspladsen og gennem borgens korridorer, hvor han halvvejs slæbte mig, hele vejen op til mit værelse.