Hun dansede let ud over de gyldne marker med et let, saligt smil på de fugtige læber. Sommerbriserne var kommet, og hun trippede med flyvende skridt ud over enge og hoppede fjerlet over smalle vandløb. Omkring hende kunne man se skove, viltre og fuldt af mørkt krat, men der hvor hun var, der var der kun lys og farver. Hun følte sig som hovedperson i en film uden handling, uden ende. Hun følte sig som den smukke skuespillerinde, som alle bedårede og beundrede. Hvem turde sige hende imod, som hun løb der, kådt med en lys sommerkjole og en blomst i håret, smilende og med glimtende øjne.
   Hendes navn var hemmeligt for folk, der ikke kendte hende, men hun kaldte sig selv Olivia i offentligheden. Hun var smuk. Hendes hår var mørkt og hendes øjne himmelblå af den slags, hvor skyer kan spejle sig i. Hendes fingre lange, slanke og ligesom resten af hende, smukke, betagende, fortryllende. Enhver ung mands drøm, skønt hun var som de disede tåger af disse behagelige drømme: Vidunderlige og nærmest hypnotiserende, og væk så snart solen havde bevæget sig lidt længere henover himlen. Det bekymrede hende ikke, for unge mænd var slet ikke hendes interesse, specielt ikke de forelskede af slagsen. Hun gik mere op i poesi og kunst, og mange drenge havde forsøgt sig med dette uden held. Hun kunne lide god poesi og smuk kunst, og ingen af de bejlende havde haft et virkeligt talent. Hun var vitterligt en muse for mange, men som det siges - alle kan skrive men ikke alle kan skrive godt, og det var det hun jagtede. At ligge under de hvide, drivende skyer og læse digte højt for sig selv med forskellige tonefald. Når hun gjorde dét var hun smuk. I det hele taget var hun smuk hele tiden. Hun kunne stille sig på engen med Shakespeare i hånden og fremføre Romeo og Julie, og i skikkelse af hendes lyse stemme kunne "Did my heart love till now? Forswear it, Sight, for I never saw true beauty till this night" lyde over blomsterne og græsset, indtil hun med en grimasse kunne finde på og rømme sig, ryste på hovedet og lade stykket fremføre for sig selv med et nyt tonefald. Hun digtede også selv og engang imellem kunne en lys, befriende latter forstyrre roen på engen.
   Sådan var det også den dag. Hun løb med Shakespeares Romeo and Juliet under armen i solskinnet, og dansede hele vejen ned til engen. Hendes kjole snurrede og løftede sig med hende, men det generede hende ikke.
   Da hun ankom til den sædvanlige eng, smed hun sig på græsset og slog op på den side, hvor hun var nået til dagen i forvejen. Hendes mor havde med bekymring bemærket, at hun ikke nogen rigtige venner havde - hun havde leet og med et smil på læben repliceret, at så længe solen var på himlen og månen dukkede op om natten, så behøvede hun kun sin Romeo and Juliet.
   "Hvad med at finde en sådan Romeo, kære, sommerferien er snart slut og du er trods alt seksten."
   "Jeg skal nok finde min Romeo, men han er ikke dukket op. Haster det?" Hendes mundvige havde hævet sig til et lille smil, og moren havde rystet på hovedet. Hvad skulle der blive af hendes datter, der kun interesserede sig for Shakespeare og sommerdage?
   Olivia troede ikke rigtig på forelskelser, kun på ægte kærlighed - som den hun fremførte med liv og sjæl på den solbeskinnede eng.
   Hendes blik faldt på siden, og hun læste højt for sig selv, skønt hun kunne det i hovedet efterhånden.
   "If I profaine with my unworthiest hand this holy shrine, the gentle sin is this," fremsagde hun med teaterhvisken og et saligt smil. "My lips, two blushing pilgrims, ready stand to smooth that rough touch with a tender kiss."
   Omkring hende hviskede græsset med hende i vinden, sommerbriserne, og hun følte et strejf af lykke, som hun læste stykket højt for sig selv. Hendes stemme skiftede klang og lyde efterhånden som hun nåede gennem de forskellige personer i tragedien: Mercutio med hans mørke, robuste stemme; Romeo med den en smule lyse stemme, men dog med alle toner - den kunne være lys som mørk; Juliet med den lyse stemme, som Olivia blot brugte sin egen til.
   Hun dansede omkring og plukkede blomster, og hun kastede med dem som stykket skred frem, indtil pludselig en stemme fandt vej ind i hendes boble af lykke og ekstase.
   "Oh."
   Hun drejede omkring, overrasket, og væltede næsten ind i den unge mand, der havde sagt det. Han havde lyse øjne og lys hud, men hans hår var mørkt; hans fingre var lange og slanke - kunstnerfingre - og han havde et smilehul på venstre kind. Hans markante træk gav ham et fint udtryk, næsten som en dukke.
   "Hej."
   "Hej," svarede hun.
   Hun smilede med et strejf af forlegenhed, og lod sine hænder falde ned langs siden. Hun lagde mærke til hvor akavet hun stod, og hun rankede ryggen for at føle sig værdigere.
   Han rømmede sig.
   "Hvad hedder du?" Drengens blik var vurderende, men dog venligt. Omkring hende susede vinden i hendes ører, selvom hun ikke vidste, hvorvidt det virkelig var vinden eller blot den unge mands tilstedeværelse.
   "Jeg hedder... Victoria," mumlede hun og hævede så stemmen. "Men det er ikke mit rigtige navn."
   "Ikke?" Hans vurderende blik blev erstattet af et undrende.
   "Nej, det er kun en facade, ligesom de facader, jeg spiller. Det er vel bare skygger af personer, en brik af et puslespil."
   Han studsede over hendes lyriske måde at udtrykke sig på. Den var unormal, men unormal på en speciel måde, der igen var behagelig. Han var glad for at møde en, der turde være sig selv.
   Hans blik faldt på bogen, og han samlede den nysgerrigt op. Hun lod ham læse det stykke, hun var nået til, før hun snuppede den ud af hans hænder.
   Han kiggede lidt på hende, tøvende, men spurgte så:
   "Hvad hedder du så - rigtigt?"
   "Mit navn er vel ukendt for dig." Hun smilede. "Du kan kalde mig alt, hvad du har lyst til. Mit sande navn vil du først komme til at kende - eller erkende - når du har opdaget, hvem jeg er."
   "Ja... Øh..." Han stirrede et øjeblik på hende som kom hun fra en anden planet og erkendte, at han måske ikke helt havde vidst, hvad han gik med til, da han besluttede sig for at afbryde hendes dans og skuespil med solen.
   Hun så op på himlen. Tiden var gået stærkt, og over dem hang skyerne, mørke og truende, og væk var den glød, der havde præget landskabet for et par timer siden. Træerne virkede helt oplivede, som havde de manglet vand i hundredvis af år, alt imens fuglesangen og insekternes gnistrende lyde forstummede, da de første dråber begyndte at falde. Hun hørte kun vindens susen og fik lyst til at brede armene ud og synge.
   "Det begynder at regne." Hun drejede rundt, lavede en lille piruet og så på ham med et let, utolkeligt smil. "Vi må nok hellere se at komme hjem."
   Han nikkede blot.
   Omkring dem bredte duften at friskhed og regn sig, og hun drejede rundt igen og begyndte at danse. Hun lavede et spor gennem græsstråene, og hendes skridt lavede dumpe, knasende lyde.
   "Victoria?"
   "Mmh?" Hun vendte sig pludseligt, og han var ved at støde ind i hende.
   "From my lips, by yours, my sin is purged," mumlede han og listede sig tæt på hende og kyssede hende blidt og hurtigt.
   Hun smilede af hans jammerlige forsøg på at fortsætte hendes skuespil, og hun tog hans hænder og svarede:
   "Then have my lips the sin that they have took."
   "Øh." Han så tænksom ud mens han forsøgte at huske den næste replik, der havde stået i bogen, men han havde glemt den.
   Victoria fnes og tog hans ansigt mellem sine hænder, og kyssede ham blidt. Regnen drev ned af deres ansigter, mens kyssene varmede deres læber.
   Et lyn splittede himmelen i to, og få sekunder senere overdøvede tordenen selv vindes susen, der havde taget let til.
   "Hvad hedder du virkelig?" Han smilede fortsat til hende, tog hendes hånd og løb af sted med hende.
   "Mit navn?" råbte hun til svar for at overdøve det næste tordenskrald. "Jeg hedder Juliet."
   "Gør du?" Han drejede hovedet.
   Hun nikkede, mens en sprudlende latter banede sig vej op gennem hendes hals.
   I sommergræsset lå Romeo and Juliet, efterladt, og da hun løb hjem manglede hun den ikke. Hun havde kun øje for ham, og hun mumlede lykkelige lyde som hun løb der over engene med tomme hænder og et sæt glimtende øjne.
   "Og du? Du må være Romeo!"