Solen skinnede ned mod den frodige jord og hjalp planterne med at vokse sig store og smukke. Vinden var frisk og førte en duft af friske blomster og frisk bjergvand med sig. Det gav en rolig aura i den tætbevoksede skov, og en beroligende effekt på alle levende væsner i skoven.
   En ørn skreg sit skrig udover bjergene mens den kredsede højere oppe på himlen. Den havde fundet en luftstrøm, som nu hjalp den med at blive oppe uden at den behøvede at baske med sine store vinger hele tiden.
   Den svævede over den store dal, hvor nogle hytter dannede en landsby. Små bitte prikker gik frem og tilbage, disse prikker var mennesker som levede idyllisk i fred.
   Nogle kilometer bag landsbyen stod nogle bjerge tæt sammen. De omringede dalen neden for foden af dem. De skjulte dalen for nysgerrige blikke, og et tons (andet ord!) af mennesker som sikkert ville gøre landsbyen til sted hvor turister ville kommer, og bliver så de kunne undersøge det smukke bjerglandskab, der ville omringe dem.
   Barnelatter lød lige i udkanten af skoven, tæt på landsbyen. Tre små børn kom styrtende ud ad skoven og løb så videre rundt i landsbyen, rundt mellem benene på folk. Men menneskerne så ikke ud til at tage sig af det, de havde vigtigere ting at tage sig af.
   Og det var normalt at børnene løb rundt og legede ligeså snart at de ikke blev trænet. Børnene løb videre, rundt imellem mennesker, dyr og hytterne. De var hurtige nok til at undgå de værste forhindringer.
   "JEG SKAL NOK FANGE JER!" blev der råbt fra den bagerste af de tre børn. En ung dreng, som havde et frækt udtryk i sit ansigt. Han jagtede en pige og en anden dreng. De grinede og smilede i hele hovedet. Det stod tydeligt i deres ansigter at det hele kun var for sjovt.
   De havde stadigvæk det høje tempo på, da de løb hen i den del af landsbyen hvor de mere vise personer boede, de ville helst have at der var ro der. Men nogen gange var der undtagelser.
   "Jeg skal nok fange jer, Cicilia og Nick," råbte drengen endnu engang. Cicilia så over sin skulder, hun havde et stort smil smækket på sine læber da hun mødte hans øjne. "Ha! Selv en skildpadde kan løbe hurtigere end dig!" Så satte hun farten op, så selv Nick skulle anstrenge sig noget mere for at følge med.
   "Cicilia, tror du det var en god ide at sige det til ham? Du kender jo Micheal - han kan jo have en anelse svært ved at styre sit temperament, ligeså snart at der bliver sagt sådan noget," hviskede Nick, mens de fortsatte med at løbe. Cicilia kom i tanke om det Nick havde sagt, han havde jo ret. Hun kiggede en anelse forsigtigt over skulderen og så hvordan Micheals frække ansigtsudtryk var blevet mere irriteret og der var en anelse træk af vrede.
   Cicilia sank en klump, der havde sat sig i hendes hals. Micheal var meget bedre til at kæmpe end hende, hun glædede sig ikke til at få bank af ham, hvis det skulle gå så vidt.
   De forsatte deres løben imellem alle de forskellige hytter, og de kunne begynde at se at de var på vej hen imod træningsområderne. De kunne høre slag og træ, der blev knækket over, og lyden at en streng, ældre mandestemme. Den var hård og bestemt.
   Cicilia og Nick satte farten ned da de kom til at stort krat, der stod imellem hytterne og træningspladserne. Til sidst stod de helt stille og kiggede med store øjne hen på den ene af træningspladserne. Micheal så sit snit til at få fat i Cicilia, men han kunne ikke forstå hvorfor hun ikke reagerede på hans kommen. Hun plejede at være hurtigt til at mærke om der var nogen som kom i nærhedens af hende.
   Så han lod sin plan falde lidt i baggrund, og fjernede så nogle af de blade, der hang i vejen for hans udsyn. De tre børn stod og kiggede ihærdigt på en pige, der var lidt ældre end Cicilia og Nick. Hun havde langt hvidt hår, med nogle røde striber i. Hendes øjne var en mørk magenta farve. Hendes hår var sat op i en lille pjusket hestehale, der strittede ud til siderne der hvor elastikken sad.
   Hun lavede end masse øvelser med hele sin krop. Sveden løb ned ad hende og man kunne se hvordan hun arbejdede med hver eneste lille bevægelse, så de blev fuldstændig rigtige. Hun havde et par løse sorte bukser, der gjorde at hun kunne lave en masse bevægelser uden at de ville gå i stykker. En rød t-shirt sad på hendes velformede overkrop. Et par sorte handsker, der stoppede ved fingrene og havde et hul i midten, beskyttede hendes håndflader så godt som muligt. Selvom hun selv kun var et barn, var hun allerede stærk og klog af sin alder.
   "Synes I ikke at master Iron er begyndt at træne Kaari meget og hårdt for tiden?" spurgte Cicilia undrende, uden at fjerne sit betagede blik fra Kaari, der var i fuld koncentration. "Jo, meget. Hun er blevet taget af holdet, hun træner alene nu. Det plejer man normalt ikke at gøre før man er virkelig god," svarede Micheal, som var på alder med Kaari.
   Nick var stille, han havde samme spørgsmål, men ingen af dem kendte svaret. Iron havde altid være Kaaris master, og han kendte hende godt, det vidste han. Men Kaari var en mystisk pige, der havde nogle utrolige evner inde for kamp. Hun havde altid været en pige, som var meget alene, da hun ikke var meget for at lege som de andre børn. Selvom hun blot var syv år.
   Micheal lagde sin hånd på Cicilias skulder for at kunne finde balance, mens han rejste sig op på tå, for at kunne se noget mere. Men Cicilia, som ikke havde ventet det, mistede balancen og røg fremover. Micheal røg med, lige ind i krattet og ud på den anden side hvor den træningsplads Kaari øvede på, var.
   Cicilia og Micheal lå oven på hinanden, i kluddermor. Viklet ind i hinanden kiggede de nervøst på Kaari, der var stoppet med sin træning, og nu så på dem. Hendes blik var koldt og nærmest bidende. Det gav et sæt i dem da deres øjne mødtes med hendes. De havde aldrig troet at hendes blik ville havde været sådan at se på. De mærkede hvordan en iskold rislen løb ned ad deres rygge, og nakkehårene rejste sig.
   Bagefter hørte de hvordan lyden af hurtige skridt nærmede sig dem, og de skyndte sig at kludre dem selv ud. Da hver især sad på jorden, en anelse fortumlet, så da Kaari komme helt tæt på dem. De fór sammen og med et bare utrygge blikke kiggede de på hende. Pludselig var hendes øjne ikke de samme vinterkolde øjne, som de havde set.
   De var blevet milde og indbydende. De blev overraskede over at hun kunne skifte karakter på så kort tid. Det forekom unaturligt at det kunne lade sig gøre.
   Kaari kiggede lidt på dem, men rakte så sin hånd til dem, som hjælp. Men inden Cicilia nåede at tage den, lød der en streng stemme bag Kaari.
   "Kaari, hvad pokker laver du? - Kan du så kommer igang igen, du har stadigvæk to timer tilbage af din træning." Kaari trak hurtigt hånden til sig, og vendte sig om og så sin master stå lige bag hende. Hans blik var gennemborende og ubehageligt at se på. Cicilia og Micheal rystede af skræk. Det var Master Iron, der stod og kiggede ned på dem, med sine øjenbryn i et skarpt V.
   "Hvad laver I her? - Kan I så forsvinde... Og det omgående!" Det tog ikke lang tid for Cicila og Micheal at få rejst sig op og skynde sig væk fra træningspladsen. Cicila lagde mærke til hvordan Kaari igen forandrede sig til den iskolde person, som de først havde set hende som. Han var ved at ødelægge den glade pige der er indeni hende...

"Kaari, jeg er meget skuffet over dig!" Kaari mærkede hvordan det gav et stik i hendes hjerte, at høre at hendes master var skuffet over hende var noget af det værste hun vidste. - "Jeg troede du havde hvad der skulle til, uanset om der så er nogen der er ved at død ved siden af dig, skal du fortsætte! Fortsætte siger jeg dig!" Kaari strammede sin ene knytnæve så hårdt at hendes negle begyndte at bore sig ind i hendes hud.
   Hun følte et indre had, et had der var så stærkt at det var begyndte at æde hende indefra. "Vi siger tak for i dag, Kaari, du er allerede træt, det burde du ikke være efter tre timers træning, du burde mindst holde fem timer, og jeg siger mindst!" Hun bukkede kort med sin overkrop, hendes master bukkede igen, og vendte så ryggen til hende. Hun begyndte roligt at gå hjemad, det var ved at blive mørkt. Hun nød den lette brise, der strøg forbi hende, og kølede hende lidt ned.
   Hun var hurtigt hjemme. Men hun skulle forbi mange hytter inden hun kom der hen, da hendes hytte lå næsten i centrum af byen. Der var stadigvæk en masse mennesker ude, da det var sommer, så vejret var dejligt lunt. Der var ikke mange mænd ude, men hun vidste godt at det var fordi at der var møde for mændene i den hytte hun boede men sin familie i, for hendes far var den der bestemte mest i den lille landsby.
   Hendes sind var lukket for det meste, siden sidste møde havde de fleste behandlet hendes anderledes. Mere hårdt og koldt, som om at hun ikke havde brug for venner. Hun følte sig forladt, hendes far var blevet hård, og gjorde tit så hun slet ikke kunne snakke eller se sin mor. Hun vidste at der forgik noget lumsk men hvad, det anede hun ikke.
   Hun var bange, bange for hvad der skulle ske. Hun forstod ikke hvorfor hun blev trænet så hårdt, hvorfor hendes master havde forandret sig så meget, fra at være den forståelige og vise person, til en hård, kold og grusom person. Hun havde det som om at hans mission var at ødelægge den pige hun var. Som om at hun skulle forandres til en grusom person, der kun skulle gøre forfærdelige ting.
   Hun stoppede op, hun rystede voldsomt på hovedet, og prøvede at fjerne sine sorte tanker, men de havde et fast greb i hendes sind. Hun kunne mærke at der var forandringer på vej, og de var ikke gode. Hun havde sine øjne lukkede da hendes tanker kredsede rundt i hende, uden at ville forsvinde lige med det samme.
   Da hun åbnede sine øjne så hun at hun stod foran hendes hjem, hun tog roligt sin hånd hen imod dørhåndtaget. Men trak den hurtigt til sig, hun rystede voldsomt. Hun holdt sine skælvende hænder frem foran sig, så hun kunne se på dem. Hun kiggede forskrækket på dem, hun havde ikke forstillede sig at tankerne ville påvirkede hende sådan.
   Hun så hvordan hendes hænder havde forandret sig, rifter og sår prydede dem, men det var ikke det hun så. Hun så hvordan hendes hænder var perfekte til at slå andre ihjel, til at gøre ting, som ikke burde være mulige. Hun kiggede lidt ned ad sig selv, det var hele hendes krop som var blevet forandret. Hun var næsten bange for at se sig selv i et spejl, for at se om hendes ansigt også var forandret.
   Hun stod stadigvæk med sine hænder fremme, da hun hørte hvordan tordenskyer nærmede sig dalen. Himlen var blevet sort og grå, overskyet og torden begyndte at brage løs oppe på himlen. Regnen begyndte roligt at falde ned, men hastigheden blev hurtigt forøget. Regnen silede ned i hele området. Et lyn flænsede himlen et sted oppe ved bjergene, men det var ikke det som fangede Kaaris opmærksomhed. Hun var ikke bange for det. Regnen gennemblødte hende, hendes hår hang slapt ned ad hende, pandehåret klistret til hendes ansigt. Jorden blev hurtigt til mudder. Det hele stod i et.
   Kaari tog roligt sine hænder ned langs siderne, og så spejlbilledet nede på jorden. For hendes fødder havde en vandpyt dannet sig og viste nu hendes ansigt. Hun blev selv forskrækket, hun troede virkelig at hun viste at hun så trist ud, men hendes ansigt var følelsesløst. Det var koldt og hendes blik var gennemborende. Hun gik nogle skridt bagud, så vandet sprøjtede op ad hendes ben, hvor hendes bukser allerede klistrede sig på hende.
   Hun løftede sit blik op og kiggede hen imod hendes hjem. Et blødt lys stømmede ud på gaden og gav et behagelig skær udenfor. Hun kunne høre hvordan mandestemmer snakkede ihærdigt indenfor, om alle mulige ting. Men hun var ligeglad, hun var ved at blive forandret, og var allerede lidt forandret.
   Hun var allerede ødelagt for meget i sit sind til at kunne overskue at finde ud af hvem hun i virkeligheden var. Hun var blevet fremmed for sig selv, for alle andre. Der var ingen der kendte hende mere. Hun var blevet en fremmede, selv for hendes egen familie.
   Hun rystede endnu engang på hovedet, hvorefter hun satte i løb, hun ville væk fra byen. Men hun nåede kun nogle få meter væk, inden hun hørte en kalde på sig. Hun kunne genkende stemmed med det sammen, og stoppede op. Men hun vendte sig ikke om, hun havde sine øjne knebet sammen og sine hænder knyttet hårdt sammen. Hun rystede en anelse men ikke fordi hun frøs.
   "Kaari, hvad laver du dog derude, kom dog ind." Stemmen var rolig, indbydende, og behagelig at høre på. Hun vendte sig roligt om og så hvordan hendes mor stod i døråbning og ventede på at hun skulle komme hen til hende. "Ved hun overhovedet noget om hvad der forgår?" lød Kaaris tanker, da hun kom hen imod sin mor. "Din far og nogle af de andre mænd holder møde inden i spisestuen," lød det endnu engang fra hendes mor. Kaari hørte ikke efter, for hun vidste det i forvejen.
   Hendes mor flyttede sig fra døråbning så Kaari kunne komme ind. Vandet løb ned ad Kaari, da hun stod midt inde i entreen. Hun så ikke sin mor ind i øjnene da hun gik forbi hende, og videre hen imod køkkenet.
   "Kaari, hjælper du mig ikke med at stille det her ind på bordet til din far og de andre mænd?" Kaari kiggede hen imod hende, det var ikke det hun ville, men hun havde ikke noget valg. Hun var nødt til at holde lav profil om sin forandring i sit sind og væremåde. Hun nikkede stille og gik hen til sin mor. Men hendes mor kiggede noget skeptisk på hende.
   "Skynd dig op og skift dit tøj, så kan du hjælpe bagefter." Kaari nikkede og gik så hen imod trappen. Men hun stoppede op da hun nåede forbi døren til spisestuen. Døren stod en lille smule på klem, så hun kunne lige høre lidt af det de sagde derinde.
   "Vi bliver nødt til at gøre hvad han siger, jeg har prøvet at få lavet aftalen om, men han holder fast, han vil have hende!" Kaari kunne ikke genkende stemmen, men hun forstod heller ikke helt hvad de snakkede om. Hun blev stående og lyttede mere intenst efter.
   "Kaigo, vi føler med dig, men vi har intet valg. Iron er allerede begyndt at træne hende som Katuro sagde vi skulle, så hun ville være klar til deres træningsmetoder..." Et suk lød fra Kaigo, han var ikke vild med at skulle gøre det, men han var nødt til det. "Vi må gøre det. Hun skal nok klare det." Kaari kunne genkende Irons sprøde og ru stemme. Hendes tanker begyndte endnu engang at blomstre op. "Det passer alt sammen, det kan kun være mig de taler om," tænke Kaari mens hun lod sit blik glide ind i sprækken imellem dør og karm. Det varme lys ramte svagt hendes ansigt da hun kiggede.
   Hun så sin far, Kaigo, sidde med et alvorligt ansigt. Hun kunne se at han tænkte meget alvorligt. Han forandrede sig i hendes nærhed, det vidste hun. Han grinede ikke mere når hun var der, han var hård, kold, frastødende. Det var som om at han prøvede at have mindst muligt at gøre med hende.
   "Det er aftalt, Iron, hun skal nå op på de fem timer i morgen, der er ingen undskyldninger, uanset om hun så er kommet til skade, du ved hvad du skal gøre."
   Kaari fik sin teori bekræftet da Kaigo sagde det. Hun vidste at det var hende de talte om. Hendes hænder begyndte at ryste en smule igen. Hun gik nogle skridt bagud. Hun kiggede forskrækket ned på gulvet da det begyndte at knirke voldsomt, hun vidste uden tvivl at hendes far og de andre mænd havde hørt det.
   "Hørte I det? Det kom derude fra!" Kaari stivende, nu ville hun blive opdaget, hvad ville der så ske med hende. Men hendes tanker blomstrede stadigvæk inden i hende, hun vidste at noget af det de snakkede om var at hun skulle sendes væk, men hvorhen vidste hun ikke. Hun havde aldrig hørte om denne mand, Katuro.
   Fra det forskrækkede ansigt som hun havde før, blev hendes ansigt koldt og følelsesløst. Hendes muskler blev spændte, vrede og had som havde vokset i hende de sidste par uger, var det eneste som meldte sig på hendes ansigt. Hun hørte hvordan døren gik op, og hvordan nogle overraskende blikke så på hende.
   Hun kiggede op fra gulvet og så direkte ind i sine fars øjne, han blev forskrækket over at se hvordan hendes forvandling var endt. Hun var hans datter, men den pige han så på nu, var ikke den pige han kendte. Og det vidste hun, han, Iron, de andre mænd der sad inde i rummet.
   "Kaari...du..." Kaigo gik i stå. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Men da han så hvordan vandet løb ned ad hende, fandt han på noget at sige.
   "Kaari, gå op og tag et bad, og få noget tørt tøj på, ellers bliver du jo bare forkølet." Han blik var bestemt og hårdt, men Kaari kiggede stadigvæk med sit iskolde blik lige ind i hans øjne. Han havde aldrig troet at det skulle ske i hendes alder, men han følte sig virkelig magtesløs overfor hende.
   Det var som om at hun havde en magt han aldrig ville få, han mærkede godt hvordan ubehag spredte sig i ham, men han ville ikke vise det. Men Kaari kunne se det, og det var rent guf for hendes sind at se hvordan hendes egen far var parat til at krybe i støvet for hende.
   Da hun ikke rørte sig ud ad stedet blandede Iron sig. "Kaari, gør som din far siger!" Kaari rettede hurtigt sit blik hen på sin master, hun kunne se hvordan et stød gik igennem ham da han så hendes øjne. Den nye person som kun var blomstret de sidste uger, havde næsten vundet magtkampen om styret over hendes sind, krop, hendes handlinger.
   Den gamle Kaari var næsten forsvundet, som om hun aldrig havde eksisteret. Hun holdt hans blik lidt og besluttede så at gå. Et ondt smil krusede sig på hendes læber da hun forsvandt fra deres synsvinkel og efterlod dem forskrækket over hende.
   "Tror I at hun hørte noget?" kom det fra en af mændene, der så bekymret over på Kaigo og Iron. "Iron, træn hende mere end de fem timer, hun har vist noget hun skal af med." Kaigo kiggede alvorligt over på Iron, der gengældte hans blik.
   "Tror du det ville være en god ide? Du har allerede set hendes forvandling, hun er som han bad hende om at være," spurgte Iron alvorligt. Kaigo nikkede. "Træn hende, og vi vil ikke høre skuffelser." Iron nikkede. "Det vil også få hendes tanker over på noget andet end på vores møde."


* * *
   Det varme vand gled ned ad Kaari da hun stod i brusebadet. Damp duggede glasset, der stod rundt om hende. Hun lukkede nydende øjnene i, mens varmen blødte hendes humør op, det var dejligt befriende at stå inde under vandet og bare slappe af. Men bag hendes øjenlåg kørte en indre film, om hvordan de alle sammen havde set forskrækkede ud da hun havde stået der og kigget på dem.
   "De skulle bare vide..." sagde Kaari lavmælt, mens hun lagde hovedet op ad væggen og kørte sine fingre igennem sit hår. Hendes vrede var fordampet sammen med dampen, lige nu nød hun at være alene.
   Hun slukkede for vandet og steg ud af badet, tog noget tøj på og gik træt hen til spejlet. Hun stod og så på sit spejlbillede, hun lignede sig selv lige i det øjeblik.
   "Hvem...hvem er jeg?" Hun kiggede fortvivlet ind i sit spejlbilledes øjne. De mørke magent- farvede øjne, den livlige energi, der plejede at fylde dem, var dalet drastisk i de uger hun var blevet trænet alene. I stedet for den livlige energi, var det nærmest et par vrede øjne hun kiggede i. Det var der hun fandt ud af at hun aldrig ville blive sig selv.
   Hun tørrede hurtigt sit hår og gik så ud fra badeværelset, hun gik ud på trappen og så ned. Hun så mændene gå ud fra værelset, sige farvel til hinanden. Hun fangede sin masters alvorlig øjne inden han gik ud af døren. Da alle var gået så hun sin far kysse hendes mor blidt på panden.
   Da de vendte sig om smilede hendes mor til Kaari, men hendes far så vredt og hårdt på hende. Hans ansigt blev formørket. Kaari mærkede hvordan hun fik det ubehageligt over at se at hendes far virkelige hadede hende så meget.
   "Kaari dog, kom, så skal jeg putte dig." Men da hendes mor var på hen imod hende blev hun stoppet af hendes far. Hun kiggede undrende på ham, og alligevel med et irriteret udtryk. "Hvad er der, Kaigo?" spurgte hun hårdt, hun havde godt mærket at der var noget som var galt.
   "Hun er en stor pige, hun kan sagtens gå i seng selv!" Han kiggede alvorligt på hende, så hun ikke ville sige ham imod, men hun var en stærk kvinde, der ikke lod sig binde. Selvom hun vidste at det var mændene, der havde det meste af magten i landsbyen. "Kaigo, jeg skal nok selv bestemme hvornår jeg synes hun er for gammel nok til det!" bed hun ham hårdt af og rev så sin hånd fri fra hans greb. Han blev overrasket over hendes reaktion, men han lod hende gå. Men han kiggede ekstremt hårdt på Kaari, for at vise at det hele var hendes skyld, alle de problemer de havde var hendes skyld.
   "Mor, det er okay - far har ret, jeg kan godt selv putte mig!" Derefter forsvandt Kaari væk fra trappen og ind på sit værelse.
   Hendes mor kiggede forskrækket over Kaaris toneleje og måden hun snakkede på. Hun fik skyldsfølelse over at hun slet ikke havde lagt mærke til at hendes lille pige havde forandret sig så meget. Hun vendte sig hurtigt om og så på Kaigo med et spørgende blik. Men han begyndte at gå og forsvandt så bag et hjørnet. Alene stod moren tilbage og vidste ikke hvad hun skulle gøre.
    
   
* * *
   "Hurtigere...hårdere....hurtigere..."
   Kaari gjorde alt hvad hun kunne imens hun trænede, hun skulle undgå nogle forhindringer og ødelægge nogle andre. Det hele var under skarpt opsyn af hendes master, der råbte til hende at hun skulle gøre det bedre og bedre. Sveden løb ned af hende, hendes åndedræt galoperede afsted som en vild hest. Hun havde indtil videre trænet i seks timer, og hun kunne begynde at mærke hvordan hendes ben og arme syrede af anstrengelse.
   "Kaari, tag dig dog sammen!" råbte hendes master fra sidelinjen, mens han kiggede med et skeptisk blik på hver eneste bevægelse. Det var ikke perfekt, men i hendes alder var det noget af det sværeste man kunne byde på. Iron var meget stolt af hende, men han havde til opgave at vise det modsatte så hun ville presse sig selv hårdere end hvad hun burde.
   "STOP!" Kaari stoppede med sin træning og kiggede hen imod Iron. "Det er nok, begynd at løbe, du ved hvad for en rute du skal tage." Kaari nikkede - selvom hun allerede var udmattet, glædede hun sig til at løbe en tur i Ra'liimarok bjergene. Kaari strakte nogle af sine led ud. Hun begyndte at løbe hen imod bjerget.
   Da hun nåede foden af bjerget og var udenfor Irons synsvinkel, slappede hun lidt mere af. Hun løb stadigvæk, men hun nød den friske bjergluft på en anden måde, hendes spændinger forsvandt. Ro indhyllede hende jo længere hun kom op og sådan fortsatte hun i lang tid.
   Træerne passede sig selv, der var ingen mennesker til at ændre deres vækst. Dyr var over det hele, nogen kunne hun se, andre gemte sig. Men hun vidste at de var der. Længere fremme så hun en då med sit kid løbe over den sti hun fulgte. Hun så nøje efter dem mens hun fortsatte forbi det sted i skoven, de var løbet ind i.
   Da hun hørte lyden af det brusende vand længere fremme, begyndte hun at løbe hurtigere. Et stort vandfald ved navn Nii'jarina, som var hendes yndlingsvandfald, var et af de populæreste steder for dyr. Et smil bredte sig på hendes læber, da hun hørte hvordan fugle kvidrede og nød roen omkring vandfaldet. Hun sprang væk fra stien og ned ad en lille hemmelig sti hun selv havde fundet. Den førte hen til vandfaldet, som kun var kendt af hende fra landsbyen.
   Hun stoppede hurtigt med at løbe da hun kom ud på en klippen, der stod som en afsats. Foran hende tårnede det store vandfald sig. Hun havde altid elsket vandfald, der var en beroligende aura ved dem. Hun kom tit hen til Nii'jarina. Hun begyndte at gå ned ad de mange små klipper. Hun hoppede fra den ene sten til den anden, hun endte hurtigt nede i bunden.
   Vandet var klart og glimtede smukt. Hun tog sine støvler af og hev lidt op i sine bukser. Hun stak forsigtigt sin ene fod ned i bjergvandet. Det var koldt da vandet var gletschervand. Det sitrede i hendes fod på grund af kulden, men det stoppede hende ikke i at tage den anden fod ned i vandet.
   Hun lukkede øjnene og vendte hovedet op imod solen og nød dens varme stråler. Himlen var skyfri, en perfekt sommerdag. Bladene var grønne og blomstrende store og frugtbare.


* * *
   "Det er i dag, Kaigo. Er hendes ting pakket?" Iron kiggede alvorligt på Kaigo, men han rystede på hovedet. "Jeg har ikke sagt det til Shego...hun vil få et føl på tværs når hun får det at vide." Iron nikkede, men han var uenig. "Sig det hellere nu hvor Kaari er oppe i bjergene, jeg ved ikke hvornår hun vender hjem, så skynd dig hellere." Kaigo nikkede og vendte sig så om for at gå ind i huset. Men til deres overraskelse stod Shego i døråbningen og så vred og forvirret ud.
   "Hvor skal Kaari hen?" Hendes stemme var skarp og bidende. Hun så alvorligt på Kaigo, der sukkede tungt. Han gik hen til hende og førte hende indenfor.
   "Shego, jeg ved at du ikke er vild med det her, men Kaari skal hen til Katuro -" der blev han afbrudt af Shego, der råbte op: "HVAD HAR DU GJORT?" Hendes øjne lynede af vrede og hendes knytnæver var faretruende knyttet. "Det er for det bedste - det er for at redde vores landsby. Vi står i gæld til ham, det ved du," prøvede han desperat at få hende overbevidst om at det var for alles bedste.
   "VED AT GIVE VORES DATTER VÆK! VORES ENESTE BARN!" blev Shego ved, hun var rystet over det, hun havde aldrig troet at noget som dette ville overgå hendes mand. Tårerne løb ned ad hendes kinder mens hendes krop skælvede af vrede. "Hun skal ingen steder, hun bliver her!" Shego fik styr på sin stemme, men den var kold, iskold og stenhård.
   "Hørte du ikke lige hvad jeg sagde, kvindemenneske?" råbte Kaigo højt og vredt. "Hun tilhører ikke længere os, hun tilhører Katuro!" fortsatte han mens han så med vrede øjne på hende. "Hvad er der sket med dig?" Shegos stemme blev mørk, mens hun kiggede direkte ind i Kaigos øjne. Kaigo fik et chok da hun sagde det, men også over hendes forandrede personlighed. Hun mindede om Kaari da han havde opdaget hende ved mødet.
   Råberiet fortsatte i længere tid, i lang tid nok til at Kaari kom hjem fra sin løbetur. Iron nåede lige at opdage hende i tide til at lægge sit ansigt i andre folder og se strengt på pigen. Kaari stoppede foran sin master og bukkede for ham. "Det er godt nok for idag..." Mere nåede han ikke at sige før der lød et højt knald inde fra hytten. Kaari kiggede forskrækket derhen, hun ville havde løbet ind og se hvad der forgik, men Iron holdt hende tilbage.
   "Slip mig, master...jeg bliver..." prøvede Kaari ihærdigt at få ham til at slippe, men Iron afbrød hende. "Nej Kaari, du bliver nødt til at vente...det er..." han holdt inde med at tale da Kaari råbte op. "SLIP MIG SÅ IRON!" Det var ikke normalt at ens lærling kaldte deres master ved fornavn uden at bruge master foran, når man snakkede direkte til dem. Det fik Iron til at forstå at Kaari ikke længere så ham som hendes master mere.
   Han gav slip på hende, og hun for hen imod hytten. Hun smækkede døren op, og så at en vase lå smadret på gulvet. Længere fremme kunne hun se hendes mor og far i en heftig skænderi. "Kaari!" lød det fra hendes mor, da hun kom ind i køkkenet hvor de stod. Kaigo kiggede overrasket på sin datter, der stod og så fortvivlet på dem.
   "SKRUB UD MED DIG, MØGTØS!"
   Kaari blev så forskrækket over sin fars reaktion at hun sprang langt bagud da han prøvede at ramme hende med sin store hånd. Shego så forskrækket ud over sin mands reaktion. Hun skubbede ham til siden og tog Kaari ind til sig. Hendes kjole flagrede omkring hende da hun tog Kaari ind til sig. "Så du har valgt hende frem for mig..." sagde Kaigo med en formørket stemme.
   Shego og Kaari blev bange over Kaigos udtalelse. Bag dem hørte de hvordan døren gik op og en masse skridt nærmest stormede ind i hytten. Shego og Kaari så at Iron førte nogle soldater med sig hen til dem. Shego holdt Kaari sikkert i sin favn, hun ville ikke lade dem tage Kaari uden kamp.
   "Shego, vi bliver nødt til det..." sagde Iron med en rolig og alligevel alvorlig stemme. Shego rystede voldsomt på hovedet. "DET BLIVER OVER MIT LIG!" råbte hun højt, idet hun sagde det drejede hun hurtigt rundt med Kaari. De løb ned ad gangen, soldaterne og Kaigo var ikke længe om at løbe efter dem.
   "Shego, gør nu ikke noget dumt!" råbte Kaigo efter hende. Men Shego lukkede ørerne for det, og fortsatte indtil hun hørte et skud, og mærkede hvordan smerten bredte sig i hendes side. Hun faldt fremad og lå nu på gulvet. Kaari var røget med i faldet, hun rejste sig hurtigt op og kiggede ned på sin mor.
   "Kaari, stik af mens du kan...du skal ikke lade dem tage dig..." mere nåede hun ikke at sige før endnu et skud lød, og Shego faldt helt ned på gulvet, med en mørkerød blodpøl omkring sig.
   Kaari skreg højt, tårerne løb ned ad kinderne på hende mens hun kiggede vildt omkring for at for at se hvem skytten, der havde dræbt hendes mor, var. Tårerne stoppede brat, hendes øjne blev store mens hendes pupiller blev små. Had og vrede ophobede sig i hende, da hun så hvordan hendes far smed de tomme patroner ud af hans gevær.
   Hendes egen far havde dræbt hendes mor. "DIN MORDER!" råbte hun så højt at næsten hele landsbyen kunne høre det. Idet gav hendes sind efter for den person som havde været under skabelse i de uger, hvor det hele havde stået på. Hendes øjne blev kolde og hadet blomstrede i dem.
   Den Kaari hun havde været før forsvandt, nu var hendes indre kerne hård som sten, og kold som is. Varmen havde forladt hendes øjne, alt var forsvundet fra hende. Hun var en hel ny person som ingen kendte.
   Få øjeblikke efter mærkede hun hvordan et fast tag i hendes nakke strammede sig og hev hende op fra gulvet. En soldat hev hende med sig, forbi hendes far der ikke så på hende, og forbi Iron, der kiggede med sørgmodige øjne på hende.
   Hun så i hans øjne at han fortrød alt hvad han havde gjort imod hende og hendes mor. Han havde været med til at fjerne hendes mors barn, og træne hende til at blive en nådesløs kriger, der skulle udføre en andens mands arbejde.
   Hun blev slæbt ud af hytten, med en masse blikke hvilende på sig, deriblandt Cicilia, Nick og Micheal. Hun gad ikke at gøre modstand, hun var træt, såret i sit inderste. Hun var alene. Hun fik nogle lænker omkring sine hænder og ben for at hun ikke kunne stille af.
   En høj mand kom gående imod hende, hans hår var helt sort med nogle grå skær, hans øjne var fulde af ondskab og magtbegær. Han havde et sort jakkesæt på, med en hvid skjorte inden under, mens et sort slips sad velplaceret omkring hans hals. Han stoppede foran hende, og kiggede nøje ind i hendes øjne. Et ondt smil krusede sig på hans læber. Han rettede så sit blik på Kaigo, der var kommet ud af hytten og nu stod ved siden af Iron.
   "Det har I gjort godt! - hun er som jeg vil have hende." Derefter gik manden hen til en helikopter, han satte sig op i den, og fulgte med sit blik Kaari der bagefter blev smidt op i en af de tre helikopter der stod på jorden, klar til at lette. Kaari vidste at det var den såkaldte Katuro. En grusom mand der nu havde magten over hende. Få øjeblikke efter startede motoren på helikopterne og begyndte i takt med at støjen blev højrere, at stige op i vejret.
   Kaari kiggede ned mod jorden, ud ad vinduet. Hun så hvordan hendes landsby blev mindre og mindre og for til sidst at forsvinde.
    
   
* * *
    
   Ti år senere.
   Himlen var skyfri og mindede om den dag hun var kommet hjem til sin mor og far, da de var begyndt at skændes. Hendes mørke, magenta-farvede øjne kiggede koldt ud af et vindue. Det hvide hår med de røde striber sad oppe i en høj, pjusket hestehale. Tøjet sad en anelse stramt visse steder, men det så ikke ud at irritere den unge kvinde, der sad i vindueskarmen.
   "Kaari, kommer du?" En behagelig stemme, der tilhørte en vigtigt person, lød fra døråbningen indtil værelset. Kaari vendte sit hoved hen imod en pige på hendes egen alder. Hun havde dejligt, mørkebrunt hår, der sad op i en høj hestehale, der dinglede fra side til side, hver gang et skridt blev taget. Et par mørkegrønne øjne kiggede blidt på hende.
   Kaari smilede lidt da hun så hen imod den unge kvinde. Kaaris ansigt havde fået finere træk, hendes krop var perfekt, lange stærke ben, stærke arme, perfekte bryster. "Du ved at Katuro ikke vil have at vi kommer for sent til vores træning."
   Kaari nikkede. Men tankerne omkring hendes fortid var stadigvæk i baggrunden af hendes sind, hun plejede normalt ikke at tænke på det, men vejret havde bragt lige præcist det minde tilbage. "Jeg kommer nu, Angelina." Kaari hoppede ned på gulvet så hendes høje hæle sagde lyde.
   Angelina nikkede og sammen fulgtes de ad ned af de mange gange og ned til hallen hvor de skulle træne. Kaari kiggede engang på Angelina, hun var i samme båd som hende. Hun var hendes veninde. De ville gøre alt for hinanden. Længere fremme stod tre andre personer og ventede på dem.
   To unge fyre, den ene med mørkerødt hår og med dybe, mørkeblå øjne. Den anden med sort hår og mørkerøde øjne. Den tredje var en ung kvinde, hun var også de sytten år ligesom Kaari og Angelina. Hendes hår var mørkeblåt og hendes øjne var mørkegrønne. "Ryo, Taramo, Katherina, Kaari? Er I klar?" Angelina kiggede med et alvorligt glimt i øjnene. De nikkede som ja.
   Deres kamp var startet.