"... Dine tanker forsvinder"

"Du mærker at du bliver træt i kroppen, du slapper af..."

"Du hører kun min stemme..."

"Du er nu under min fulde kontrol..."
   Mandestemmen holdte inde, og en mundfuld luft blev indåndet, og lidt efter pustet ud imod et levende lys, der straks slukkede med et hyl af død, og lod den døde røg dovent stige til vejrs. Efterlod de to personer til mørket.


* * *
   Kareterne kørte i den stive sne, der knirkede klagende. De mange lygtepæle med deres snoende mønstre stod med deres bestemte antal meter til hinanden og spredte ildens lys omkring sig. En karet iblandt mange stoppede foran det mægtige palæ. Karetens sorte dør blev åbnet foran de lange jævne trappetrin, der førte op til de store palædøre. Musik og snak strømmede ud som en undertone fra palæet, og udstrålede varmen fra en stor fest. 
   Et par elegante sko blev sænket ned i den medtagede sne, og lidt efter faldt en prangende kjole på plads med en varm kappefrakke faldende omkring sig. Kvinden nikkede elegant takkende til manden, der roligt havde hævet sin hånd til hjælp. En hat var placeret på hendes hoved, og hun blev nødt til at rette sin hals rank, for at man kunne se øjnene. Hun lagde ikke mærke til det lille smæk af karetdøren, der blev lukket i bag hende, og kusken der satte de to anspændte heste i gang og lod kareten forsvinde.
   Kvinden fortsatte let op ad de mange trappetrin, med sin ene hånd omkring kjolens ydre klæde.
   De to dørmænd åbnede dørene på samme tid og bukkede. Musik, lys og snak brusede ud fra den smalle åbning. Glimter og skær sprang rundt i rummet, som små dansende feer. Folk stod i forskellige grupper, alt efter interesser og arbejde.

Som hun gik fremad, kunne hun høre, hvordan folk snakkede om de sidste mord, der var hændt det seneste stykke tid. Det var, som om dødsenglen Gabriel, havde været til stede, og taget deres liv. Cornelia kunne ikke andet end at synes, at det var noget sludder, men hun havde indtil videre intet bedre bud, at komme med. Pludselig mærkede hun, hvordan en trak forsigtigt, men bestemt i hende.
   "Frøken Cornelia, sikke en glædelig overraskelse at se dem her. Har De hørt om de forfærdelige hændelser, der er sket på det seneste? Det er jo skrækkeligt. Var De egentligt ikke til stede ved alle de fester, mordene blev begået?" Cornelia smilede blot. Kvinden snakkede løs som en anden papegøje, og det så ud til at der var ingen ende var, men så stoppede hun endelig. Kvinderne med sultne øjne, ventede blot på alle de informationer hun kunne dele med dem, men Cornelia sagde intet, der var nok til at stille deres sult. Et lettet suk slap fra hende, da hun hørte Julius' kendte stemme, der straks brød de sulte løvinders kreds omkring hende.
   "Godaften, Fr. Cornelia, hvordan har De det til aften? De virkede lidt træt efter vores sidste møde, er alt vel? Jeg troede faktisk, at De ville blive væk, siden de sidste par... ulykker." Cornelia smilede og svarede forsikrende på hans bekymrende spørgsmål, som de gik væk fra kvinderne.
   "Godaften, Hr. Julius. Jeg har det fint, og jeg takker for deres bekymring, men alt er, som det skal være, intet kunne holde mig fra at komme i aften. Det er jo årets fest." Han smilede et lille skævt smil. Hun havde ikke skuffet hans forventning.
   "Det er da også så forfærdeligt med de seneste par hændelser, vi må håbe på at synderen snart bliver fanget, så vi igen kan leve trygt!" Cornelia kunne ikke være mere enig i det han sagde.

Festlighederne forsatte, og flere havde sluttet sig til Julius og Cornelias selskab.
   "Hvis I vil have mig undskyldt, så vil jeg lige gå ud og pudre min næse" forklarede Cornelia. Julius så lidt på hende og åbnede så munden.
   "Der er et toilet på øverste sal, du kan bruge." Cornelia så takkende på ham, men bemærkede så, hvordan han let knipsede med to af sine fingre, så kun hun kunne bemærke det. Hun mærkede, hvordan hun blev let til hovedet, og en kort svimmelenhed ramte hende. Hun rystede let på hovedet og smilede venligt som tak og drejede så hen imod trappen, der førte op ad.


* * *
   Det føltes som om hun havde gået i uendelig lang tid. Hun kunne slet ikke huske, hvad der var sket det sidste stykke tid og måtte erklære, at hun absolut ikke kunne finde det badeværelse, som Julius havde henvist til, så hun kunne jo ligeså godt vende tilbage til festlighederne. Men da hun nærmede sig trappen, kunne hun hurtigt mærke, at festen ligesom var faldet til jorden. Hun gik roligt ned af trappen, hørte hvordan alle hviskede højt og berørte af, hvad der end var sket.
   "Jamen dog, ikke igen, og denne gang var det hele tre personer, der er blevet dræbt"
   "Ja, hvor mon det stopper."
   "Jeg hørte, at de var blevet dræbt ved at blive snittet i halsen."
   Samtalen forsatte imellem kvinderne, men Cornelia blev ikke for at lytte. Hun havde det, som om at noget koldt og hårdt havde ramt hende i brystet og tømt hende for luft. Ikke igen. Med en klump i halsen, nok til at kvæle hende, gik hun med forsigtige skridt. Hun hørte kort et knips, men registrerede ikke mere af det.

Hun kunne ikke se Julius nogen stede og greb hurtigt fat i den nærmeste, mens hun fik mumlet et spørgsmål om hvor toilettet lå. Han svarede hende roligt, og pegede i retning af det. Hun skyndte sig i retningen og lukkede hurtigt døren bag sig.
   Hun kunne ikke undgå at blive påvirket, det var for mærkeligt. Hun kunne intet huske om hvad der var sket, ligesom de sidste par fester, og nu var der flere der var blevet myrdet. Hun tog sig let til hovedet med en halvrystende hånd, men så forskrækket i sit spejlbillede, hvordan der nu sad tværet blodpletter, der hvor hendes hånd havde været. Hun så skræmt ned på sine hænder, og så dem plettet af blod. Det var med et let flakkende blik, der blev ført ned på hendes kjole, der var også blodpletter på den, og det var et held for hende, at det ikke var blevet opdaget. Hun gispede og skyndte sig at åbne sin lille håndtaske, men idet hun gjorde det, smed hun straks tasken fra sig i et højt, skræmt gisp. Hun hørte døren gå op, og hun så straks op, i spejlet. Det var Julius. Han smilede stille til hende.
   "... Julius?" Hun var for oprevet til at tænke på hans titel, men hendes pupiller udspilede sig straks, i det næste.
   "Du var dygtig, min lille dukke," sagde han, med et slesk smil på sine læber.