Selv med den tykke flyverjakke kunne Kane mærke kulden, der strøg ham op langs benene og gjorde bukserne kolde imod huden, men trods vinden der hylede og hev i de hjemløse aviser, som flød på gaden, skænkede han det ikke mere opmærksomhed end, at han trak skuldrene lidt sammen og fortsatte sin vej.

Det kom ikke bag på ham, at han var mutters alene. For almindelige, anstændige mennesker ville være kloge nok til at holde sig fra disse gader. Det sidste Kane havde lyst til var at være omgivet af en masse ukendte og ubetydelige mennesker, men selvom han havde en familie, der med garanti sad og ventede utålmodigt på ham, var selv deres varme og kendte kreds, der normalt vækkede behag, uønsket.

Deres smilende læber, som prøvede gang på gang at overbevise ham om, at de elskede ham på trods af hans... fejl. For en fejl var han, en af de slags fejl, der ikke kunne ændres, rettes eller reddes. Ikke engang noget der kunne vendes til det bedre. Han var en fejl som en dråbe sort blæk på et stykke hvidt papir.

Han havde intet imod at have været blevet født, livet var og blev hittet, men bare ikke i disse omstændigheder, men selv deres smil kunne ikke få ham i et bedre humør, for smil var næppe det han ville blive mødt af, når han engang kom hjem.

Efterårsvejret var overskyet og fugten fra den tidligere regn hang stadig i luften. Han tog ét langt skridt over en trist pyt uden at have tænkt eller beregnet, hvor langt længden af skridtet skulle være. Hænderne var begravet i lommerne, kraven lå tæt ind til de blussede, rosa-røde kinder og de tynd slidte cowboybukser sad let ind til benene som de altid gjorde.

Han havde egentligt ikke tænkt over, hvor han var gået hen, men nu havde han ønsket, at han var drejet én gang tidligere, men nej, karma grinede ham i fjæset i dag syntes han. I stedet stod han nu foran 5 tarveligt udseende drenge. Alle nogen han kendte - dog ikke et bekendtskab han frydede sig over; Ridley Abhrainn, Wilmer Roy, Beckett Braden, Lambert Humbert og til sidst Hai Holst; men Kane kaldte dem blot Dumrian & Co.

"Jamen er det ik' Tosse-Kane?"

"Jo, det er det sgu, ha."

"Fantastisk, så behøv's jeg alligevel ikke træne i dag." Kommentaren blev afløst af grin fra sidelinjen, men Kane glippede dårligt nok med øjne.

"Du kunne ellers godt trænge til det," svarede Kane tørt. Det fik bragt de andre drenges opmærksomhed tilbage fra deres egen, lille, fesne fest. Beckett så snerrende på ham, mens de andre ruskede lidt op i skuldrene. Ridley, der stod forrest, tog styringen igen. Han kiggede kort på de andre, som om han ville se, hvad de havde at sige inden han selv tog ordet.

"Hva' så Kane, det er længe siden - nå nej, men det bliver det jo. Ved momse-moar godt, at du er røget ud? Sidder hun og tuder derhjemme? Eller tør hun slet ikke at se på dit grimme fjæs? Hm?" De grinede igen, mens Kane blot prøvede at bevare roen, men den var urolig og sprækkede under overfladen som en gletsjer under pres.

Så meget for at være alene uden ubetydeligt selskab.

"Hva', har du ik' nogen gode ord igen? Er lille Kane bange? Tisser du i bukserne nu? Skal moar komme og tørre dig?" Ridley og hans såkaldte venner nærmede sig skridt for skridt som en flok hyæner. Kane prøvede for alt i verden at beherske sig, men lige meget hjalp det. Specielt ikke når de nærmede sig sådan; ildelugtende af sved, øl og den sødlige, bitre lugt, der fulgte med cigaretrøg og parfume.

Hele Kanes krop stod spændt og de gyldne øjne stirrede nådesløst på drengene, som talte han centimeterne i mellem dem. Næverne knyttede sig langsomt og strammede huden hvid over knoerne.

Ridley var dårligt én meter væk fra ham nu, og de andre stillede sig i en halv rundkreds omkring ham, som var de bange for at gå for langt væk fra deres anfører.

Et hånligt grin strakte sig over Ridleys tynde, flossede læber, så han afslørede adskillige gule tænder og én enkelt manglede.

"Hva', er du stiv af skræk?" En dunst af rådden mad ramte Kane i hovedet, og det tog alt hvad han havde i sig for ikke at trække sig væk.

"Det tror jeg ik' på. Som om du har nogen form for følelser... dit bæst!"

SLAM.

Verdenen stod stille i et kort øjeblik. Lige indtil at Ridley faldt til jorden. Kane havde ikke registeret sekundet hans hånd havde strammet sig til en næve, til det øjeblik den havde plantet sig i fjæset på Ridley. Han så blot hvordan Ridley ramte asfalten og med en langsom reaktionstid satte sig op med overraskelsen malet i ansigtet.

Han trykkede hånden imod sin overlæbe for næst at se ned på blodet, der gav det sygelig aftryk på hans fingre. Det var næsten skrigende rødt imod hans blege hud. Som om at han først dér forstod, hvad der var sket, råbte han op som nerverne sendte smertefulde beskeder om, at hans næse sikkert var brækket. Hænder og råb blev ham tilbudt, men han rystede alt hjælp af sig, mens han holdt en støttende hånd op for næsen, da han rystende kom på benene.
   Kane åndede tungt og langsomt ud. Han kiggede med nøjagtighed på de andre og forventede et angreb som det næste, men hans lynhurtighed så ud til at have forstenet de nu tvivlende drenge.

Han stod med armene lidt ude fra kroppen, så intet var låst, klar til at slå fra sig, når øjeblikket kom. Ridley så ligeså foragtet ud som før, men denne gang mod de andre, som om han ikke kunne fatte, at de stadig stod stille.

"Hva' fuck venter I på? Tæv det forpulede svin!" Det gav næsten et sæt i dem, men denne gang fik de rykket på sig og Kane kunne se til, som de fire drenge kastede sig over ham - han reagerede lige således.

Kane dukkede sig for det første slag, løb under Lamberts arm, hamrede en knytnæve i Wilmer, så han faldt ned og skrabede benene hen ad asfalten, mens Kane plantede et knæ i ryggen på Lambert. Sådan fortsatte det. Kane undveg så godt han kunne, men til sidst var alt så rodet, at han blot slog fra sig eller undveg, når han kunne.

Med ét ændrede slåskampen sig, da han kunne mærke kræfterne slippe op. Hai havde formået at snige sig om bag ham og holdt ham nu i et jerngreb. Ridley så triumferende ud, mens han begyndte at le, før han kastede de næste slag i maven på Kane, der krympede sig, da huden tog imod slagene.

Kane prøvede ihærdigt at slippe fri, vride sig og sparke lige inden det næste slag ramte ham i hovedet. Han kunne mærke, hvordan blodet piblede ud af næsen. Han skar en grimasse og knyttede tænderne hårdt sammen. Han hverken peb eller hylede af smerte, men tog slagene som en stum. Drengene omkring ham skreg af latter, og Ridley så ud som om jul var kommet før tid.

"Nååå, nu er man ikke så kæphøj! Svin."

Han slog igen.

Kane kunne mærke hidsigheden brænde i sig, og han prøvede et nyt forsøg på at gøre sig fri, hvilket var lige så nytteløst som det forrige, der fik hans tilfangetager, Hai, til at grine en smule usikkert, men det blev hurtigt en lav tone i de andres grin omkring dem.

Kane slugte et åndedrag, før han trak sine ben op imod maven lige som Ridley skulle til at slå ham igen, men denne gang satte han begge ben i maven på sin angriber og fik ham kylet ned langs gyden, så han ramte jorden med at brag. Dernæst bukkede Kane sig frem, kun for at kaste hovedet tilbage imod Hai, så et højt knæk kunne høres.

Et hyl skar igennem luften og taget om ham blev slapt. Kane spildte ikke tiden og fik sine arme fri, som han kastede sin krop rundt, satte et spark i maven på Hai og sendte ham i grædefærdig tilstand imod jorden.

De andre fyre (Wilmer, Beckett og Lambert) styrtede imod ham med hænderne løftede, men de nåede dårligt nok at blinke, før Kane var ovre ved dem og satte sig i øm-hudet respekt. De fik lov at smage hans knytnæver og undersiden af hans sko, før de faldt slatne ned på asfalten.
   Kane stod tungt åndende og så rundt på sine modstandere omkring ham, der alle lå på jorden, blødende og småpivende af smerte eller helt væk fra besindelse.

Der gik lidt tid hvor han blot stod, ømt og såret, som hver åndedrag var en bold igennem hans luftrør. De gyldnede øjne stod skarpt i kontrast til det mørke hår, på trods af deres ufokuserende optagelse af omgivelserne. Kroppen kunne lige så godt have knirket og knaget fra lungernes rytme, der fik det hele til at gå på ham.

Det tog lidt tid, før han fik taget sig sammen til at vende sig om for at gå, men ligesom han skulle til at tage det første skridt, hørte han fortumlede skridt, fald, skridt og så ellers et fald igen. Han vendte sig halvt om og så Ridley med hivende vejrtrækning, mens hans ben gled under ham, som var de lavet af blødt gummi. Han kunne ikke komme ordentlig op at stå, og Kane så ham ikke som en trussel.

"K-kom tilbage og k-kæmp... kæmp med m-mig, dit fuck'ing m-misfoster."

Ridley hev efter vejret samtidig med, at han prøvede at holde øjenkontakt med Kane. Ansigtet var blodigt og næsen var skæv. Kane så kun kort over sin skulder, mens de gyldne øjne lå iskoldt på ham og trods hans forringede tilstand, måtte Kane give ham kudos for ikke at være bange af sig. Dét eller også var han blot dum - hvilket ikke skulle undre ham.
   Kane gik mens han ignorerede Ridleys desperate råb efter ham. Han kørte en hånd op under næsen og tørrede blodet væk, for så at bruge tommelfingeren til at tørre mundvigen for den metalliske smag af blod.

For Kane var det ikke en meget anderledes aften end sædvanligt. Det var ikke uvant for ham at komme op at slås, slåskampene syntes at finde ham uanset hvor han var, uanset hvilke sindsstemning han var i, uanset hvad. Han var en fejl der lokkede problemer til sig som en magnet. Han stillede ikke længere spørgsmål ved det, sådan var det bare, men derfor kunne holdningen, der var blevet til undskyldningen, ikke helt holde de tanker som bragte andre fantasier og idealer frem, om andre omstændigheder, i et liv uden at være en fejl, væk.

Som regel endte slåskampene som denne. En vis rastløshed havde fået luft ved slåskampen og han kunne holde fingrene i ro for en stund. Han vidste han burde gå hjem. Han kunne allerede høre sin mors stemme i hovedet, hvordan hun ville reagere, når hun så ham, blødende og med flået tøj. Hvordan hans far ville stå i baggrunden uden rigtig at vide, hvad han skulle sige, mens søsteren ville blive en smule bleg i hovedet for så at trække på skuldrene og gå ind på sit værelse og sikkert høre musik.

En almindelig aften (i hvert fald for deres familie).
   Det fik et lille smil til at krybe sig på hans læber, mens det sorte hår lå tæt over hans pande og kinder. Det dækkede falkeøjnene, der glødede op i mørket omkring ham, som han fokuserede på den uendelige mørke himmel. Han pustede ud, og den nu hvide ånde dansede en sirlig dans foran ham, før den gik i sig selv.

Han stod ikke længere i gyden. Han var kommet langt længere til velkendte gader, belyst af de børnevenlige gyldne gadelygter, veranda-lamper og vinduer. Han befandt sig på villavejen Effingham Square, der blot førte ud i de stabile og ensformige huse, klippede hække, slået græs og velpasset blomster. Han følte sig malplaceret her med sit nusseede tøj, der havde lidt under hans hensynsløse væremåde og gummiskoene, der sled mod asfalten på de dårligt slæbende skridt, han tog, så sålerne var ved at falde fra hinanden.

Før han vidste af det, stod han på den anden side af vejen lige overfor hoveddøren til nummer 63. Hans hjem. Vinduerne strålede af varmt lys og en skygge blev ved med at flytte sig frem og tilbage. Han vidste allerede, hvem dén feminine skygge tilhørte og besluttede sig for, at det var på tide at gå indenfor og møde sin familie, der med sikkerhed var ved at gå til af bekymring... eller med andre ord - hans mor.