Jeg var så nervøs. Vejen rullede forbi under cyklens hjul uden jeg ænsede det. Det eneste jeg tænkte på, var at jeg skulle måde ham! Jeg sagtnede farten da jeg nåede ned mod biografen og spejdede efter ham - hvor var han? Havde han fortrudt? Var jeg blevet brændt af? Var jeg ikke god nok? Tusind ubesvarede spørgsmål rullede igennem mit hoved, det ene tungere end det andet. Jeg ænsede hverken vejen eller bilerne - det var et mirakel jeg nåede ned til biografen uden at styrte eller blive kørt ned.
   Jeg stille cyklen ved biografen, bukkede mig og låste den. Netop som jeg rejste mig lød der et "hej" bag mig. Jeg vendte mig lynhurtigt om. Og der stod han. Mit ansigt var et stort smil. Vi var et umage par at se på. Han var næsten 2 m. ja og jeg var knap halvanden. Han kommenterede det da også straks "du er godt nok ikke ret stor?", men han smilede mens han sagde det og jeg kunne se han bare prøvede at få en samtale i gang. "Jah vi kan jo ikke alle sammen være et højt skrummel som dig" svarede jeg rapt igen. Hans smil blev bredere - jeg var godtaget.

Det var første gang vi mødtes i mange år. Vi havde gået i børnehave sammen og havde været de bedste venner, men da jeg skulle starte i skole flyttede min familie og så holdt kontakten ikke. Dog havde jeg holdt kontakten med min barndomsveninde og en aften hvor jeg kedede mig bravt spurgte jeg hende over sms, sådan mest i sjov:
   Kender du nogle søde drenge hvis nr. jeg kan få? ϑ.
   Og hun svarede da også med det samme og meget forudsigelige svar:
   Ja da - men noget for noget søde hihi.
   Og sådan fik jeg fat i hans nr. og skrev til ham den selv samme aften. Vi klikkede med det samme og han kunne endda huske mig fra børnehaven. Han fortalte mig at han havde været forelsket i mig dengang og jeg svarede ham at jeg også havde været forelsket i ham. Vi vidste selvfølgelig begge to at det dengang bare var en børnehave forelskelse - ingen seriøse følelser.
   Vi blev ved med at skrive til hinanden og jeg blev glad for ham - rigtig glad. Jeg fortalte ham ting jeg ikke havde delt med nogen anden, jeg åbnede virkelig op. Og det samme gjorde han. Vi forelskede os, ganske stille og roligt. Endelig aftalte vi at skulle mødes og aldrig i mit liv har jeg været så nervøs - jeg havde jo ikke set drengen i snart 10 år! Og der var jo forskel på at skrive med ham og så at snakke med ham. Men jeg sprang ud i det med begge ben.

Mit ansigt var stivnet i et nervøst smil, jeg troede jeg skulle besvime eller et eller andet så nervøs var jeg, men i stedet begyndte vi at gå langs havnen i dyb tavshed. Jeg vidste at jeg burde sige et eller andet, men hvad? Endelig tog han ordet og sagde: "Hvornår er det du har fødselsdag?". Jeg smilede, det var da det mest latterlige spørgsmål nogensinde, men han prøvede da i det mindste at bryde isen. Kækt svarede jeg, opsat på ikke at vise min nervøsitet: "Har du allerede glemt det? Det har jeg da skrevet til dig?". Forlegent svarede han:" Nå da. Er også bare fordi jeg har en hukommelse som en guldfisk - jeg glemmer ting efter 2 sek." Så smilede han et bredt smil. Jeg smeltede indvendigt, men vidste ikke hvad jeg skulle svare igen, så jeg lo, en lille nervøs latter.
   Vi fortsatte forbi nogle huse, det var dejligt vejr og det var jeg meget taknemmelig for. Jeg vidste jeg ikke kunne tage ham med hjem - mor ville flippe rådden skråt! Han begyndte da også at undre sig over hvor vi var på vej hen. "Skal vi ikke hjem til dig?" han så nervøs ud. Jeg forklarede ham det med min mor og han forstod med det samme, "så må du jo bare besøge mig næste gang" smilede han. Min hjerte slog en kolbøtte da han sagde det - han ville se mig igen!
   Vi drejede ind på en vej og så ned ad en sti som førte os ned til en anden lille sti der gik langs med vandet. Endelig var vi begge begyndt at slappe mere af og vi snakkede om løst og fast. Om vores lærere, karakterer, venner og vores skøre familier. Vandet var så smukt, der var helt vindstille og de få skyer der var på himlen spejlede sig i det klare vand. Lidt ude i vandet vuggede en lille ro båd. Det var som taget ud af en rejsebrochure - og jeg ved at jeg aldrig vil glemme den dag.
   Vi nåede til en lille bænk og vi satte os helt tæt op ad hinanden. Han havde en arm om mig og jeg kunne mærke at hvis jeg bare drejede mit hoved, så ville han kysse mig. Jeg vidste det dybt inde i mit hjerte. Men jeg turde ikke dreje hovedet. Hvad nu hvis jeg var dårlig til at kysse? Han havde skrevet at han var god til det - som alle andre drenge syntes han det var fedt at prale med den slags. Turde jeg? Jeg turde ikke se på ham - tænk hvis han kyssede mig? Jah tænk hvis han gjorde, det ville sikkert være vidunderligt, den fornuftige stemme overdøvede den nervøse. Jeg mandede mig op og drejede mit hoved. Og med det samme var hans læber der, trykket mod mine. Det lyder sikkert tåbeligt, men jeg havde ikke troet at et kys ville være varmt på den måde, troede det ville være vådt og koldt. Jeg havde regnet med et rigtigt filmkys, et af de der lange kys. Men han trak snart hovedet til sig og jeg tror jeg har lignet et stort spørgsmålstegn da han gjorde det. I hvert fald grinede han lidt af mig. Så tog han min hånd og sådan sad vi længe, hånd i hånd, uden at sige et ord. Jeg var for paf og for opslugt af lykke til at sige noget - håber han havde det på samme måde.
   Et kys mere blev det til inden jeg fulgte ham ned til bussen. Det var nogle af de bedste timer i mit liv, den dag med ham. Men ens første kys er vel altid noget specielt?